Løgneren er en roman skrevet af Martin A. Hansen.
De første forarbejder stammer fra 1942, og Martin A. Hansen arbejdede med teksten ad flere omgange og færdigskrev den først i 1949. Den blev skrevet som radioroman på opfordring fra Statsradiofonien (Danmarks Radio), og første afsnit blev oplæst af skuespilleren Pouel Kern den 15. januar 1950. Siden blev romanen trykt som føljeton i Berlingske Aftenavis med illustrationer af Ib Spang Olsen. Romanen blev filmatiseret i 1970.Henrik Ljungberg: Løgneren, artikel i Den Store Danske, på lex.dk, hentet 31. maj 2024
Romanen er Martin A. Hansens hovedværk og med sine næsten 400.000 trykte eksemplarer også et anerkendt hovedværk i dansk litteratur. Den har under 200 sider, men er fyldt med henvisninger til Bibel- og andre litterære tekster og dermed ikke så let tilgængelig. Sprogtonen er melankolsk til ironisk, sarkastisk, fortvivlet, men også blid, når forfatteren beskriver naturoplevelser.
Handling
På den lille danske Sandø, som er ”en halv Mil paa den lange Led og en Fjerdingvej paa den korte”, sidder i kapitel 1 den fyrreårigeungkarl og skolelærer Johannes Vig fredag 13. marts kort tid efter Besættelsen og skriver dagbog til sin opdigtede ven Natanael Foråret banker på med sin tåge, erantis blomstrer, og isen omkring øen er i opbrud. På samme måde er Johannes selv i følelsesmæssigt opbrud, eller ”Ulejlighed”, som han kalder det, pga Annemari. Han hører børnene lege på isskruningerne og beslutter at gå en tur ned for at holde øje med dem, sammen med sin tro følgesvend, jagthunden og gordonsetteren Pigro. På vej tilbage kommer de forbi købmand Høsts butik, som er fuld af forårsstemte øboere, inklusive købmandens kønne datter Annemari og hendes lille søn Tom. Johannes er dybt betaget af Annemari, en tidligere elev, men ved godt, han er for gammel til hende, se citat. Men de er venner, og hun kommer tit forbi skolen, således også i dag, for at låne en halskæde, Johannes engang fik af en kæreste. For tiden kommer Annemari sammen med ingeniøren Harry, mens Toms far Oluf, som Annemari stadig er forlovet med, i vinter har boet og arbejdet ovre på fastlandet. Nu da isen er i opbrud, skal Harry rejse, og så ”kommer Oluf nok hjem, og hvad saa, Annemari?” På dette spørgsmål reagerer Annemari vredt.
Johannes sover dårligt for tiden, og på sin meget tidlige tur i kapitel 2 med Pigro lørdag morgen får rimtågen og isen ham til at mindes ulykken for en måneds tid siden, hvor øens prægtige unge fiskeskipper Erik kom af dage i sin båd, der ramte en mine. Han efterlod sig kone og tre børn. Senere på morgenen sidder Johannes i skolestuen, sådan som han ynder at gøre det en times tid eller så, ”min Forundringstime”, hvor han gerne finder på noget, der kan fange børnenes interesse, før de møder i skolen. Men i dag kniber det, for han tænker på Oluf og Annemari, som for år tilbage havde store planer om en fælles fremtid. Annemari fik handelsuddannelse på fastlandet, og så fik de lille Tom. Men på den tid var Oluf ude for en bådulykke, hvor Oluf reddede livet, men ikke hans makker Niels. Og Olufs og Annemaris planer gik i stå. Og så dukkede ingeniøren Harry op. – Ved middagstid kommer Annemari hen på skolen med Johannes’ middagsmad, og et brev, hun beder ham sende, i hans egenskab af øens postmester. Hun beder ham også læse brevet, insisterer ligefrem på det. Det er til Oluf, og i brevet gør Annemari det forbi mellem dem. Over et par glas cognac siger Johannes, han synes, Annemari slipper for nemt på denne måde, ved at gøre Johannes til vidne til sin beslutning, og går i rette med hende. Annemari, som har mærket Johannes’ interesse for både hende og for gårdmandskonen Rigmor, slukker hans drømme om Annemari: ”Du hykler, du skjuler dig, og du er en halvgammel Drømmer!”
Johannes går i kapitel 3 rundt med Annemaris brev i lommen, det brev der gør hende til en fri kvinde, ”Fri som en Sneppe om Foraaret”, mens han gør sig tanker om frihed, se citat. Skolebørnene har regning i dag, med griffel og skifertavler, som man stadig bruger det herude på øen, men ”Kaj mangler, han ligger syg hjemme, af Tuberkulose”. Johannes har en model af en hundeslæde, og han slutter skoledagen af med at tage børnene med på en rejse til Nordøstgrønland, sammen med ”Mylius-Erichsen, Hagen og Brønlund paa deres sidste Tur i Isødet.” Efter skolen går Johannes til købmanden efter to flasker cognac, vel vidende, at sladderen så igen vil gå, om øens tørstige degn. Tilbagevejen lægger han forbi den store Næsgård, eller blot Næs, hvor Frederik og Rigmor bor. Frederik er en moderne, driftig og fremsynet bonde, som har overtaget gården efter sin nu afdøde far, og har hentet sig en kone på fastlandet. I dagligstuen byder Frederik på cognac; selv nipper han kun til glasset, mens han fortæller løs, men Johannes bunder sit glas flere gange, og Rigmor, som ikke sidder, men står tavs bagved Johannes, fylder straks hans glas igen. Johannes giver hende nogle violer, han plukkede på vejen derhen, og Frederik kan ikke skjule, det gør ham lidt jaloux. Efter besøget på Næsgård går Johannes hen til Kajs forældre for at fortælle dem, at Kaj nu har fået plads på sanatoriet, og derfor skal rejse. Ved nyheden bryder Kajs mor ud i gråd.
På sin gåtur i kapitel 4 lørdag aften møder Johannes Annemaris ven ingeniøren Harry, og de slår følge og får sig en snak. Johannes, der nu har boet på Sandø i syv år, fortæller øens historie til den nysgerrige og sympatiske ingeniør, som er sendt herover for at undersøge muligheden for at udvinde, forarbejde og udskibe den kalk, som øen gemmer på. Et projekt, som Frederik på Næs er meget optaget af, men som ingeniørens undersøgelser viser nok næppe vil være rentabelt. Ved den ensomt beliggende kirke besigtiger de to den skrueaksel fra Eriks kutter, som er det eneste, man fandt fra forliset. De besøger også Niels’ grav, den Niels, fortæller Johannes, som døde i det andet forlis, hvor Annemaris Oluf mirakuløst reddede livet ved at svømme fem km hen til en lille ø, hvor han efter et par dage tilfældigt blev fundet af mænd som kom for at tilse øens kreaturer. Historien er ny for ingeniøren, og Johannes kan således med interesse konstatere, at Annemari ikke har fortalt sin ny ven Harry om Olufs redning. Johannes har hele dagen haft den gamle vise om ulykkelig kærlighed, Det var en lørdag aften, kørende rundt i sit hoved, for Annemari fylder stadig meget hos ham, trods hendes afvisning, og han kan ikke undgå at føle sig jaloux på ingeniøren. Johannes venter med vilje med at vise ingeniøren kirkens indre, til det er blevet næsten mørkt, og konstaterer med tilfredshed, at kirkekorets mærkelige og uhyggelige stenhoved, forestillende Døden, ”virkede stærkt paa den unge Mand”. Johannes fortsætter med at manipulere, ved at bede ingeniøren bringe Annemari en besked om, at Johannes ikke kan komme hos købmanden ”til Middag i Morgen”. Det lover ingeniøren, og da ved Johannes, ingeniøren skal være sammen med Annemari denne lørdag aften. Ingeniøren spørger nu ophidset: ”Kan De sige mig hvordan det hænger sammen? Hvordan han har kunnet holde hende hen Aar ud og Aar ind?” Johannes svarer, at nu er det jo ligemeget, for nu har Annemari gjort det forbi med Oluf. Selvom ingeniøren lader som om han godt ved dette, kan Johannes se, at ingeniøren lyver, se at også det er nyt for ham. Da ingeniøren er gået, sætter Johannes sig ved den mørke kirkes orgel og spiller Bach, mens han forsyner sig fra en flaske, han har gemt i sakristiet.
Da degnen og hans hund i kapitel 5 senere lørdag aften begiver sig hjemad – med Johannes til hest, hvor så end den hest kom fra – skammer han sig over sin drikfældighed, men er samtidig ”mærkelig let til Mode”. Ved Olufs mors hus får Johannes bag vinduet et glimt af moren, ”Haard og graa og smuk”. Senere på færgekroen ved ladepladsen går snakken over et glas øl, om forårstegnene og Peters nye skydepram. Og om den bibeltekst, som Johannes i sin egenskab af degn skal læse næste morgen ved andagten i kirken. Det er tredje søndag i fasten, og så kommer sneppen, siger den gamle fisker Kristian, men Johannes mener talemåden er at den først kommer til påske. Johannes sætter sig ind ved siden af med et par stykker mad, han har bestilt hos kropigen Elna, som i dag virker lidt mellemfornøjet. Da han spørger, om der er noget i vejen, betror hun ham, som den første, at hun er gravid. Johannes ved, han nu skal være nænsom. Hun bedyrer, at hun ikke er løsagtig: ”Man kan vel ikke gøre for at man kommer til at holde af en?” Elna er bange for, snakken nu skal gå om, at den ikke altfor kønne kropige, ”et stort ungt Skrummel”, har givet efter for en krogæsts tilnærmelser, for ”[jeg] er ikke pæn. Der er ikke noget ved mig”. Johannes nævner Annemari og lille Tom, hvortil Elna svarer: ”Ja hun! […] Ja, De kan jo lide Annemari?”
Johannes går hjem til Pigro, tænder op i ovnen, åbner en flaske vin og kigger på søndagens bibeltekst, fra Lukasevangeliget.Lukas,11,14-28 Her uddriver Jesus en ond ånd hos en stum, som herefter kan tale; nu anklages Jesus for at uddrive det onde ved hjælp af det onde, men Jesus påviser det ulogiske i den anklage. Senere på natten hører Johannes, hvordan isen begynder at bryde op, og han og hunden går ud for at kigge. Nu kommer Johannes i tanke om den aprildag, da Oluf og Niels i stormvejr dumdristigt sejlede ud, mens øboerne bekymret stod og spejdede efter dem, og Erik – som senere selv blev minesprængt – sammen med tre andre mænd besluttede at sejle ud efter dem, men kom tilbage uden at have fundet dem. Annemari, som jo dengang var gravid med lille Tom, betroede den dag Johannes, at Oluf aldrig ville gå i arm med hende: ”Han vilde kun holde mig i Haanden naar vi gik, hvor ingen saa os”. Johannes forstod nu, at Annemari havde afskrevet Oluf allerede inden hun vidste, om han overlevede.
I kapitel 6 sover Johannes over sig søndag morgen og vågner med tømmermænd, og under barberingen, hvor han står og tænker tilbage på sin ungdom, se citat, skærer han sig tilmed, så han må forrette andagten i kirken med vat på hagen. Uheldet minder ham om historien om Balders død, som han for nylig har læst, i Ewalds udgave, hvor Hother og Balder kæmper om Nannas gunst. Ligesom ingeniøren og Oluf kæmper om Annemaris gunst, tænker Johannes. Det er tøvejr og diset sol, og vejen til kirken går gennem det dampende forårslandskab. I kirken dukker Annemari op og sætter sig til orglet for at øve salmemelodierne. Bagefter kommer hun hen til Johannes og bebrejder ham, han har fortalt ingeniøren, at hun har gjort det forbi med Oluf, men i det samme går det op for Johannes, Annemaris bebrejdelse blot var noget han havde tænkt; Annemari havde i stedet spurgt Johannes, om han havde hørt lærken. Der er ret mange i kirken denne søndag, bl.a. Rigmor på Næs, som Johannes også har et godt øje til. Rigmor keder sig i sin mands venners selskab og spørger, om ikke Johannes kommer hen på gården til middag. Men Johannes har lovet sig til middag hos Olufs mor Marie denne søndag. De sidste minutter i kirken inden andagten skal begynde er altid ganske intense for Johannes, for menigheden forekommer ham at være en fjendtlig magt, mens han føler sig som en fremmed blandt dem. Andagten går i gang, med indgangsbøn, salme og læsning af den kryptiske tekst fra Lukasevangeliget om den urene ånd, som vender tilbage til huset, han kom fra, og medbringer syv andre urene ånder. Johannes tænker, man kunne udlægge teksten som ”en Advarsel til dig der tror dig rengjort. Som har bekæmpet et stærkt og utilstedeligt Begær måske. Som føler dig fejet og prydet. Var dig!”. Men til andagten siger han ikke noget herom.