Tom Belsø (født 27. august 1942 i Søborg, død 11. januar 2020) var en dansk racerkører og var den første dansker i Formel 1. Han debuterede i en Volvo PV 544 i 1962 og vandt sit første løb. Op gennem 60'erne var Belsø en af de dominerende danske kørere i standardvogne sammen med bl.a. Erik Høyer, Sven Engstrøm og Aage Buch Larsen.

I 1970 skiftede Belsø til Formel Ford og avancerede op gennem rækkerne indtil han i 1973 af Frank Williams fik tilbudt en start i Sveriges Grand Prix. Her kvalificerede han sig til start trods mange tekniske vanskeligheder. Imidlertid havde han på grund af problemerne fået trænet så lidt i bilen, at Williams besluttede, at det var bedst at lade være med at køre.

Økonomiske og tekniske problemer betød, at Belsø først fik sin egentlige Formel 1-debut i 1974 i Sydafrikas Grand Prix. Her udgik han allerede ved starten, da koblingen brændte af. Problemerne fortsatte og Belsø kom kun til at køre ét Formel 1-løb mere: Sveriges Grand Prix samme år, hvor han fuldførte og sluttede som nr. 8.

Belsø fortsatte endnu et par år som racerkører i lavere rækker. Derefter trak han sig ud af motorsport og fik senere stor succes på et helt andet felt: som producent af müsli.

Referencer

Ekstern henvisning Interview med Tom Belsø på motorsport.dk

Kategori:Formel 1-kørere fra Danmark Kategori:Personer fra Gladsaxe