Dødvandet i sydlige Palæstina var et halvt år, hvor det britiske egyptiske ekspeditionskorps (EEF) og den osmanniske hær stod overfor hinanden under 1. Verdenskrig, uden at det kom til større slag. De to hære stod overfor hinanden langs en front, som strakte sig fra Gaza til Beersheba under Sinai og Palæstina-felttoget, hvor ingen af parterne kunne tvinge den anden til at trække sig tilbage. Dødvandet varede fra det britiske nederlag i det andet slag om Gaza i april 1917 til det egyptiske ekspeditionskorps indledte sin offensiv med slaget om Beersheba den 31. oktober 1917.
Inden dødvandet begyndte, var enheder fra den osmanniske 4. armé blevet tvunget ud af Sinai-halvøen ved en række britiske sejre: slaget ved Romani i august 1916, slaget ved Magdhaba i december og slaget ved Rafah i januar 1917. Det egyptiske ekspeditionskorps fulgte op på disse sejre ved at foretage to forsøg på at erobre Gaza: Første slag om Gaza i marts og Andet slag om Gaza i april. De to osmanniske sejre stoppede ekspeditionsstyrkens forsøg på at invadere det sydlige Palæstina og førte til dødvandet.
Under dødvandet holdt den egyptiske ekspeditionsstyrke stillinger på kanten af Negev ørkenen, mens begge parter var optaget af fortsat skyttegravskrig og imødegik patruljering af den åbne flanke. Begge benyttede sig af lejligheden til at reorganisere deres styrker, skifte hærførere, træne og forberede sig på fremtidige slag. Det mundede ud i at den egyptiske ekspeditionsstyrke erobrede Jerusalem i december 1917.
Britiske nederlag ved Gaza
thumb|Den østlige ørken - også kaldet Negev Efter det første britiske nederlag ved Gaza i marts 1917 havde chefen for Den østlige styrke, generalløjtnant Charles Macpherson Dobell, afskediget lederen af 53. division, generalmajor A.G. Dallas, mens divisionen blev overført fra Ørkenkolonnen. Men efter det andet nederlag den 21. april havde general sir Archibald Murray til gengæld afskediget Dobell og forfremmet lederen af Ørkenkolonnen, generalløjtnant Philip Chetwode, til Dobells post. Chetwode blev afløst af Harry Chauvel, som blev forfremmet fra at lede den beredne Anzac division, mens Edward Chaytor, lederen af den beredne newzealanske riffelbrigade, blev forfremmet til at erstatte Chauvel. General Murray blev imidlertid også frataget kommandoen over den egyptiske ekspeditionsstyrke i juni og blev sendt tilbage til England.Grainger 2006 pp. 61–2Powles 1922 pp. 108–9Falls 1930 Vol. 1 p. 351Erickson 2007 p. 99
Med ryggen mod Negev-ørkenen var ekspeditionskorpset efter dets nederlag i det andet slag om Gaza så heldig, at de osmanniske styrker ikke indledte et storstilet modangreb, da et sådant angreb sandsynligvis ville have tvunget ekspeditionsstyrken til at trække sig langt tilbage.Moore 1920 pp. 71–3 Alligevel stod ekspeditionsstyrken overfor en øjeblikkelig udfordring med at sikre de stillinger, den holdt ved afslutningen af slaget og med at reorganisere og forstærke sine alvorligt svækkede infanteridivisioner.
Briterne havde næsten 4.000 tab ved det første slag om Gaza,Falls 1930 Vol. 1 p. 315 og over 6.000 ved det andet.Falls 1930 Vol. 1 p. 348 note Disse tab skulle håndteres. De døde skulle begraves og deres personlige effekter oplagres eller sendes hjem, og de sårede skulle plejes.Brittain 1980 p. 370 I mellemtiden blev jernbanen, som havde nået Deir el Belah inden det andet slag om Gaza, forlænget med et sidespor til Shellal.
Da ekspeditionsstyrken trak sig tilbage efter det andet slag om Gaza, gik den beredne newzealanske riffelbrigade i stilling ved Tel el Fara ved Wadi Ghazza, 8 km syd for Gaza, hvor den gravede skyttegrave i tilfælde af et modangreb.Moore 1920 pp.70–1Falls 1930 Vol. 2 p. 131
Begge parter byggede omfattende skyttegravssystemer, som var særligt stærke, hvor de var tættest på hinanden, for at forsvare linjen mellem Gaza og Beersheba. Disse skyttegrave mindede om dem på Vestfronten, bortset fra at de ikke var så omfattende og havde en åben flanke.Bruce 2002 p. 106Woodward 2006 pp. 88–9
De to skyttegravslinjer lå med en afstand på mellem 350 - 2.250 meter over en 50 km lang front fra Sheikh Ailin ved Middelhavet til Sheikh Abbas og til Tel el Jemmi og Beersheba. Men fra et punkt lige efter Sheikh Abbas blev den ubrudte skyttegravslinje erstattet af en række befæstede støttepunkter, da den osmanniske linje fortsatte mod sydøst langs vejen mellem Gaza og Beershebe, mens ekspeditionsstyrkens linje fulgte Wadi Ghazza og drejede mere skarpt sydpå, så den lå 14 km syd for den osmanniske linje.Woodward 2006 pp. 87–8Powles 1922 p. 106Bou 2009 p. 162Blenkinsop 1925 pp. 185–6Downes 1938 p. 622
Situationen efter slagene om Gaza
Tyske og osmanniske styrker thumb|Osmannisk arabiske kamelkorps
Efter det andet slag om Gaza bestod den osmanniske 4. armé af 174.908 mand, 36.225 heste o. lign., 5.351 kameler og armeen var udstyret med 145.840 rifler, 187 maskingeværer og 282 stykker artilleri. 4. armés fem korps var ansvarlige for garnisonering af Palæstina, nordkysten af Syrien og Hejaz-jernbanen.Erickson 2001 p. 163
De strategiske prioriteter, som var opstillet af Enver Pasha og den osmanniske generalstab, gik ud på at bruge denne styrke til at trænge den egyptiske ekspeditionsstyrke tilbage til Suez-kanalen og generobre Bagdad og Mesopotamien foruden Persien, idet de i satte deres lid til "ikke eksisterende interne kommunikationslinjer" og "kroniske mangler i det strategiske transportsystem."Erickson 2001 p. 159 I 1917 blev de tyrkiske 54. og 59. infanteridivisioner i Palæstina og Syrien afviklet. Skylden for tabet af disse to divisioner blev lagt på problemer med forsyning som følge af den enkeltsporede, ufærdige jernbanelinje fra Tyrkiet, som ikke blev færdig gennem Taurusbjergene og Nurbjergene før 1918.Erickson 2007 p. 106 Trods disse mangler var den osmanniske armé efter de to sejre ved Gaza "meget styrket i både styrker og moral."Downes 1938 p. 627
Få uger inden slaget om Gaza i april havde General Kress von Kressenstein, den tyske feltherre under Djemal Pasha, tilføjet den 7. og 54. division i forstærkninger til den 3., 16. og 53. division, som han havde i forvejen. Denne styrke blev reorganiseret i to korps, som skulle holde linjen mellem Gaza og Beersheba: 20. korps med 16. og 54. division, 178. infanteriregiment og 3. kavaleridivision og 22. korps med 3., 7. og 53. infanteridivision.
thumb|Sheria jernbanebroen øst for Tel esh Sheria over Wadi el Sheria, viser hvor forrevet landskabet varHamilton 1996 p. 77
Den 50 km lange osmanniske front strakte sig mod sydøst fra Gaza og dominerede området mod sydvest, hvor den egyptiske ekspeditionsstyrke var spredt i det åbne, lavtliggende forrevne land, som var gennemskåret af mange wadier.Hamilton p.28 Fra Gaza til Beersheba "strakte denne front sig ubrudt over næsten 50 km." Store forsvarsposter langs linjen, såsom Rijm el Atawineh og Aba Hareira, kunne støtte hinanden da de havde udsigt til en næsten flad slette. Det gjorde frontalangreb mod dem næsten umulige.Massey 1919 p. 16 Mellem Gaza og Aba Hareira, ved Wadi el Sheria og halvvejs til Beersheba, var de osmanniske stillinger særligt stærke. Selv om disse forstærkede stillinger ikke strakte sig til Beersheba, betød kraftige befæstninger, hvoraf nogle var sprængt i klipperne, gjorde den isolerede by til en fæstning.Falls 1930 Vol. 1 p. 353
Nærmest ved Gaza var 3. division i Kress von Kressensteins 4. armé indsat i forsvaret af Gaza, og forsvarsstillingerne strakte sig fra Samson-højderyggen 3 km sydvest for Gaza, langs Beersheba vejen til Khashm el Bir og Khashm Sihan. Derfra blev de osmanniske stillinger langs vejen holdt af 53. division, mens 79. regiment forsvarede fæstningsværker, som havde forbindelse til to bataljoner af 16. division, som holdt Tel esh Sheria, 24 km fra Gaza og halvvejs langs forsvarslinjen, mens den osmanniske kavaleridivision var indsat nær Huj 16 km øst for Gaza.Carver 2003 p. 201
Nye troppeforstærkninger til styrkeopbygningen blev inddraget i den organisatoriske omstrukturering, som resulterede i opstillingen af Yildirim armegruppen og 7. og 8. armé. Nye enheder blev trænet i nye kampformer, som var udviklet på Vestfronten og gennemførte manøvrer med blandede styrker.Erickson 2007 pp. 102–3 Blandt de nyankomne var erfaringerne i 7. infanteridivision, som senere blev en del af 8. armé, typisk. Denne division forlod Konstantinopel den 17. januar 1917, og i midten af april blev den reorganiseret i Aleppo, inden den rejste via Jerusalem til Beersheba, hvortil den ankom mellem 7. og 14. maj 1917. Mens den var i Jerusalem i begyndelsen af maj, begyndte divisionens 20. infanteriregiment træning på kompagni-niveau, og efter at være ankommet til Beersheba var den i reserve og gennemførte træning, som var tilpasset området indtil slutningen af juni, hvor den blev indsat på fronten og trænede fortsat i brug af håndgranater og morterer, befæstning, rekognoscering og contra-rekognoscering. Divisionens 21. infanteriregiment fik tilsvarende træning.Erickson 2007 p. 103Falls 1930 Vol. 2 p. 136
thumb|Osmannisk maskingeværkompagni (ikke det billede, som omtales i note 1)
Fra 28. juni til 10. august blev 7. division og efterhånden alle osmanniske infanteridivisioner i Palæstina, reorganiseret så en fjerdedel af deres riffelstyrke, et kompagni ud af hver fire, blev udstyret med lette maskingeværer. Det forøgede deres ildkraft og styrkede deres offensive og defensive evner. Hertil kom, at Kress von Kressenstein, som havde kommandoen over forsvaret mellem Gaza og Beersheba, gav ordre til at opstille enheder på linje med de tyske Stosstruppen. 7. division opstillede en angrebsdeling med 50 mand den 17. juli 1917.Imperial War Museum Photograph Q80044 viser en deling af osmanniske stødtropper i Palæstina i sommeren 1918 udgivet af Dr. David Nicolle i The Ottoman Army, 1914–1918 (London: Osprey Press, 1994), p. 23. Det samme foto kan ses i Perrett, Megiddo 1918, p. 30. Erickson beskriver billedet: "Mændene er iklædt velsiddende uniformer og stålhjelme i tysk stil, har underarms granatposter med stavgranater, tyske mauser-rifler og leggings. Dette enestående billede er vigtigt, fordi mændene ser ud til at være selvsikre og veltrænede, veænærede og fuldt udstyrede - et billede som helt igennem står i kontrast til vor historiske opfattelse af den osmanniske armé i Palæstina. Selv om det er farligt at generellisere ud fra Nicolles foto, er det åbenbart, at tyrkerne, i det mindste et sted, gav det høj prioritet at udvælge mænd til og vedligeholdelsen af stødtropperne." [Erickson 2007 pp. 103–4]
thumb|Den osmanniske militærby Hafir el Aujah, den vigtigste ørkenbase, som blev evakueret tidligt i 1917
Den centrale træningsfacilitet lå ved den osmanniske hovedbase Tel esh Sheria, midtvejs mellem Gaza og Beersheba, efter at være flyttet nordpå fra Hafir el Auja, i begyndelsen af 1917, da den egyptiske ekspeditionsstyrke nærmede sig Gaza.Cutlack 1941, pp. 49–52Falls 1930 Vol. 1 p. 321 Skolen havde tyske og østrigske instruktører foruden erfarne osmanniske officerer fra de europæiske fronter i Galicien, Rumænien og Makedonien. Der blev afholdt kurser i taktik og i de våben, som blev anvendt på Vestfronten. Ledende officerer fik et 15 dages kursus, og divisionsofficerer fik et seks ugers kursus, som havde fokus på brugen af maskingeværer, "som var af vital betydning for de nye reorganiserede osmanniske infanteribataljoner." Artilleritræningen omfattede også up-to-date metoder og taktik.Erickson 2007 pp. 103
Egyptiske ekspeditionsstyrke