1. verdenskrig i Mellemøsten er en samlebetegnelse for kamphandlinger, der strakte sig fra den 29. oktober 1914 til den 30. oktober 1918. De stridende parter var på den ene side det Osmanniske Rige, som fik nogen bistand fra de andre Centralmagter og i hovedsagen det Britiske imperium og det Russiske Kejserrige blandt Ententemagterne. Der var fem større felttog: Sinai og Palæstina-felttoget, felttoget i Mesopotamien, felttoget i Kaukasus, felttoget i Persien samt slaget ved Gallipoli. Der var også det mindre Felttoget i Nordafrika, Den Arabiske Revolte og det Sydarabiske felttog.

Udover regulære styrker anvendte begge sider irregulære tropper. På allieret side var der arabere, som deltog i det arabiske oprør og armenske militser, som deltog i den armenske modstand. De armenske enheder af frivillige og armensk milits dannede det første armenske korps, som kæmpede for den første armenske republik i 1918. Den mellemøstlige krigsskueplads var den geografisk største i hele krigen.

Den russiske deltagelse i krigen sluttede med våbenhvilen i Erzincan (5. december 1917) og den revolutionære russiske regering trak sig senere helt ud af krigen ved Brest-Litovsk-freden (3. marts 1918). Armenierne deltog i Fredskonferencen i Trabzon (14. marts 1918), som førte til Batumi-traktaten den 4. juni 1918. Osmannerne accepterede våbenhvilen i Mudros med de allierede den 30. oktober 1918, og de underskrev Sèvres-traktaten den 10. august 1920 og senere Lausanne-traktaten den 24. juli 1923.

Krigsmål Osmannerne og Centralmagterne

Det Osmanniske Rige sluttede sig til Centralmagterne i den hemmelige osmannisk-tyske alliance,Alliancetraktaten mellem Tyskland og Tyrkiet 2. august 1914 som blev underskrevet den 2. august 1914. Det vigtigste krigsmål for osmannerne var at generobre de tabte områder i Østanatolien, som var gået tabt under den Russisk-tyrkiske krig (1877–78), især Artvin, Ardahan, Kars og havnebyen Batumi. Militær fremgang i dette område ville tvinge russerne til at flytte tropper fra fronterne i Polen og Galicien.Hinterhoff, Marshall Cavendish Illustrated Encyclopedia, pp.499–503

Tyske rådgivere i den osmanniske hær støttede naturligvis dette felttog af samme grund. Fra en økonomisk synsvinkel var det osmanniske (eller rettere tyske) strategiske mål at afskære Ruslands adgang til oliefelterne ved det Kaspiske Hav.The Encyclopedia Americana, 1920, v.28, p.403

Tyskland oprettede i starten af 1. verdenskrig et Nachrichtenstelle für den Orient. Dette kontor var beskæftiget med indsamling af efterretninger og undergravende virksomhed i Persien og Afghanistan for at bryde den Britisk-russiske Entente. Den osmanniske krigsminister Enver Pasha hævdede, at hvis russerne kunne blive besejret i de centrale persiske byer ville vejen ligge åben til Azerbaijan, Centralasien og Indien.

Hvis disse lande skulle unddrages vestlig indflydelse forudså Enver behovet for et samarbejde mellem disse nyligt etablerede tyrkiske lande. Envers projekt var i modstrid med europæiske interesser som kom til udtryk i form af kampe mellem flere store imperiemagter. Osmannerne udfordrede også Storbritanniens forbindelseslinjer til Indien og Fjernøsten via Suezkanalen.

De allierede Briterne frygtede, at osmannerne måske ville angribe og erobre oliefelterne i Mellemøsten og ved Det kaspiske Hav. Den britiske flåde Royal Navy var afhængig af olie fra felterne i det sydlige Persien, som kun det britisk kontrollerede Anglo-Persian Oil Company havde adgang til.

Russerne betragtede fronten i Kaukasus som sekundær i forhold til Østfronten. De frygtede et felttog ind i Kaukasus med henblik på generobring af Kars (som var blevet erobret fra osmannerne under den russisk-tyrkiske krig (1877–1878) og havnen i Batumi.R. G. Hovannisian. Armenia on the Road to Independence, 1918, University of California Press, Berkeley and Los Angeles, 1967, pg. 59

I marts 1915 mødtes den russiske udenrigsminister Sergey Sazonov med den britiske ambassadør George Buchanan og den franske ambassadør Maurice Paléologue. Han udtalte, at en varig løsning efter krigen skulle indeholde fuld russisk kontrol over den osmanniske hovedstad, Konstantinopel, Bosporus og Dardanellerne, Marmarahavet, det sydlige Thrakien op til Enos-Midia linjen foruden dele af den anatolske sortehavskyst mellem Bosporus, Sakaryafloden og et ikke nærmere bestemt punkt nær Izmitbugten. Den kejserlige russiske regering planlagde at udskifte den muslimske befolkning i det nordlige Anatolien med mere loyale kosakker.

Armenierne Den armenske frihedsbevægelse søgte også at etablere en armensk republik i den østlige del af Lilleasien. Den armenske revolutionære føderation endte med at nå dette mål da det osmanniske styre til sidst gik i opløsning, og den internationalt anerkendte første armenske republik blev dannet i maj 1918. Allerede i 1915 opstod der armensk kontrollerede enklaver i det vestlige Armenien og senere også i de armenske bjerge, mens det Centralkaspiske diktatur blev grundlagt med armensk deltagelse. Ingen af disse statsdannelser fik nogen lang levetid.

Operationsområde

Felttoget i Kaukasus bestod af kampe mellem det Osmanniske Rige og det Russiske Kejserrige og inddrog senere Azerbaijan, Armenien, Centralkaspiske diktatur og Storbritannien som en del af det Mellemøstlige operationsområde eller alternativt betegnet felttoget i Kaukasus under 1. verdenskrig. Felttoget i Kaukasus omfattede områderne fra Kaukasus til det østlige Lilleasien så langt som til Trabzon, Bitlis, Muş og Van. Krigen på landjorden blev støttet af den russiske flåde i Sortehavet.

Den 23. februar 1917 blev den russiske fremrykning stoppet efter den russiske revolution og senere blev den opløste russiske hær i Kaukasus erstattet med styrker fra den nye armenske republik. Disse stammede fra de tidligere frivillige armenske enheder og irregulære armenske enheder. I 1918 blev der i området etableret det Centralkaspiske diktatur og Den armenske Bjergrepublik. Desuden blev der indsat en allieret styrke ved navn Dunsterforce, som bestod af elitetropper fra fronten i Mesopotamien og Vestfronten.

Det Osmanniske Rige og det tyske kejserrige havde store stridigheder ved Batumi da den tyske Kaukasus ekspedition ankom. Ekspeditionen havde som primært mål at sikre olieforsyningerne. Den 3. marts 1918 sluttede krigen mellem det Osmanniske Rige og Rusland ved underskrivelsen af Brest-Litovsk-freden, og den 4. juni underskrev det Osmanniske rige Batumi-traktaten med Armenien. Krigen fortsatte imidlertid, da det Osmanniske Rige fortsat var indviklet i kampe med Det centralkaspiske Diktatur, Den armenske Bjergrepublik og den britiske Dunsterforce. Dette fortsatte indtil Våbenstilstanden i Mudros blev underskrevet den 30. oktober 1918.

Osmannerne på Østfronten

Over 90.000 osmanniske tropper blev sendt til Østfronten i 1916 for at deltage i felttoget i Rumænien under Balkanfelttoget. Centralmagterne anmodede om disse tropper som støtte i deres operationer mod den russiske hær. Senere fandt man ud af at dette var en fejltagelse, da der var behov for disse tropper til at beskytte osmanniske områder da den store Erzerumoffensiv kom i gang.

Dette skridt blev foreslået af Enver. Det blev i starten afvist af den tyske generalstabschef, Erich von Falkenhayn, men hans efterfølger, Paul von Hindenburg, gik med til det, trods visse betænkeligheder. Beslutningen blev taget efter Brusilovoffensiven, hvor Centralmagterne manglede tropper på Østfronten.

I starten af 1916 sendte Enver 15. korps til Galicien mens 6. og 20. korps samt 177. infanteriregiment blev sendt til Makedonien. Der er to kilder til disse operationer og de anfører at henholdsvis 117.000 og 130.000 tropper blev sendt afsted, men de er enige om at knap 8.000 af dem blev dræbt og 22.000 sårede.

Styrker

Centralmagterne (Osmanniske Rige) thumb|Den osmanniske krigsminister Ismail Enver thumb|Østrigske tropper på march op af Zionbjerget i Jerusalem, 1916 Efter ungtyrkernes revolution den 3. juli 1908 blev der indledt en stor militærreform. Hærens ledelse blev moderniseret. Det osmanniske Rige var indblandet i Den italiensk-tyrkiske krig krig og Balkankrigene, hvilket afstedkom flere omstruktureringer i hæren blot få år inden 1. verdenskrig.

I denne periode opdelte landet sine styrker i arméer. Hvert arméhovedkvarter bestod af en stabschef, en operationssektion, efterretningssektion, trænsektion og personelsektion. I tråd med traditionen i det osmanniske militær var der støtteenheder til forsyning, læger og dyrlæger i disse arméer.

I 1914, inden det osmanniske rige trådte ind i 1. verdenskrig opdelte de fire arméer sine styrker i korps og divisioner, således at hver division havde tre infanteriregimenter og et artilleriregiment. Før krigen var de største enheder 1. armé med 15 divisioner, 2. armé med 4 divisioner og en uafhængig infanteridivision med 3 infanteriregimenter og en artilleribrigade. Tredje armé med 9 divisioner, fire uafhængige infanteriregimenter og fire uafhængige kavaleriregimenter (stammeenheder) samt 4. armé med 4 divisioner.

I august 1914 var der opstillet 36 infanteridivisioner heraf var 14 netop opstillet. På meget kort tid blev 8 af disse divisioner forflyttet. Under 1. verdenskrig blev der opstillet flere arméer. 5. og 6. armé i 1915, 7. og 8. armé i 1917 samt Kuva-i İnzibatiye og den islamiske armé, der kun havde et enkelt korps i 1918.

Da man nåede 1918 var de oprindelige arméer blevet udmarvet så meget, at riget var tvunget til at indføre nye enhedsbetegnelser, som omfattededisse hære. Der var den østlige armégruppe og Yildirim armégruppen. Men selv om antallet af arméer voksede i løbet af de fire år blev rigets ressourcer og mandskabsstyrke stadig minde, så armegrupperne i 1918 ikke var større end arméerne i 1914, men den osmanniske hær var til dels intakt og fortsatte med at være delvis kampdygtig indtil krigens slutning.

Det meste af hærens udstyr var bygget af tyskerne eller østrigerne og blev vedligeholdt af tyske og østrigske ingeniører. Tyskland leverede hovedparten af de militære rådgivere i dette kampområde. En specialstyrke (Asia Korps) blev sendt afsted i 1917, og voksede til en kampstyrke på to regimenter i 1918. Den tyske "Deutsche Kaukasusexpedition" blev dannet i det tidligere russiske Transkaukasus i begyndelsen af 1918 under felttoget i Kaukasus. Dens primære opgave var at sikre olieforsyninger til Tyskland og stabilisere en spirende tysk-vellig georgisk republik, hvilket førte til strid mellem det osmanniske rige og Tyskland og førte til officielle fordømmelser fra begge sider i de sidste måneder af krigen.

Rekruttering thumb|Osmannisk rekruttering nær Tiberias Det osmanniske Rige indførte en ny værnepligtslov den 12. maj 1914. Herved sænkedes værnepligtssalderen fra 20 til 18 og reserven "redif" blev afskaffet. Aktiv tjeneste blev fastsat til 2 år i infanteriet og 3 år i de andre dele af hæren samt 7 år i flåden. Disse ændringer blev stort set ikke omsat til praksis under krigen.

Osmanniske enheder var traditionelt baseret på frivillige fra den muslimske befolkning i riget. Hertil kom, at adskillige grupper og enkeltpersoner meldte sig frivilligt til aktiv tjeneste under Verdenskrigen. De mest fremtrædende eksempler var de såkaldte "Mevlevi" og "Kadiri".

Der var også enheder bestående af kaukasiske og rumelske tyrker, som deltog i slagene i Mesopotamien og Palæstina. I de osmanniske enheder var der ikke kun frivillige fra tyrkiske grupper, der var også arabiske og beduinfrivillige, som støttede kampen mod briterne ved Suezkanalen og i Mesopotamien. Det skal bemærkes, at disse styrker ikke udgjorde en stor hjælp. Frivillige bliver upålidelige når der skabes en organiseret hær, da de ikke havde nogen omfattende træning, og de fleste arabiske og beduinfrivillige blev motiveret af penge. Da det blev alvor forsvandt det osmanniske system med frivillige af sig selv.

Ententen thumb|right|Australske soldater i Bagdad, 1917