Sardinens begravelse (spansk: El entierro de la sardina) er titlen på et maleri af den spanske maler Francisco de Goya. Det viser karnevalsfesten i Madrid af samme navn askeonsdag som en grotesk dødedans. Kabinetstykket ejes af Real Academia de Bellas Artes de San Fernando i Madrid.Til udtrykket 'kabinetstykke' : 'Kabinetmaleri' hos Salmonsen ('kabinetmaleri' er nævnt i artiklen Raritetskabinet) – 'Kabinet' pkt. 4 hos Ordnet.dk (om fyrsters, højtstaaende personers privatsamlinger) – Se evt. også 'Kabinettstück' – Om mønter: '...et stykke, som svarer til de eksemplarer, Mønten afleverer til Kabinettet.' (https://www.danskmoent.dk/kabinet.htm)
Beskrivelse Maleriet er olie på træ i højformat 82,5 × 62 cm og viser en dansescene midt i den turbulente folkefestival Entierro de la sardina ('Sardinens begravelse'), der finder sted årligt i form af en rituel begravelse af en sardin; begivenheden skal symbolisere afslutningen på karnevalet og påbegyndelsen af fastetiden.
Midt i billedet ses en muntert dansende gruppe med to hvidklædte kvindelige figurer og en mørkere mandlig figur i lange klæder, der står sammen foran et mørkt, næsten sort banner med et narreansigt grotesk grinende. Narrebanneret, der holdes skråt op af en sortklædt figur med en sort hat, dominerer i værkets optiske centrumTil udtrykket 'optiske centrum' / 'optiske midte' : det vedrører optiske illusioner – Se evt. 'Optische Mitte' og inden for arkitekturen : entasis (af gr., enteínein, 'strække') "... en designteknik, som bruges til at modvirke visse optiske illusioner ..." . De to lyse kvindelige figurer er omhyggeligt udført og skiller sig i farve tydeligt ud fra baggrunden, som er i tonede farver. Begge kvinder har hvide ansigter og tydelige røde markeringer på kinderne, deres hoveder er bekransede – det kan dog også være stive masker de bærer. Bag kvinden til venstre, der tilsyneladende i glæde strækker armene mod himlen, ses en mørk djævlefigur indhyllet i en slags pels der har en hætte med horn. Figuren bærer en kraniumlignende maske (dødningehoved) og ser ud til at bevæge sig i takt med med danseren.
Mod uret følger efter den hornede djævel en picadorTil 'picador' (af picar 'stikke') : Ved tyrefægtning en hjælper til hest der tirrer tyren med et spyd eller en lanse – Picador – 'Picador' hos Ordnet.dk – 'Picador' af Bolette Rud. Pallesen hos Den Store Danske med en sort, bredbræmmet hat, hvis lanse eller spyd peger mod maven på den dansende pige. Alle figurer udfører en slags runddans, som kunne være en jota. Fra billedets venstre kant stormer en mørk bjørnefigur med tydelige kløer og gabende mund frem mod dansegruppen. I forgrunden ved billedets nederste kant sidder to par, der holder hinanden i armene og ser på trængslen. I billedets nederste højre hjørne sidder yderligere en figur, der visuelt lukker den antydede cirkel rundt om dansegruppen. Bjørnen, djævlefiguren, bannerbæreren og danseren til højre danner en imaginær trekant i sorte eller mørke toner, hvilket skaber en lys-mørk kontrast til de dansende kvinder.
left|upright=0.8|thumb|Detalje af El entierro de la sardina
Folkemængden i baggrunden antydes derimod med flygtige streger, næsten som med lasurDet tyske forlæg har om fremstillingen af folkemængden i baggrunden : "Die drängende Menschenmenge im Hintergrund ist dagegen nur mit fast lasierend flüchtigen Strichen angedeutet und vom Künstler mit weißen Lichtern und schwarzen oder roten Akzenten versehen worden, die Fahnen oder Kopfbedeckungen wie Schleier, Hauben und Hüte vermuten lassen. ...". , og kunstneren har brugt hvide strøg – måske hvide lys – og sorte eller røde betoninger, der kan antyde flag eller hovedbeklædning som slør, hætter og hatte. I modsætning til Goyas sædvanlige omhyggelighed med detaljer afstod han her fra en udførlig fremstilling. De fleste af figurerne, nogle af dem børn, bærer masker, nogle klapper i hænderne og ser ud til at bevæge sig rytmisk til det der sker i forgrunden. Baggrunden udgøres af blå himmel afbrudt af en hvid skyvæg, der danner overgangen til mængden. Den imaginære horisont omtrent midt i billedet skråner nedad mod højre. Foran himlen stikker et træ ud over billedets øverste kant på venstre tredjedel; på venstre og højre kant af billedet er der yderligere træer angivet med flygtigt svungne penselstrøg. Lyset fra venstre antyder sent på eftermiddagen eller tidligt om aftenen: sardinfestivalen begynder normalt tirsdag aften før askeonsdag. Samlet set har maleriet en "jordnær" (de: 'erdige') grundstemning, hvor toner i mørkegrønt, brunt og terrakotta er fremherskende. Efter de scener Goya udførte i tilknytning til Napoleonskrigene (se billedet Den tredje maj 1808) reducerede han brugen af "smukke farver" (de: 'Schönfarbigkeit') som på de tidligere genrebilleder og brugte i stigende grad lys-mørke kontraster og brungrå toner forskellig fra det nyklassiske skønhedsideal.Jutta Held: Goya, 2005, s. 88
Indplacering i Goyas værk Maleriet tidsfæstes til mellem 1812 og 1819 samtidig med eller efter den grafiske serie på 80 blade Desastres de la Guerra ('Krigens katastrofer' / 'Krigens rædsler'Desastres de la Guerra ('Krigens katastrofer' / 'Krigens rædsler') omtales hos Den Store Danske i artiklen 'Francisco de Goya' af Charlotte Christensen ), der opstod på baggrund af Napoleonskrigene på den Iberiske Halvø fra 1807 til 1814. Goya-eksperten Sarah Symmon daterer billedet til 1816.
Kunsthistoriker Fred Licht henviser til maleriet som et af Goyas "lejlighedsbilleder, hvor kunstneren portrætterede emner som syge, åndsforstyrrede, narre, rejsende folk, berusede, sigøjnere og marginaliserede – mennesker, som Goya følte en vis solidaritet med."Ingrid Hacker-Klier: Rezension Fred Licht: Goya – Die Geburt der Moderne. Hirmer Verlag, München, 2001 Andre velkendte værker i denne periode er Procesión de disciplinantes / Procesión de flagelantes ('Flagellantprocessionen') 1812-1814 eller Casa de locos / Manicomio ('Asylet', dåre- eller galehus) 1815-1819. Omkring den samme tid var Goya beskæftiget med studier af tyrefægtning til den grafiske serie Tauromaquia med folkelige emner Goyas grafiske serie fra 1815/16 om tyrefægtning : La Tauromaquia viser de 33 blade med spansk og engelsk undertekst.
Fortolkninger I lyset af krigens eftervirkninger betragtes billedet undertiden som en fjollet glædesdans (de: närrischer Freudentanz) over frigørelsen fra det franske fremmedherredømme (1813), især fordi karnevalet midlertidigt blev forbudt i Spanien under Joseph Bonaparte. På trods af al begejstring udstråler værket en temmelig dyster, uhyggelig stemning, der kommer tæt på en grotesk dødedans, mens den urolige baggrund minder om skildringen af en populær opstand og i komposition ligner et slagmaleri. Motivets absurditet er den omvending eller stillen på hovedet, der ligger til grund for festen: ved symbolsk at begrave det der var hovedføden under fasten, fisken, gravlægger man nærmest selve fasten, skønt den – ifølge kirken – lige var begyndt.
Narrene kan i denne sammenhæng fortolkes som vanitassymboler, især da døden fremstilles som en nar i traditionelle karnevalsscener. Motivet med narren som metafor for forgængelighed, absurditet og en omvendt verden – en verden 'på hovedet' – fascinerede Goya såvel som emner der handler om udsvævelser, rus, fordærv eller vanvid. Desuden var Goya optaget af spørgsmål om menneskets ægte identitet, og han behandlede i adskillige værker – i oplysningstidens ånd – temaer som bedrag, fejl, maskering, forvandlinger og forstillelser, vrangforestilling og forblændelser i politisk og religiøs sammenhæng: I 1814 måtte hofmaleren svare for sig over for den reaktionære konge Ferdinand 7.'s genindførte inkvisition. Ferdinand, der efter sin befrielse blev fejret af det spanske folk, annullerede hurtigt alle håb fra oplysningstiden og støttede sig igen på det 'gamle system' fra adel og gejstlighed.Jutta Held: Goya, 2005, s. 90–95
thumb|left|upright=0.8|Goya: Caprichos nr. 6Nadie se conoce('Ingen ved')Aquatinte-ætsning, 1799
Goya havde allerede 1799 gjort et studie af 'livets karneval' med blad nr. 6 "Nadie se conoce" ('Ingen ved') fra den grafiske serie med 80 raderinger og akvatinter Los CaprichosOm Goyas serie Los Caprichos ('Kapricerne') – Se evt. 'Los caprichos' : "... The prints were an artistic experiment: a medium for Goya's condemnation of the universal follies and foolishness in the Spanish society in which he lived. ..."(Dansk resumé : '... Trykkene var et kunstnerisk eksperiment: et middel for Goyas fordømmelse af de dårskaber og den tåbelighed han fandt i det spanske samfund, hvor han boede. ...') – Holstebro Kunstmuseum har et sæt af Los Caprichos med Goyas kommentarer fra: Goya. Kapricerne. Los Caprichos. Udgivet med forord af Svend Eriksen. København 1948. – 'Kaprice' i ODS, Ordnet.dk Fra 1816 findes der en tegning af Goya, også kaldet Entierro de la sardina, hvor maskerede munke og nonner danser omkring et banner med påskriften "MORT (U) US" og pavelige insignier. Tegningen, der befinder sig i Pradomuseet i Madrid, viser betydelige afvigelser fra det udførte maleri: Påskriften "MORT (U) US" ('afdød', 'død') symboliseres i det maleri, der behandles her af narrens ansigt; nonnerne erstattede Goya med de to livsglade unge kvinder, munken blev erstattet af danseren.
thumb|upright=1.0|Sepiategning af Goya med samme titel som maleriet El entierro de la sardina fra o. 1816. Museo del Prado, MadridPåskriften på banneret blev på maleriet ændret til narrens latter
Både picadoren med spyddet og bjørnen skubber i retning mod kvinderne, hvilket kan fortolkes som en seksuel hentydning eller hedensk forårsritual. Bjørnen, der kravler ud af sin hule på festivalens højdepunkt, personificeres traditionelt af en forklædt mand, der styrter frem mod en af de dansende piger, hvorved Goyas brug af dukkeansigter – der også kunne antyde forklædte mænd eller prostituerede – passer godt med den kortvarige opløsning af sociale forskelle i karnevalstiden. Karaktererne svarer alle til karakterer, der traditionelt hører til det spanske karnevalsoptog: "Onkel Chispas" med rullende øjne bag en maske, den provokerende pige "Chusca" og den vilde hjerteknuser "Juanillo", indhyllet i en kappe."The Grotesque". I: Elisabeth Le Guin: Boccherini’s Body. University of California Press, 2006, , s. 139 Et væsentligt element har Goya udeladt i sit maleri: hovedpersonen – 'pelele'-figuren 'pelele'-figuren : El pelele (halmdukken, 'El Pelele' ) er titlen på et maleri af Francisco de Goya fra 1791/1792, på hvilket der vises en selskabsleg, hvor en dukke kastes op i luften. Værket indgik i en række udkast til gobeliner bestilt af Karl 4. Det blev sat til musik i begyndelsen af 1900-tallet og iscenesat i en opera. – halmdukken, der symboliserer sardinen."Goya und der Karneval". I: Daniel Arasse, Andrea von Hülsen-Esch, Bernd Carqué: Die Methodik der Bildinterpretation. Wallstein Verlag, 2002, , s. 209–212. – Sml.
Ved brug af 'høvisk sprog' (kode, indpakning, de: "höfischen Verschlüsselung") og allegori udøvede Goya i denne narrescene med tåbelige aktiviteter eller optrin (de: 'närrischen Treiben') skjult kritik af "kirkens fordummende magt", som han anså for massehysteri, "hvor mængden blindt forledes af munkenes falske magi." Han gjorde det samme i serien Los Caprichos ('kapricerne'). Goya kan oprindelig have haft til hensigt at fremstille religionens sejr over karnevalet, idet røntgenbilleder af maleriet har vist, at han havde tilføjet det store narreansigt på banneret og overmalet det oprindelige ord "MORT (U) US". I stedet for kirkelige insignier trådte så narrens latter.
Proveniens thumb|upright=.5|left|Goya:M.G. de la Prada.Portræt 1805-10
Maleriet indgik oprindelig i Manuel García de la Pradas samling, en bankmand og kunstsamler fra Madrid, som Goya havde portrætteret mellem 1805 og 1810.Portræt af Manuel García de la Prada findes nu i Des Moines Art Center, Des Moines (Iowa) Billedets øvrige forhistorie er ukendt.