Zetland er en dansksproget medlemsbaseret digital avis med base i København, som dagligt udgiver to-fire længere journalistiske historier samt et nyhedsoverblik. Zetland blev grundlagt i 2012 af journalisterne Lea Korsgaard, Jakob Moll, Silke Bock og Hakon Mosbech. Mediet har siden september 2025 primært været ejet af den svenske mediekoncern Bonnier.

Navnet, som er betegnelsen for en hybrid mellem en zebra og en shetlandspony, valgtes, fordi Zetland betragter sig selv som et hybridmedie.

Ida Ebbensgaard var kortvarigt chefredaktør fra oktober 2021 til 2022, hvor hun overtog efter Lea Korsgaard, som blev arbejdende bestyrelsesformand.. Derefter blev Lea Korsgaard chefredaktør igen.

Historie Oprindelig var Zetland et digitalt forlag, som udgav journalistiske fortællinger i novellelængde, kaldet singler. I marts 2016 relancerede Zetland sig selv som en daglig, digital avis, med støtte fra Innovationspuljen. Forinden havde man afholdt en crowdfunding, hvor man indsamlede 530.000 kr. Desuden rejste man 8 milloner kroner fra private investorer. Konceptet fik en blandet modtagelse af de etablerede danske aviser.

I 2017 begyndte Zetlands journalister at læse deres artikler op og udgive dem som lydfiler. Lyd blev hurtigt Zetlands mest populære platform, og over 60 procent af medlemmerne foretrak i 2018 at lytte til artiklerne. Per april 2018 havde Zetland over 10.000 betalende medlemmer og modtog desuden et årligt millionbeløb i mediestøtte. Daværende chefredaktør Lea Korsgaard har udtalt, at væksten blandt andet skyldes den medlemsbaserede model samt de få daglige artikler, der gør det muligt at "færdiggøre" Zetland hver dag. Desuden har hun fremhævet Zetlands ambition om at være ikke alene et medie, men en teknologivirksomhed, som afgørende. I foråret 2019 offentliggjorde Zetland, at mediet havde solgt sin platformsteknologi, der integrerer lyd og skrift, til det svenske Vi Medier.

I september 2025 købte den svenske mediekoncern Bonnier størstedelen af Zetland. På det tidspunkt havde Zetland ifølge DR 70.000 medlemmer, dvs. abonnenter, der betalte for mediets indhold. Bonnier fremhævede ved købet især Zetlands evne til at kunne tiltrække unge kunder.Svensk koncern køber størstedelen af mediet Zetland. Nyhed på dr.dk 30. september 2025. Den hidtidige ledelse i Zetland, administrerende direktør Tav Klitgaard samt Lea Korsgaard, Jakob Moll og Sebastian Winther fortsatte som medejere.Svensk mediekoncern køber Zetland - vil udvide uden for Danmark. Artikel på berlingske.dk 30. september 2025.

Priser Zetland har vundet flere priser for sit design. Både i 2017 og 2018 vandt de den digitale hovedpris ved "Nordens Bedste Nyhedsdesign", og i 2019 blev de nomineret i kategorien bedste mobilapp ved samme prisuddeling. Zetland har desuden vundet Saxos Innovationspris (2012), "Den Lille Publicistpris" (2015) samt Buketten fra KLF, Kirke & Medier (2018) "Buketten går til Zetland, som udfordrer medieforbruget", kfl.dk, 19. november 2018, hentet 3. september 2020. Lea Korsgaard modtog i 2016 prisen som Årets Redaktør.

Referencer

Eksterne henvisninger

Kategori:Netaviser fra Danmark Kategori:Etableret i 2012 Kategori:Medievirksomheder i Danmark