Felttoget i Sinai og Palæstina

Felttoget i Sinai og Palæstina i Mellemøsten under 1. verdenskrig blev udkæmpet mellem det Britiske Imperium og det Osmanniske Rige, som blev støttet af det Tyske Kejserrige. Det blev indledt med et osmannisk forsøg på at angribe Suez-kanalen i 1915 og sluttede med våbenhvilen i Mudros i 1918 som førte til afståelsen af det osmanniske Syrien og Palæstina.

Kampene begyndte i januar 1915, da en tysk ledet osmannisk styrke invaderede Sinaihalvøen, som var en del af det britiske protektorat Egypten, for at angribe Suez-kanalen. Efter slaget om Gallipoli dannede veteraner på begge sider den Egyptiske Ekspeditionsstyrke (EEF) og 4. osmanniske armé i Palæstina, som skulle kæmpe om Sinaihalvøen i 1916. Under dette felttog lykkedes det den beredne ANZAC division og 52. britiske division at trænge de tyskledede osmanniske styrker ud af området. Det begyndte med slaget ved Romani og forfølgelse i august I slaget ved Magdhaba. I december og januar 1917 generobrede den nyligt dannede ørkenkolonne Sinai i slaget ved Rafah. Disse tre sejre, som medførte generobring af betydelige egyptiske områder, blev fulgt af to nederlag til EEF på osmannisk område i marts og april i det Første og Andet slag om Gaza i det sydlige Palæstina.

Efter dødvande fra april til oktober 1917 erobrede general Edmund Allenby Beersheba, som blev forsvaret af det osmanniske 3. korps (der havde kæmpet ved Gallipoli). Efter at have svækket den osmanniske stilling ved at strække fronten næsten ubrudt fra Gaza til Beersheba, blev den erobret den 8. november efter slaget ved Tel el Khuweilfe, slaget ved Hareira og Sheria samt Tredje slag om Gaza, hvor forfølgelsen blev indledt. Under de følgende operationer blev der erobret omkring 80 km tidligere osmanniske område som følge af EEF-sejre i slaget ved Mughar højderyggen, som blev udkæmpet mellem 10. og 14. november, og slaget om Jerusalem, som blev udkæmpet mellem 17. november og 30. december. Store tab på Vestfronten i marts 1918 under Erich Ludendorffs tyske forårsoffensiv tvang briterne til at sende forstærkninger fra EEF. Nu blev der gjort to mislykkede forsøg på at erobre Amman og Es Salt i marts og april 1918, inden Allenbys styrke genoptog offensiven med manøvrer i slaget ved Megiddo. De vellykkede infanteriangreb i slaget ved Tulkarm og slaget ved Tabsor skabte huller i den osmanniske frontlinje. Det gav det beredne ørkenkorps mulighed for at omringe infanteriet, som kæmpede i de Judæiske bjerge og udkæmpe slaget om Nazareth og slaget ved Samakh, erobre Afulah, Beisan, Jenin og Tiberias. Samtidig nedkæmpede EEF 3. osmanniske armeer i slaget ved Sharon, slaget ved Nablus og Tredje transjordanske angreb og tog tusinder til fange og erobrede store mængder udstyr. Damaskus og Aleppo blev erobret inden det Osmanniske Rige indvilgede i en våbenhvile den 30. oktober 1918, som afsluttede felttoget i Sinai og Palæstina. Mandatområdet i Palæstina og mandatområdet i Syrien og Libanon blev skabt for at administrere de erobrede områder.

Felttoget var i almindelighed ikke kendt eller forstået under krigen. Det britiske folk troede, at det var en mindre operation, som var spild af dyre ressourcer, som kunne udnyttes bedre på Vestfronten, mens folk i Indien var mere interesseret i felttoget i Mesopotamien og besættelsen af Bagdad.Massey 1919, pp. 5–6 Australien havde ikke en eneste korrespondent i området. Kaptajn Frank Hurley, den første officielle australske fotograf, ankom i august 1917 efter at have besøgt Vestfronten. Henry Gullett, den første officielle krigskorrespondent ankom i november 1917. De langtrækkende virkninger af felttoget var opdelingen af det Osmanniske Rige, da Frankrig fik Folkeforbundets mandat til at styre Syrien og Libanon, mens Storbritannien fik Palæstina. Grundlæggelsen af den tyrkiske republik i 1923 efter den Tyrkiske uafhængighedskrig betød afslutningen på det Osmanniske Rige. De europæiske mandater sluttede med dannelsen af Kongeriget Irak i 1932, Libanon i 1943, Transjordan i 1946,Syrien i 1946 og Israel i 1948.

Baggrund thumb|250px|Kort over Sinaihalvøen I 1914 havde Egypten været en del af det Osmanniske Rige i 400 år, også selv om landet blev besat af Storbritannien i 1882 efter den Britisk-egyptiske krig og senere blev et britisk protektorat. Suez-kanalen var af vital strategisk betydning for briterne, da den forkortede sejltiden fra Indien, New Zealand og Australien til Europa.Perry 2009, pp. 51–52 Som følge heraf blev Egypten en vigtig base under krigen, især under slaget om Gallipoli. For Tyskland og det Osmanniske Rige var kanalen det nærmeste og svageste punkt i de britiske forbindelseslinjer.Bruce 2002, pp. 3–4 Forsvaret af kanalen afstedkom en række problemer, alene dens størrelse gjorde den vanskelig at forsvare. Der var ingen vej fra Cairo, og kun en et jernbanespor krydsede de 50 km ørken mellem Cairo og Ismaïlia ved kanalen inden sporet fortsatte mod nord til Port Said og mod syd til Suez. Kontrol med det centrale område omkring Ismailia var af stor strategisk betydning, fordi disse tre byer ved kanalen var afhængige af vand fra Nilen gennem ferskvandskanalen til hovedportene og sluserne i nærheden.Bruce 2002, pp. 15–17

Ved udbruddet af krigen mellem Storbritannien og det Osmanniske Rige i november 1914 evakuerede den 30.000 mand store britiske forsvarsstyrke Sinai-halvøen. I stedet koncentrerede den sig på den vestlige side af kanalen. Den britiske styrke bestod af 10. og 11. indiske division, Imperial Service kavaleribrigade, Bikaner kamelkorpset, tre batterier af indisk bjergartilleri og et egyptisk artilleribatteri. De blev støtte af kanonerne på de allierede krigsskibe i kanalen.Wavell 1968, p. 27 Overfor dem stod omkring 25.000 mand heriblandt den 25. osmanniske infanteridivision.Carver 2004, p.8 Det Osmanniske Rige udviste interesse i at vende tilbage til Egypten, da osmanniske styrker i 1915 angreb britiske styrker i Egypten. Tyskerne hjalp også med ved at skabe uro blandt Senussierne i det som nu er Libyen, da de angreb det vestlige Egypten og truede Sudan under Senussifelttoget.Evans-Pritchard 1954, pp. 125–26

Egyptens bidrag til krigsindsatsen Egypten var hverken en uafhængig allieret eller en del af det britiske imperium og havde en unik stilling blandt de krigsførende. Den nyligt udnævnte højkommissær sir Reginald Wingate og Murray var enige om, at Egyptens bidrag kun ville komme til at bestå i brugen af landets jernbaner og egyptisk personel. Maxwell havde imidlertid den 6. november 1914 proklameret, at Egypten ikke ville støtte Storbritanniens krigsindsats.Falls pp. 364–5 En undtagelsestilstand tillod det britiske styre at kontrollerede bosiddende fremmede europæere, overvåge udenlandske agenter og internere farlige personer, som var borgere i fjendtlige nationer. Politiet brugte også magtbeføjelserne til at holde øje med prostitution og salg af alkohol.Falls p. 365 Osmanniske kapitulationer gav imidlertid nogen beskyttelse for de europæere som kontrollerede begge erhvervsgrene.Falls p. 366 I efteråret 1917 blev det britiske militære hovedkvarter flyttet fra Cairo til fronten, og der blev kun efterladt en garnison på nogle få bataljoner. Dette skridt betød, at lederen af EEF, som var ansvarlig for undtagelsestilstanden, ikke længere var i kontakt med de civile myndigheder, og det kom til alvorlig uro i Egypten i løbet af vinteren 1917/18.Falls pp. 366–7

I 1917 var der 15.000 egyptiske frivillige, som gjorde tjeneste i den egyptiske hær. De var fortrinsvis indsat i Sudan sammen med tre bataljoner fra EEF. Hertil kom 98.000 arbejdere, hvoraf 23.000 gjorde tjeneste i udlandet. Antallet af egyptiske soldater kunne ikke øges, da det ville udgøre en trussel mod produktionen af yderst nødvendige fødevarer og bomuld samt mod stabiliteten i landet. Nu var mange af jernbanelinjerne i Egypten, som ikke var af afgørende betydning for produktionen af bomuld, sukker, korn og foder, allerede blevet sløjfet og skinnerne brugt til militære baner, undtagen Khedivens jernbane fra Alexandria til Dabaa som var til rådighed i nødstilfælde. Det egyptiske arbejdskorps og det egyptiske kameltransport korps havde udført en uvurderlig indsat under Sinai-felttoget og kom til at yde endnu mere under det kommende felttog i Palæstina.Falls p. 367 Efterhånden som krigen trak ud og kampene flyttede længere og længere væk fra den egyptiske grænse, var der mange egyptere, som mente at krigen ikke længere vedkom dem. Samtidig betød det stigende behov for egyptisk personel, at frivillige blev til tvangsarbejdere, om end de blev godt betalt gennem et system, som blev styret af de lokale mudirer.

Forsvaret af Suez-kanalen (1915–16)

Fra den 26. januar til 4. februar blev Suez-kanalen angrebet af en stor styrke fra den osmanniske hær. Den 26. og 27. januar begyndte to mindre enheder angreb i flanken nær Qantara i den nordlige del af kanalen og nær Suez i den sydlige.Carver 2003, pp.192–3 De blev fulgt af hovedangrebet den 3. og 4. februar mod kanalen øst for jernbanen mellem Suez og Qantara.Battles Nomenclature Committee 1922, p. 31 Kress von Kressensteins osmanniske Suez-ekspeditionsstyrke rykkede frem fra det sydlige Palæstina og ankom den 2. februar, og det lykkedes det at krydse kanalen nær Ismailia om morgenen den 3. februar 1915.Keogh 1955, p. 21Erickson 2001, pp. 70–1

Det lykkedes kun to kompagnier osmanniske soldater at krydse kanalen, resten af fortroppen opgav forsøget som følge af kraftig modstand fra Imperial Service kavaleribrigaden og Bikaner kamelkorpset støttet af den egyptiske hær og indisk bjergartilleri. Briterne samlede herefter tropper i området, hvilket gjorde en ny overgang umulig. De osmanniske kompagnier holdt deres stillinger indtil om aftenen den 3. februar, hvor den øverstkommanderende gav dem ordre til at trække sig tilbage. Tilbagetrækningen foregik "ordnet, først til en lejr 10 km øst for Ismailia".Liman von Sanders 1919, p. 60fCarver 2003, pp. 8–9

Osmannerne holdt stillinger og forposter på Sinai-halvøen på en linje mellem al-Arish og Nekhel ved hjælp af tropper i Gaza og Beersheba. I de næste måneder ledede Kress von Kressenstein mobile enheder og indledte en række angreb i et forsøg på at afbryde trafikken i Suez-kanalen.Erickson 2001, p. 71Wavell 1968, p. 33–4Bruce 2002, pp. 26–7

Oberst Kress von Kressenstein gjorde alt, hvad han kunne, for at holde briterne beskæftiget, og han gennemførte et angreb den 8. april 1915 hvor en mine blev udlagt i Suez-kanalen. Den blev opdaget og uskadeliggjort af en patrulje. Mellem 5. og 13. maj 1915 ledede han personligt et angreb. Under slaget om Gallipoli blev denne taktik opgivet. Von Kressenstein forlangte også tyske specialstyrker, som blev lovet til februar 1916 og skulle forberede en ny ekspedition mod kanalen. Han flyttede til hovedkvarteret for 4. osmanniske armé i Ain Sofar i august, derefter til hovedkvarteret i Jerusalem og ventede på de tyske specialstyrker.Liman von Sanders, 1919, p. 141 fFalls 1930 Vol. 1 pp. 55–64 Den osmanniske forbindelseslinje blev forlænget i retning Egypten med færdiggørelsen af den 160 km lange jernbane til Beersheba, som blev åbnet den 17. oktober 1915.Falls 1930 Vol. 1 p. 85

Britiske stillinger udbygges thumb|De udbyggede stillinger ved Suez-kanalen og jernbanen til al-Arish Von Kressensteins angreb bekræftede hvad den britiske krigsminister lord Kitchener havde forudset i november 1914, nemlig at det ikke var praktisk muligt at forsvare kanalen fra dens vestlige bred. I slutningen af 1915, mens slaget om Gallipoli var ved at blive afsluttet, autoriserede den britiske regering at der blev etableret nye stillinger i ørkenen omkring 10 km øst for kanalen, hvilket styrkede forsvaret mod langtrækkende artilleri, og lovede at skaffe yderligere tropper.Wavell 1968, p. 40

Port Said blev hovedkvarter for de nye forsvarsstillinger med et fremskudt hovedkvarter i Kantara. Forsvaret blev opdelt i tre sektorer: No. 1 (Sydlige): Suez til Kabrit med hovedkvarter i Suez – IX Korps