Malawi, officielt Republikken Malawi, er en indlandsstat i det sydøstlige Afrika, der tidligere var kendt som Nyasaland. Det grænser til Zambia mod nordvest, Tanzania mod nordøst, og Mozambique mod øst, syd og vest. Landet er adskilt fra Tanzania og Mozambique ved Malawisøen. Malawi er over 118.000 km2 med en anslået befolkning på 16.777.547 (skøn juli 2013). Dens hovedstad er Lilongwe, som også er Malawis største by; den næststørste er Blantyre og den tredjestørste er Mzuzu. Navnet Malawi kommer fra Maravi, et gammelt navn på de nyanja-mennesker, der bebor området. Landet bærer også tilnavnet "Afrikas varme hjerte".
Malawi er blandt de mindste lande i Afrika. Malawisøen optager omkring en tredjedel af Malawis område.
Det område af Afrika, der nu kendt som Malawi, blev befolket af migrerende bantu-grupper omkring det 10. århundrede. Århundreder senere i 1891 blev området koloniseret af briterne. I 1953 blev Malawi, dengang kendt som Nyasaland, et protektorat under britisk, et protektorat i den semi-uafhængige føderation bestående af Rhodesia (senere Zimbabwe, Zambia) og Nyasaland. Forbundet blev opløst i 1963. I 1964 ophørte protektorat i Nyasaland, og Nyasaland blev et selvstændigt land under dronning Elizabeth II med det nye navn Malawi. To år senere blev det en republik. Efter uafhængigheden blev det en etpartistat under forsæde af Hastings Banda, som forblev præsident indtil 1994, hvor han tabte et valg. Peter Mutharika er den nuværende præsident. Malawi har en demokratisk, flerpartiregering. Malawi har en lille militærstyrke, der omfatter en hær, en flåde og et luftvåben. Malawis udenrigspolitik er pro-vestlig og landet opretholder diplomatiske forbindelser med de fleste lande og deltagelse i flere internationale organisationer, herunder FN, Commonwealth of Nations og Southern African Development Community (SADC).
Malawi er blandt verdens mindst udviklede lande. Økonomien er stærkt baseret i landbruget, og landet har en overvejende landbefolkning. Den malawiske regering er meget afhængig af hjælp udefra for at imødekomme behovet for udvikling, selv om dette behov (og ydet støtte) er faldet siden 2000. Den malawiske regering står over for udfordringer i opbygningen og udvidelsen af økonomien, forbedring af uddannelse, sundhedsvæsen, miljøbeskyttelse, og at blive økonomisk uafhængig. Siden 2005 har Malawi udviklet flere programmer, der fokuserer på disse spørgsmål, og landets udsigter ser ud til at blive bedre, med en stigning i økonomien, uddannelse og sundhedspleje.
Malawi har en forventet lav levetid og høj børnedødelighed. Der er en høj forekomst af hiv/aids, som er et dræn på arbejdsstyrken og offentlige udgifter. Der er en forskelligartet population af indfødte folk, asiater og europæere, med flere sprog, der tales flere sprog og er en vifte af religiøse overbevisninger. Selv om der var en tidvis regional konflikt næring delvist af etniske skel i fortiden, var denne i 2008 mindsket betydeligt, og fænomenet en malawisk statsborgerskab havde genopstået.
Historie Uddybende artikel: Malawis historie
Tidlige mennesker boede i nærheden af Malawisøen for 50 til 60 tusind år siden. Menneskerester på et fundsted dateret til ca. år 8000 f.Kr. viser fysiske karakteristika, som ligner de mennesker, som i dag bor på Afrikas Horn. På et andet sted, dateret til 1500 f.Kr., har resterne træk, som minder om sanfolket.
De tidligste indbyggere i området var folket khoisan, som var jægere og samlere. De blev stort set erstattet af bantustammerne under bantu-migrationerne. Selv om portugiserne nåede området i det 16. århundrede, var den første betydelige kontakt David Livingstones ankomst langs Malawisøens nordlige kyst i 1859. Siden da oprettede skotske presbyterianske kirker missionsstationer i Malawi. Et af deres mål var at få afsluttet slavehandelen til den Persiske Bugt, som fortsatte til slutningen af det 19. århundrede. I 1878 dannede en gruppe handelsmænd, de fleste fra Glasgow, African Lakes Company for at levere forsyninger og tjenester til missionærerne. Andre missionærer, handelsmænd, jægere og landbrugere fulgte snart efter.
thumb|left|Frimærke for Britisk Centralafrika. thumb|left|Billede af offer for opgør blandt stammefolk i det nuværende Malawi (ca. 1910)
En konsul fra den britiske regeringsmagt fik titlen "konge og høvding i Centralafrika" i 1883, og i 1891 etablerede briterne Protektoratet Britisk Centralafrika,F Axelson, (1967). Portugal and the Scramble for Africa, pp. 182–3, 198–200. Johannesburg, Witwatersrand University Press. som inden 1907 fik navnet Nyasaland-protektoratetMurphy, Central Africa, p. xxvii (Nyasa er yao-ordet for «indsø»). Briterne fortsatte med at have kontrollen i den første halvdel af 1900-tallet, men denne periode blev præget af et antal mislykkede malawiske forsøg på at skaffe sig uafhængighed. En voksende europæisk og amerikansk-uddannet afrikansk elite blev stadig mere højlydt og politisk aktiv, først gennem foreninger, og så gennem Nyasaland African Congress (NAC) efter 1944.Murphy, Central Africa, s. 28
I løbet af 1950'erne øgedes presset for uafhængighed, da Nyasaland blev føjet sammen med Nord- og Sydrhodesia i 1953 til Føderationen af Rhodesia og Nyasaland. I juli 1958 kom Hastings Kamuzu Banda tilbage til landet efter et langt fravær i USA, hvor han fik sin medicinske embedseksamen ved Meharry Medical College i Nashville, Tennessee i 1937, Storbritannien hvor han praktiserede medicin, og Ghana. Han overtog lederskabet i NAC, som senere blev til Malawi Congress Party (MCP). Banda blev i 1959 sendt i fængsel for sine politiske aktiviteter, men blev løsladt i 1960 for at kunne deltage i en grundlovskonference i London.Cutter, Africa 2006, s. 142
Den 15. april 1961 vandt MCP en overvældende sejr ved valgene til et nyt lovgivende råd. Partiet fik også en vigtig rolle i det nye udøvende råd. På en ny grundlovskonference i London i november 1962 gik den britiske regering med til at give Nyasaland selvstyrestatus året efter.
Dr. Banda blev premierminister den 1. februar 1963, selv om briterne stadig kontrollerede Malawis finanser, sikkerhed og retsvæsen. En ny grundlov trådte i kraft i maj, som praktisk talt gav fuldstændigt selvstyre. Føderationen af Rhodesia og Nyasaland blev opløst den 31. december 1963, og Malawi blev et helt uafhængigt medlem af Commonwealth den 6. juli 1964. To år senere blev Malawi en republik med dr. Banda som sin første præsident. Landet blev også erklæret en etpartistat.Cutter, Africa 2006, s. 143
thumb|left|175px|Kort over Malawi Dr. Banda blev erklæret præsident på livstid i 1970 af MCP. Den paramilitære del af MCP, de Unge Pionérer, hjalp til med at holde Malawi under et autoritært styre frem til 1990'erne.
Tiltagende indre uro og pres fra malawiske kirker og fra det internationale samfund førte til en folkeafstemning, hvor det malawiske folk stemte om enten et flerpartidemokrati eller forsættelsen af etpartistaten. Den 14. juni 1993 valgte folket med overvældende flertal flerpartisystemet. Frie og retfærdige nationale valg blev afholdt den 17. maj 1994.
thumb|Malawis første præsident Hastings Banda med Tanzanias præsident Julius Nyerere.
Bakili Muluzi, lederen af den Forenede Demokratiske Front (UDF), blev valgt til præsident i disse valg. UDF vandt 82 af de 177 sæder i nationalforsamlingen og dannede en koalitionsregering med Alliancen for Demokrati (AFORD). Koalitionen blev opløst i juni 1996, men nogle af dens medlemmer forblev i regeringen. Malawis nyskrevne grundlov fra 1995 fjernede specialmagten, som var reserveret MCP. Accelererende økonomisk liberalisering og strukturelle reformer fulgte den politiske forvandling.
Den 15. juni 1999 afholdt Malawi sit andet demokratiske valg. Dr. Bakili Muluzi blev genvalgt for en ny femårsperiode som præsident til trods for, at en alliance af MCP og AFORD stillede op mod UDF.
Malawi så sin første overgang mellem demokratisk valgte præsidenter i maj 2004, da UDFs præsidentkandidat Bingu wa Mutharika besejrede MCP-kandidaten John Tembo og Gwanda Chakuamba, som var støttet af en gruppe oppositionspartier. UDF klarede derimod ikke at vinde flertallet af sæder i parlamentet, som det havde gjort ved valgene i 1994 og 1999. Partiet sikrede sig alligevel et flertal ved at alliere sig med partiformænd og tidligere præsident Muluzi og dannede en "regering af national enhed" med flere oppositionspartier. Præsident Bingu wa Mutharika forlod UDF-partiet den 5. februar 2005 på grund af uenigheder med UDF, især om hans antikorruptionskampagne. Han dannede herefter sit eget parti, Demokratisk Progressivt Parti (DPP).
Bingu wa Mutharika blev genvalgt for yderligere en femårsperiode i foråret 2009. Efter hans død den 5. april 2012 overtog vicepræsidenten Joyce Banda som Afrikas anden kvindelige statschef. Ved præsidentvalget i 2014 besejredes hun af udfordreren Peter Mutharika.
Politik
Malawi har været et flerpartidemokrati siden 1994. Efter grundloven af 1995 vælges præsidenten, som både er statsoverhoved og regeringschef, ved valg hvert femte år. Malawi har en vicepræsident, som vælges sammen med præsidenten. Præsidenten har mulighed for at udnævne en vicepræsident nummer to, som skal være fra et andet politisk parti. Medlemmerne af det præsidentudnævnte kabinet kan hentes fra den lovgivende forsamling eller udenfor denne. Malawis parlament har 193 repræsentanter, og alle vælges direkte for en femårsperiode. Grundloven lægger grundlaget for to kamre, og det andet kammer er et senat med 80 medlemmer, men indtil nu er der ikke gjort noget for at sammensætte dette senat. Senatet er tiltænkt at skulle give repræsentation til traditionelle ledere og de forskellige geografiske distrikter, samt til forskellige interessegrupper som kvinder, unge og funktionshæmmede.
Grundloven lægger grunden for et uafhængigt retsvæsen. Malawis domstolsapparat er baseret på den engelske model og består af lavere magistratsdomstole, en højere domstol og en appeldomstol.
Det lokale styre varetages i 28 distrikter indenfor tre regioner, som administreres af regionale administratorer og distriktskommisærer. Det første lokalvalg i flerpartiperioden fandt sted den 21. november 2000, hvor UDF vandt 70% af pladserne.
Det tredje flerpartivalg af præsident og nationalforsamling, som oprindeligt var planlagt til at finde sted den 18. maj 2004, blev udsat i to dage efter en appel til den højere domstol fra oppositionskoalitionen Mgwirizano. Optakten til afstemningen blev overskygget af oppositionens påstande om ulovligheder i stemmeregistreringen. Observatører fra EU og Commonwealth udmeldte, at afstemmingen foregik fredeligt, men at de var bekymret for "alvorlige utilstrækkeligheder" i afstemningen.
Udenrigspolitik thumb|Malawis ambassader pr. 2012.
Malawi har fortsat den pro-vestlige udenrigspolitik, som blev etableret af tidligere præsident Banda. Landet har udmærkede forbindelser med vigtige vestlige lande. Malawis nære forbindelse med Sydafrika gennem apartheid-epoken, gjorde forholdet anspændt til andre afrikanske nationer. Efter apartheids afskaffelse i 1994 udviklede Malawi stærke diplomatiske forbindelser med alle afrikanske lande.
Mellem 1985 og 1995 husede Malawi mere end en million flygtninge fra Mozambique. Flygtningekrisen var en betydelig økonomisk belastning for Malawis regering, men førte også til betydelig international assistance. Husningen og tilbagevendelsen af mozambiqanerne regnes som en betydelig succes af internationale organisationer. Malawi fik i 1996 et antal rwandiske og congolesiske flygtninge, som søgte asyl. Regeringen afslog ikke flygtningene, men brugte princippet om "asyl i første land". Under dette princip ville flygtninge, som bad om asyl i et andet land først, eller havde haft mulighed for at gøre dette, ikke efterfølgende kunne få asyl i Malawi. Der var ingen rapporter om tvungen tilbagesendelse af flygtninge.