Grønlandstraktaten er en traktat fra 1984 imellem EF's medlemsstater vedrørende Grønlands udtrædelse af De Europæiske Fællesskaber og Grønlands nye forhold til fællesskaberne. Traktaten trådte i kraft den 1. januar 1985 og udmeldte Grønland af EF med virkning fra 1. februar samme år. Traktaten var en følge af Grønlands folkeafstemning om EF-medlemskab i 1982, hvor et flertal af grønlænderne stemte for at forlade EF.
Formål og baggrund Traktaten skabte rammerne for Grønlands udtrædelse og ændrede i EF's tidligere traktater; som sådan er Grønlandstraktaten en integreret del af EU's traktatgrundlag. I modsætning til Færøerne, der aldrig har været en del af EF og EU, blev Grønland indmeldt i EF som en del af Danmarks Rige, da Danmark indtrådte den 1. januar 1973, selvom et flertal af grønlænderne havde stemt nej ved folkeafstemningen om Danmarks optagelse i EF i 1972. Grønlands beslutning om at forlade EF blev truffet efter indførelsen af Grønlands Hjemmestyre i 1979.
Ønsket om udmeldelse skyldtes bl.a. spørgsmålet om fiskerirettigheder. Fiskeriet og udnyttelsen af havressourcerne er behandlet i en protokol, der er knyttet til traktaten. Protokollen fastlægger, at EØF-medlemslandene vil importere fiskeriprodukter fra Grønland uden importtold under betingelse af, at europæiske fiskere opnår tilfredsstillende adgang til at fiske i grønlandsk farvand.
Ved Grønlandstraktaten blev Grønland udmeldt af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, EKSF (traktatens artikel 1) samt af Det Europæiske Atomenergifællesskab, Euratom (art. 5). Grønland udtrådte også af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, EØF, men blev i stedet defineret som hørende til gruppen af oversøiske lande og territorier (art. 3 og 4).
Litteratur Hjalte Rasmussen: Greenland in the process of leaving the European Communit[i]es. Forlaget Europa, 1983. Fiona Murray: The European Union and Member State Territories : A New Legal Framework Under the EU Treaties. Springer Science & Business Media, 2012.
Eksterne henvisninger
Kategori:EU-traktater Traktaten (1984)