thumb|594x594px|Unionsbrevet|200px Unionsbrevet, også kaldet Kalmarunionsdokumentet eller Kalmarunionsbrevet, er et af de to originale dokumenter, Kalmarbrevene, der er bevaret fra unionsmødet i Kalmar i 1397. Unionsbrevet var en juridisk bindende aftale, som fastsatte de mere detaljerede regler om Kalmarunionens regeringsudøvelse samt regulerede de fremtidige forhold mellem de tre riger.
Fra mødet i Kalmar foreligger to dokumenter. Kroningsbrevet, hvor Margrete får Erik kronet til konge over de skandinaviske riger, og det mere omdiskuterede Unionsbrev. Der hersker bred uenighed om gyldigheden af Unionsbrevet, som ikke var fuldgyldigt beseglet, og forbliver den dag i dag et af Skandinaviens mest omdiskuterede samtidshistoriske kilder.
Forud for unionsbrevet I årene 1387-89 skete der dramatiske forandringer i Norden, som i mere end et århundrede fik de tre nordiske kongeriger til at følge en fælles vej: I 1389 var Margrete, datter af Valdemar Atterdag, blevet hyldet med titlen 'Danmarks, Norges og Sveriges fuldmægtige frue og retmæssige husbond'. Hun brugte straks denne indflydelse på den norske arvefølge, hun havde opnået efter sin søn Olafs død, til at præsentere sin grandnevø fra Pommern som tronfølger. Han fik det nordiske kongenavn Erik og blev straks hyldet som konge af Norge. Hans valg til tronerne i Danmark og Sverige måtte vente, indtil han havde sat juridisk flertal i 1396.The Cambridge History of Scandinavia, oplag 1, side 683
I sommeren 1397 mødtes en række rigsråder, stormænd, bisper og ledende repræsentanter fra gejstligheden i Danmark, Norge og Sverige på Kalmar Slot. Her forhandlede de et forfatningsmæssigt grundlag for det, som siden er blevet kendt som Kalmarunionen.
Et afgørende motiv var utvivlsomt ønsket om at stå stærkere over for mecklenburgerne og hansestæderne, hvis de igen blev allierede og angreb.
Usikkerhed ifht. til unionsbrevets legitimitet Unionsbrevets status har været stærkt omdiskuteret i Skandinaviens historie.
Ifølge datidens lov om juridisk bindende aftaler, skulle selv behørigt beseglede dokumenter skrevet på pergament udveksles mellem rigerne. Man kan dog med stor sikkerhed fastslå, at dette aldrig skete for Unionsbrevet. Det bevarede dokument er skrevet på papir og indeholder såvel tekstrettelser som overstregelser, så det nærmest ser ud som et udkast. Ikke desto mindre har nogle af de personer, som nævnes til sidst i brevet, sat deres segl på det, og senere, mens Kalmarunionen endnu fungerede, regnedes unionsbrevet for værende retsligt gyldigt."Unionsbrevet 1397 om regeringsudøvelsen i Kalmarunionen" , Danmarkshistorien.dk, Aarhus Universitet, hentet 23. februar 2020.
Unionsbrevet starter som en aftalt faktuel unionstraktat, men slutter med bestemmelsen om, at det vil blive bekræftet af to pergamentdokumenter fra hvert kongerige. Unionsbrevet er således diplomatisk ufuldstændigt, og der er blevet rejst legitim tvivl om dets juridiske gyldighed.
I Erik Lönnroths ovennævnte fortolkning repræsenterer de to dokumenter to forskellige statslige systemer og former for union; mens kroningsbrevet afspejler det monarkiske regimeprogram, er unionsbrevet et aristokratisk udtryk for regimets politiske undersøgelse. Da kun Kroningsbrevet opnåede juridisk gyldighed, var det monarkiet, der vandt den forfatningsmæssige kamp på Kalmarmødet. Denne fortolkning er blevet bredt accepteret, og den generelle opfattelse nu, at Unionsbrevet ikke blev bekræftet, fordi det kolliderede med Margretes interesser, mens "den norske forklaring", at dette skyldtes norsk modstand, ikke har vundet megen anerkendelse. Grundlaget for sidstnævnte forklaring, at ingen nordmand satte sit segl til dokumentet, er blevet draget i tvivl af påstanden om, at en af sælerne trods alt kan være norsk.The Cambridge History of Scandinavia, oplag 1, side 725
Grundindholdet af Unionsbrevet I unionsbrevet slås fem vigtige principper for unionen fast:Gottfrid Carlsson: Medeltidens nordiska unionstanke (svensk); Gebers, Stockholm 1945. , side 67-68.
En eneste konge skal råde over alle tre riger. I princippet skal unionen være et Valgkongedømme, men i første række bør kongesønner vælges. Kongen skal styre hvert rige i overensstemmelse med hvert riges egne love. Hvis et af rigerne trues af krig, skal de andre komme det til hjælp. Den, som er blevet dømt fredløs, skal være det i alle rigerne. Ved forhandlinger med andre lande har kongen sammen med rådsmedlemmer fra hvert rige ret til at træffe beslutninger til alles bedste.
Tekst
Referencer
Litteratur
Kategori:Kalmarunionen