thumb|Detaljeret amerikansk topografisk kort i målestok 1:24.000 over byen Stowe i staten Vermont; kurveækvidistance er 20 fod, svarende til 6,1 m. Et målebordsblad er et detaljeret topografisk landkort i stor målestok, som er opmålt i terrænet vha. målebord. Målebordsblade, som oprindeligt blev fremstillet til militært brug, fungerede som grundkort, hvorfra kort i mindre målestok kunne udarbejdes. Et målebordsblad dækker normalt, afhængig af det pågældende land og kortsystem, et areal på i størrelsesordenen 50-200 km2, og der kræves derfor typisk flere hundrede eller tusinde blade for at dække et helt land.
Danmark Generalstabens topografiske Afdeling udgav i sidste halvdel af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet målebordsblade over Danmark i målestok 1:20.000. I midten af 1900-tallet blev de af Geodætisk Institut erstattet med de nuværende 4-cm-kort i målestok 1:25.000.målebordsblad, artikel i DenStoreDanske
Kortprojektioner Når den krumme jordoverflade skal afbildes på et plant kort, må man benytte en kortprojektion. Generalstabens topografiske Afdeling benyttede oprindeligt Flamsteeds modificerede kegleprojektion, også kaldet Bonne-projektionen.Bonne projection Omkring 1864 skiftede man til den såkaldte GS-projektion, som var en konform eller vinkeltro kegleprojektion af Lambert-typen,Lambert conformal conic projection hvor den krumme jord projiceres ud på en keglestub, som for de danske korts vedkommende rører jordkloden ved 56° nordlig bredde, hvilket er nogenlunde midtvejs mellem Skagen og Gedser, Danmarks nordligste og sydligste punkter.Sørensen (1997), s. 52 Efter Danmarks indtræden i NATO i 1949 gik man efter amerikansk forbillede over til at bruge den nuværende UTM-projektion.
Korttyper thumb|Signaturforklaring til høje målebordsblade (1866-1899) thumb|Signaturforklaring til lave målebordsblade (1901-1971) thumb|Signaturforklaring til graverede 4 cm kort (1980-2001) I Generalstabens topografiske Afdelings første år planlagde man at udgive et kortværk i målestok 1:80.000, men dette blev opgivet, bl.a. fordi kortene ikke ville blive tilstrækkeligt detaljerede til militært brug. I 1864 begyndte man, sikkert bl.a. foranlediget af nederlaget til Preussen i Anden slesvigske Krig, i stedet at fremstille målebordsblade i målestok 1:20.000, hvorved man kunne få plads til 16 gange så mange detaljer på kortet. Disse kort blev udelukkende til på grundlag af målinger udført i marken, dels nyopmålinger udført 1842-1887 samt rekognoscering udført 1900-1928.
Produktion af et bestemt målebordsblad forløb normalt over flere år. Et målebordsblad deltes i fire kvarter, og det tog normalt en måleofficer og hans assistent en sommer (maj-oktober) at opmåle en sådan kvart. Opmåling i marken med målebord var altså ganske tidskrævende, ligesom også den efterfølgende kartografiske fremstilling af det færdige målebordsblad. Kortet var derfor faktisk allerede ved udgivelsen forældet, fordi det afbildede landskab hele tiden ændrede sig, med nye huse, veje og arealanvendelser m.m. Målebordsbladene blev derfor ad flere omgange reviderede, typisk når det enkelte blad var 20-40 år gammelt, ved at man gennemgik terrænet på ny og tegnede rettelser ind på særlige blåtryk af målebordsbladets kvarter.
Da offentligheden fra 1930-erne begyndte at bruge målebordsbladene, foruden de afledte atlasblade og 1 cm kort som bilkort, opstod der behov for at foretage hyppigere revisioner af især vejnettet og anden infrastruktur, og man begyndte at udgive målebordsblade med "enkelte rettelser". De forskellige kortelementer på et sådant kort er derfor ikke altid udtryk for et øjebliksbillede af landskabet, men kan vise nye og gamle ting sammen.
Målebordsbladene viser alle bygninger, jernbaner, veje og stier, jordvolde, levende hegn, grøfter, gravhøje, ruiner og mindesmærker m. m. Desuden er vist vådområder såsom søer, damme og vandløb, foruden mergel-, ler- og grusgrave, samt landskabstyperne skov, eng, mose, hede og klit. Opdyrket jord er uden signatur. Stednavne er skrevet med skrift af forskellig font og punktstørrelse efter et system, som viser genstandenes størrelse og betydning. Særlige bygninger som møller, fabrikker, teglværker, mejerier, hoteller, kroer, apoteker, præste- og lægeboliger, skoler osv. er angivet med forkortelser, fx "Pgd" for præstegård. Som regel er alle genstande tegnet i det rigtige størrelsesforhold og gengivet ved deres grundrids. Dog er jernbaner og veje for tydeligheds skyld tegnet bredere end deres virkelige mål.Einar Andersen (ca. 1960): Geodætisk Institut
Frem til midten af 1800-tallet diskuterede man, hvorvidt landskabets højdevariationer skulle gengives ved hjælp af de såkaldte lehmanske bakkestreger, udviklet i 1799 af den tyske topograf J.G. Lehmann, eller vha. højdekurver.Sørensen (1997), s. 159 I 1845 blev lavet et prøveblad for Nysted i begge versioner.Hedemann, s. 40f, 58 På de tidligste målebordsblade over Sjælland og Lolland-Falster fra Generalstabens topografiske Afdeling brugtes dels bakkestreger og dels højdekurver, men med den nye kortserie fra 1864 brugtes udelukkende højdekurver, som siden har været enerådende.Korsgaard (2006), s. 26 og 57 Bakkestregerne fik dog senere en slags renæssance, idet de i form af skyggelægninger blev brugt på de færøske målebordsblade, til tydeliggørelse af fjeldterræn.
Jordoverfladens form er altså fremstillet ved højdekurver, hvis højdeforskel oprindeligt var 5 fod, svarende til 1,57 m. I 1889 gik man over til metersystemet, og herefter var højdeforskellen på den sjællandske øgruppes målebordsblade 2,5 meter (nogle blade omkring København har 1,25 meter-kurver), på den fynske øgruppe, i Sønderjylland og på Bornholm 2 meter og på Færøerne 10 meter.
Høje målebordsblade I årene 1864-1899 fremstillede man høje målebordsblade, hvis størrelse var defineret med den danske mil (7.532 m) som måleenhed: hvert blad dækkede i bredden 5/6 mil og højden 1 mil, hvilket ved en målestok på 1:20.000 gav en bladstørrelse på 10 × 12 decimaltommer (B x H = 31,4 × 37,7 cm), idet hvert blad dækker et areal på godt 47 km2. Denne bladserie omfatter ca. 1.200 blade.
Lave målebordsblade I 1901 gik man over til at fremstille lave målebordsblade, som har samme højde som de høje blade, men i stedet er 5/4 mil i bredden, idet man ud af tre høje blade lavede to lave blade. Bladstørrelsen blev så 15 × 12 decimaltommer (B x H = 47,1 × 37,7 cm), idet hvert blad dækker et areal på 71 km2. Der skulle 835 blade til for at dække landet.
De lave målebordsblade er trefarvede: blåt markerer vand (hav, søer, åer m.m.), brunt bruges til højdekurver, mens resten er markeret med sort.
Tuschtegnede 4 cm-kort 1957-78 blev målebordsbladet afløst af det nuværende 4-cm-kort i målestoksforholdet 1:25.000. Den ændrede målestok var en følge af Danmarks indtræden i NATO og behovet for at koordinere det danske kortværk med standarden i forsvarssamarbejdet, som var fastlagt af USA. Man besluttede, at de nye 4 cm kort skulle have et nyt format, idet kortene ellers ville blive for små. Ud fra ni tilgrænsende målebordsblade (3 x 3) lavede man fire af de nye 4 cm kortblade (2 x 2), sådan at et 4 cm kort kom til at svare til to en kvart målebordsblad. Dette gav en bladstørrelse på B x H = 56,5 x 45,2 cm, idet hvert blad dækker et areal på 159,7 km2. Der skal 406 kortblade til at dække Danmark.
Ligesom målebordsbladene er disse 4 cm kort rentegnet med pen og tusch på papir. Man genfinder de blå, brune og sorte farveanvendelser fra de lave målebordsblade, men desuden er der anvendt grønt til skov og rødt til veje, foruden lyserød til lyngarealer.
Kortbladene over Jylland blev til på grundlag af revision i marken udført i årene 1953-1973, på grundlag af målebordsblade. Kortene over resten af landet blev til på grundlag af fotogrammetrisk udtegnede råkort, som blev revideret i marken i årene 1967-1976.Michaelsen (2012), s. 13 og 18
Graverede 4 cm-kort I 1970-erne ændrede 4 cm kortene udseende, bl.a. fordi man nu overalt baserede kortet på fotogrammetrisk udtegning. Man bibeholdt kortrammerne, men i stedet for at rentegne med pen og tusch graverede man nu i stedet kortets detaljer ned i særlige plasticark med et graverinstrument, et ark for hver farve på kortet. Sørensen og Arentzen (1978), s. 125-126 Man afskaffede stort set de stiplede og prikkede signaturer, som var besværlige at gravere, i modsætning til linjer, men indførte til gengæld to forskellige grønne farver for nåle- hhv. løvskov, samt grå for haver. Veje blev nu vist uden farve.
De graverede kortblade over Jylland, undtagen Sønderjylland, blev til på grundlag af revision i marken 1977-1990, og revision af resten af landet var afsluttet i 1997.Michaelsen (2012), s. 24-25
Eksempel: Sørvad På målebordsblade og 4-cm-kort kan man følge, hvordan området omkring den vestjyske landsby Sørvad har udviklet sig gennem de seneste godt 100 år. De fire kortudsnit herunder over det samme område dækker 6,5 x 6,5 km.
Kortudsnittene viser et forholdsvis kuperet landskab fra næstsidste istid, højtliggende mod V og N, hvorfra det skråner jævnt mod SØ. Landskabet gennemskæres af et antal bække, som i midten af udsnittet samles i Vegen Å. Denne løber mod N og forsvinder ud af kortet gennem en ret dyb slugt Ø for Svenstrup.
thumb|center|upright=3|Højt målebordsblad (serie 1866-1887). På dette tidspunkt, formentlig i 1870-erne, er der endnu ikke bymæssig bebyggelse ved vadestedet Sørvad, idet der på hele kortudsnittet kun er fritliggende gårde og huse. Størstedelen af jorden er opdyrket (hvide områder). Der er stadig mange (lyserøde) lyngarealer og (grønne) enge, men stort set ingen (brun) skov. (De små orange klatter er sandgrave.) På de lavere arealer, specielt i udsnittets SV-lige og SØ-lige hjørne, ses enkelte steder drængrøfter (blå streger). Vejene (brune) er alle sogneveje og markveje, undtaget hovedvejen (bred og retlinet) mellem Holstebro og Skjern, som ses længst til venstre.
thumb|center|upright=3|Lavt målebordsblad (serie 1901-1933). På dette kort ses den nyanlagte jernbane Ringkøbing-Holstebro, som åbnede i 1925, med station lidt NV for vadestedet, hvor der nu også er kommet et mejeri og et forsamlingshus. I sammenligning med det forrige kort er meget af lyngen forsvundet, det meste opdyrket, men en del tilplantet med skov. Der er kommet mange flere drængrøfter til, og man er begyndt at plante læhegn.
thumb|center|upright=3|Tuschtegnet 4 cm kort (serie 1957-1969). Tilplantning med skov og læhegn er nu fortsat, og kun få lyngarealer er tilbage. Mange drængrøfter er nu blevet rørlagt, fx omkring Tovstrup til højre i midten. Engarealerne langs vandløbene er derimod stort set stadig intakte. På grund af jernbanestationen er der på skråningerne ned mod vadestedet Sørvad kommet en lille by med et par snese huse langs hovedgaden. Jernbanen blev nedlagt i 1961, men sporene ligger der stadig.
thumb|center|upright=3|Graveret 4 cm kort (serie 1980-2001). Der er kommet mere skov til, og mange flere læhegn, men enkelte steder har lyngen fået lov at brede sig igen. Sørvad by er stadig eneste bymæssige bebyggelse på kortudsnittet, men byen er vokset væk fra hovedgaden, idet der både mod nord og syd er kommet flere parcelhuskvarterer til. Jernbanelinjen er nu sløjfet, dog bruges strækningen fra Sørvad mod V som cykelsti. Lige NV for Svenstrup øverst på udsnittet er anlagt to store (gråprikkede) grusgrave, og lige Ø for Svenstrup er der langs åen oprettet et dambrug. En højspændingsledning krydser udsnittets nordøstlige del, med et knæk ved Tovstrup.
Færøerne I 1895 gik Generalstabens topografiske Afdeling i gang med en nymåling af Færøerne, og i 1901 forelå resultatet i form af 75 høje målebordsblade, som de danske i målestok 1:20.000. I sommeren 1938 blev Færøerne rekognosceret af topografer fra Geodætisk Institut, og i 1943 forelå resultatet i form af 53 nye lave målebordsblade. Disse blev i midten af 1970-erne erstattet af en rettet udgave, baseret på luftfotos optaget i 1970.