Ganosis kommer fra græsk og betyder glans. Ganosis defineres som en overfladebehandling med voks som hovedingrediens, der kan være andre indholdsstoffer. Efterfølgende kan der ske en oppolering af voksen. De antikke teknikker enkaustik og ganosis blev genstand for mange diskussioner og forsøg i tiden efter udgravningerne af Pompeji og Herculaneum, hvor man fandt antikke vægmalerier, da man mente, at disse var malet eller overfladebehandlet med voks.
Ganosis i antikken
Antikke forfattere om ganosis Ifølge de antikke kilder blev voks anvendt til overfladebehandling af våben, vægmaleri og skulptur.
Plinius den ældre skiver i hans naturhistorie, NH 33.40: “… En overflade malet med cinnober bliver ødelagt af sol- og måneskinnet. Metoden for at forhindre dette er at lade væggen tørre og så overfladebehandle den med punisk voks smeltet med olie og påført stadig varmt med børster, og så skal denne voksoverfladebehandling opvarmes igen ved den kommer i nærhed af trækul lavet af plantegaller indtil den begynder at udsvede, og derefter skal den glattes ned med voksruller og derefter med rene linnedklude, på samme måde som man får marmor til at skinne….”.Rackham, H. (ed.) (1952). Pliny, Natural History. Libri XXXIII - XXXV. London. Harvard University Press. 93
Vitruvius, romersk forfatter der skrev om arkitektur, ca. 75-15 f.Kr.. Vitruvius skriver i The Ten Books on Architecture, 7.9.3: “Men alle som vil være mere omhyggelige, og som ønsker en poleret overflade af vermilion, således at denne vil beholde sin rette farve, skal, efter at væggen er blevet poleret og er tørret, tilføre, med en børste punisk voks, smeltet over ild og blandet med lidt olie; efter dette skal han bringe voksen til at svede ved at opvarme denne og væggen i tæt kontakt med trækul indeholdt i en jernbeholder; og tilslut skal han glatte det hele ved at gnide det ned anvendende vokslys og rene linnedklude, nøjagtig på samme måde som nøgne marmorstatuer bliver behandlet” og i 4.2.2, at blå voks anvendtes på udskårne trædetaljer som triglyfferne på templernes tagkonstruktion.Morgan. M.H. (ed.). (1914). Vitruvius, P. The Ten Books on Architecture, 7.9.3 og 4.2.2. London. Oxford University Press.
Plutarch, græsk forfatter/historiker, skrev især biografier, ca. 46 -127 e.Kr.. Plutarch skriver i De Gloria Atheniensium, section 6, at der i i billedhuggerværkstederne arbejder enkausterere, forgyldere og malere.Babbitt, F.C. (ed.). (1936). Moralia. Plutarch, De Gloria Atheniensium, section 6. London. William Heinemann. Berger, E. (1917). Die Wachsmalerei des Apelles. Neue untersuchungen und versuche über die antike malertechnik. München. Verlag von Georg D. W. Callwey. 216 Richter nævner at Plutarch i Quaestiones Romanae, 287 D. skriver at ganosis af statuer er nødvendig, da den røde okker, med hvilken de antikke statuer er malet, ellers snart mister dens farve.Richter, G.M.A. (1929). Were the nude parts in greek marble sculpture painted ?. In: Metropolitan Museum Studies I,1928/29. New York: The Metropolitan Museum of Art. 28
Vægge overfladebehandles eller lakeres med voks, ganosis, dette gælder specielt for vægge malede med cinnober, hvor punisk voks anvendtes for at beskytte cinnoberet mod at mørkne. Denne metode beskrives også som anvendt til marmor, for som Plinius skriver, at få det til at skinne, medens Vitruvius skriver, som nøgne statuer behandles. Plutarch skriver at der arbejder enkausterere i billedhuggerværkstederne og at ganosis af statuer var nødvendig for at bibeholde rød farve. Homolle, 1890, s. 497-503, beskriver, at kosmesis var vedligeholdelse af værdsatte statuer på Delos i den hellenistiske periode, og at man hertil anvendte rengøringsmiddel, olie, voks, klude og rosenolie.Reuterswärd, P. (1960). Studien zur Polychromie der Plastik. Griechenland und Rome. Stockholm. Lindbergs boktryckeri. 70
Antikke voksfund Der er gjort flere voks fund på antik skulptur og vægge. Som oftest er det meget små mængder, eller blot antydninger. Derfor er det vanskeligt at udtale sig om det er ganosis eller enkaustik, da det ofte er vanskeligt at udlede noget om, på basis af de fund, der er gjort. De gamle beskrivelser af fund af voks kan være vanskelige at verificere. Hvis tilstrækkelig materiale har været tilstede, er det muligt ud fra fysiske og kemiske analyser at bestemme, eller få en indikation af om et materiale er voks. De nyere eksempler af voksfund fra antikke værker, må man formode har en større værdi af rigtighed, da analyserne er blevet væsentligt forbedrede.
Voks kan have været anvendt i Grækenland allerede i det 5. og 4. århundrede f.Kr. som indikeret fra studierne af Parthenons og Hephaistions marmor. Rossmann skriver i 1933, at den enkaustiske stenbemaling af Parthenontemplet, trods sin ødelæggelse synes at være i god bevaringstilstand. Parthenonmuseet har et stort antal rester af enkaustiske bemalede marmorstykker, som A. Eibner har fastslået, har voks som bindemiddel.Rossmann, E. (1933). Haltbarkeitsaussichten enkaustischer Malerei bei Innen- und Aussenanwendung. Technische Mitteillungen für Malerei 49. 197 Alexander Eibner, var leder af 'Versuchsanstalt für Maltechnik' i München. Mod slutningen af hans liv, i 1932, publicerede han en artikel om analyser af bindemidler, der giver en vigtig opsummering af emnet, og var “state of the art” på den tid.Mills, J. & White, R. (1978). Organic Analysis of Art: Some Further Paint Medium Analyses. National Gallery Technical Bulletin, Volume 2. [www.nationalgallery.org.uk/organic.../40721]. (2012, 4. oktober)
Ifølge Jenkins & Middleton, så fandt kemikerne Faraday og Landerer, ca. 1840, evidens for anvendelse af voks på marmor fra Parthenon-skulpturerne og Hephaistos tempel,Jenkins, I. D & Middleton, A. P. (1988). Paint on the Parthenon Sculptures. The Annual of the British School at Athens , Vol. 83. British School at Athens. Article Stable. 201. . (2012, 28. november men de påpeger, at de ikke selv kunne eftervise brugen af voks på Parthenonskulpturerne eller Hephaistion.Jenkins, I. D & Middleton, A. P. (1988). Paint on the Parthenon Sculptures. The Annual of the British School at Athens , Vol. 83. British School at Athens. Article Stable. 203. . (2012, 28. november Ifølge Koch, 1954, 107 f., menes voks, at være fundet på Hephaistos tempel, Athens agora, dateret til midt 5. årh. f.Kr.Reuterswärd, P. (1960). Studien zur Polychromie der Plastik. Griechenland und Rome. Stockholm. Lindbergs boktryckeri. 71
Brinkmann skriver, at man har fundet voks på skulpturudsmykning på Tempel E i Selinute, græsk koloni på Sicilien. Tempel E er et dorisk tempel, dateret til ca. 490 - 470 f.Kr., sandsynligvis dedikeret til Hera. Gudindernes hudområder er af tilsatte marmordele, de øvrige dele er af kalksten, man har fundet voks tilsat lidt lyst pigment på overfladen af disse marmordele.Brinkmann, V. (2010). Farben und Maltechnik. In: Brinkmann, V. & Scholl, A. (eds.). Bunte Götter. Die Farbigkeit antiker Skulptur. Hirmer. Antikensammlung Staatliche Museen zu Berlin. 241
Wolters har fundet bivoks på Paramythion-stelen. Fundet er beskrevet i Eine bemalte attiche Grabstele unter der Quarzlampe, MüJb 11, 1960, 13 Anm. 3.Schmaltz, B. (2009). Die kore akropolismuseum inv. 682 - versuch einer rekonstruktion. Jahrbuch des Deutschen Archäologischen Institus band 124, sonderdruck. 98 Paramythion-stelen, der befinder sig på Staatliche Antikensammlungen und Glyptothek, Munchen, inventarnr. 483, er græsk og dateret til ca. 380-370 f.Kr., er blevet rekonstrueret, men ikke anvendende voks.Posamentir, R. (2004). Farverige gravsten fra det klassiske Athen - og rekonstruktion af Paramythions stele. I: Nielsen, A.M. & Østergård, J.S. (eds.). Classicolor - farven i antik skulptur. København: Ny Carlsberg Glyptotek. 71 - 79 Følgende er et abstrakt præsenteret på Britisk Museum, London, september 2011, ved en workshop omhandlende antik skulpturel polykromi af Brigitte Bourgeois: “En bivoksoverfladebehandling på portræthovedet af Berenike II på Mariemont. “Opbevaret på Det Kongelige Museum i Mariemont, Belgien (inv. B 264), marmorhovedet af en ptolemæisk dronning, sædvanligvis identificeret som Berenike II og dateret til slutningen af det 3. århundrede f.v.t., udviser tydelige tegn på antik polykromi (maling og forgyldning), bekendt siden opdagelsen af objektet i Ægypten, i 1901. Det tilhørte en officiel statue af dronningen der stod i et tempel i Hermoupolis Magna. En videnskabelig undersøgelse er fornylig blevet udført - og er stadig undervejs - med understøttelse af C2RMF (Centre de recherche et de restauration des musées de France, Paris). Det er begyndt at kaste nogle resultater fra sig hvad angår de antikke bemalings- og forgyldningsteknikker, så vel som renovering i antikken. Det har også frembragt nye beviser i retning af bekraftigelse af en antik overfladebehandling med bivoks. En kort foreløbig report vil blive givet af opdagelsen og analyser (via FTIR og gaskromatografi) af denne voksoverfladebehandling, sandsynligvis relateret til ganosis behandling.”.Bourgeois, B. (2011). A beeswax coating on the portrait head of Berenike II at Mariemont. British Museum, London, sep. 2011. Workshop abstract
Trajan-søjlen, der står på Trajans forum i Rom og blev indviet i 113 e.Kr., beskrives i 1933, som havende farverige rester af enkaustisk bemaling.
Under den såkaldte Sosandra-terme, dateret til 2. årh. e.Kr. og som er en del af et romersk badeanlæg beliggende i Baia, Italien, fandt man i 1950erne i et kælderrum nogle antikke gipsafstøbninger. Disse var fragmenterede og anvendt til opfyld sammen med jord, de menes, at stamme fra afstøbninger af græske bronzestatuer. De finkornede af disse gipsafstøbninger havde en lejlighedsvis voksagtig og glinsende overflade.Landwehr, C. (1985). Die Antikken Gipsabgüsse aus Baiae. Griechische Bronzestatuen. In: Abgüssen Römischer Zeit. mit beitragen von Fallab, S. und Schmid, E et al.. Archäologische Forschungen band 14. Berlin, Gebr. Mann Verlag, 1-7 Denne overflade blev analyseret og viste at indeholde organisk materiale bestående fedt- og voksagtige bestanddele.Landwehr, C. (1985). Die Antikken Gipsabgüsse aus Baiae. Griechische Bronzestatuen. In: Abgüssen Römischer Zeit. mit beitragen von Fallab, S. und Schmid, E et al.. Archäologische Forschungen band 14. Berlin, Gebr. Mann Verlag, 202 Holdet mener, at en blanding af olivenolie og bivoks har været anvendt til at overfladebehandle gipsafstøbningerne.Landwehr, C. (1985). Die Antikken Gipsabgüsse aus Baiae. Griechische Bronzestatuen. In: Abgüssen Römischer Zeit. mit beitragen von Fallab, S. und Schmid, E et al.. Archäologische Forschungen band 14. Berlin, Gebr. Mann Verlag, 203 Da Pompeji blev opdaget og man startede på udgravningen i 1748, fandt man de fantastiske vægmalerier, der var blanke og skinnende, og man mente, at de var voksbehandlede. Men da denne skinnende blanke overflade begyndte at blegne og blive mat efter nogen tid, blev nogle af væggene behandlet med voks. Derfor er det nu svært at afgøre, om der oprindeligt var voks eller voksen er påført efter udgravningen, da dokumentation er mangelfuld eller ikke eksisterende.Freccero, A. (2002). Encausto and ganosis. Beewax as Paint and Coating during the Roman Era and its Applicability in Modern Art, Craft and Conservation. Gøteborg. Acta Universitatis Gothoburgensis. 134-139