Aleksandr Vasiljevitj Koltjak (russisk: Алекса́ндр Васи́льевич Колча́к) (født 16. november 1874 i Aleksandrovskoje ved Sankt Petersborg, død 7. februar 1920 i Irkutsk, RSFSR, USSR) var en russisk militær admiral og politiker, polarforsker og videnskabsmand.
Koltjak havde kæmpet i den russisk-japanske krig og i 1. verdenskrig. Hans plads i historien skyldes dog hans ledende rolle i den russiske borgerkrig. Koltjak tog initiativ til oprettelse af den anti-bolsjevikiske Provisoriske alrussiske regering i Sibirien med hovedsæde i Omsk. Her fik han samlet Den Hvide Hær og han blev udnævnt som ” Ruslands Øverste Hersker” og ”Øverste chef for hæren og flåden”.Jon Smele (2006) Civil War in Siberia: The Anti-Bolshevik Government of Admiral Kolchak, 1918–1920, Cambridge University Press, . p.77
Koltjak blev til sidst taget til fange og udleveret till bolsjevikkerne, som fik ham henrettet ved skydning.
Biografi Opvækstv
Koltjak blev født i Aleksandrovskoje ved Sankt Petersborg i 1874. Familien var af mindre adelig oprindelse,Sergiu Bacalov, Moldovan ancestors of Russian Admiral Alexander Kolchak / Sergiu Bacalov, Strămoşii moldoveni ai amiralului rus Aleksandr Kolceak Sergiu Bacalov, Strămoşii moldoveni ai amiralului rus Aleksandr V. Kolceak | Bacalov Sergiu og kom fra Odessa. Hans far var pensioneret officer fra Marine Artilleriet og veteran fra Krimkrigen under Belejringen af Sevastopol (1854-55) og arbejdede som ingeniør på en fabrik for krigsmateriel.
Koltjak fik en maritim militær uddannelse, som han færdiggjorde på det Russiske Maritime Kadetkorps i 1894, hvorefter han blev indrulleret i den 7. flådebataljon. Fra 1895-1899 blev han overført til det fjerne østen og tjenestegjorde i Vladivostok.
Polarfarer Han vendte tilbage til det vestlige Rusland, stationeret i Kronstadt og deltog i de to russiske polarekspeditioner 1900-1903, den første under ledelse af baron Eduard von Toll på skonnerten ”Sarja”, hvor han virkede som hydrolog. Den anden for at lede efter Eduard von Toll, der sammen med to andre var forsvundet på den første ekspedition. Koltjak blev efter ekspeditionerne hædret med højeste anerkendelse fra det Russiske Geografiske Selskab.William Barr, Baron Eduard von Toll’s Last Expedition: The Russian Polar Expedition, 1900-1903, Arctic vol. 34, no. 3 (september1980), P. 201-224
Den russisk-japanske krig Da Japan angreb Rusland i februar 1904, bad Koltjak om at blive overflyttet fra det videnskabelige akademi til flåden. Det skete samtidig med at han var på vej til Skt. Petersborg for at blive gift med sin forlovede, Sofja Fjodorovna Omirova. I stedet rejste hun sammen med sin fader og mødte Koltjak i Irkutsk, hvor de blev gift den 5. marts 1904. Den 9. marts rejste han til Ljujsjunkou (Port Arthur), hvortil han ankom den 18. marts 1904 og begyndte tjenesten som officer på krydseren Askold.Admiral Kolchak, K.A. Bogdanov, St. Petersburg Sudostroyeniye 1993 Senere fik han kommandoen over destroyeren ”Serdityj”, hvor han ved adskillige nattogter fik udlagt søminer. Koltjak modtog Skt. Anna ordenen af 4. grad for på denne måde at have sænket den japanske krydser ”Takasago”. Da blokaden af Port Arthur intensiveredes, fik Koltjak kommandoen over et af kystbatterierne. Han blev såret og til sidst tilfangetaget og sendt til Nagasaki, hvor han blev i 4 måneder. På grund af dårligt helbred blev han sendt hjem til Rusland inden krigen sluttede. Ved hjemkomsten modtog han æresbevisningen ”St. Jørgens Gyldne Sværd” med inskription ”For tapperhed”.
Tiden op mod 1. verdenskrig thumb|left|Koltjaks fremstilling om isens bevægelser fra 1909
Tilbage i Skt. Petersborg i april 1905 blev Koltjak forfremmet til kommandørløjtnant og deltog i genopbygningen af Den Kejserlige Russiske Flåde, som næsten var blevet helt ødelagt under krigen. Fra 1906 tjenestegjorde han i flådens generalstab og hjalp med at udforme et skibsbygningsprogram, uddannelsesprogram samt udvikle nye forsvarsplaner for Skt. Petersborg og Finske Bugt.
Koltjak deltog også i udformningen af to isbrydere, der blev søsat i 1909 og 1910 og baseret i Vladivostok. Skibene, hvoraf Koltjak fik kommandoen over det ene, blev sendt på en geografisk ekspedition til Beringshavet og Kap Desjnjov. Samtidig arbejdede han på det Videnskabelige Akademi med materiale, han havde samlet på så sine ekspeditioner.
Hans fremstilling i monografien ”Isen i Karahavet og Sibiriske hav”,<ref>Kolchak A.V., 1909, Isen i Karahavet og Sibirske hav (170 pp.). St. Petersburg (Russisk: Лёд Карского и Сибирского морей).</ref> blev betragtet som et hovedværk om isen og dens bevægelser med havstrømmene. En ekstrakt af bogen blev i 1929 publiceret i en American Geographical Society udgivelse om Problems of Polar Research.
I 1910 vendte han tilbage til Flådens Generalstab og i 1912 blev han tilknyttet Den Russiske Østersøflåde.
1. verdenskrig thumb|left|Koltjaks vigtigste mineringer i Østersøen 1914-15 I juli 1914 umiddelbart før krigsudbruddet (1. august 1914), fik Koltjak tildelt opgaver for Østersøflådens hovedkvarter, under ledelse af den øverstkommanderende for Østersøflåden admiral Nikojaj von Essen. Opgaverne omfattede inspektion af flådeenheder, flådebaser, udvikling af forsvarsforanstaltninger samt udlægning af miner. Den 16. juli modtog staben besked om at Østersøflåden skulle mobiliseres med virkning fra midnat den 17. juli og under Koltjaks ledelse forberedte en gruppe officerer instruktioner for slaget. Man gik straks i gang med at udlægge miner som forsvarslinjer i Finske Bugt for at beskytte hovedstaden. Koltjak fik kommandoen over flådeenhederne i Rigabugten, hvor der ligeledes blev lagt miner.
Von Essen var ikke tilfreds med kun at udføre forsvarsmæssige opgaver. Han bad derfor Koltjak om at komme med planer, der kunne angribe fremrykningen fra de tyske flådebaser. I løbet af efteråret og vinteren 1914-15 foretog de russiske destroyere og krydsere natlige togter i Østersøen, hvor der blev udlagt linjer med søminer. Minelinjerne blev lagt ud under Koltjaks direkte kommando uden for havnebyerne Kiel og Danzig, og der blev også lagt en lang linje af søminer fra Bornholm mod øst.
Koltjak blev i 1916, som yngste mand med denne titel, udnævnt til Viceadmiral og fik overdraget kommandoen over Sortehavsflåden. Hans opgave var her at understøtte general Judenitj i kampene mod Det Osmanniske Rige. Han var også beskæftiget med at imødegå trsuslen fra u-både og planlægge en invasion af Bosporus, der dog aldrig blev gennemført. Koltjaks flåde fik især sænket de tyrkiske skibe til kultransport. Der var ikke jernbaneforbindelse mellem de tyrkiske kulminer i øst og Konstantinopel, hvorved de russiske angreb på kultransporterne forvoldte stort besvær for den osmanniske regering. Ved et kombineret hær- og flådeangreb i 1916, hjalp Sortehavssflåden den russiske hær med erobringen af den tyrkiske by Trebizond.
Der indtraf en bemærkelsesværdig katastrofe under Koltjaks lederskab, da den russiske dreadnought Imperatritsa Marija eksploderede i Sevastopols havn den 7. oktober 1916. En omfattende undersøgelse kunne imidlertid ikke fastslå, om årsagen til katastrofen var en ulykke eller skyldtes sabotage.
Februarrevolutionen Det politiske kaos efter Februarrevolutionen ramte Sortehavsflåden. Koltjak blev frataget kommandoen over flåden i juni og rejste til Petrograd. Ved ankomsten blev Koltjak inviteret til et møde med Den russiske provisoriske regering. Her forelagde han sit syn på de russiske væbnede styrkes tilstand og deres fuldstændige demoralisering. Han erklærede at den eneste måde at redde landet på, ville være at genetablere stram disciplin og genindføre dødsstraf i hæren og flåden.
På dette tidspunkt udtrykte mange organisationer og konservative aviser sig om Koltjak som en fremtidig diktator. Et antal nye og hemmelige organisationer var vokset frem i Petrograd med det formål at imødegå den bolsjevikiske bevægelse og for fjernelsen af ekstremistiske medlemmer af regeringen. Nogle af disse organisationer rettede henvendelse til Koltjak for at få ham til at påtage sig lederskabet.
Da disse konspiratoriske nyheder nåede den provisoriske regerings krigsminister Aleksandr Kerenskij, beordrede han Koltjak til omgående at rejse til Amerika. Koltjak modtog en invitation fra en deltager i en amerikansk delegation ledet af Elihu Root til at komme til USA og orientere den amerikanske flåde om den strategiske situation ved Bosporus. Sammen med adskillige officerer forlod Koltjak den 19. august 1917 Petrograd på vej mod Storbritannien og USA som halvofficielle militære observatører. På gennemrejsen i London blev Koltjak hjerteligt modtaget af den britiske flådes chef, Admiral John Jellicoe, der tilbød ham transport på en britisk krydser på vej til Halifax i Canada. Da Koltjak nåede frem viste det sig, at rejsen havde været overflødig, for i mellemtiden havde USA opgivet ideen med enhver selvstændig aktion mod Dardanellerne. Koltjak besøgte den amerikanske flåde og dets havne og besluttede sig for at vende tilbage til Rusland via Japan.
Den Russiske Borgerkrig
Da den bolsjevikiske revolution fandt sted i november 1917, befandt Koltjak sig i Japan og derefter i Harbin i det nordøstlige Kina. Som støtte af den provisoriske regering tog han tilbage til Rusland gennem Vladivostok i 1918. Koltjak støttede fuldt ud de allieredes kamp mod det Tyske Kejserrige og anså Ruslands umiddelbare tilbagetrækning som uværdig. Han tilbød at lade sig hverve af den Britiske Hær for at fortsætte kampen. Briterne var tilbøjelige til at acceptere Koltjaks tilbud og der var planer om at sende ham til Mesopotamien (nuværende Irak). I sidste ende besluttede det britiske udenrigsministerium, at Koltjak kunne gøre bedre gavn for de allierede, hvis han væltede Lenin og bolsjevikkerne, for på den måde at bringe Rusland tilbage i krigen på allieret side. Koltjak accepterede modvilligt de britiske forslag og vendte tilbage til Rusland. Han ankom til Manchuriet og blev leder for sikkerheden på den russisk ejede Kinesisk Østlige Jernbane. Han tager til Omsk i Sibirien for at lade sig indrullere i Den Frivillige Hær og her accepterer han at blive minister i den Provisoriske Regionale Regering (Vladivostok).
Den 5. november 1918 blev han udpeget til Krigs- og flådeminister i den Provisoriske alrussiske regering. Den 7. november begyndte Koltjak at tage fat på sine nye opgaver med sine første ordrer til at opbygge centrale ministerielle organer og en Generalstab. Næste dag tog Koltjak til fronten for ved selvsyn at gøre sig bekendt med hærens tilstand og dens ledere. I november 1918 bliver denne upopulære regionale regering væltet ved et britisk sponseret coup d'etat. Da Koltjak vender tilbage til Omsk den 16. november bliver han kontaktet, men nægter at overtage magten. Den 18. november blev Det Socialrevolutionære Partis (SR) leder og medlemmer af regeringen arresteret af ataman Ivan Krasilnikov og nogle af hans tropper. Disse politikere blev udvist fra Sibirien og endte senere i Europa. De resterende regeringsmedlemmer mødtes og stemte for, at Koltjak skulle blive leder af regeringen og med nødretlige beføjelser. Koltjak fik titlen ”Ruslands Øverste Hersker” (Verkhovnyj Pravitel Rossii) og han udnævnte sig selv til Admiral. Samme dag udsendtes denne ”Ordre fra den Øverste Hersker til den russiske befolkning”: ”Den Provisoriske alrussiske regering er brudt sammen. Ministerrådet, der havde al magt, har overdraget den til mig, Admiral A. Koltjak. Efter at have påtaget mig at bære dette magtens kors under ekstremt vanskelige forhold i borgerkrigen og den fuldstændige forstyrrelse af statslivet, erklærer jeg: