thumb|Stirling Castle fra "King's Knot" gardens neden for Castle Hill.
Stirling Castle er et skotsk slot i Stirling. Det er et af de vigtigste slotte i Skotland både historisk og arkitektonisk. Det stammer fra middelalderen og ligger på toppen af Castle Hill, en vulkansk klippe, der er en del af den geologiske formation Stirling Sill, hvis tre stejle klippesider giver det et stærkt forsvar. Den strategiske placering betød, at slottet til 1890'erne beherskede den sydligste flodovergang af Forth. Det var en vigtig fæstning allerede fra opførelsen. De fleste bygninger på borgen stammer fra 1400- og 1500-tallet. Få bygninger fra 1300-tallet er bevaret, og de ydre forsvarsværker mod byen er fra begyndelsen af 1700-tallet. Adskillige af de skotske konger og dronninger er kronet på Stirling, heriblandt Maria Stuart i 1542. Der har været mindst otte belejringer af Stirling Castle, de fleste under de skotske uafhængighedskrige, senest i 1746, da Bonnie Prince Charlie uden held forsøgte at overtage borgen. Stirling Castle er et Scheduled Ancient Monument og er nu en stor turistattraktion, der bliver drevet af Historic Scotland.
Historie
Tidlig historie Castle Hill er en del af Stirling Sill, som er af kvartsdolerit og omkring 350 millioner år gammel. Det blev formet af isen til ét højdedrag.Fawcett, p.14 Det er sandsynligt, at denne naturlige høj har været brugt til et tidligt voldsted, som det ved Gowan Hill umiddelbart mod øst.Fawcett, p.15 Romerne gik uden om Stirling og byggede et fort i Doune, men klippetoppen kan have været brugt af Maeatae.Fawcett, p.16 Senere kan det have være brugt som tilflugtssted for Manaw Gododdin, og det er kendt som beboelse i 600- og 700-tallet af Iudeu, hvor kong Penda af Mercia belejrede kong Oswy af Bernicia i 655. Området kom under pikternes kontrol, da Northumbria led nederlagt i slaget ved Dun Nechtain 30 år senere. Der er ingen arkæologiske beviser for, at Castle Hill var beboet før senmiddelalderen.Gifford & Walker, p.42–43
Flere legender er forbundet med Stirling eller "Snowdoun", som er det mere poetiske navn.Stirling blev kaldt "Snowdoun" af William Worcester i 1400-tallet, og navnet blev senere brugt i poesi af bl.a. David Lyndsay og Sir Walter Scott. Historikeren Hector Boece skriver i 1500-tallet i sin Historia Gentis Scotorum, at romerne under Agricola befæstede Stirling,Stair-Kerr, p.2–3 og at Kenneth MacAlpin, der bliver regnet som Skotlands første konge, belejrede borgen i Stirling under sin overtagelse af pikternes kongerige i 800-tallet. Boece er dog næppe en troværdig historiker. En anden krønikeskriver, William Worcester, forbinder Stirling med den legendariske kong Arthurs hof. Ifølge overleveringerne skulle Sankt Monenna have grundlagt et kapel her og have bygget Edinburgh,Stair-Kerr, p.4 (legenden om Monenna er en sammenblanding af de tidlige kristne som Modwenna og Moninne).
Første gang Stirling Castle er nævnt på skrift, er omkring 1110, hvor kong Alexander 1. indviede et kapel her. Det har tilsyneladende været et etableret kongeligt sted, da Alexander døde her i 1124. Under hans efterfølger David 1.s styre blev Stirling en royal burgh, og slottet blev et vigtigt administrativt center.Fawcett, p.17 Kong William 1. etablerede en hjortepark sydvest for slottet, men efter han blev fanget af englænderne i 1174, blev han tvunget til at overgive flere slotte som Stirling og Edinburgh ved freden i Falaise. Der findes ingen tegn på, at englænderne brugte slottet, og det blev formelt givet tilbage til skotterne af Richard 1. af England i 1189. Stirling fortsatte med at være en af kongens foretrukne fæstninger, og William døde her i 1214.Fawcett, p.18 Senere udlagde Alexander 3. den nye park (kendt som New Park) til jagt i 1260'erne.Stair-Kerr, p.16
Uafhængighedskrigene thumb|upright|Statue af Robert the Bruce på slottets esplanade.
Stirling forblev et centrum for den kongelige administration til Alexander 3.'s død i 1286. Hans død udløste en arvefølgekrise, hvortil Edvard 1. af England blev bedt mægle mellem de mulige efterfølgere. Edvard rejste nordpå i 1291 og krævede, at Stirling og andre kongelige slotte kom under hans kontrol, mens mæglingen fandt sted. Edvard støttede John Balliol og håbede på, at han ville blive hans marionet. Men John nægtede at underkaste sig Edvards krav. I 1296 invaderede Edvard Skotland og indledte dermed de skotske uafhængighedskrige, der varede 60 år. Englænderne fandt Stirling Castle øde og forladt og indtog slottet.Fawcett, p.19 Kun et år senere blev de smidt ud igen efter Andrew Moray og William Wallace' sejr i slaget ved Stirling Bridge. Mange fra garnisonen blev slået ihjel i slaget, hvorefter de engelske kommandører Sir William FitzWarin og Sir Marmaduke Tweng flygtede ind på borgen. De kom dog hurtigt til at sulte, hvorpå de overgav sig til skotterne.Fawcett, p.20 Næste sommer skiftede slottet atter hænder, da det blev forladt af skotterne efter den engelske sejr ved Falkirk. Edvard forstærkede borgen, men den blev belejret i 1299 af skotterne, heriblandt Robert Bruce. Kong Edvard formåede ikke at bryde belejringen, og soldaterne på borgen blev tvunget til at overgive sig.
I 1303 fik England igen overtaget, og Stirling var den sidste borg på skotske hænder. Edvards hær ankom i april 1304 med mindst 17 belejringsmaskiner. Skotterne, der var anført af sir William Oliphant, overgav sig den 20. juli, men Edvard beordrede en del af dem tilbage i slottet, da han endnu ikke havde fået afprøvet sin seneste krigsmaskine, "Warwolf". Warwolf var en stor blide, der ødelagde slottets porthus.Tabraham, p.49 Edvards sejr syntes at være komplet. Han døde i 1307, og Robert Bruce blev snart efter skotsk konge. I 1313 var det kun Stirling, Roxburgh, Edinburgh og Berwick, der endnu var på engelske hænder. Edvard Bruce, kongens bror, belejrede Stirling, der blev holdt af sir Philip Mowbray. Mowbray foreslog en byttehandel: han overgav slottet, hvis det ikke var undsat inden 24. juni 1314. Bruce tog imod handlen og trak sig tilbage.Fawcett, p.23 Næste sommer begav den engelske hær sig mod nord ledet af Edvard 2. for at redde slottet. Den 23.–24. juni mødte kong Robert englænderne i slaget ved Bannockburn tæt ved slottet. Det resulterede i et stort engelsk nederlag. Kong Edvard forsøgte at søge tilflugt på borgen, men Mowbray var fast besluttet på at holde sit ord, og de engelske styrker måtte flygte. Mowbray overdrog slottet og skiftede side i samme forløb.Stair-Kerr, pp.31–33 Kong Robert beordrede, at slottet og dets forsvarsværker skulle ødelægges, så det ikke igen kunne bruges af englænderne.
Krigen var ikke ovre. Under den anden skotske uafhængighedskrig kom Stirling Castle igen under engelsk kontrol i 1336, da sir Thomas Rokeby blev kommandør. Der blev udført et stort genopbygningsarbejde, mere i tømmer end sten.Fawcett, p.24 Andrew Murray forsøgte at belejre det i 1337, hvor krudtvåben blev brugt for første gang i Skotland. Robert Stewart (den kommende kong Robert 2.) generobrede Stirling under belejringen 1341–1342. Maurice Murray blev udnævnt til borgherre, og med Andrew of Wyntouns ord "inforsyt it grettumly, for riche he was and full mychty" ("forstærkede borgen meget, for han var rig og magtfuld"). I 1360 blev Robert de Forsyth guvernør af Stirling Castle. Han videregav titlen til sin søn John og barnebarn William, der var guvernør i 1399.
Tidlige Stewarts thumb|Nordporten på slottet, nede til venstre, er sandsynligvis den ældste del af borgen og delvist dateret til 1380'erne.
De tidlige Stewart-konger Robert 2. (regerede 1371–1390) og Robert 3. (regerede 1390–1406) opførte de tidligste bevarede dele af borgen. Robert Stewart, Jarl af Menteith, regent af Skotland som bror til Robert 3., udførte arbejde på både nord- og sydporten. Den nuværende nordport blev bygget på fundamenter fra 1380'erne og er det tidligst bevarede stenhuggerarbejde på borgen.Fawcett, p.25 I 1424 gik Stirling Castle som en del af enkesædet for Jakob 1.s kone Joan Beaufort. Det lagde grund til traditionen, som de senere monarker fortsatte.Fawcett, p.26 Efter mordet på Jakob i 1437 søgte Joan tilflugt her sammen med sin søn, den unge Jakob 2.. 15 år senere (1452) var det på Stirling Castle, at Jakob dolkede og dræbte William, 8. jarl af Douglas, da denne nægtede at indgå en potentiel forræderisk aftale med John af Islay, jarl af Ross og Alexander Lindsay, 4. jarl af Crawford. Jakob 3. (regerede 1460–1488) blev født her og forbedrede parken og det kongelige kapel. I 1475 er der vidnesbyrd om, at der blev fremstillet artilleri på slottet.Fawcett, p.29 Jakobs kone, Margrete af Danmark (1456-1486), døde på Stirling Castle i 1486, og to år senere døde Jakob under slaget ved Sauchieburn, der blev udkæmpet på næsten samme slagmark som slaget ved Bannockburn, men på sydsiden af slottet.
Renæssanceslot Stort set alle nuværende bygninger på slottet blev opført mellem 1490 og 1600, da Stirling blev kongeligt centrum i Skotland under Stewart-kongerne Jakob 4., Jakob 5. og Jakob 6.. Arkitekturen i disse nye bygninger viser en blanding af engelsk, fransk og tysk indflydelse og viste de internationale ambitioner, som Stewartdynastiet havde.Detaljeret studie af paladset i 1540 fra
thumb|left|Stirling Castle tegnet af John Slezer i 1693. Tegningen viser bl.a. Jakob 6.'s fæstningsværk, der nu er nedrevet.
Jakob 6. (regerede 1488–1513) holdt et fuldt renæssancehof (med alkymister) og forsøgte at skabe et europæisk palads i Stirling.Fawcett, p.33 Han beordrede ombygnings- og renoveringsarbejde på de kongelige slotte i Edinburgh, Falkland og Linlithgow, men det største arbejde blev lagt på Stirling Castle med King's Old Building, Great Hall og befæstningen.Fawcett, p.35 Han renoverede også kapellet (den ene af kirkerne på borgen), og i 1501 fik han anerkendelse fra paven for at have etableret college of priests.Fawcett, pp.46–47 Befæstningen, hvoraf kun en ganske lille del er bevaret, blev inspireret af fransk militærarkitektur, selvom de militære detaljer i højere grad blev tilføjet for udseendet end for at styrke forsvaret.Gifford & Walker, p.45 Såfremt en satirisk beretning i to digte af digteren William Dunbar står til troende, forsøgtes menneskedrevet flyvning fra borgens mure omkring 1509, udført af den italiensk alkymist og abbed fra Tongland, John Damian. Jakob havde også en alkymist kaldet Caldwell på slottet, der stod for vedligeholdelse af "quinta essencia", det mytiske femte element.
Det bygningsarbejde, der blev påbegyndt af Jakob 4., stod ikke færdigt ved hans død i slaget ved Flodden. Hans efterfølger Jakob 5. (regerede 1513–1542) blev kronet i det kongelige kapel og voksede op på slottet med Lord Erskine som værge. I 1515 bragte regent Albany 7.000 mænd til Stirling for at fravriste kontrollen over den unge konge fra hans moder Margaret Tudor.Fawcett, pp.53–54 Jakob 5. siges at have forladt slottet under navnet "Gudeman of Ballengeich" på vejen fra østsiden af slottet. Ballengeich betyder "stormomsust pas" på gælisk. Han fortsatte og udvidede sin faders byggeprogram og skabte Royal Palace midt i slottet. Det blev opført under sir Jakob Hamilton of Finnarts ledelse af stenhuggere fra Frankrig.Fawcett, p.56 Jakob 5. døde også ung og efterlod arbejdet til sin enke, Mary af Guise. Hans datter, Maria, blev opfostret på Stirling Castle af sikkerhedsårsager. Hun blev kronet i det kongelige kapel 9. september 1543. Hun blev boede på slottet, til hun blev sendt til Inchmahome Priory og herefter til Frankrig i 1548. I 1550'erne i Mary af Guises regeringstid blev der ført engelsk-franske kampe i Skotland. Forsvarsværker med artilleri blev opført på sydsiden af slottet og dannede basis for de nuværende ydre forsvarsværker.Fawcett, pp.65–66