Elizabeth Garrett Anderson (født 9. juni 1836, død 17. december 1917) var en engelsk læge og kvinderetsforkæmper. Hun var den første kvindelige brite, som uddannede sig til læge og kirurg. Hun var med til at grundlægge det første hospital med kun kvindelige ansatte, hun var den første kvindelige dekan på et medicinsk fakultet, den første kvinde i Storbritannien som blev valgt til en skolebestyrelse, og som blev valgt til borgmester og fredsdommer, i byen Aldeburgh i Sussex, hvor hun var vokset op. Gennem hele sit liv kæmpede Garrett Anderson for stemmeret til kvinder og for kvinders adgang til at udøve et erhverv. Barndom thumb|Newson og Louisa Garrett som gamle; fra bogen What I Remember af Elizabeths søster Millicent. Garrett blev født i Whitechapel i London som det andet af Newson og Louisa Garretts elleve børn.Manton, p. 20 Faderen kom oprindeligt fra det østlige Suffolk, hvor familien siden begyndelsen af 1600-tallet havde været ved smedefag.Manton, p. 17 Da han var færdig med skolen, tog han til London for at søge lykken. Her forelskede han sig i sin brors svigerinde, Louisa Dunnell, datter af en kromand fra Suffolk. Efter brylluppet flyttede parret ind hos en en pantelåner på Commercial Road i Whitechapel, hvor de på få år fik tre børn, døtrene Louie og Elizabeth og sønnen Dunnell Newson, som døde som spæd, til moderens store sorg.Manton, p. 22 Da Elizabeth Garrett var tre, flyttede familien til gaden Long Acre, hvor de boede i to år, fik endnu et barn, mens faderen gjorde karriere ved dels at blive bestyrer for en pantelånerbutik, dels få arbejde som sølvsmed.Manton, p. 23 Elizabeth Garretts bedstefar drev en maskinfabrik, som i 1837 ved bedstefaderens død blev overdraget til Elizabeths morbror. Selvom Elizabeths far, bror til maskinfabrikkens ny ejer, ikke havde mange penge, besluttede han som 29-årig igen at prøve lykken, ved i 1841 at flytte sin familie tilbage til Suffolk, hvor han købte en korn- og kulhandel i byen Snape. Her byggede han nu virksomheden Snape Maltings, et fint bygningskompleks til forarbejdning af maltbyg til ølbrygning.Manton, p. 25
Garrett-familien boede i et georgiansk hus over for kirken i Aldeburgh indtil 1852. Faderens maltvirksomhed voksede og flere børn kom til, nemlig Edmund (1840), Alice (1842), Agnes (1845), Millicent (1847), som blev en markant skikkelse i kampen for kvindelig valgret, Sam (1850), Josephine (1853) og George (1854). I 1850 var faderen blev en velhavende forretningsmand, og på en bakke uden for Aldeburgh byggede han landstedet Alde House. Her voksede Elizabeth Garrett op, som et "biprodukt af den industrielle revolution",Manton, p. 28 i en atmosfære af sejrrig økonomisk pionerånd, og en række af Garrett-børnene skulle komme til at præge Victoriatidens England. Elizabeth blev opmuntret til at lære lokalsamfundet bedre at kende, og imod sædvane fik hun lov at færdes på egen hånd i byen og på den nærliggende saltmarsk og strand, og den lille havn i nærheden med bådebyggere og sejlmagere.Manton, pp. 28–32
Skolegang Da der ikke var nogen skole i Aldeburgh, lærte Elizabeth Garrett at læse, skrive og regne af sin mor. Da hun var ti år, blev den kultiverede, men fattige frøken Edgeworth ansat som guvernante for Elizabeth og hendes søster, som nu tilbragte deres formiddage i skoleværelset. Om eftermiddagen stod der regelrette spadsereture på programmet, og undervisningen fortsatte ved middagsbordet, hvor guvernanten spiste med. Om natten sov guvernanten i et afskærmet hjørne af pigernes soveværelse. Elizabeth foragtede sin lærerinde og forsøgte at udmanøvrere hende i timerne.Manton, pp. 32–33 Da Elizabeth var 13 og hendes søster Louie var 15, blev de sendt på privatskolen Boarding School for Ladies i Blackheath i London, som blev drevet af to damer, der var i familie med digteren Robert Browning.Manton, p. 33 Der blev søstrene undervist i engelsk litteratur, samt fransk, italiensk og tysk sprog, foruden korrekt optræden.
thumb|left|Portræt af Garrett fra 1860-erne. Senere mindedes Elizabeth Garrett, hvor idiotiske lærerne havde været, selvom opholdet i Blackheath lærte hende glæden ved at læse,Manton, pp. 35-36 bl.a. Tennyson, Wordsworth, Milton, Coleridge, Trollope, Thackeray og George Eliot. Hendes væsentligste indvending mod skolen var den manglende undervisning i naturfag og matematik. De to søstre blev kendt som "de badende Garrett-piger", for deres far havde forlangt, de en gang om ugen fik et varmt bad.Manton, pp. 35–36 På skolen knyttede de begge livslange venskaber med andre elever. Da de gik ud af skolen i 1851, tog de på en kort udlandsrejse og dernæst gæstede de den første verdensudstilling, Great Exhibition i London.
Efter denne almene uddannelse tilbragte Elizabeth Garrett sine næste ni år med husligt arbejde, men brugte stadig formiddagene på at lære latin og regning, samt læste meget. Lillesøster Millicent mindedes Elizabeths ugentlige foredrag, hvor hun fortalte sine yngre søskende om aktuelle begivenheder og politik, fra Garibaldi i Italien til Macaulays fembinds Englandshistorie.Manton, p. 44 I 1854 tog Elizabeth og Louie på et længere besøg hos deres skoleveninder Jane og Anne Crow i Gateshead, og her mødte Elizabeth Emily Davies, en tidlig feminist og senere medstifter af kvindekollegiet Girton College i Cambridge. Davies skulle blive Garrett en livslang ven og fortrolig, altid parat til at komme med gode råd, når hun skulle tage vigtige beslutninger. Måske var det i English Woman's Journal, som begyndte at udkomme i 1858, at Garrett stødte på Elizabeth Blackwell, som i 1849 var blevet USAs første kvindelige læge. Da Blackwell besøgte London i 1859, tog Garrett ind til byen, hvor hendes søster Louie nu var gift og bosat. Garrett sluttede sig til Society for Promoting the Employment of Women, som organiserede Blackwells forelæsninger om "Lægegerningen som et kvindefag" og sørgede for et personligt møde mellem Garrett og Blackwell.Manton, pp. 50–52 Det hedder sig, at Garrett og Davies en aften omkring 1860 sad i Alde House ved kaminen og aftalte deres respektive karrierer inden for kvindefrigørelse: Garrett skulle åbne døren til lægeverdenen for kvinder, Davies skulle føre kvinderne ind på universiteterne, mens den da trettenårige lillesøster Millicent skulle kæmpe for kvinders stemmeret og adgang til politik.Manton, p. 72 Først modsatte Garretts far sig sin datters usædvanlige plan om at blive læge, men senere lod han sig overtale og lovede at gøre alt i sin magt, også hvad angik penge, for at støtte sin datter.Manton, pp. 73–76
Uddannelse til læge thumb|Garrett Anderson omkring 1889. Efter en række nyttesløse besøg hos førende læger i lægegaden Harley Street besluttede Garrett sig i august 1860 for at arbejde et halvt år som operationssygeplejerske på Middlesex Hospital i London.Manton, pp. 82–93 Da hun viste sig som en dygtig sygeplejerske, fik hun lov at være med til behandlingen af en ambulant patient, hendes første operation. Hun forsøgte uden held at blive optaget på hospitalets egen medicinske uddannelse, men fik lov at modtage privatundervisning af hospitalets apoteker i latin, græsk foruden farmakologi og lægevidenskabshistorie, sideløbende med arbejdet som sygeplejerske. Hun ansatte også en lærer, som tre aftener om ugen lærte hende anatomi og fysiologi, og efter en tid fik hun lov at overvære dissektioner og kemiforelæsninger. Efterhånden følte de mandlige studerende Garretts tilstedeværelse i undervisningen som en belastning, og i 1861 forelagde de skolen en henstilling om at udelukke hende fra undervisningen, på trods af skolens velvillige indstilling over for hende.Manton, pp. 104–110 Hun måtte herefter forlade Middlesex Hospital, men med sig fik hun et eksamensbevis (såkaldt honours certificate) i kemi og lægevidenskabshistorie. Garrett søgte nu om optagelse på en række forskellige lægeuddannelser, i Oxford, Cambridge, Glasgow, Edinburgh, St Andrews og Royal College of Surgeons, men alle steder fik hun afslag.Manton, pp. 114–115
Professionelt delte Garrett på denne tid skæbne med den knap så kendte Sophia Jex-Blake, som senere skulle blive Skotlands første kvindelige læge, og de betragtes begge som unikke skikkelser i den britiske lægeverden i 1800-tallet. Garretts besværlige vej mod at få sin uddannelse gik bl.a. gennem et smuthul i optagelsesreglerne til farmaceutforeningen Worshipful Society of Apothecaries. Med sit eksamensbevis i hånden blev hun i 1862 medlem af foreningen, som ifølge deres fundats ikke kunne udelukke hende fra at gå til eksamen på grund af hendes køn. Hun fortsatte kampen for sin uddannelse med privatundervisning hos en række professorer, bl.a. ved universitetet i St Andrews, Edinburgh Royal Maternity og London Hospital Medical School.
I 1865 tog hun så sin afsluttende eksamen og fik bevilling (LSA) fra apotekerforeningen til at virke som læge, som den første britiske kvinde. (Strengt taget var hun ikke den første, for kirurgen James Barry (1795-1865) var i virkeligheden en kvinde, som hele sit voksne liv foregav at være mand, for at kunne arbejde inden for lægevidenskab.) Til den afsluttende eksamen bestod tre ud af syv kandidater, og Garrett fik de højeste karakterer.Manton, pp. 162–163 Apotekerforeningen ændrede omgående deres fundats for at formene andre kvinder adgang,Manton, p. 176 hvilket betød at Sophia Jex-Blake ikke kunne gå samme vej. Ændringen fjernede nemlig muligheden for, at kvinder der havde modtaget privatundervisning kunne gå til eksamen. Først med en nye britisk lægelov i 1876 fik kvindelige læger mulighed for at opnå bevilling til at udøve deres fag.
Karriere thumb|Garrett til møde med Sorbonne-universitetets medicinske fakultet. Selvom Garrett nu havde autorisation til lægegerning fra apotekerforeningen, kunne hun som kvinde ikke få arbejde som læge på noget hospital. Derfor åbnede hun i slutningen af 1865 sin egen klinik i Upper Berkeley Street i London.Manton, pp. 167–169 I begyndelsen kom der kun få patienter, men hendes praksis voksede sig gradvist større. Efter et halvt år åbnede hun på Seymour Place en klinik til ambulant behandling, især rettet mod fattige kvinder, som her kunne få kvalificeret hjælp af en af deres eget køn. I 1865 nåede en kolera-pandemi Storbritannien, hvor sygdommen ramte både fattige og rige, og i panik glemte visse deres forudindtagethed over for kvindelige læger. Mange opsøgte klinikken på Seymour Place, kaldet St Mary's Dispensary for Women and Children,Manton, p. 173 og her behandlede Garrett det første år 3.000 ambulante patienter, som aflagde 9.300 besøg på klinikken.Manton, p. 175 Da det kom Garrett for øre, at dekanen på Sorbonne-universitetets medicinske fakultet ville tillade kvindelige medicinstuderende, lærte hun sig fransk for at kunne tage denne uddannelse, som hun efter nogen besvær fik i 1870.Pioneering Physician , BBC, Last updated: 2 January 2008
thumb|left|Karikaturtegning af Garrett fra 1872.