thumb|upright=1.6|Gletsjeren Schlatenkees i de østrigske Alper. I billedets venstre del viser grænsen i vegetationsdække, med grønt foroven og brunt forneden, at gletsjeren i dag er skrumpet en del, for tidligere nåede gletsjeren helt op til det grønne. thumb|upright=1.6|På dette luftfoto fra 2001 af Jakobshavn Isbræ er indtegnet gletsjerfrontens tilbagetrækning siden 1851. Bortset fra de spredte store isbjerge er den kælvede is, som fylder fjorden fuldstændigt op, lidt lysere end selve gletsjeren. Bemærk den voldsomme tilbagetrækning i perioden 2001-2006. En gletsjer (af fransk oprindelse via tysk, tidligere stavet gletscher) eller en isbræ ( hvoraf også dansk jøkel, fransk og engelsk glacier, svensk glaciär, norsk: bre, isbre, jøkul eller jøkel) er en større ismasse i bevægelse. Den sne, der falder oven for den højde, som kaldes snelinjen, afsmelter kun delvist, og man kunne forvente, at der på den måde efterhånden måtte ophobes mere og mere sne oven for snelinjen. Dette modvirkes af gletsjerne. Når den evige sne samles til større masser, omdannes den nederste del til is, og denne is vil glide ned ad alle skråninger betinget af trykket fra ismassen samt tyngdekraften. Bevægelsen går meget langsomt, men efterhånden når isen dog ned i så milde egne, at den smelter. Denne nedadglidende is kaldes en gletsjer. Gletsjerne danner afløb for de store, vedvarende snemasser, og der er altså en vis ligevægtstilstand mellem den faldende sne, som øger mængden af vedvarende snedække, og de gletsjere, som formindsker den.Ravn, s. 791 Klimaændringer kan forrykke denne ligevægtstilstand, og derfor er gletsjere vigtige indikatorer for klimaændringer, herunder den nutidige globale opvarmning.Thomas Mölg. "Worldwide glacier retreat". RealClimate. Hentet 14 februar 2015
Oprindelse thumb|Omdannelsen af sne til is. thumb|Typisk lagdelt blå gletsjeris, her Spencer-gletsjeren i Alaska. Sne og is er vand i fast form og indgår i vandets kredsløb. Sne er en form for nedbør. Hvor det årlige snefald er så stort, at sneen ikke når at smelte væk i løbet af sommeren, vil noget af sneen blive liggende. Grænsen for de områder, hvor sneen bliver liggende, og hvor den smelter væk, kaldes snelinjen. Grænsen er dog ikke helt skarp, men har en vis bredde beroende på landskabets form og mikroklima.Fristrup (1971), s. 159
Nyfalden sne er let og luftig, med en massefylde på 50-70 kg/m3Summerfield (1991), s. 263. Når sneen har ligget en tid, vil den synke sammen af sig selv og blive tættere og tungere, også selv om det ikke bliver tøvejr. Samtidig forandrer den udseende, idet den lidt efter lidt går over til at være sammensat af små iskrystaller, der kan være af størrelse som et knappenålshoved eller så. Sne, der har ligget i mere end et år uden at smelte, kaldes firn og kendetegnes ved, at sneen har været igennem en vis omkrystallisering, idet de større iskrystaller vil vokse. Firnen er derfor grovere end nyfalden sne, og samtidig vil kanterne blive brækket af således, at snekorn i firn har en mere afrundet form.Fristrup (1971), s. 160 Firns massefylde ligger omkring 400 kg/m3.
Hvis sneen ikke smelter væk men bliver liggende, dannes et vedvarende snedække, som vil vokse som følge af nye snefald (pålejring) oven på den ældre sne, som derved presses yderligere sammen. Denne sammenpressede sne kaldes firn, og grænsen for hvor denne proces finder sted, kaldes firnlinjen. I takt med, at sneen hober sig op og presses sammen, vil vægten af og trykket fra den overliggende sne bevirke, at de isolerede krystaller et stykke nede i snemassen efterhånden forvandles til en fast ismasse. Mens sneen i nyfalden form er luftig, vil sammenpresningen af de dybere del bevirke, at en del af luften ikke længere kan slippe væk men bliver lukket inde i isen som luftbobler. Selv om der kan indtræde mindre perioder med tøvejr, vil disse perioder kun bidrage til at fremme processen.
Når mængden af ophobet og omdannet sne og is er blevet tilstrækkelig stor, vil den som følge af tyngdekraften og sin egen vægt og under hensyn til terrænet begynde at bevæge sig. Når det indtræffer, taler man om en gletsjer. Isen fra de højere liggende områder vil glide nedover. I denne bevægelse vil den tage hensyn til terrænets udformning og følge lavninger på samme måde, som rindende vand følger de laveste områder i jordens overflade. Det betyder, at hvis der findes dalstrøg og lavninger længere nede, vil disse blive fyldt med is i form af gletsjere, der undertiden nærmest kan fremtræde som store meget langsomt flydende isfloder og ligge i bugtninger endog adskillige km frem gennem dem. En medvirkende grund hertil er, at gletsjerisen vil være bedre til at tilbagekaste sollyset og derfor også være mere modstandsdygtig mod opvarmning og afsmeltning af isen end omgivelserne.
Mens bræerne på Antarktis er omkring 30 millioner år gamle, er bræer i bjergene yngre. De fleste stammer fra den sidste istidsperiode, der begyndte for omkring 2,5 millioner år siden, eller fra sidste istid, som begyndte for omkring 100.000 år siden og først tog slut for omkring 12.000 år siden. Nogle er kommet til så nylig som i den lille istid, dvs. mellem 1350 og 1850, hvor gletsjerne i Schweiz voksede så kraftigt, at landsbyer måtte fraflyttes. Men efter 1850 har gletsjerne trukket sig tilbage over hele kloden, med enkelte variationer fra år til år.Bjørn Vassnes: "Kontinenternes ryggrade skabte klimaet", Klassekampen, 3. maj 2018 Der er dog store lokale variationer; fx har Folgefonna i Norge skiftevis krympet og vokset betydeligt sytten gange de sidste 5.000 år. Nedsmeltningen af Folgefonna var pr 2016 langt mindre end under den betydelige tøning i tyveårsperioden 1935-55.Oplysninger fra Folgefonna-museet i Rosendal ved besøg i 2016.
Materialehusholdning
En gletsjer kan siges at bestå af to dele: i den ene (øvre) del sker der en nettopålejring af ismateriale, i den anden (nedre) del sker der en nettoafståelse af ismateriale.Fristrup (1971), s. 162 Den indbyrdes skillelinje mellem disse to områder kaldes som nævnt firnlinjen.
Forøgelse af ismængden kan ske ved: snefald og rimfrost, dannelse af tilført is, opstået ved frysning af regn og slud eller ved genfrysning af smeltevand og vandvædet sne, ved snetilførsel fra sneskred og laviner, ved tilførsel af fygesne.
Tab af is kan ske ved: sne- og issmeltning, sublimering af is og sne, afbræk af isfjelde fra isfronten (såkaldt kælvning), vindslid, smeltevandsafstrømning, nedslidning på grund af friktion mod undergrunden og jordvarme, afsmeltning fra undersiden af gletsjeren, tab ved sneskred og islaviner.
Fordelingen af tilvækst- og tabsprocesser er som omtalt ikke ens i hele en gletsjers udstrækning, og medvirkende til at holde en snetunge i indre ligevægt er de bevægelser, der sker i den.
Gletsjerens bevægelse thumb|Gletsjer-animation. Årsagen til glidningsbevægelsen i gletsjerisen er, at iskrystallerne orienteres således, at iskrystallernes akse bliver parallel, og at det dermed bliver muligt for iskrystallerne at glide hen over hinanden. Men skelner i denne sammenhæng mellem to former for glidning: isen kan glide som en samlet blok, og isen kan glide plastisk, det vil sige, at de forskellige lag i isen glider med uens hastighed.Fristrup (1971), s. 163 Mens blokglidning forekommer i arktiske områder, vil plastisk flydning være det almindelige i alpine områder.
Årsagen til isbevægelsen i en gletsjer er såkaldt plastisk deformation, hvorved der sker: deformation af de enkelte iskrystaller, omkrystallisering, overvejende ved at større iskrystaller vokser på bekostning af mindre iskrystaller, iskrystallernes glidning i forhold til hinanden. Forholdet mellem den plastiske deformation og ismassens glidning hen over undergrunden afhænger dels af gletsjerbundens form, dels af temperaturen. I kolde gletsjere vil gletsjerbunden være frosset fast til undergrunden. I tempererede gletsjere vil bundtemperaturen derimod være nær tryk-smeltepunktet, og glidning bliver mulig. Gletsjerbevægelsen er størst om vinteren i de områder, hvor pålejring sker, mens bevægelsen i den nedre del af gletsjertungen er størst om sommeren, sandsynligvis på grund af nedsivende smeltevand. thumb|Flydemekanismer i en gletsjer. Bemærk hastighedsforøgelsen opad fra bunden. thumb|Gletsjerspalter som denne udgør en fare for vandrere, især hvis de er dækket af sne. Gletsjere bevæger sig som regel ikke ens i deres længde- og tværprofil. Undersøgelser viser, at i en normal gletsjer vil i tværprofil isbevægelsens hastighed vokse fra gletsjersiden ind mod gletsjermidten, og fra bunden af gletsjeren (hvor isen kan være nærmest helt stillestående) op mod toppen. Undersøgelser har vist, at isen i midten af gletsjeren vil bevæge sig 5-10 gange hurtigere end i gletsjerens randområder.Fristrup (1971), s. 164 Ligeledes har en undersøgelse af South Crillon-gletsjeren i Alaska vist, at hastigheden er omtrent 4 gange større om dagen end om natten.Fristrup (1971), s. 166 I længdesnittet vil hastigheden ofte være størst i de øvre dele, hvor der sker pålejring af sne, og hastigheden vil aftage frem mod gletsjers front eller forende i den del, hvor der sker en nettoafsmeltning af is. I visse gletsjere, således Jakobshavn Isbræ og Rink Gletsjer på Grønland, er der derimod tale om en ens bevægelse i hele istungens tværprofil.
Gletsjere kan bevæge sig med vidt forskellig hastighed. Den største hastighed, man har iagttaget, var hos en grønlandsk gletsjer, som i august 1886 bevægede sig 37,8 m på et døgn (Upernaviks gletsjer). Jakobshavn Isbræ bevæger sig med en hastighed på over 20 m i døgnet. Middelhastigheden af Schweiz' større gletsjere opgives til 40—100 m om året. De laplandske gletsjere bevæger sig 10-40 m om året.
Isens bevægelse udtrykkes ved Glens flydelovopkaldt efter den britiske fysiker J.W. Glen fra Cavendish-laboratoriet: = k n, hvor: er deformationshastigheden, er den spænding, der bevirker deformationen, og k og n er konstanter. Konstanten n afhænger af isens renhed og ligger mellem 1,5 og 3,9 (gennemsnit 2,5), mens k er en konstant afhængig af temperaturen, der aftager hastigt jo koldere, det er: ved 0 °C er k = 0,17, ved −13 °C er k = 0,0017. Som man vil forstå, indebærer dette, at jo koldere isen er, desto langsommere deformeres den.Fristrup (1963), s. 54
Hvis isen flyder hurtigere på visse strækninger end andre, vil det bevirke dels en formindsket lagtykkelse, dels dannelsen af såkaldte gletsjerspalter, der som regel bliver indtil 35 m dybe. Spalternes forekomst vil til dels bero på undergrundens overflade. I reglen vil gletsjerspalterne efter nogen tid lukke igen på grund af isens bevægelse, men nye spalter vil kunne dannes de samme steder igen. Om vinteren kan gletsjerspalterne blive dækkede af sne i en "snebro" og derved blive usynlige for den, der befinder sig på gletsjeren.
Størrelsesforandringer thumb|Aletsch-gletsjeren er den største gletsjer i Alperne.
Om sommeren vil tøvejr bevirke, at der dannes en vis mængde smeltevand på gletsjerens overflade. Som følge af, at gletsjeren i kraft af indre spændinger vil danne større og mindre sprækker, vil vandet løbe ned i disse.Fristrup (1971), s. 161 Derved bliver gletsjeren gennemvædet af smeltevand, og dens temperatur bliver omkring 0 °C helt igennem. Om vinteren vil kulden derimod, på grund af isens ringe varmeledningsevne, ikke trænge ret langt ind i gletsjerens indre. Man kan endda iagttage, at der strømmer vand fra gletsjere selv i den kolde årstid, det vil sige, at der aldrig sker en fuldstændig frysning gennem hele ismassen.
Denne gletsjertype kaldes en tempereret gletsjer. Polare gletsjere eller kolde gletsjere er under frysepunktet - undtagen overfladen om sommeren. Subpolare gletsjere er overgangsformen med lidt af hvert.