thumb|upright=1.5|En russisk oppustelig attrap af et S-300 Luftforsvarssystem.
Maskirovka (kyrillisk: маскировка, dansk: sløring) er en russisk militærdoktrin udviklet i starten af det 20. århundrede og løbende videreudviklet lige siden. Doktrinen dækker over militære vildledningsteknikker fra sløring til misinformationer på politisk niveau.
Teknikkerne inkluderer skjul, imitation med attrapper, falske troppebevægelser og misinformation. Den sovjetiske militærencyklopædi fra 1944 refererer til "måder at sikre kampoperationerne og en styrkes daglige aktiviteter, ved hjælp af forskellige mekanismer der skal forvirre, vildlede fjenden omkring venlige styrkers tilstedeværelse i et område og disses opbygning..." Senere versioner af doktrinen inkluderer også strategiske, politiske og diplomatiske manipulationer af "fakta", situationer og opfattelser med det formål at påvirke medierne og offentligheden for på denne måde at opnå eller tilvejebringe sine egne taktiske, strategiske, nationale eller internationale mål.
Vildledningsmanøvrer var en betydelig medvirkende grund til store sovjetiske sejre, såsom slaget ved Stalingrad, slaget ved Kursk og operation Bagration (i Hviderusland): I disse tilfælde opnåede man et overraskelsesmoment på trods af massive styrkeopbygninger på begge sider. Doktrinen har også været benyttet i fredstid, blandt andet i forbindelse med Cubakrisen, foråret i Prag og Krimkrisen.
Doktrinens udvikling Den russiske Maskirovka-doktrin er blevet udviklet over tid og det har flere implicitte betydninger. Det russiske ord маскировка (maskirovka) betyder bogstavligt talt sløring. Betydningen af ordet begyndte hurtigt at sprede sig fra eksempelvis at dække over at benytte røg til at sløre kamppladsen og andre metoder til at skjule manøvrer. Derfra begyndte det at dække over generel militær vildledning,
Fortilfælde til Maskirovka Kendte historiske fortilfælde strækker sig tilbage til længe før Sovjetunionen. Under Sengoku-æraen i Japan, skulle en daimyo ved navn Takeda Shingen (1521–1573) være i stand til at blive næsten uovervindelig i alle slag uden at være afhængig af skydevåben, da han var en ivrig læser af Sun Tzus Krigskunsten. Bogen inspirerede endda hans fane, Fūrinkazan" (Vind, skov, ild og bjerg), i betydningen hurtig som vinden, stille som skoven, vild som ilden og fast som bjerget. Vildledningsstrategien fra Krigskunsten skulle efter sigende være indgående studeret og flittigt brugt af KGB: "Jeg vil tvinge fjenden til at antage vores styrke er vores svaghed og vores svaghed er vores styrke og på den måde ændre hans styrke til svaghed".
Før 2. verdenskrig Den russiske hær havde en Maskirovka-skole der var aktiv frem til 1929. Maskirovka blev udviklet som en decideret militærdoktrin i løbet af 1920'erne. I 1924 udstedtes et overkommandodirektiv som kundgjorde at operativ maskirovka skulle, ifølge historikeren David Glantz, "være fokuseret på principperne af aktivitet, naturlighed, mangfoldighed, kontinuitet og skulle være baseret på hemmeligholdelse, imitationer, demonstrative hændelser og misinformation." Den Røde Hærs feltmanual fra 1929 beskriver hvordan overraskelse kan have en voldsom effekt på fjenden. Af denne grund bør alle troppemanøvrer udføres med den størst mulige hastighed og hemmeligholdelse." Hemmeligholdelsen af bevægelser skulle foretages ved hjælp af sløring, terrænet, hastighed, natte- og tågetransporter. I løbet af 1920'erne blev operativ Maskirovka udviklet og blev hurtig en af de vigtigste måder at skabe et overraskelsesmoment i felten" I løbet af 1930'erne placeredes yderligere fokus på Maskirovka. Man fokuserede på luftoverlegenhed, styrkernes hastighed og mobilitet, sløring, hemmeligholdelse af operative planer, vildledninger af fjenden, nattemanøvrer og brug af røg på kamppladsen. I 1939 da Sovjetunionen invaderede Finland og dermed startede Vinterkrigen bar de sovjetiske styrker hvide uniformer for at falde i et med sneen.
Konceptet i 1944 thumb|Tidlig implementering: Soldater fra den røde hær i vintersløring nær Moskva, december 1941. RIA Novosti billede nr. 284
I 1944 definerede man fra sovjetisk side maskirovka som en egenskab der skal sikre egne styrker og deres rutineaktiviteter mod fjenden ved at forhindre at fjenden får indsigt i egne styrkers placering, kampberedskab, sammensætning og opgaver. Den sovjetiske holdning var at Maskirovka havde en afgørende betydning for at opnå overraskelsesmomentet og opretholde kampstyrken.
Konceptet i 1978 I 1978 var den sovjetiske definition af Maskirovka meget lig den fra 1944, men med øget fokus på det strategiske niveau og eksplicit involverede et politisk, økonomisk og diplomatisk niveau foruden de militære mål;
Den moderne doktrin thumb|right|En teori omkring de forskellige lag og niveauer af sovjetisk Maskirovka af Charles Smith; skemaet er ikke en russisk inddeling.
Maskirovka er forskellig fra to andre lignende russiske begreber. Khitrost er en feltherres personlige talent for snuhed og list som en del af hans militære virke, hvorimod Maskirovka bliver organiseret på et strategisk niveau og er ikke tillagt en personlig egenskab. Michael Handel minder om i forordet i sin bog at Sun Tzu i "Krigskunsten" skriver at vildledning er normalt og en nødvendig del af krigsførelse. Slutmålet for Maskirovka er dog overraskelse, vnezapnost', så disse to begreber er tæt forbundne.
Militæranalytikeren William Connor fortæller at begrebet Maskirovka dækker over meget mere end blot sløring og vildledning. Maskirovka dækker over et forsøg på at kontrollere fjendens handlinger og påvirke ham i den retning man ønsker. For så vidt angår Operation Bagration i 1944, argumenterer Connor for at den russiske Maskirovka-doktrin allerede inkluderede alle tre ovenstående aspekter. Forståelsen for Maskirovka udviklede sig både praktisk og doktrinært i Sovjetunionen til at omfatte strategiske, politiske og diplomatiske mål, med andre ord, altså på alle niveauer og områder. Denne forståelse er forskellig fra vestlige vildledningsdoktriner og propaganda som primært fokuserer på umiddelbare pragmatiske løsninger. Ifølge analytiskeren James Hansen, bliver Maskirovka betragtet som "en operativ kunstform der skal finpudses af eksperter i militære studier og officerer med speciale på området". I 2015 beskrev Julian Lindley-French strategisk Maskirovka som Moskvas nye "ambitionsniveau" der har til mål at destabilisere Vesten både politisk og militært.
Rent efterretningsteknisk, svarer den russiske Maskirovka-doktrin cirka til det vestlige "denial and deception-princip". United States Army's oversigt over sovjetiske militære termer fra 1955 definerer Maskirovka som "sløring, skjul og forklædning." Den Internationale Efterretningsordbog fra 1990 definerer det som GRUs begreb for vildledning. Robert Pringles Historical Dictionary of Russian and Soviet Intelligence definerer det som strategisk vildledning. Scott Gerwehrs The Art of Darkness sammenfatter det som vildledning og Operationssikkerhed. Historikeren Tom Cubbage bemærker at Sovjetunionen har været enormt dygtige til militære vildledningsteknikker, og uagtet hvad man synes i USA, benytter man disse teknikker i både krigs- og fredstid.
I sit omfattende studie, Sovjetisk militærvildledning under 2. verdenskrig, definerer Glantz tre hovedpunkter for den russiske doktrin: Aktiv og passiv vildledning samt overraskelsesmomentet. På den sovjetiske side var vildledning en fast bestanddel af alle former for krigsførelse. At man fra samme side anså krig som en forlængelse af politik betød at vildledning kunne, og skulle overvejes i den politiske sfære hvis det skulle være effektivt.
Begreber I 1988 analyserede Charles Smith den sovjetiske doktrin hvor han kaldte det "en række processer designet til at vildlede, forvirre og sløre efterretninger vedrørende sovjetiske planer, mål, styrker og svagheder.".
+ De forskellige tiltag i russisk Maskirovka Navn Russisk navn Modsvarende dansk begreb Teknik og eksempler Skjul Skrytie / Скрытые Sløring Markiser, røgskærme, sløringsnet, radiotavshed (eksempelvis konstruktion af kampvogne i en bilfabrik) Imitation Imitatjija / Имитация Imitation Oppustelige kampvognsatrapper med radarreflektorer, snydebro skabt ved hjælp af flydende radarflektorer Simulation Simuljatsija / Симуляция Simulation Radioskinudsendelser, attrapartilleribatteri med simuleret støj og røg. Benægtelse Otritsanie / Отрицание Benægtelse Højt specialiserede enheder forklædt som lokale militser med umærkede uniformer og lokalt eller generisk udstyr. Politisk benægtelse af involvering Disinformation Desinformatsija / Дезинформация Desinformation Falske breve; usande informationer til medierne, upræcise kort, falske ordrer og ordrer med falske datoer. Vildledende manøvrer Demonstrativnyje manevry / Демонстративные маневры Vildledning Falske spor, mindre angreb der kan lokke fjenden væk fra den primære angrebsakse.
I praksis thumb|upright|Georgij Zjukov var en pioner indenfor militær vildledning.
Begyndelsen Slaget ved Kulikovo i 1380 blev nævnt af Smith som et tidligt eksempel på god brug af vildledning. Det lykkedes russerne at holde et reserveregiment skjult i en skov samt at forklædte en bojar som Dmitrij Donskoj for at få fjenden til at bruge deres resurser på at angribe denne. Georgij Zjukov benyttede mindst tre vildledningselementer i 1939 under Slaget ved Khalkhin Gol mod Japan: Disinformation, skjul og vildledende manøvrer med falske feltbefæstninger og falske troppebevægelser. I sine erindringer beskriver Zjukov sine vildledningstaktikker og bemærkede at de virkede på armé-niveau.
Rzjev-Vjazma, 1942 Den første russiske offensiv som havde en deciderede vildledningsoperation var Zjukovs angreb på Rzjev-Vjazma-fremspringet vest for Moskva i juli-august 1942. Offensiven bestod af to fronter, Ivan Konevs Kalinin-front fra nord og Zjukovs vestlige front med 31. og 20. armé fra syd. Zjukov besluttede sig for at simulere en troppeopbygning 200 kilometer sydpå, nær byen Jukhnov. Han skabte to falske operationshovedkvarterer i den sektor. I alt var der fire maskirovka-kompagnier, tre infanterikompagnier, 122 køretøjer, 9 kampvogne samt radioer og andet udstyr. Denne styrke byggede i alt 833 attrapkampvogne, artilleri, feltkøkkener og brændstofdepoter. De benyttede derefter det rigtige udstyr til at simulere trafik og skabe hjul- og bæltespor samt aflæsning af udstyr ved et jernbaneknudepunkt ved Mjatlevo som om at man var i færd med at forberede et angreb på Jukhnov. Hovedkvartererne udsendte falsk radiotrafik mellem falske hærstyrker og hovedkvartererne. Når Luftwaffe angreb de falske enheder besvarede de få enheder ilden og antændte en mængde brændstof for at simulere ildebrand. Vildledningen havde den umiddelbare effekt at Luftwaffe forøgede antallet af luftangreb mod jernbanen og og det falske opmarcheringsområde alt i mens de to jernbaneknudepunkter russerne reelt benyttede kunne flytte styrker og forsyninger i alt ubemærkethed. Værnemagten flyttede tre panserdivisioner og en motoriseret infanteridivision fra XL panserkorps til Jukhnov-området for at imødegå truslen fra de falske styrker. I mellemtiden havde russerne natligt opmarcheret de rigtige angrebsstyrker i tætte skovområder længere mod nord. Zjukov mente at vildledningen havde virket. Zjukovs holdning blev bekræftet af den totale mangel på tyske efterretninger om de russiske styrkeopbygninger. Man forsøgte også at anvende maskirovka ved andre, mindre, offensiver på samme front, men de var generelt dårligt planlagt og havde derfor ikke stor succes. Succesen ved Rzjev viste at maskirovka kunne være effektivt når det blev benyttet korrekt, men det var kun få russiske generaler der var i stand til at benytte maskirovka korrekt.
Slaget om Stalingrad, 1942–1943 thumb|upright|Vellykket vildledning: Feltmarkal Friedrich Paulus (venstre), med sin stabschef Arthur Schmidt (midten) overgiver en indesluttede 6. armé som afslutning af slaget om Stalingrad.