thumb| En by på en klippe, der i mange år blev tilskrevet Goya, menes nu at være malet af Eugenio Lucas Velázquez, en kunstforfalsker fra det 19. århundrede. Elementer af maleriet ser ud til at være blevet kopieret fra Goyas autograferede værker, og maleriet er derfor klassificeret som en pastiche. Sammenlign med Goyas Majstang. thumb|Francisco Goya, Majstang, mellem 1808 og 1812, Alte Nationalgalerie. Forfalskning af kunst omfatter produktion og salg af kunstværker, der forfalskes og/eller tilskrives andre, som regel mere berømte kunstnere. Ligeledes er det svindel med kunst, hvis en ekspert i forbindelse med en handel skjuler for en sælger, at et kunstværk er udført af en kendt kunstner for at kunne anskaffe det billigt. Kunstforfalskninger kan økonomisk være yderst lukrative, men moderne daterings- og analyseteknikker har gjort identifikationen af forfalsket kunst meget enklere end tidligere. Et værk behøver ikke at være sjældent eller dyrt for at kunne katalogiseres som ægte. Det skal blot være korrekt beskrevet og dateret.
Historie left|thumb|Forfalsket selvportræt af Albrecht Dürer. Forfalskning af kunstværker har været kendt i mere end to tusinde år. Romerske billedhuggere fremstillede kopier af græske skulpturer. I den klassiske periode blev kunst generelt skabt som historisk reference, religiøs inspiration eller simpelthen æstetisk nydelse.
I løbet af renæssancen antog mange malere lærlinge, der studerede maleriteknikker ved at kopiere mesterens værker og stil. Som betaling for uddannelsen måtte mesteren sælge disse værker. Denne praksis blev generelt betragtet som en hyldest, ikke en forfalskning, selv om nogle af disse kopier senere fejlagtigt er blevet tilskrevet mesteren. Også fra Leonardo da Vincis værksted er der eksempler på sådanne "gråzoner", og internationale eksperter debatterer livligt, i hvilket omfang, hans værker er bearbejdet af lærlingene.Leonardo da Vincis verden er én stor gråzone, Information 18. maj 2018 I 2017 blev maleriet Salvatore Mundi solgt på auktion som en da Vinci til rekordprisen 2,8 milliarder kroner (405,3 mio. USD). Den antages at være i Mohammed bin Salmans varetægt, men er ikke offentligt tilgængelig.<ref name="spek">Camilla Stockmann:Vilde spekulationer om da Vinci-maleri, Politiken Kultur 29. juli 2019, s. 3</ref> Kunstkritikeren Carmen Bambach tilskriver imidlertid maleriet da Vincis elev, Giovanni Antonio Boltraffio.
Efter renæssancen skabte middelklassens stigende velstand en øget efterspørgsel efter kunst. I slutningen af 1400-tallet blev romerske statuer populære i Italien, befolkningens interesse for antikviteter blev mere intens, og dette resulterede i en kraftig stigning i værdien af disse objekter. Denne vækst udvides snart til at omfatte samtidige og nylig afdøde kunstnere. Kunst var blevet en kommerciel vare, og værdien af kunstværket kom hurtigt til at afhænge af kunstnerens identitet. For at identificere deres værker begyndte malerne at sætte mærkater på dem. Herfra udvikledes den praksis at underskrive værket med signatur. Da efterspørgslen efter visse kunstneres værker begyndte at overstige udbuddet, begyndte falske mærkater og underskrifter at florere på markedet.
I løbet af 1500-tallet tilføjede kunstnere, der imiterede Albrecht Dürers stil, dennes signatur til deres egne værker for at øge værdien af disse. I sin gravering af Jomfru Maria tilføjede Dürer derfor indskriften "Vær forbandet, røvere og efterlignere af andres arbejde og talent".Forgeries, a Long History , Adrian Darmon Selv meget berømte kunstnere har udført forfalskninger. I 1496 skabte Michelangelo en sovende Cupidfigur og behandlede den med sur jord for at få den til at virke ældre. Han solgte den til en forhandler, Baldassare del Milanese, som solgte den videre til kardinal Riario fra San Giorgio. Denne opdagede senere bedrageriet og krævede pengene tilbage. Men Michelangelo fik alligevel lov til at beholde sin andel. thumb|P.C. Skovgaard, Egetræer fra Nordskoven ved Jægerspris, 1843, Statens Museum for Kunst. I 1878 begik ansatte ved Kunstakademiet i København forfalskninger af årstallene på nogle malerier, som man ønskede udstillet på verdensudstillingen i 1878 i Paris. Der måtte kun udstilles malerier, som var malet efter 1866, men forfalskerne ønskede at udstille guldalderkunst, og ændrede derfor nogle årstal på blandt andet Egetræer fra Nordskoven ved Jægerspris af P. C. Skovgaard, som er malet i 1843.
Kunstmarkedet i det 20. århundrede har tilgodeset kunstnere som Salvador Dalí, Pablo Picasso, Klee og Matisse, og værker af disse kunstnere har ofte været mål for forfalskning. Disse forfalskninger sælges typisk til kunstgallerier og auktionshuse, der appellerer til private samlere af kunst og antikviteter. Under de tyske styrkers besættelse af Frankrig under Anden Verdenskrig, var det maleri, der hentede den højeste pris hos Drouot, det mest fremtrædende franske auktionshus, en falsk Cézanne.Kim Oosterlinck, 2009. "Prisen på Degenerate Art," Working Papers CEB 09-031.RS, ULB - Université Libre de Bruxelles
Falsknerne Der er i det væsentlige tre typer af forfalskning af og svindel med kunst. Den person, der rent faktisk skaber det forfalskede værk, den person, der opdager et værk og forsøger at afhænde som et andet værk for at øge værdien, og den, der opdager at et værk er en forfalskning, men sælger det som et originalt værk.False Impressions: Jagen på Big-Time Art Fakes, Thomas Hoving, Simon & Schuster, 1996.
Kopier, reproduktioner og pastier er ofte legitime værker, og sondringen mellem en legitim reproduktion og bevidst forfalskning er derfor ikke helt klar. For eksempel brugte Guy Hain originale forme til at gengive flere af Auguste Rodins skulpturer. Men da Hain derefter underskrev reproduktionerne med navnet på Rodins oprindelige støberi, blev værkerne bevidste forfalskninger.
Kunstnere
thumb| Das Leben ist schön , skulptur af "Leonardo Rossi", et falsk navn, der ofte er blevet benyttet som signatur på plagierede bronzer. En kunstforfalsker skal i det mindste have visse færdigheder i den kunstart, han forsøger at efterligne. Mange falsknere har engang været produktive kunstnere, der uden held søgte succes, for til sidst at ty til forfalskning. Nogle gange lånes eller stjæles et originalt værk fra ejeren for at udføre en kopi. Svindleren returnerer derefter kopien til ejeren og beholder originalen. I 1799 blev et selvportræt af Albrecht Dürer, der havde hængt i Nürnberg Rådhus siden 1500-tallet, udlånt til Abraham Wolfgang Küfner. Maleren lavede en kopi af originalen og returnerede kopien i stedet for originalen. Forfalskningen blev opdaget i 1805, da originalen kom på auktion og blev indkøbt til den kongelige samling.
Nogle svindlere har senere solgt deres kopier som kopier , og nogle har faktisk fået tilstrækkelig omtale til at blive berømte som kopister. Elmyr de Hory, der er portrætteret i filmen F for Fake regisseret af Orson Welles, malede en række kopier. Nogle af disse er blevet så værdifulde, at de forfalskede de Horys sælges åbent på kunstmarkedet til priser, der er på niveau med originalværkernes.AKING IT : ELMYR DE HORY - THE CENTURY'S GREATEST ART FORGER, Af Rachael Bell; Crime Library (2005)
En ejendommelig sag omhandlede kunstneren Han van Meegeren, der blev berømt for at skabe "den fineste Vermeer nogensinde" Kilbracken, Van Meegeren: Master Forger New York 1967 og udstille den otte år senere i 1945. Hans egne værker blev også værdifulde, hvilket fik andre falsknere til at skabe værker i hans navn. En af disse var hans søn Jacques van Meegeren, der var i den enestående position at kunne udstede certifikater om, at et bestemt kunstværk, han tilbød, "blev skabt af hans far, Han van Meegeren".
Svindlerne kopierer normalt værker af afdøde kunstnere, men et lille antal efterligner levende kunstnere. I maj 2004 opdagede den norske maler Kjell Nupen, at Kristianstad galleriet solgte uautoriserede, underskrevne kopier af hans værker.
Den amerikanske kunstforfalsker Ken Perenyi offentliggjorde sine memoirer i 2012, hvor han detaljeret omtaler tusindvis af autentisk udseende falsknerier af værker, som tilskrives mestre som James Buttersworth, Martin Johnson Heade og Charles Bird King. Han solgte sine forfalskninger til berømte auktionshuse som Christie's og Sotheby's og til velhavende private samlere.
Forhandlere Det er blevet fremhævet i medierne, at kunsthandlere og auktionshuse har været alt for hurtige til at acceptere forfalskninger som ægte og sætte dem hurtigt til salg for at opnå en fortjeneste. Hvis en forhandler finder ud af, at arbejdet er en forfalskning, bør han principielt ikke returnere det til sin tidligere ejer, hvilket giver svindleren mulighed for at sælge det andetsteds. I stedet bør en kender af den angivelige kunstner tilkaldes for at foretage en grundig analyse af værket.
Nogle svindlere har skabt falske dokumenter for at skabe indtryk af, at et værk er ægte. Den britiske kunsthandler John Drewe producerede falske dokumenter for herkomst til værker, udført af hans partner John Myatt, ligesom han indsatte billeder af forfalskninger i arkiverne hos fremtrædende kunstinstitutioner. I 2016 erklærede Eric Spoutz sig skyldig i salget af hundredvis af falskregistrerede kunstværker til amerikanske samlere. Spoutz blev idømt 41 måneder i føderalt fængsel og fradømt $ 1,45 mio., han havde tjent på handelen med disse værker samt at betale $ 154,100 i bøde. "Smedning af papirer til at sælge falsk kunst", Federal Bureau of Investigation (pressemeddelelse), 6. april 2017
Eksperter og institutioner kan også være tilbageholdende med at indrømme deres egne fejltagelser. Kunsthistorikeren Thomas Hoving vurderer, at forskellige former for forfalsket kunst udgør op til 40% af kunstmarkedet selv om andre eksperter finder dette skøn absurd højt.Fakers, Forgers And Frauds (interview med Anthony Amore)
Også i Danmark har der været flere sager, hvor eksperter har været uenige om ægtheden af et værk, der var sat til salg på auktion.
Danske eksempler I en række artikler har et dansk kunstmagasin påstået, at seks sager om mulig kunstsvindel er blevet fejlbedømt eller afvist af domstolene.
En meget omtalt sag om mulig kunstsvindel begyndte i 1999 da auktionshuset Crafoord, Nellemann & Thomsen i 1999 solgte et maleri, angiveligt af ukendt kunstner. Senere blev det identificeret som et ungdomsværk af J.C. Dahl, malet i 1817 under opholdet i København. Det blev senere solgt for 6.5 millioner kr. gennem et andet auktionshus, Ellekilde.Auktionshuset Nellemann & Thomsen er gået konkurs, Politiken 29. juli 2002<ref name="land">[http://www.b.dk/kultur/stemning-og-landskaber Stemning og landskaber'] , Berlingske Kultur, 29. september 2003</ref> Crafoord, Nellemann & Thomsen gik konkurs, men sælger fik senere tilkendt en erstatning på 300.000 kr. af konkursboets kuratorer.Politiken:Lille erstatning i malerisag, 7. januar 2004 Det andet auktionshus' ejer blev mistænkt for at have købt maleriet velvidende, at det var malet af Dahl.Kunstkræmmeren og enkefruens maleri . Berlingske. 15. oktober 2006.
I 2004 købte Ellekildes indehaver et maleri for 200.000 kr. af en 92-årig enke. Maleriet viser sig senere at være André Derains Paysage à l'Estaque, som på en auktion i New York senere kunne sælges til ca. 35 millioner kroner.
12. februar 2010 blev indehaveren af Ellekilde og hans samlever hver idømt en ubetinget straf på et års fængsel samt en erstatning på 4. millioner kroner til enkens efterladte.Retssagen om et formodet maleri af André Derain .
Der findes adskillige eksempler på uautoriserede kopier af skulpturer. Et dansk eksempel er, at en gipsskulptur, ‘Eftertanken’ fra 1889, udført af Auguste Rodin, er blevet kopieret og efterfølgende også afstøbt i bronze, uden at det fremgår at det er en kopi.<ref name="rod">Der var én, der var to, der var tre ... Camilla Stockmann og Hans Erik Havsteen, Politiken, 30/9 2022]</ref>