thumb|Området, som udgjorde Britisk Malaya, er markeret med grønt.
Britisk MalayaVahl og Hatt, s. 285 var fællesbetegnelsen på en række mindre stater på Malayahalvøen, som blev koloniserede af Storbritannien i det 18. og 19. århundrede. Områderne, som dannede Britisk Malaya, indgik senere i Malaysia.
Delområder thumb|Britisk Malaya i 1922. Federated Malay States er markerede i gult, staterne i blåt er Unfederated Malay States, mens områderne i rødt er britiske kolonier i Straits Settlements.
Betegnelsen Britisk Malaya for de områder, som Storbritannien kontrollerede på Malayahalvøen, vandt frem fra 1919.Andaya, Barbara Watson og Leonard Y. Andaya: History of Malaysia, Basingstoke: Palgrave, 2001, s. 210. Britisk Malaya var aldrig en egen koloni eller administrativ enhed. Området var organiseret i en række stater og kolonier: Federated Malay StatesVahl og Hatt, s. 286, 1895–1946 Negeri Sembilan Pahang Perak Selangor Unfederated Malay States, 1909–1946 Johor Kedah Kelantan Perlis Terengganu Straits Settlements, 1826–1946 Malakka Penang Singapore, først en del af Straits Settlements, separat koloni 1946–1963 Den malayiske union, bestående af fødererede og ufødererede malaystater samt dele af Straits Settlements, 1946–1948 Malaya-føderationen, omdannelse af Den malayiske union, 1948–1957 (selvstændighed)
De britiske besiddelser på Borneo, kongedømmet Sarawak, sultanatet Brunei og Britisk Nordborneo, gik under navnet Britisk Borneo. Disse blev ikke regnet til Britisk Malaya.
Historie
Ældre historie
Malakkahalvøen blev udsat for flere koloniseringsforsøg. Den tidligste blev udført af portugisere, som i 1511 erobrede byen Malacca og holdt den i 130 år indtil, at hollænderne erobrede den i 1641. Hverken portugisere eller hollændere blandede sig i halvøens produktion men samlede deres opmærksomhed om handelen. Malacca blev et handelsknudepunkt for det hollandske ostindiske kompagni i dets netværk af støttepunkter på handelen, der strakte sig fra Sydafrika til Indonesien og Formosa (Taiwan). På vestkysten af Malakkahalvøen oprettede hollænderne flere faktorier, som især opkøbte tin.
Singapore og Johor thumb|Tysk kort fra 1890 over Singapore.
I 1786 oprettede briterne en koloni på øen Penang, og under Napoleonskrigene overtog englænderne i 1795 alle de hollandske ostindiske besiddelser. Ved Wienerkongressen fik hollænderne Malacca tilbage, men Stamford Raffles, der fra 1811 indtil 1815 var Lieutenant Governor af Java og i 1818 blev forflyttet til Bencoolen, indså Malakkahalvøens og Malakkastrædets store handelsstrategiske betydning og indhentede sine overordnedes tilladelse til at finde en ny havn til erstatning for Malacca. Han valgte øen Singapore ud for halvøens sydspids, hvor hollænderne aldrig havde slået sig ned. Her lå Singapura, i middelalderen en vigtig indisk handelsby, der imidlertid var sunket ned til et almindeligt fiskerleje. Raffles indså stedets muligheder, han rettede henvendelse til stedets overhøjhed, Tengku Abdul Rahman, sultan af Johor-Riau-Lingga Sultanatet (også kendt som Sultanatet Johor), som på sin side var under indflydelse af hollænderne og Bugis. Sultanen ville ikke acceptere en britisk base i Singapore. Tengku Abdul Rahman var imidlertid kun blevet sultan, fordi hans storebror, Tengku Hussein eller Tengku Lang, var fraværende for at blive gift i Penang, da deres fader, den tidligere sultan, døde i 1812. Ifølge malaysisk kulturel tradition skal en person være ved en døende sultans side for at blive den nye hersker. Tengku Abdul Rahman var til stede, da den gamle sultan døde. Den ældre broder var ikke tilfreds med udviklingen, mens temenggung, der var ansvarlig for Singapore, foretrak Tengku Hussein frem for den yngre broder.
Briterne havde først anerkendt Tengku Abdul Rahman på tidspunktet for deres første tilstedeværelse i Malacca. Situationen havde imidlertid ændret sig. I 1818, besøgte Farquhar Tengku Hussein på den lille ø Penyengat ud for kysten af Bintan, hovedstaden i Riau Arkipelaget. Der blev nye planer lagt, og i 1819 fik Raffles indgået en aftale med Tengku Hussein. Ifølge aftalen er briterne vil anerkende Tengku Hussein som den legitime hersker af Singapore, hvis han tillod dem at etablere en handelsstation der. Endvidere ville Tengku Hussein og temenggung modtage en årlig stipendium fra briterne. Traktaten blev ratificeret den 6. februar 1819. Med Temenggungs hjælp, forlod Hussein Penyengat under foregivelse af, at han var "på fiskeri", og nåede Singapore, hvor han hurtigt blev indsat som sultan.
Hollænderne var yderst utilfreds med Raffles' fremgangsmåde. Men Singapore udviklede sig hurtigt og undergravede hollændernes magtstilling i Østen, og med underskrivelsen af den anglo-hollandske traktat i 1824 opgav Holland sine rettigheder på Malakkahalvøen til fordel for England. Traktaten indebar også en deling af Sultanatet Johor i moderne Johor og det nye sultanat Riau.
Straits Settlements thumb|Frimærke fra Straits Settlements fra 1883. Efter, at briterne havde sikret sig Malacca fra hollænderne ved den anglo-hollandske traktat af 1824, satte briterne som mål at centralisere administrationen af Penang, Malacca og Singapore. Til dette formål etableredes i 1826 en ramme kendt som Straits Settlements med Penang som hovedstad. Senere, i 1832, blev hovedstaden flyttet til Singapore. Mens de tre besiddelser dannede rygraden i bosættelserne, blev med tiden også Juleøen, Cocos Islands, Labuan og Dinding af Perak henlagte under af Straits Settlements' ledelse og administration.
Indtil 1867 var Straits Settlements ansvarlig over for den britiske administrator af selskabet East India Company i Calcutta. Administratorerne for Straits Settlements var utilfredse med den måde, Calcutta håndterede deres anliggender på, og de klagede til London. Selskabet forsøgte endda at annullere Singapores frihavn status i 1856.
Selskabet blev imidlertid opløst i 1858, og britisk Indien kom under Kronens direkte styre, det vil sige den britiske regering. Med Calcuttas aftagende magt og efter intens lobbyvirksomhed fra Straits Settlements' administratorer blev kolonien i 1867 placeret direkte under administration fra Colonial Office i London og blev erklæret en kronkoloni. Erklæringen gav det en betydelig uafhængighed og magt indenfor det britiske imperium.
Nordlige Malaystater og Siam thumb|Britisk og fransk pres tvang Siam til at opgive territorielle krav i Indokina og på Malaccahalvøen.
Frem til slutningen af det 19. århundrede var det britiske East India Company kun interesseret i handel og forsøgte så vidt muligt at undgå en indblanding i malajisk politik. Imidlertid havde Siam en indflydelse i de nordlige malaysisk stater, især Kedah, Terengganu, Kelantan og Pattani, hvilket forhindrede selskabet i at drive sin handel i fred. Derfor underskrev briterne i 1826 gennem selskabet en hemmelig traktat, senere kendt som Burney-traktaten, med kongen af Siam. De fire Malay-stater ikke var til stede under underskrivelsen af aftalen. I denne traktat anerkendte briterne Siams suverænitet over alle disse stater. Til gengæld accepterede Siam britisk ejerskab af Penang og provinsen Wellesley og tillod selskabet uhindret at handle med Terengganu og Kelantan.
83 år senere blev en ny traktat, senere kendt som den anglo-Siamesiske traktat af 1909 eller Bangkok-traktaten af 1909 indgået mellem de to magter. I den nye aftale indvilligede Siam i at opgive sine rettigheder i Kedah, Perlis, Terengganu og Kelantan, mens Pattani forblev siamesisk territorium. Perlis var tidligere en del af Kedah men i løbet af siamesiske styre blev det udskilt fra Kedah. Kedah-distriktet Satun blev dog annekteret af Siam i samme aftale. Pattani på sin side blev opdelt i egentlige Pattani, Yala og Narathiwat efter undertegnelsen af traktaten.
Selvom Siamese kong Chulalongkorn var tilbageholdende med at underskrive traktaten, tvang stigende fransk pres på Siams østlige grænse landet til at samarbejde med briterne. Ligesom Rama IV, håbede Chulalongkorn, at briterne ville lade Siam i fred, hvis han tiltrådte deres krav. Tidligere i 1893 havde Siam mistet Shan-regionen i det nordøstlige Burma til briterne. Denne afgrænsning, som findes i aftalen, udgør stadig i dag grænsen mellem Malaysia og Thailand.
Malayas herskere anerkendte ikke aftalen men var for svage til at modstå britisk indflydelse. Efter Bangkok-traktaten blev George Maxwell indsat af briterne i Kedah som sultanens rådgiver. Briterne tog effektivt fat på økonomisk planlægning og dets gennemførelse: en jernbanelinje blev bygget for at forbinde Kedah med Siam i 1912, mens en jordreform blev gennemført i 1914. Først i 1923 accepterede herskeren i Kedah, Sultan Abdul Hamid Halim Shah, officielt en britisk rådgiver.
Perlis oplevede en lignende udvikling. Herskeren anerkendte ikke 1909-traktaten, men briterne var de facto administratorer af staten. Først i 1930 anerkendte herskeren Raja Syed Alwi den britiske tilstedeværelse i Perlis ved at acceptere Meadows Frost som den første britiske rådgiver i Perlis.
Perak
Perak er en stat på den vestlige side af Malayahalvøen. I det 18. og 19. århundrede blev det opdaget, at området var rigt på tin, med de rigeste alluviale aflejringer af tin i verden. Europa undergik på samme tid var den industrielle revolution, og det skabte en enorm efterspørgsel efter tin. Briterne og hollænderne var aktive i staterne, begge søgte at monopolisere produktionen af tin og andre råvarer. Men den politiske atmosfære i Perak var tilstrækkelig ustabil til at hæve omkostningerne ved tin-minedriften. Således beordrede Siam i 1818 Kedah til at angribe Perak, og den manglende tryghed i Perak tvang briterne til at beskytte sine interesser i 1826.
Perak fortsatte med at øge sine minedrift, men led af mangel på arbejdskraft. For at løse problemet inviterede Malayas administrator, Lang Jaafar, kineserne i Penang til at arbejde i Perak, især på Larut. Af 1840-erne eksploderede Peraks kinesiske befolkning. De nye indvandrere var ofte medlemmer af hemmelige kinesiske samfund. To af de største var Ghee Hin og Hai San. Disse to grupper forsøgte jævnligt at øge deres indflydelse i Perak og dette resulterede i hyppige sammenstød Disse træfninger kom ud af kontrol, og selv Ngah Ibrahim, Menteri Besar, eller ledende ministre var ude af stand til at håndhæve retsstaten.
thumb|Raja Abdullah, senere sultan af Perak.
Samtidig foregik en magtkamp ved Peraks kongelige hof. Sultan Ali døde i 1871, og den næste i rækken til tronen var Raja Muda Raja Abdullah. Trods det faktum var han ikke til stede under begravelsen af sultanen. Som i tilfældet med Tengku Hussein af Johor, blev Raja Abdullah ikke udnævnt til ny sultan af ministrene i Perak. I stedet blev den anden i rækken, Raja Ismail, den næste sultan af Perak.
Raja Abdullah var rasende og nægtede at acceptere beslutningen. Han søgte og samlede politiske støtter fra forskellige sider, herunder flere af Peraks lokale høvdinge og flere briter med hvem, han havde gjort forretninger tidligere, med de hemmelige selskaber om deres indflydelse i kampen om tronen. Blandt de britiske individer var en britisk forhandler W.H.M. Read. Desuden lovede han at acceptere en britisk rådgiver, hvis briterne genkendte ham som den retmæssige hersker i Perak.
Desværre for Raja Abdullah var Straits Settlements guvernør på det tidspunkt Sir Harry Ord og guvernøren var en ven af Ngah Ibrahim, der havde uløste problemer med Raja Abdullah. Med Ords hjælp sendte Ngah Ibrahim sepoy-tropper fra Indien for at forhindre Raja Abdullah fra aktivt at hævde tronen og udvide kontrollen over de kinesiske hemmelige selskaber.