Markgreve Ludwig Wilhelm von Baden-Baden, kaldet Türkenlouis (8. April 1655 - 4. Januar 1707), var regent i markgrevskabet Baden-Baden, bygherre på slottet i Rastatt, Generalløjtnant i den kejserlige armé og en succesfuld feltherre i krigene mod tyrkerne. Osmannerne kaldte ham for den "Røde konge" på grund af hans røde uniformsjakke, som kunne ses på lang afstand. Han var første kredsgeneralfeltmarskal for tropperne i den schwabiske rigskreds og rigsgeneralfeltmarskal i det Heiligen Römischen Reiches Deutscher Nation. thumb|Markgreve Ludwig Wilhelm von Baden thumb|Ludwig Wilhelm von Baden thumb|Hofmaler i Baden: Portræt af markgreve Ludwig Wilhelm i tyrkiske gevanter, omkring 1700–1725
Levned Tidlige år Ludwig Wilhelm blev født den 8. april 1655, syv år efter afslutningen på Trediveårskrigen, i Hôtel de Soissons i Paris, og han døde den 4. januar 1707 i hans endnu ikke færdiggjorte slot i Rastatt. Han blev opkaldt efter sin bedstefar markgreve Wilhelm (1593–1677), og hans gudfader Ludvig 14. af Frankrig. Han var søn af arveprins Ferdinand Maximilian von Baden-Baden (1625–1669) og Ludovica (Luise-Christine) af Savoyen-Carignan (1627–1689), hvis bror Eugène-Maurice de Savoie-Carignan, comte de Soissons var far til den berømte Prins Eugen.
Som følge af en letsindig stødende bemærkning, som hans far prins Ferdinand Maximilian fremkom med over hans hustru, som var stærkt påvirket af sin mor, og desuden vægrede sig ved at følge den kommende markgreve til det "kolde og tågene Germanien“ og dermed forlade Versailles, kom det kort efter Ludwig Wilhelms fødsel til et brud mellem forældrene. Dette havde til følge, at faderen forlod Versailles med sin 6 måneder gamle søn og vendte tilbage til Baden. I moderens sted indtrådte grevinde Maria Magdalena von Öttingen, som var hans bedstefars anden hustru. Ludwig Wilhelm mistede også tidligt sin far. I 1669 døde han af sårbrand efter en jagtulykke ved Heidelberg. Kort tid senere, i efteråret 1670, sendte hans bedstefar ham på en stor dannelsesrejse ledsaget af hofmesteren Cosimo Marzi Medici og huslæreren Vloßdorf. Det var tidligt at tage på dannelsesrejse som 15 årig, da den sædvanligvis udgjorde afslutningen på opdragelsen; men det afspejlede at markgreven ville sikre sig igen at have en efterfølger, efter at arveprins Ferdinand Maximilian var død.
Dannelsesrejse Det første stop på rejsen førte Ludwig Wilhelm til klosteret de la Visitation i Besançon, hvor han besøgte sin tante Katharina Franziska Henriette von Baden, som var nonne der. I Besançon fulgte han juridiske forelæsninger og lod sig undervise i militære forhold. Rejsen fortsatte via Geneve, Milano, Firenze til Rom, hvor han kom i audiens ved pave Clemens 10., som netop spiste sammen med vicekongen af Napoli og en fransk gesandt. Vicekongen af Napoli var så imponeret af Ludwig Wilhelm at han tilbød ham en militær stilling, som Ludwig Wilhelm, af hensyn til sin bedstefar, dog afslog. Hans besøg i Rom afsluttede Ludwig Wilhelm med et besøg ved Medicierne. Tilbagerejsen førte gennem Venedig og Innsbruck tilbage til Baden-Baden. Da han nåede tilbage var han blevet nitten år gammel.
Militær løbebane Den unge Ludwig Wilhelm begyndte sin militære løbebane i 1674, hvor han som nittenårig trådte ind i den kejserlige armé. Hans læremester var den berømte Raimund von Montecuccoli. Allerede fra 1672 rasede den Den fransk-hollandske krig, som var begyndelsen på Ludvig 14.'s forsøg på at få overherredømmet i Europa. Efterfølgende blev Ludwig Wilhelm livet igennem indviklet i krige. På grund af hans fremragende indsats ved erobringen af fæstningen Philippsburg tildelte kejser Leopold 1. ham i 1676 et infanteriregiment. Da hans bedstefar døde i 1677, blev han regerende markgreve af Baden-Baden, men han kom ikke til at regere meget, da han til stadighed var i krig for kejseren.
Efter Freden i Nimwegen udnævnte kejseren Ludwig Wilhelm Obristfeldwachtmeister til hest og til fods, en post som svarer til rang af Major. Hans øgenavn Türkenlouis fik han som Reichsfeldmarschall ved sine sejre i kamp mod osmannerne i Den store tyrkiske krig 1683–1699. Hjemme kæmpede han ved Rhinen fra 1693 mod franskmændene. De skatte han erobrede i de tyrkiske krige er kendt som Karlsruher Türkenbeute og kan ses på slottet i Karlsruhe.Virtuelles Museum Karlsruher Türkenbeute
Ludwig Wilhelm gjorde allerede tidligt i sin karriere i den kejserlige armé opmærksom på sig selv ved befrielsen af Wien i 1683, og blev den 23. november 1683 forfremmet til general i kavaleriet. Allerede den 12. december 1686, som 31 årig, blev han feltmarskal og den 6. september 1689 blev han øverstkommanderende på den osmanniske front. Her kunne han i 20 slag bevise sin strategiske kunnen, og trænge osmannerne tilbage. Samtidig blev hans egne besiddelser i Baden ødelagt af franskmændene i den Pfalziske Arvefølgekrig, heriblandt hans stamsæde i Baden-Baden i 1689.
Marquis de Villars bedømte ham i 1687 således:
På grund af hans bedrifter og på grund af de ødelæggelser, der er i hans fravær var sket på hans ejendomme, formidlede kejser Leopold 1. ham et meget lukrativt giftermål med en datter af den afdøde hertug Julius Franz af Lauenburg (1641–1689). I modsætning til hvad kejseren havde planlagt forelskede Ludwig Wilhelm forelskede sig imidlertid i den yngste af hertugens to døtre, som egentlig var tiltænkt hans fætter prins Eugen af Savoyen. Da tiltrækningen var gensidig, blev man hurtigt enige, hvilket gjorde den ældste søster meget misfornøjet. Dybt krænket afviste hun prins Eugen som ægtefælle med den begrundelse, at han ikke var en regerende fyrste. thumb|Medalje for slaget ved Slankamen 1691 af medaljøren Georg Hautsch forsiden med portræt af Türkenlouis. Kort efter brylluppet med Sibylla Augusta måtte Ludwig Wilhelm imidlertid igen gå i krig mod osmannerne. I slaget ved Slankamen opnåede han i 1691 sin største sejr og blev af kejseren udnævnt til Generalleutnant over alle kejserlige tropper. Denne titel blev i det 17. århundrede tildelt fem gange. Senere fik Ludwig Wilhelm tildelt ordenen Den gyldne Vlies som anerkendelse for sin indsats i kampene mod osmannerne.
På grund af begivenhederne i den Pfalziske arvefølgekrig måtte kejseren hente ham tilbage til hjemmefronten med Rhinen, og hans fætter overtog hans post i krigen mod osmannerne. Prinz Eugen var ikke mindre succesfuld og sejrede den 11. september 1697 i slaget ved Zenta over sultan Mustafa 2. Dermed opnåede han i freden i Karlowitz den ønskede succes. Herefter stod Ludwig Wilhelm altid i skyggen af sin fætter prins Eugen.
Ludwig Wilhelm kæmpede i mellemtiden ved Rhinen mod franskmændene, som i 1697 måtte tilbagelevere deres landerobringen på højre Rhinbred ved freden i Rijswijk.
Efter at hans slot i Baden-Baden var blevet ødelagt, flyttede Ludwig Wilhelm sin residens til Rastatt. Her byggede han mellem 1697 og 1707 slottet i Rastatt efter forbilledet Versailles. Rastatt anses for at være det første i Tyskland, som er opført efter fransk forbillede. Som arkitekt blev Domenico Egidio Rossi 1679–1715 ansat.
Oven på sejrene kom det til en strid med kejseren, da denne afslog at ophøje Ludwig Wilhelm. Selv om kejseren ikke ville ophøje ham til kurfyrste, bilagde de striden og markgreven fortsatte med at kæmpe for kejseren. På den måde kom det dertil at Ludwig Wilhelm blev alvorligt såret under Slaget ved Schellenberg (se også slaget ved Blenheim) mod franskmændene, og han døde af sine kvæstelser i sit endnu ikke færdigbyggede slot i Rastatt, i en alder af 51 år.
Slag, kampe og belejringer thumb|Mindesten over slaget ved Friedlingen
Türkenlouis var involveret i 57 slag, kampe og belejringer. Han blev aldrig besejret, og han sejrede i de fleste af dem. Disse var bl.a.: 1683: Anden tyrkiske belejring af Wien 1683: Kampen ved Preßburg (nu Bratislava) 1683: Slaget ved Parkany 1685: Belejringen af Neuhäusel (nu Nové Zámky) 1684: Slaget ved Hanzsabek (ved Szentendre, nord for Budapest) 1684: Belejringen af Ofen 1685: Slaget ved Gran (nu Esztergom) 1686: Belejringen af Ofen (nu Buda) 1686: Belejringen af Fünfkirchen (nu Pécs) 1687: Slaget ved Mohács 1688: Slaget ved Kostainicza (nu Hrvatska Kostajnica) 1688: Slaget ved Dervent (nu Derventa) 1688: Belejringen af Beograd 1689: Slaget ved Batotschina 1689: Slaget ved Semendria (usikkert) 1689: Slaget ved NišDas Königreich Serbien und das Serbenvolk; Band 2, S.140, Leipzig 1909 1689: Slaget ved Widin 1690: Belejringen af Beograd 1691: Slaget ved Slankamen (også Szalankamen) 1699: Belejringen af Großwardein (nu Oradea) 1702: Slaget ved Friedlingen 1704: Slaget ved Schellenberg 1705: Slaget ved Pfaffenhofen
Efterladte bygningsværker Resterne af op imod 200 barok-skanser i Schwarzwald over en strækning på 200 km i nord-sydlig retning vidner om hans indsats i forsvaret af landet.
Ægteskab og efterkommere Den 27. marts 1690 giftede markgreven sig med den 20 år yngre prinsesse Franziska Sibylla Augusta von Sachsen-Lauenburg. Hun blev født den 21. januar 1675 i Ratzeburg i Holsten og døde som 58 årig den 10. juli 1733 i Ettlingen.
Parret havde mange sorger med deres børn. Det første svangerskab endte med en dødfødsel, og det første levendefødte barn levede et halvt år, det andet blev fire år, det tredje seks år og det fjerde tre år. Det femte døde efter fire måneder. I alt blev det til ni børn, hvoraf kun tre nåede det 10. leveår - en datter og to sønner. Datteren døde som 22 årig i barselsseng mens sønnerne blev 59 og 65 år gamle.
Ludwig Georg Simpert (1702–1761), Markgreve af Baden-Baden Augusta Marie Johanna (1704–1726) ∞ 13. juli 1724 Ludvig 1., hertug af Orléans August Georg Simpert (1706–1771), Markgreve af Baden-Baden
Gravmæle thumb|Epitafium over Ludwig Wilhelm Gravmælet over Ludwig Wilhelms befinder sig i stiftskirken i Baden-Baden, markgrevernes familiegravsted. Her hænger hans epitafium i form af et barokalter omgivet af figurer, som skal symbolisere retfærdighed, tapperhed og visdom. Hans hjerter og indre organer blev bisat i klosteret i Lichtenthal, som i tidligere tider havde været gravsted for markgreverne.
Statue Ved kejserlig beslutning af Franz Joseph 1. af Østrig den 28. februar 1863 blev Ludwig Wilhelm optaget i listen over de"berühmtesten, zur immerwährenden Nacheiferung würdiger Kriegsfürsten und Feldherren Österreichs", og der blev opstillet en legemsstor statue af ham i Feltherrenhalle i det dengang nye k.u.k. Hofwaffenmuseums (nu: Heeresgeschichtliches Museum Wien). Statuen blev i 1872 skabt af billedhuggeren Anton Schmidgruber (1837–1909) af Carrara-Marmor. Den blev afsløret af kejser Franz Joseph selv.Johann Christoph Allmayer-Beck: Das Heeresgeschichtliche Museum Wien. Das Museum und seine Repräsentationsräume. Kiesel Verlag, Salzburg 1981, , S. 33
Kilder Philipp Röder von Diersburg (Hrsg.): Kriegs- und Staatsschriften des Markgrafen Ludwig Wilhelm von Baden ueber den Spanischen Erbfolgekrieg. Aus den Archiven von Karlsruhe, Wien und Paris. Mit einer geschichtlichen Einleitung und Facsimile. 2 Bände (Bd. 1: 1700–1703. Bd. 2: 1704–1707.). Müller, Karlsruhe 1850. (Online in der Google Buchsuche: Bd. 1700–1703 und Bd. 1704–1707, abgerufen am 19. Januar 2013)
Otto Flake: Türkenlouis. Gemälde einer Zeit (= Fischer 5788). Ungekürzte Ausgabe, 6.–7. Tausend. Fischer-Taschenbuch-Verlag 1988, .
Uwe A. Oster: Markgraf Ludwig Wilhelm von Baden. Der „Türkenlouis“. Feldherr im Schatten von Prinz Eugen (= Bastei Lübbe. Bd. 61467 Biographie). Bergisch-Gladbach 2000, . Wolfgang Froese, Martin Walter (Hrsg.): Der Türkenlouis. Markgraf Ludwig Wilhelm von Baden und seine Zeit. Casimir Katz Verlag, Gernsbach 2005, .
Adolf J. Schmid: Zwischen Sonne und Halbmond - Der „Türkenlouis“: Markgraf Ludwig Wilhelm von Baden (1655–1707). I: Badische Heimat. Bd. 85, Nr. 3, 2005, , S. 417f. Bidrag af Christian Greiner i Zeitschrift für die Geschichte des Oberrheins. Bd. 132, 1984, S. 227–237; Bd. 150, 2002, S. 209–251; Bd. 155, 2007, S. 265–288; Bd. 157, 2009, S. 223–248