Døde byer kaldes ruinerne af de tidligere omkring 700 landsbylignende bosættelser fra senromersk og tidlig byzantinsk tid i det nordsyriske kalkstensmassiv, et område som på den tid kaldtes Belus. Bosættelsernes blomstringstid begyndte i 300-tallet e.Kr. og var baseret på dyrkning og salg af oliven, vin og korn. Indtægterne fra det overvejende feudalt organiserede samfund blev investeret af de græsktalende jordejere i overdådigt udførte villaer, offentlige bygninger og frem for alt i massive kalkstenskirker. De fleste af beboerne konverterede til kristendommen i løbet af 300-tallet. I de døde byers område fandt udviklingen af det syriske kirkebyggeri sted fra den enkle kirke i landsbyerne til katedralerne i byerne. I begyndelsen af 600-tallet – endnu før den arabiske erobring – begyndte den økonomiske nedgang af grunde, der endnu kun gøres formodniger om. I de to følgende århundreder blev landsbyerne gradvist forladt.
Beliggenhed Det nordsyriske kalkstensmassiv dækker et areal på ca. 5.500 km² og er omkring 140 kilometer langt fra nord til syd og 40-50 kilometer bredt fra øst til vest. Det er afgrænset mod nord af floden Afrins frugtbare sletter og mod syd af floden Nahr al-Asi (i antikken 'Orontes'). I vest er området adskilt fra bjergkæden Jebel Ansariye af den brede dal Ghab med floden Nahr al-Asi, mens det i øst gradvist går over i det store indresyriske plateau. Vejen mellem byerne Hama og Aleppo over Maarat an-Numan var allerede i den osmanniske periode en betydelig hovedvej, og den forløber i det samme landbrugsområde som gammelt syrisk bosættelsesland."... gammelt syrisk bosættelsesland" – Det tyske forlæg har: "... verläuft in der Ackerebene des syrischen Altsiedellandes". Langs denne linje ligger alle større byer. Til Syriens geografi, se evt. "Mellemøst-Information: Syrien - geografi" af Kirstine Sinclair i Den Store Danske, Gyldendal. Til udtrykket 'jebel' (bjerg). Se evt.* 'jebel' i Dansk Fremmedordbog, 2. udg., Karl Hårbøl, Jørgen Schack og Henning Spang-Hanssen (red.), 1999, Gyldendal. http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=100969* 'jebel' på Wiktionary : a mountain (especially in the Middle East or North Africa).
Geografi thumb|upright=.9|Området med de 'døde byer' i det nordvestlige Syrien med en nordlig, central og sydlig region(Se oversigtskort)
Det nordsyriske kalkstensmassiv består af et højdedrag eller bjergplateau i 400-500 meters højde – med enkelte tinder på over 800 meter – afbrudt af mellemliggende områder eller sletter (ty. Binnenebenen). Det opdeles i en nordlig, central og sydlig region. Nordlig region I den nordlige del ligger Jebel Siman (øst for vejen mellem Dar Taizzah - Basuta - Afrin) og Jebel Halaqa (ved Dar Taizzah). Mellemste region De tre centrale bjergkæder er fra vest mod øst: nord-syd løber langs floden Orontes bjergkæder i Jebel Dueili (Duwayli) og Jebel Wastani (mod syd til Jisr ash-Schugur). I midten af den centrale region er Jebel il-Ala (til Qalb Loze) med den 819 meter høje Teltita som den højeste top, og i øst den gennemsnitligt 400-500 meter høje Jebel Barischa med den 'døde by' af samme navn, Barischa. Sydlig region I den sydlige del af kalkstensmassivet ligger Jebel Zawiye (også Jebel Riha) med de højeste områder. Bjerget Nebi Aiyub (to kilometer øst for Juzif) når 937 meter her; et par kilometer mod syd ligger en anden top med en højde på 876 meter.
Det forsintrede og forkarstede bjergplateau er tyndt befolket og kan kun bruges til ekstensivt landbrug. Ud over oliven og i nogle få områder druer er det hovedsageligt hvede og byg som dyrkes i vintermånederne. I modsætning hertil er de delvis brede indlandsdale (ty. Ausräumzonen) med ofte dyb og frugtbar, mørkerød kalkstensjord ('Terra Rossa'). I den sommerlige, tørre periode er landskabet præget af farvekontrasten mellem rød jord og gråblå kalksten. Om foråret er karsthøjderne dækket af grønt græs og vilde blomster. Kalkstensmassivet er et særtræk for det vestlige Syrien. Det er dannet geologisk ud fra den nordsyriske mesa (sp. mesa, 'bord'), et taffelbjerg som er et fritliggende bjerg med plateaulignende top. Kun her viser eocæn og miocæn sig i et tektonisk forhøjet lag med 200-400 meter tyk kalksten, 'bakkekalk' ? (ty. Bankkalk Det tyske forlæg har Bankkalk som måske på dansk er 'bakkekalk' (aflejret i lag) i modsætning til 'revkalk' ? ), der falder relativt stejlt ned mod floderne Orontes og Afrin.Eugen Wirth: Syrien, eine geographische Landeskunde. Wissenschaftliche Buchgesellschaft, Darmstadt 1971, s. 374, 378 f
På trods af rigelig nedbør i vintermånederne er der ingen floder i området, og grundvandsbrønde findes kun i dalbunden. Indbyggerne i landsbyerne på bakkerne har tilpasset sig disse forhold ved siden antikken at opføre cisterner. Dengang var det bjergrige terræn ikke væsentligt mere skovklædt end det er i dag, men et kalkstenslag (ty. Kalksteinflächen) kunne tidligere have ligget over de i dag eroderede kalkstensområder. I nogle forsænkninger tillader pumpevanding af grundvandet også dyrkning af grøntsager om sommeren.
Historie "Døde byer" er et udtryk skabt af Joseph Mattern efter en rejse i slutningen af 1930'erne (fr.: 'villes mortes'). Joseph Mattern: À travers les villes mortes de Haute Syrie. Imprimerie Catholique, Beirut 1933, 2. opl. 1944 Bosættelserne blev bygget og var beboet i perioden fra 1. til 7. århundrede. Deres antal anslås forskelligt: 700 bosættelserStrube 1996, s. 2, en anden optælling kommer til 820.Abdallah Hadjar: "Das nordwestliche Kalksteinmassiv und die Kirche des Heiligen Simeon Stylites des Älteren." I: Mamoun Fansa og Beate Bollmann: Die Kunst der frühen Christen. Zeichen, Bilder und Symbole vom 4. bis 7. Jahrhundert. Landesmuseum für Natur und Mensch Oldenburg, Verlag Philipp von Zabern, Mainz, s. 62-67 De ældste bygninger er kun overleveret via indskrifter og få rester. Sassanidernes første invasion 573 i kalkstensmassivets landdistrikter under Khosrau 1. umuliggjorde ikke at bosættelserne kunne fortsætte.Beyer, s. 31 Heller ikke efter den persiske og arabiske erobring af de østlige romerske provinser i første halvdel af 600-tallet blev landsbyerne ødelagt. Der fulgte en gradvis udvandring af kristne, som varede i flere generationer; man kender dog ikke med sikkerhed begrundelsen herfor. I 700-tallet var de fleste landsbyer blevet forladt, og kun få var beboet til ind i 900-tallet.
I oldtiden kaldtes området Belus og var omgivet af de ved floden Orontes – nu: Nahr al-Asi – liggende byer Apamea og Antiokia samt i den nordlige del af Kyrrhos (Cyrrhus) og mod øst af Aleppo. Apamea var forvaltningssæde for den sydlige del (landskabet Apamene), Antiokia for den nordlige del (Antiokene). Inden for massivet kan kun tre bosættelser på det tidspunkt betragtes som byer. Den største by var al-Bara – i antikken Kapropera. Deir Seman (Telanissos) var et valfartssted eller pilgrimsby neden for Simeonsklostret, og Brad (Kaprobarada) var det administrative centrum for Antiokene i Jebel Siman, der havde sin blomstringstid i 500-tallet. Resten var større og mindre landsbyer. Men selv bosættelser med mindre end 50 huse havde en kirke (ty. Gemeindekirche) i centrum og måske endnu to kirker eller et kloster i udkanten.
Der er enkelte fund fra den hellenistiske periode, ellers daterer de tidligste arkæologiske fund sig til det 1. århundrede e.Kr. Den ældste daterede inskription går tilbage til 73/74 e.Kr. og blev fundet i Refade (plateauet Qatura ved Dar Taizzah). 35 indskrifter dateres fra 1. til 3. århundrede. De fleste af indskrifterne var på græsk, nogle var på oldsyrisk. Den ældste kristne indskrift stammer fra 326/327. Omkring midten af 300-tallet var byen Antiokia blevet overvejende kristen. I landdistrikterne er det sandsynligt at der ved slutningen af århundredet endnu var tilhængere af romerske og hellenistiske kulter. Imidlertid beordrede kejser Theodosius den Store (347-395) i slutningen af sin regeringstid at hedensk kult og tilhørende templer skulle ødelægges. Som et tegn på triumfen over den gamle tro blev kirker opført hvor templerne havde ligget.
I sidste halvdel af 200-tallet indtraf der en forringelse af husarkitekturen, som sandsynligvis havde eksterne politiske årsager. Således kunne sassanidernes erobring af Antiokia i år 256 indirekte have haft en virkning på landdistrikterne. En anden mulig forklaring er en pestepidemi, der over 15 år spredtes i alle romerske provinser. Det økonomiske opsving og udvidelsen af bosættelserne fandt sted i 300-tallet. Blomstringstiden, som de fleste bevarede bygningrester stammer fra, var fra 4. til 7. århundrede.Strube 1996, s. 2, 5, 24, 30-31
Forskningshistorie Mange af byernes gode bevaringsstand udløste forbløffelse ved deres genopdagelse i 1800-tallet. "Et kristent Pompeji" kaldte således i 1903 den amerikanske teolog Thomas Joseph Shanan et kapitel i sin beskrivelse af den tidlige kristendom.Thomas Joseph Shanan: The Beginnings of Christianity. Benziger Brothers, New York 1903, s. 265-309 (Kapitel: A Christian Pompeii) Online hos Archive.org
De første videnskabelige undersøgelser af ruinbyerne i 1860'erne blev ledet af Charles-Jean-Melchior de Vogüé, senere fransk ambassadør i Konstantinopel. De blev udgivet fra 1865 til 1877 med tegninger af arkitekt Edmond Duthoit. 1899-1900 foretog Howard Crosby Butler under en ekspedition på vegne af Princeton University en detaljeret indsamling af materiale, der blev offentliggjort 1903. Et resumé af hans videre rejser i 1905 og 1909 blev udgivet posthumt i 1929. Arkitekten Georges Tchalenko restaurerede fra 1935 Simeonsklostret og offentliggjorde 1953-1958 i Paris "Villages antiques de la Syrie du Nord I–III", hvor han præsenterede en historisk udvikling af bosættelserne som en monokultur baseret på oliven. I 1970'erne og 1980'erne udførte det franske arkæologiske institut i Damaskus udgravninger. Under ledelse af George Tate og Jean-Pierre Sodini blev der udført udgravninger i Dehes og efterfølgende undersøgelser på yderligere 45 lokaliteter. Tate udvalgte som eksempel Dheses, en stor bosættelse uden specielle forhold for at undersøge de sociale og økonomiske forhold i de døde byer.
Christine Strube arbejdede fra 1977 til 1993 med arkitektur og bygningsdekoration og kunne ved stilsammenligninger fastlægge en præcisere datering af kirkebygningerne.
Bedriftsformer og indkomstkilder i antikken
Hundredvis af oliepresser har overlevet fra den tidlige byzantinske periode. Olivenlunde blev skabt i monokultur og var livsgrundlaget i landsbyerne. Høstudbyttet blev overdraget til handelskaravaner eller solgt i de nærmeste byer. I mindre grad dyrkede landsbyboerne også vin, i det mindste på Jebel Zawiye i syd. Korn og grøntsager kunne dyrkes på sletterne, som nogle indskrifter viser. Stentrug til kvæg er fundet bevaret i mange huse og tyder på husdyrhold: køer, får og heste. En anden indtægtskilde var deltagelse i fjernhandel for de steder der lå mellem Orontes-dalen og det østlige indland. Især i den nordlige del blev pilgrimsturisme i 400-tallet af økonomisk betydning for mange kirker og klostre.
Indbyggerne var jordejere, forpagtere og ansatte i landbruget. Feudalherrerne levede ofte i byen, og deres landejendomme (epoikia) lå hovedsageligt i nærheden af de store byer og blev drevet af afhængige bønder. I modsætning hertil var komai landsbyer der snarere lå i baglandet, og hvor jorden blev drevet af frie bønder, der betalte skat.Aphrodite Kamara: "Die 'Toten Städte' in Nordsyrien." I: Mamoun Fansa, Beate Bollmann: Die Kunst der frühen Christen in Syrien. Zeichen, Bilder und Symbole vom 4. bis 7. Jahrhundert. Verlag Philipp von Zabern, Mainz 2008, s. 39-46 Om komai, græske landsbyer, se evt. :en:Greeks_in_Syria#Hellenistic_Age der har lidt om komai : "...and Greek villages (komai) which the Seleucids planted throughout the empire to cement their rule."