thumb|Ming-dynastiet omkring år 1415. Ming-dynastiet () var det sidste kejserdynasti, 1368-1644, der havde Hankinesere som regenter. Det fulgte Yuan-dynastiet, der havde kejsere af mongolsk oprindelse, og det blev fulgt af Qing-dynastiet, der havde kejsere af manchurisk oprindelse
Karakteristik af perioden Dynastiet indledte en periode med fornyet opblomstring af den kinesiske kultur. Jernfremstillingen i Nordkina nåede op på 100.000 tons pr. år. Talrige bøger blev trykt med løse typer. Kunsthåndværket og særligt porcelænsfremstillingen nåede et kvalitetsniveau, der aldrig var set før.
Kinesiske købmænd udforskede alle kyster omkring det Indiske Ocean, og i 1433 nåede kinesiske skibe under admiral Zheng He Kap Det Gode Håb på Afrikas sydspids. Ming opbyggede en kolossal krigsflåde, hvor de største, firemastede skibe vejede 1.500 tons. Hæren kom op på en stående styrke af 1 million mand. Kina var det mest udviklede samfund i den tidlige Ming-periode.
Kejsere i Mingdynastiet thumb|Hungwu, den første kejser af Mingdynastiet 1368 – 1398 Hungwu, fødenavn: Zhu Yuanzhang 1398 – 1402 Jianwen, fødenavn: Zhu Yunwen 1402 – 1424 Yongle, fødenavn: Zhu Di 1424 – 1425 Hongxi fødenavn: Zhu Gaozhi 1425 – 1435 Xuande, fødenavn: Zhu Zhanji 1435 – 1449 og 1457 – 1464 Zhengtong, fødenavn: Zhu Qizhen 1449 – 1457 Jingtai , fødenavn: Zhu Qiyu 1464 – 1487 Chenghua, fødenavn: Zhu Jianshen 1487 – 1505 Hongzhi, fødenavn: Zhu Youtang 1505 – 1521 Zhengde, fødenavn: Zhu Houzhao 1521 – 1566 Jiajing, fødenavn: Zhu Houzong 1566 – 1572 Longqing, fødenavn: Zhu Zaihou 1572 – 1620 Wanli, fødenavn: Zhu Yijun 1620 Taichang, fødenavn: Zhu Changluo 1620 – 1627 Tianqi, fødenavn: Zhu Youjiao 1627 – 1644 Chongzhen, fødenavn: Zhu Youjian
Befolkning thumb|left|Værdsættele af blommer af Chen Hongshou (1598–1652) viser en kvinde, som holder en oval vifte, mens hun nyder skønheden af blommer. Detalje af rulle af silke, 125 x 48 cm.
Sinologiske historikere debatterer befolkningens størrelse under Ming-dynastiet. Den canadiske historiker Timothy Brook har påpeget, at regeringens folkeoptællinger var tvivlsomme, da betaling af skat fik mange familier til at underdrive antallet af medlemmer. Det fik også mange embedsmænd til at underdrive antallet af husstande i deres jurisdiktion. Børn var ofte underrapporterede, specielt piger, hvilket ses af de skæve befolkningsstatistikker under hele Ming-dynastiet. Selv antallet af voksne kvinder var underrapporteret; for eksempel rapporterede præfekturet det nordlige Zhílì 378.167 mænd og 226.982 kvinder i 1503.
Regeringen prøvede at revidere befolkningstallene ved at vurdere efter det forventede gennemsnit af antallet af mennesker i hver husholdning, men dette løste ikke det udbredte problem med unddragelse fra skatteregistrering. Noget af ubalancen mellem kønnene kan skyldes drab på småpiger. Denne praksis er veldokumenteret i Kina og går 2.000 år tilbage. Den blev beskrevet som «tøjlesløs» og «praktiseret af næsten hver familie» af samtidige forfattere. De dramatiske skæve kønstal, som i mange kommuner overgik 2:1 i 1586, kan alligevel ikke forklares ved børnedrab alene.
Folketællingen i 1381 viste 59.873.305 mennesker; tilliden til dette tal faldt betydeligt, da regeringen opdagede, at omkring 3 millioner mennesker manglede ved skattetællingen i 1391. Det at underrapportere antallet af mennesker blev defineret som en grov kriminalitet i 1381, og Hongwu prøvede at påtvinge befolkningen et stavnsbånd. Behovet for at overleve tvang allikevel mange til afstå fra skatteregistrering og forlade deres region. Regeringen prøvede at dæmpe skævheden i folketællingen ved at operere med sit eget konservative skøn på 60.545.812 mennesker i 1393. I sine Studies on the Population of China fra 1959 foreslog Ho Ping-ti at revidere tallene for 1393 til 65 millioner mennesker, fordi store områder i Nordkina og i grænseområderne ikke var med i folketællingen.
Yuan-dynastiets fald
Før Ming-dynastiet var Kina regeret af det mongolsk ledede Yuan-dynasti (1271–1368), også kaldet «det mongolske dynasti». Det er hævdet af enkelte historikere, at Yuan-dynastiets fald blev udløst af mongolernes institutionelle etniske diskriminering af hankineserne. Andre historikere har afvist denne forklaring eller nuanceret billedet ved at pege på andre mulige årsager. En anden faktor, som kan have spillet ind, var, at overbeskattede områder blev ramt af en kraftig inflation. Papirpenge blev sat i omløb i alt for store mængder, og i løbet af Yuan-kejseren Ukhaantu Khans regeringstid (1333-1370) med den posthume titel Shùndì (順帝) var inflationen tidoblet.
En anden vigtig faktor var, at mongolerne havde misligholdt jordbruget: Langs den gule flod havde de forsømt vedligeholdelsen af kanaler og diger, kunstvandingsprojekter var opgivet, og resultatet blev store oversvømmelser. Mod slutningen af Yuan-tiden rådede der derfor kaotiske tilstande i jordbruget. Da flere hundrede tusinde bønder blev udkommanderede til at reparere digerne langs den gule flod, udbrød der oprør mod de mongolske herskere.
Hvorom alt er, kom det til et hankinesisk oprør mod Yuan-dynastiet, som drev mongolerne tilbage til de mongolske stepper.
Mange hankinesere gjorde oprør, og efterhånden udkrystalliserede det sig en ledergruppe, De røde turbaner, ledet af Zhu Yuanzhang. De blev hjulpet af et gammelt, hemmeligt selskab af intellektuelle, sommerpaladsfolket. Oprøret lykkedes, og Ming-dynastiet blev etableret i Nanjing i 1368.
Zhu Yuanzhang tog navnet Hongwu som sit herskernavn. Ming-dynastiets kejsere tilhørte alle slægten Zhu.
De første kejsere lægger grundlaget for Ming-Kina
Hongwu-kejserens tid (1368–1398)
Det nye dynastis første hersker havde begyndt livet som novice i et buddhistisk kloster, sendt dertil af sine fattige forældre. Han regerede Kina fra 1368 til 1398 og huskes både for sin storslagne statsbygning, sine reformer og for sine despotiske metoder: under to udrensninger i administrationen lod han omkring 10.000 lærde og deres familier dræbe. Han fik Kina på fode igen efter Yuan-styrets sammenbrud.
thumb|Zhu Yuanzhang, Hongwu-kejseren, mod slutningen af sin regeringstid (1368–1398).
Historikere anser Hongwu for en af Kinas største kejsere. I hans regeringstid var det den økonomiske genopbygning, som stod i fokus. Det skete særligt indenfor jordbruget, thi Hongwu delte den konfucianske modvilje mod handelsvirksomhed. Den første Ming-kejser lagde også grundlaget for et ganske stabilt statsapparat, som med marginale justeringer blev bevaret til 1911.
Fra første stund gik han ind for landreform til gunst for småbønderne. Det skete ikke bare ved konfiskationer og fordeling af jord men i høj grad også ved landnam. En vigtig motivation var hans omsorg for de fattigste i det kinesiske samfund; de skulle sættes i stand til at ernære sig selv og deres familier. For eksempel blev der i 1370 udstedt en forordning om, at der skulle gives agerland i Hunan og Anhui til enhver landløs, myndig bondesøn. Denne forordning var udformet, så grådige spekulanter ikke kunne sikre sig jord på anden hånd; det var forordnet således, at ejendommene ikke kunne overføres til andre.
I hans regeringstid blev det ved edikt bestemt, at den, som tog uopdyrket mark i brug for at drive jordbrug, kunne få lov til at beholde den og ikke ville blive beskattet af den. Folket tog imod dette tiltag med stor begejstring. Der blev udført talrige opdyrkings- og kunstvandingsprojekter, som udvidede jordbrugsarealet i landet betydeligt. Indtægterne fra kornskatten blev tredoblet på seks år. Man anslår, at der i 20 år blev plantet omkring en milliard træer som frugttræer, træ til flådens skibe og morbærtræ til silkeormen.
Hongwu opbyggede en mægtig hær organiseret efter et militært system, der kendes som wei-so-systemet, og som var beslægtet med Tang-dynastiets fu-ping-system. Målsætningen var at bevare hæren slagkraftig, men samtidig at modvirke stærke bånd mellem officerer og soldater.
Hongwu-kejserens politik på dette område havde meget af sin baggrund i, at han selv kom fra en bondefamilie, og at han bekendt med de trange kår og den uretfærdighed, som landbefolkningen måtte lide under. Embedsværket var mange steder korrupt, hvilket også gav sig udslag i, at de rige ved bestikkelser fik overført deres egen skattebyrde til de fattige bønder, de udbyttede. For at standse sådanne urimeligheder instituerede Hongwu-kejseren to meget vigtige systemer: De gule fortegnelser og fiskeskælfortegnelserne.
I 1372 forordnet Hongwu-kejseren en generel amnesti for alle uskyldige, som var blevet slaveri, da det mongolske Yuan-dynastiet gik på hæld. 14 år efter bød han sit embedsværk at løskøbe børn i Hunan-provinsen, hvis forældre havde solgt dem som slaver under en hungersnød.
Kejseren reformerede også bureaukratiet. Disse reformer brød med det relativt liberale Song-dynastis stil og trak i mere absolutistisk retning. I 1380 kom den første store udrensning, og resultatet af den var, at al magt fra da blev koncentreret i kejserens hånd. Det indebar, at alle regeringsministerierne blev direkte underlagt kejseren (i modsætning til et kejserlig sekretariat). I årene 1385 til 1390 gentog Hongwu oprensningsprocessen.
Afvigende opfattelser fik ikke nogen chance til at komme til udtryk; mod slutningen af sin regeringstid havde Hongwu organiseret et netværk af hemmelige embedsmænd og et slags hemmelig politi (stiftet i 1382: Garden med brokadeklæderne).
Kejseren klarede også at udvide det kinesiske magtområde med militærmagt. Han invaderede de nordøstlige dele af Yunan (som den gang var betragtet som et eget land og som fremdeles var regeret af en mongolsk fyrste) og tog kontrol over de nordøstlige dele. Ellers var hans udenrigspolitik præget af udstrakt diplomatisk aktivitet. Mange omliggende kyststater var interesserede i handelsrettigheder i Kina. Dersom deres herskere betalte tribut til kejseren og således implicit til en vis grad anerkendte Kinas overhøjhed, blev koncessioner givet. Blandt de lande, som således søgte om koncessioner, var Annam, Champa, Cambodja, Siam, Cochin, San Fo-qi, Java, Japan, Ryukyu, Brunei og Korea.
Jianwen-kejserens tid (1398–1402)
Den kejser, som tog navnet Jianwen (og oprindelig hed Zhu Yunwen, født 5. december 1377), var søn af kronprins Zhu Bao, den som egentlig var tænkt som Homgwu-kejserens efterfølger. Men da Zhu Bao døde i 1392, måtte Hongwu tænke om. Han forbigik da Zhu Baos lillebroder, Zhu Di.
Jianwen-kejserdømmet blev meget kortvarig (1398–1402). Da han besteg kejsertronen, var han fortsat ung og uerfaren og blev stærkt afhængig af sine rådgivere. I 1402 formåede Zhu Di alligevel at bringe sig til magten ved et borgerkrigslignede kup. Foranledningen var Jianwens og rådgivernes fremstød for at beskære de øvrige Ming-prinsers privilegier og indtægter. Jiamwen døde i Nanjing under paladsbranden, som blev antændt under kuppet. Også hans støtter og rådgivere (senere kendt som de de fire martyrer) blev dræbte af efterfølgeren. Han sørgede også for systematisk at slette alle spor efter Jianwen-kejseren, som heller ikke blev givet noget posthumt tempelnavn før flere generationer senere.
Yongle-kejserens tid (1402–1424)
I 1370 havde Hongwu indrettet kejserlige fyrstedømmer nær Kinas ydergrænser for sine sønner. Den, som efter Jianwen-mellemspillet skulle overtage, Zhu Di, var da som tiårig blevet fyrste af staten Yan. Denne stat lå i nord og havde som regeringssæde den gamle Yuan-hovedstad Dadu (som nu blev kaldt Beiping – «den nordlige fred»). Drengen blev så givet en opdragelse, som skulle sætte ham i stand til at overtage landets højeste embede. thumb|Yongle-kejseren (1402–1424).
Da han tiltrådte som Ming-kejser, tog han epokenavnet Yongle, og i hans tid fortsatte konsolideringen af kinesisk magt. Faktisk regnes han som en endnu mere fremragende kejser end Hongwu.