Månen er Jordens eneste måne og den femtestørste naturlige satellit i solsystemet. Dens størrelse i forhold til Jorden gør den til den relativt største måne i solsystemet, som omkredser en planet. Man regner med, at Månen er dannet som resultat af et gigantisk sammenstød mellem den unge Jord og en mindre planet kaldet Theia for 4,51 milliarder år siden. thumb|Dette billede med øget farvemætning viser afvigende kemiske sammensætninger af materialet på måneoverfladen i områder, der ser ens ud for det blotte øje. Brunlige nuancer skyldes et øget indhold af jernoxid og blålige nuancer skyldes et øget indhold af titanoxid. Jern- og titanoxidmineraler forekommer typisk i maria-basalten, men ikke i terra-områdernes feldspatrige bjergarter. Den gennemsnitlige afstand mellem centrum af Jorden og af Månen er 384.405 km, hvilket er omkring tredive gange Jordens diameter. Månens diameter er 3.474 km, lidt over en fjerdedel af Jordens. Det betyder, at Månens rumfang er omkring 2 procent af Jordens. Tyngdeaccelerationen på Månens overflade er kun omkring 17 procent af Jordens; det skyldes både at Månen er væsentligt mindre og at den har en væsentligt mindre massefylde end Jorden (3,3 g/cm3 mod Jordens 5,5 g/cm3). Månen foretager et helt kredsløb om Jorden for hver 27,3 døgn (den sideriske omløbstid), og de periodiske variationer i Jord-Måne-Sol-systemets geometri medfører, at Månen har faser, som gentager sig for hver 29,5 døgn (den synodiske omløbstid).
Månen er det eneste himmellegeme, som mennesker er rejst til og har landet på. Det første menneskeskabte objekt, som undslap Jordens tyngdekraft og passerede nær Månen, var Sovjetunionens rumsonde Luna 1. Det første kunstige objekt, som ramte Månens overflade var Luna 2, og de første fotografier af den normalt skjulte bagside af Månen blev optaget af Luna 3, alle tre begivenheder i 1959. Den første rumsonde, som foretog en blød landing på Månen var Luna 9, og den første ubemandede sonde, som gik i kredsløb om Månen var Luna 10, begge de sidstnævnte i 1966. USAs Apollo-program har stået for de eneste bemandede missioner, som har været gennemført indtil nu, idet der blev foretaget seks månelandinger mellem 1969 og 1972. Det første menneske, som satte sin fod på Månen, var Neil Armstrong i 1969. Udforskning af Månen foretaget af mennesker ophørte med afslutningen af Apollo-programmet, men flere lande har offentliggjort mere eller mindre realistiske planer om at sende mennesker til Månen. Blandt andet har Kina annonceret at kinesere vil gå på Månen i år 2024. Derudover har mange planer om ubemandede landinger på Månen, herunder deltagere i Googles Lunar X Prize.
Månens astronomiske symbol 20px er billedet af den aftagende måne, set fra den nordlige halvkugle.
Navn og etymologi Månen har intet andet formelt navn, selv om den en gang imellem betegnes som Luna (latin for måne) for at adskille den fra typebetegnelsen "måne". Månen betegnes desuden som Jordens drabant.
Ordet måne er et germansk ord, beslægtet med det latinske mensis, og dette er igen afledt af den indoeuropæiske rod me-, som genkendes i ord som menstruation. Fra måne er afledt ord som måned og mandag (månedag). På romanske sprog er mandag tilsvarende opkaldt efter luna, eksempelvis betyder lundi mandag på fransk. Efter at Galilei i 1610 opdagede fire jupitermåner og Huygens i 1655 opdagede en måne om Saturn blev ordet "måne" i 1665 udvidet til også at dække andre planeters naturlige drabanter. Fra det græske ord for Månen, Σελήνη, benyttes præfikset seleno- eller suffikset -selene ved sammensatte ord, der refererer til Månen, fx selenologi og selenografi; navnet på grundstoffet selen kommer også derfra. Det græske ord for måne henviser til månegudinden Selene i den græske mytologi.
Troen på Månens særlige betydning for menneskesindet lever videre i eksempelvis det engelske ord for tosse, lunatic, samt det danske ord for sindstilstand "lune".
Måneguder og månedgudinder og mytologiske væsner knyttet til Månen Sumererne – Nanna Babylonien – Sin Fønikerne – Yarkhibol Egypterne – Iah Græske bystater – Hekate & Selene Romerriget – Luna Præ-islamisk Arabien – Hilāl Grønland – Aningaaq (månemanden)
Omløb og rotation Tilsyneladende bevægelse I forhold til fiksstjernerne kredser Månen om Jorden i løbet af 27 døgn, 7 timer og 43,7 minutter (et siderisk omløb) i retningen fra vest mod øst i samme omdrejningsretning, som Jorden drejer om sin rotationsakse. Set fra Jorden gennemfører den på grund af Jordens meget hurtigere rotation et tilsyneladende kredsløb på en dag, som det også gælder for Solen og fiksstjernerne. I forhold til jordoverfladen kredser den i modsat retning af den, som den følger i forhold til fiksstjernerne, hvorfor Månens opgang (som det også gælder disse) sker i øst og dens nedgang i vest. Eftersom Månens banebevægelse og Jordens rotation begge sker imod urviserens retning, flytter Månen sig ca. 12 grader længere mod øst hver dag, så et tilsyneladende jordomløb i gennemsnit varer 50 minutter længere end 24 timer, hvilket viser sig ved, at Månen hver dag står knapt en time senere op.
Jordens kredsløb om Solen betyder, at det tager længere tid end den sideriske periode, før Månen når samme fase i forhold til Jorden. Dette tidsrum er omkring 29,5 døgn (dens synodiske omløbstid).
I modsætning til de fleste måner omkring andre planeter kredser Månen nær ekliptika og ikke i Jordens ækvatorplan. Derfor forløber Månens og Solens tilsyneladende baner tæt ved hinanden. For en betragter på den nordlige halvkugle mere end 5,2° nordligere end den nordlige vendekreds står både Månen og Solen i deres højeste banepunkter (deres kulmination) i syd, mens de for en betragter på den sydlige halvkugle mere end 5,2° sydligere end den sydlige vendekreds står i nord. Set fra en sådan sydlig position synes overfladestrukturerne på Månen at stå på hovedet i forhold til betragtning fra den nordlige halvkugle. I nærheden af ækvator, mellem vendekredsene, ses Månen to gange om måneden i zenit, altså lodret over jordoverfladen.
Omløbsbane
thumb|Størrelsessammenligning mellem Jorden (12.756 km i diameter) og Månen (3.476 km i diameter). Fotomontage med korrekt størrelsesforhold; afstanden mellem dem er dog 30 jorddiametre. Månen er den største måne i solsystemet i forhold til den planet, den kredser om, idet dens diameter er en fjerdedel af Jordens og dens masse 1/81 af Jordens (månen Charon er større i forhold til Pluto, der imidlertid er en dværgplanet). På grund heraf, og fordi Solens gravitationsvirkning på dem er sammenlignelig med deres gensidige påvirkning, betragtes Jorden og Månen af nogle som et dobbeltplanetsystem snarere end et Jord-Måne-system. Kritikere af denne opfattelse peger dog på, at de to legemers fælles tyngdepunkt, dobbeltsystemets barycenter, befinder sig i Jordens indre, ca. 4.700 kilometer fra dens centrum, og at Månens overflade er mindre end 1/10 af Jordens og kun svarer til omkring en fjerdedel af Jordens kontinenter (eller omtrent af størrelse som Rusland, Canada og USA tilsammen).
Månens bane om Jorden er tæt på at være en cirkel. Dens største og mindste afstand til Jorden afviger kun med 5,5 procent fra middelværdien. Banen er dog med god tilnærmelse en ellipse med en numerisk excentricitet på 0,055. Middelafstanden for Månens tyngdepunkt fra Jordens tyngdepunkt – dvs. den halve storakse – er 384.400 kilometer. Banepunktet nærmest Jorden, perigæum, ligger i en gennemsnitlig afstand på 363.200 km, mens det fjerneste banepunkt, apogæum gennemsnitligt ligger i en afstand på 405.500 km. Månens passager af Jordens baneplan, ekliptika, kaldes måneknuderne, således at den opstigende knude er passagen til den nordlige og den nedstigende knude passagen til den sydlige himmelhalvdel.
Månen følger Jorden i et fælles omløb om Solen i en fælles, elliptisk bane. Tyngdevariationer under denne bevægelse fører sammen med små baneforstyrrelser forårsaget af de andre planeter til, at Månens omløb om Jorden ikke følger en nøjagtig keplerellipse. thumb|upright=1.5|Detaljer af Jord-Måne-systemet. Foruden hver klodes radius ses systemets barycenter. Fotografi fra NASA og data fra NASAs faktaside. Planeter er ikke kugler, og kredsløb sker ikke i cirkler, så tallene er kun vejledende. Månens kredsløbsplan præcesserer omkring Jorden i en cyklus på 18,6 år. Dens akse er fastlagt ifølge Cassinis tredje lov.
Månebanens punkt nærmest Jorden (i forhold til fiksstjernerne) nås ikke nøjagtigt efter et omløb. Derved opstår der en periheldrejning, så perigæum går en gang rundt om Jorden for hvert 8,85 år. Heller ikke to på hinanden følgende opstigende måneknuder nås i nøjagtigt samme position efter et omløb, men i stedet lidt tidligere. Måneknuderne bevæger sig derfor i løbet af 18,61 år rundt om Jorden i modsat (retrograd) retning i forhold til Månens omløbsretning. Når en passage af en måneknude falder sammen med nymåne, optræder en solformørkelse, og når en passage af en måneknude falder sammen med fuldmåne, optræder en måneformørkelse
Denne cyklus medfører desuden de såkaldte månevendinger: Stedet for Månens opgang i horisonten svinger i løbet af en måned frem og tilbage mellem et sydligst og et nordligst punkt, således som det også gælder for Solen i løbet af et år (Solens analemma). I løbet af et tidsrum på 18,61 år ændrer afstanden mellem de to yderpunkter sig. Når de to yderpunkter ligger længst fra hinanden, som det senest var tilfældet i år 2006, hedder det store månevending, og ved mindste afstand lille månevending. I den forhistoriske astronomi spillede disse månevendinger en vigtig rolle.
I 1997 blev det beskrevet at asteroiden 3753 Cruithne har et usædvanlig omløb, der giver en illusion om en usædvanlig bane omkring Jorden. Astronomer anser den dog ikke for at være endnu en måne, og dens omløb er ikke stabilt på længere sigt. Der er siden opdaget tre andre asteroider, (54509) 2000 PH5, (85770) 1998 UP1 og 2002 AA29 i omløbsbaner svarende til Cruithnes.
thumb|upright=3|center|De relative størrelser af og afstanden mellem Jorden og Månen er vist i tro skala ovenfor. Lysstrålen på illustrationen gennemløber afstanden mellem Jorden og Månen på den faktiske tid, det tager lyset at tilbagelægge den rigtige afstand, nemlig 1,255 sekunder for deres gennemsnitlige indbyrdes afstand. Illustrationen giver også indtryk af skalaforholdet i forhold til Solen, da det tager lyset godt 8 minutter at nå os derfra.
Baneperioder Varigheden af et baneomløb for Månen, måneden, kan fastlægges efter forskellige kriterier, som hver udtrykker forskellige aspekter af omløbet.
+Månens forskellige omløbstider Navn Tid i døgn Definition siderisk 27,321 661 Samme position i forhold til fiksstjernerne, set fra Jorden. synodisk 29,530 588 Samme position i forhold til Solen, set fra Jorden (Månens faser). tropisk 27,321 582 Samme position i forhold til forårspunktet (Præcession over ~26.000 år). drakonitisk 27,212 220 Tiden mellem to passager af den opstigende knude. Betydning for bestemmelse af sol- og måneformørkelser (Præcession på 6.793,5 dage = 18,5996 år). anomalistisk 27,554 550 Tiden mellem to perigæumpassager (Recession på 3.232,6 dage = 8,8504 år).
Disse værdier øges langsomt over millioner af år, eftersom Månens baneradius forøges for hvert år.
Forholdet til Jorden
Månens to sider
Månen er i synkron rotation, hvilket betyder, at den altid vender samme side mod Jorden. Tidligt i Månens historie, da Månen roterede langt hurtigere, kom "tidevandshævningen" på Månen foran linjen mellem Jorden og Månen, fordi denne ikke kunne "udligne hævningen" hurtigt nok til at holde den orienteret mod linjen til Jorden. Derved skabtes et moment, som dæmpede Månens omdrejning, og dette fortsatte, til dens omdrejningshastighed kom til at passe med jordomløbet, dvs. at hævningen kom til at ligge på linjen mellem Månen og Jorden, hvorved momentet forsvandt. Dette er et generelt fænomen, som kaldes tidevandslåsning.