Kaare Jensen Klint (15. december 1888 på Frederiksberg – 28. marts 1954 i København) var en dansk arkitekt, møbeldesigner og billedkunstner, bror til Tage Klint.

Han var elev hos sin far, Grundtvigs Kirkes arkitekt P.V. Jensen Klint og arkitekten Carl Petersen, hos hvem han lærte den danske tradition fra klassisk realisme, som den ses hos f.eks. Abildgaard og Bindesbøll. For at kunne frembringe møbler i de rigtige dimensioner interesserede Klint sig for menneskekroppens mål og bevægelser. I 1923 blev Klint ansat ved Kunstakademiet på Skolen for Møbelkunst, og i 1924 blev han docent og 1944 professor i bygningskunst.

Gennem sit eget møbeldesign og sin undervisning prægede han en hel generation af danske møbeldesignere. Han lagde vægt på de gode materialer og perfekt håndværksmæssig forarbejdning. Han havde derfor et særlig tæt samarbejde med Rud. Rasmussens Snedkeri, som stadig producerer en lang række af hans møbelklassikere.

Klint blev aldrig tilhænger af Bauhaus-funktionalismen, og jugendstilens møbler fandt han både for upraktiske og dominerende i rummet. Klint har tegnet kong Christian X's og dronning Alexandrines stenkister i Roskilde Domkirke. De blev opstillet i 1956 og er udsmykket med fint udhuggede dannebrogsflag, som dækker kisterne.Chjristian IX's kapel ved Roskilde Domkirke

Af hans mest kendte møbeldesign kan nævnes: Faaborgstolen eller karmstolen til Faaborg Museum fra 1914, Safaristolen fra 1933 og Kirkestolen med flettet søgræs (fransk flet). Den blev tegnet i 1930 til Bethlehemskirken i København, der som den første danske kirke forsøgte sig med stolerader i stedet for bænke. Alle tre stole er stadig i produktion den dag i dag.

Facaden på Grundtvigs Kirkes kororgel blev tegnet i 1940. I 1965 fik kirken sit hovedorgel i vestenden. Facaden blev tegnet af Esben Klint, Kaare Klints søn.

Kaare Klint forsatte som professor indtil sin død i 1954. Han blev begravet på Tibirke Kirkegård, men gravstedet er siden nedlagt.

Udmærkelser 1913: Glashandler Johan Franz Ronges Fond 1916 og 1917: Theophilus Hansens Legat 1925: Schwartz' Legat 1925 og 1928: Akademiets stipendium 1928: Eckersberg Medaillen 1929: Grand prix, Barcelona 1930: Zacharias Jacobsens Legat 1935: Grand prix, Bruxelles 1937: Ny Carlsbergfondets Rejselegat 1938: Emil Bissens Præmie 1945: Freunds Legat 1949: Honorary Member of the Faculty of Royal Designers for Industri, The Royal Society of Arts, London 1954: C.F. Hansen Medaillen

Kilder

Kaare Klint: "Om Undervisningen i Møbeltegning ved Kunstakademiet", Arkitektens Månedshæfte, oktober 1930. Gunnar Biilmann Petersen: "Traditionen, Naturen og Kunstneren", Arkitektens Månedshæfte, årg. 1956. Rigmor Andersen: Kaare Klint Møbler, Kunstakademiet 1979. Arne Karlsen: Dansk møbelkunst i det 20. århundrede, bind 1, Christian Ejlers' Forlag 2007. Anne-Louise Sommer: Kaare Klint, Aschehoug 2007. Gorm Harkær: ''"Kaare Klint" på klintiana.dk, 2010.

Eksterne henvisninger

Kaare Klint Galleri

Kategori:Arkitekter fra Danmark Kategori:Danskere i 1900-tallet Kategori:Ansatte ved Kunstakademiets Arkitektskole Kategori:Designere fra Danmark Kategori:Nyklassicistiske arkitekter Kategori:Personer fra København Kategori:Modtagere af Eckersberg Medaillen Kategori:Møbelarkitekter fra Danmark Kategori:Personer i Kraks Blå Bog (afdøde) Kategori:Personer i Dansk Biografisk Leksikon Kåre