Italiens invasion af Egypten var en italiensk offensiv mod britiske, Commonwealth og Frie franske styrker i Ørkenkrigen (1940–1943) under 2. Verdenskrig. Målet med offensiven var at erobre Suez-kanalen. For at opnå dette måtte italienske styrker i Libyen rykke frem over det nordlige Egypten til kanalen. Efter talrige forsinkelser blev målet for offensiven reduceret til en fremrykning ind i Egypten så langt som til Sidi Barrani og angribe alle britiske styrker i området.

10. italienske armé trængte omkring 100 km ind i Egypten, men kom kun i kontakt med en britisk afskærmningsstyrke fra 7. Support Group fra 7. pansrede division, og kom ikke i kamp med hovedstyrken ved Mersa Matruh. Den 16. september 1940 gjorde 10. armé holdt og gik i stilling omkring havnen Sidi Barrani, hvor den ville bygge befæstede lejre mens den ventede på at ingeniørtropper forlængede Via Balbia med Via della Vittoria, for at opsamle forsyninger til en fremrykning til Mersa Matruh, omkring 130 km længere mod øst, hvor resten af den britiske 7. pansrede division og 4. indiske division havde base.

Baggrund

Libyen

thumb|Italienske L3/33 tanketter Cyrenaica (Libyen) havde været en italiensk koloni siden den Italiensk-tyrkiske krig (1911–1912). Med Tunesien, en del af Fransk Nordafrika mod vest og Egypten mod øst, forberedte italienerne sig på at forsvare begge grænser gennem et Nordafrikansk hovedkvarter under ledelse af generalguvernøren i Italiensk Libyen marskal af luftvåbenet Italo Balbo. Det nordafrikanske hovedkvarter havde 5. armé under general Italo Gariboldi i vest og 10. armé under general Mario Berti) i øst. I midten af 1940 havde de 9 divisioner på omkring 13.000 mand hver, foruden tre Milizia Volontaria per la Sicurezza Nazionale (sortskjorte) divisions og to italienske kolonidivisioner 8.000 mand hver. Reservister var blevet indkaldt i 1939, sammen med den sædvanlige indkaldelse af rekrutter.

I 1936 var general Alberto Pariani blevet udpeget til hærens generalstabschef, og han havde indledt en reorganisering af divisionerne, så de kunne udkæmpe 'krige med hurtig afgørelse' i overensstemmelse med tanken om at hurtighed, mobilitet og ny teknologi kunne revolutionere militære operationer. I 1937 var tre-regiments (triangulære) divisioner begyndt at ændre sig til to-regiments (binære divisioner), som led i en ti-års plan om at reorganisere den stående hær til 24 binære, 24 triangulære, 12 bjerg, 3 motoriserede og 3 pansrede divisioner. Effekten af denne ændring var at den forøgede den administrative overbygning over hæren uden nogen tilsvarende forøgelse i dens effektivitet. Det tog lang tid for ny teknologi i form af kampvogne og radioudstyr og det var ringere end det som de potentielle fjender besad. Udvandingen af officersklassen for at finde stabe til ekstra enheder blev forværret af politiseringen af hæren og tilføjelsen af sortskjorte militsen. Reformerne fremhævede også frontalangreb på bekostning af andre teorier, hvilket fjernede fokus fra hurtig mobil krigsførelse understøttet af artilleri.

Moralen blev anset for at være høj, og hæren havde aktuelle erfaringer med militære operationer. Den italienske flåde havde haft gode tider under det fascistiske styre, som havde betalt for hurtige, velbyggede og velbevæbnede skibe og en stor undervandsbådsflåde, men flåden manglede erfaring og træning. Luftvåbenet havde været klar til krig i 1936, men var stagneret og blev ikke af briterne vurderet til at kunne fastholde et stort antal operationer. 5. armé med otte divisioner var placeret i Tripolitania, den vestlige halvdel af Libyen mod Tunesien og 10. armé med seks infanteridivisioner holdt Cyrenaica i øst. Da krigen blev erklæret indsatte 10- armé den 1. libyske Sibelle division ved grænsen fra Giarabub til Sidi Omar og 21. korps fra Sidi Omar til kysten, Bardia og Tobruk. 22. korps rykkede til sydvest for Tobruk, for at fungere som en modangrebsstyrke.

Inden krigen blev erklæret udtrykte Balbo sine betænkeligheder overfor Mussolini:

og forlangte mere udstyr, heriblandt 1.000 lastbiler, 100 vand tankbiler, flere medium kampvogne og panserværnskanoner, som den italienske krigsøkonomi ikke kunne fremstille eller hæren overføre fra andre steder. Marskal Pietro Badoglio, stabschefen i Rom, gav løfter i stedet: "Når De har 70 medium kampvogne vil De have kontrol over situationen", da Balbo forberedte sig på at invadere Egypten den 15. juli. Efter at Balbo var blevet dræbt udskiftede Benito Mussolini ham med marskal Rodolfo Graziani, med ordrer om at angribe Egypten inden 8. august. Graziani svarede, at 1. armé ikke var ordentligt udstyret og at et angreb umuligt kunne lykkes. Mussolini beordrede Graziani til at angribe alligevel.

Egypten

thumb|Cruiser kampvogn Mk I (A9) Briterne havde haft styrker i Egypten siden 1882, men de var blevet kraftigt beskåret efter indgåelsen af den Anglo-egyptiske traktat af 1936. De små britiske og Commonwealth styrker havde garnison ved Suez-kanalen og ruten gennem det Røde Hav. Kanalen havde afgørende betydning for de britiske forbindelser med dets territorier i Indien og Fjernøsten. I midten af 1939 blev general Archibald Wavell udpeget til øverstkommanderende for den nye Middle East Command, som omfattede de kommende kampområder i Middelhavet, Mellemøsten og Afrika. Indtil Frankrigs våbenhvile med Aksemagterne stod de franske divisioner i Tunesien overfor den italienske 5, armé ved Libyens vestgrænse.

I Libyen havde den italienske hær omkring 215.000 tropper og i Egypten havde briterne omkring 36.000 tropper med yderligere 27.500 under optræning i Palæstina. De britiske styrker omfattede den mobile division (Egypten) (generalmajor Percy Hobart), en af to pansrede britiske træningsenheder, som i midten af 1939 blev omdøbt til Armoured Division (Egypt) - den 16. februar 1940 blev den omdøbt til 7. pansrede division. Den egyptisk-libyske grænse blev forsvaret af den egyptiske grænsestyrke og i juni 1940 overtog hovedkvarteret for 6. britiske infanteridivision (under generalmajor Richard O'Connor) kommandoen over den vestlige ørken, med instrukser om at drive italienerne bort fra deres grænseposter og dominere baglandet hvis krigen brød ud. 7. pansrede division, undtagen 7. pansrede brigade, samledes ved Mersa Matruh og sendte 7. støttegruppe frem til grænsen som en dækningsstyrke.

RAF flyttede også de fleste af dets bombefly tættere på grænsen og Malta blev forstærket for at true den italienske forsyningsrute til Libyen. Hovedkvarteret for 6. division, som ikke havde fuldtallige og fuldt uddannede enheder, blev omdøbt til Western Desert Force den 17. juni. I Tunesien havde franskmændene otte divisioner, som kun var i stand til begrænsede operationer og i Syrien var der tre dårligt udrustede og trænede divisioner med omkring 40.000 tropper og grænsevagter, som udførte besættelsesopgaver mod den civile befolkning. Italienske land og luftstyrker i Libyen var de britiske i Egypten langt overlegne i antal, men led under dårlig moral og dårligt udstyr. I Italiensk Østafrika var der yderligere 130.000 italienske og afrikanske tropper med 400 kanoner, 200 lette kampvogne og 20.000 lastbiler. Italien erklærede krig fra den 11. juni 1940.

Terræn

Krigen blev primært udkæmpet i den vestlige ørken, som var omkring 390 km bred fra Mersa Matruh i Egypten til Gazala på den libyske kyst langs Via Balbia, den eneste asfalterede vej. Sandhavet 240 km inde i landet markerede den sydlige grænse af ørkenen på dens bredeste sted ved Giarabub og Siwa. I britisk sprogbrug kom den libyske ørken til at omfatte det østlige Cyrenaica i Libyen. Fra kysten ind i landet ligger en hævet flad slette af stenet ørken omkring 150 m.o.h., som forløber 200–300 km ned til Store sandhav. Skorpioner, hugorme og fluer befolker regionen, som også bebos af et mindre antal nomadiske beduiner.

Beduinstier forbandt brønde og de lettere at befærde områder. Navigationen foregik ved hjælp af sol, stjerner, kompas og "ørkenfornemmelse" en god fornemmelse for området opnået ved erfaring. Mens italienske tropper trængte ind i Egypten i september 1940, for Maletti Gruppen vil efter at de havde forladt Sidi Omar, og måtte findes ved hjælp af fly. Om foråret og om sommeren er dagene forfærdeligt varme og nætterne meget kolde. Siroccoen (Gibleh eller Ghibli), en hed ørkenvind, blæser skyer af fint sand, som mindsker sigtbarheden til nogle få meter og fylder øjne, lunger, maskineri, mad og udstyr. Køretøjer og fly har brug for særlig olie og luftfiltre og den nøgne jord betød at vand og mad foruden militære forsyninger måtte transporteret ind udefra.

Optakt

10. armé De ti divisioner i 10. armé under Berti var i 20., 21., 22. og 34. korps og det nye Gruppo Divisioni Libiche (Libyske korps). Divisionerne i 10. armé var enten standard italienske binære infanteridivisioner, sortskjorte (Camicie Nere eller CCNN) infanteridivisioner eller italienske kolonidivisioner. Det libyske korps, 23. korps og 21. korps blev brugt under invasionen. Det libyske korps bestod af to infanteridivisioner og Maletti Gruppen , en ad hoc enhed, som bestod af seks libyske motoriserede bataljoner under general Pietro Maletti. Maletti-gruppen rummede de fleste af de kampvogne italienerne havde til rådighed og næsten alle Fiat M11/39 kampvognene. Maletti rykkede frem med hæren og Graziani blev på sit hovedkvarter i Tobruk.

Berti foretrak en fremrykning langs kystvejen med infanteriet i 21. korps fordi infanteridivisionerne fra den italiensk halvø ikke havde megen erfaring med ørkenen. Syd for dem kom de langt mere erfarne libyske divisioner og den motoriserede Maletti-gruppe. Landstyrkerne blev støttet af den 5. lufteskadre (5° Squadra) i Regia Aeronautica, med 300 fly af forskellige typer. Eskadren havde fire bombeeskadriller, en jagereskadrille, tre jagergrupper, to rekognosceringsgrupper og to eskadriller koloni rekognosceringsfly med Savoia-Marchetti SM.79 bombere, Breda Ba.65 angrebsfly, Fiat CR.42 jagere og IMAM Ro.37, Caproni Ca.309 og Caproni Ca.310 rekognosceringsfly. Den 5. lufteskadre var organiseret til at følge og støtte hæren i felten som en selvforsynende enhed. Berti kunne ikke regne med megen støtte fra den italienske Regia Marina, da ti undervandsbåde var gået tabt siden Italien erklærede krig, flåden var for vigtig til at udsætte for risiko, og manglede brændstof.

Italienske planer Tre datoer blev fastsat for en italiensk invasion og senere opgivet. Den første plan var at lade den falde sammen med en tysk invasion af England, som skulle foregå den 15. juli 1940. I denne plan havde Balbo brug for alle lastbiler fra 5. armé og de Fiat M11/39 medium kampvogne, som netop ankom, for at forstærke 10. armé til en overskridelse af grænsetråden og besætte Sollum straks efter krigserklæringen. Når briterne slog tilbage og de italienske arméer havde fået nye forsyninger skulle fremrykningen fortsætte, men planen slog fejl da invasionen af England blev opgivet, selv om den var realistisk under betingelserne i juli 1940. Den anden plan, til den 22. august, var om en begrænset fremrykning til Sollum og Shawni el Aujerin mod øst med tre kolonner, som rykkede frem ad tre ruter. Når først Sollum var sikret, skulle en fremrykning til Sidi Barrani overvejes, et eksempel på den fremrykning-i-masse, som blev brugt på den nordlige front i krigen mod Etiopien. De ikke-motoriserede italienske divisioner skulle bruge det eneste vejsystem, men sommerheden i august, som ville have påvirket dem mest, førte til en yderligere udsættelse.