Karl 2. (født 10. oktober 1332, død 1. januar 1387), kaldet Karl den Onde, var konge af Navarra 1349–1387 og greve af Évreux 1343–1387.
Foruden Kongeriget Navarra ved Pyrenæerne havde han omfattende landområder i Normandiet, arvet efter sin far, grev Filip af Évreux, og sin mor, dronning Johanne 2. af Navarra, som havde modtaget dem som kompensation for at frasige sit krav på Kongeriget Frankrig og grevskaberne Champagne og Brie i 1328. I det nordlige Frankrig kontrollerede Karl således Évreux, Mortain, dele af Vexin og en del af Cotentin. Han var en vigtig spiller i en kritisk fase af Hundredårskrigen mellem Frankrig og England og skiftede gentagne gange side for at føre sin egen dagsorden. Hans rædselsvækkende død ved at brænde ihjel blev betragtet som Guds retfærdige straf over ham.
Liv
Tidlige liv
282px|left|thumb|Kongeriget Frankrig i 1350 Karl af Navarras besiddelser Det samme, men under engelsk økonomisk indflydelse Pavestaten Territorier kontrolleret af Edvard 3. af England Engelsk økonomisk interessesfære Fransk kulturindflydelseszone
Karl blev født i Évreux den 10. oktober 1332. Da hans far var fætter til kong Filip 6. af Frankrig, og hans mor, Johanne 2. af Navarra, var kong Ludvig 10.'s eneste barn, havde Karl af Navarra et stærkt arvekrav til den franske trone på begge forældres side, noget som han kunne lide at påpege, men det lykkedes ham kun at modtage en mindsket arv i forhold til hans franske landområder. Karl voksede op i Frankrig, indtil han blev erklæret for konge i en alder af 17 år, så han havde sandsynligvis ikke noget stort kendskab til Navarras romanske sprog, da han blev kronet.
I oktober 1349 overtog han Navarras trone. For at kunne aflægge sin kroningsed og blive salvet besøgte Karl 2. sit rige i sommeren 1350. For første gang blev eden aflagt på et andet sprog end latin eller occitansk, som det var sædvanen, dvs. navarro-aragonesisk. Bortset fra korte besøg i de første 12 år af sin regeringsperiode, tilbragte han næsten udelukkende sin tid i Frankrig. Han betragtede Navarra primært som en kilde til mandkraft, som kunne bruges i hans mål om at blive en mand med stor magt i Frankrig. Han håbede i lang tid på anerkendelse af hans krav på Frankrigs krone (som arving til Filip 4. af Frankrig gennem sin mor og Huset Capet gennem sin far). Han var imidlertid ikke i stand til at fravriste tronen fra sine Valois-fætre, som havde et stærkere arvekrav ud fra førstefødselsretten.
Mordet på Charles de la Cerda og forholdet til Johan 2. (1351-1356) Karl 2. tjente som kongelig løjtnant i Languedoc i 1351 og anførte hæren, der erobrede Port-Sainte-Marie på Garonne i 1352. Samme år giftede han sig med Johanne af Valois, datter af kong Johan 2. af Frankrig.Jonathan Sumption, Trial by Fire: The Hundred Years' War II(London: Faber & Faber, 1999), pp. 107–8. Han blev snart jaloux på Charles de La Cerda, Connétable de France, som skulle modtage lenet Angoulême. Karl af Navarra følte, at han havde ret til disse områder, da de havde tilhørt hans mor, dronningen af Navarra, men de var blevet taget fra hende af de franske konger for en ussel sum i kompensation.Sumption(1999), p. 103.
thumb|Karl af Navarra modtager Johan den Godes tilgivelse takket være støtten fra sin søster, kongens stedmor Blanka af Navarra, og sin faster, enkedronning Johanne af Évreux. Efter et offentligt skænderi med Charles de la Cerda i Paris i julen 1353 arrangerede Karl mordet på connétablen, der fandt sted i landsbyen l'Aigle den januar 1354, og som blev ført an af hans bror Filip, greve af Longueville. Karl gjorde intet forsøg på at skjule sin meddelagtighed i mordet, og få dage efter smedede han rænker med englænderne for militær støtte mod sin svigerfar Kong Johan 2., hvis favorit connétablen havde været.Sumption (1999), pp. 124–125. Johan 2. forberedte et angreb på sin svigersøns territorier, men Karls alliancetilnærmelser med kong Edvard 3. af England førte til, at Johan i stedet indgik fred med kongen af Navarra ved Mantes-traktaten af 22. februar 1354, hvorved Karl fik udvidet sine besiddelser og blev på papiret forsonet med Johan 2. Englænderne, der havde forberedt sig på at invadere Frankrig i et fælles felttog med Karl mod franskmændene, mente at være blevet ført bag lyset. Det blev ikke sidste gang, at Karl brugte truslen om en engelsk alliance til at opnå indrømmelser fra den franske konge. right|thumb| Johan den Gode, Konge af Frankrig, beordrer arrestationen af Karl den Onde, Kongen af Navarra; Jean Froissart krønike. Forholdet mellem Karl og Johan 2. forværredes på ny, og Johan invaderede Karls territorier i Normandiet i slutningen af 1354, mens Karl smedede rænker med Edvard 3.'s udsending, Henrik af Grosmont, 1. hertug af Lancaster, ved de frugtesløse fredsforhandlinger mellem England og Frankrig, der blev afholdt i Avignon hen over vinteren 1354-1355. Endnu en gang skiftede Karl side. Truslen om en fornyet engelsk invasion tvang Johan 2. til at indgå en ny forsoningsaftale med ham, beseglet ved Valognes-traktaten den 10. september 1355.
Også denne aftale kom ikke til at vare ved. Karl blev ven med Dauphinen, som han angiveligt forsøgte at påvirke, og han var tilsyneladende involveret i et forkludret statskup i december 1355, hvis formål så ud til at have været at erstatte Johan 2. med Dauphinen.Sumption(1999), pp. 199–200. Johan løste sagen ved at gøre sin søn til Hertug af Normandiet, men Karl af Navarra fortsatte med at rådgive Dauphinen, om hvordan han skulle styre denne provins.
Der spredtes også fortsat rygter om hans sammensværgelser mod kongen, og den 5. april 1356 brasede Johan 2. og en gruppe støtter uanmeldt ind i Dauphinens borg i Rouen, arresterede Karl af Navarra og fængslede ham. Fire af hans vigtigste støtter (hvoraf to havde taget del i mordet på Charles de la Cerda) blev halshugget og deres kroppe hængt ned i kæder. Karl blev ført til Paris og derefter flyttet fra fængsel til fængsel for større sikkerhed.Sumption(1999), pp. 206–7.
Karl mod Dauphinen (1356-1358) Karl forblev i fangenskab, efter at Johan 2. var blevet besejret og taget til fange af englænderne i slaget ved Poitiers. Men mange af hans støtter var aktive i Stænderforsamlingen, som forsøgte at styre og reformere Frankrig i det magtvakuum, der blevet skabt af kongens fængsling, mens anarki herskede i store dele af landet. De lagde konstant pres på Dauphinen for at løslade Karl. I mellemtiden havde hans bror Filip valgt at slutte sig til den invaderende engelske hær under hertugen af Lancaster og tog del krigen mod Dauphinens styrker i hele Normandiet. Endeligt den 9. november 1357 blev Karl befriet fra sit fængsel på slottet Arleux af en gruppe på 30 mand fra Amiens under ledelse af Jean de Picquigny.Sumption (1999), pp. 294–5. Han blev mødt som en helt, da han gjorde sit indtog i Amiens, og han blev af Stænderforsamlingen opfordret til at komme ind til Paris, hvilket han gjorde med et stort følge og blev modtaget som en nyligt kronet monark.Sumption (1999), pp. 295–6.
thumb|Dauphinen, den senere Karl 5, kan kun acceptere forsoningen med den befriede Karl af Navarra. Han talte til befolkningen den 30. november og lyttede til klagerne over dem, der havde fængslet ham. Étienne Marcel førte et "krav om retfærdighed for kongen af Navarra", som Dauphinen ikke var i stand til at modstå. Karl krævede en erstatning for alle skader, der blev gjort på hans territorier, mens han var fængslet, benådning for alle hans egne og hans støtters forbrydelser, samt ærefulde begravelser for de af hans støtter, der var blev henrettet af Johan 2. i Rouen. Han krævede også Dauphinens eget hertugdømme Normandiet og grevskabet Champagne, hvilket ville have gjort ham til den reelle hersker over det nordlige Frankrig.
Dauphinen var næsten magtesløs, men han og Karl var stadig i forhandlinger, da nyheden nåede frem til dem, at Edvard 3, og Johan 2. havde indgået en fredsaftale i Windsor. Da han vidste, at dette overhovedet ikke kunne være til hans fordel, sørgede Karl for at åbne alle fængsler i Paris for at skabe anarki og forlod Paris for at opbygge sin styrke i Normandiet.Sumption (1999), p. 302. I hans fravær forsøgte Dauphinen at samle en egen militærstyrke, men Karl gav i mellemtiden sine henrettede støtter en højtidelig statsbegravelse i Rouens katedral den 10. januar 1358 og erklærede formelt borgerkrig, idet han anførte en kombineret anglo-navarrisk styrke mod Dauphins garnisoner.
Karl, Paris Revolutionen og Jacqueriet (1358) right|thumb| Karl 2. fik lederne af Jacqueriet henrettet ved halshugning. Illustration fra Chroniques de France ou de St Denis, BL Royal MS. 20 C vii, f. 134v, produceret efter 1380. I mellemtiden rasede revolutionen i Paris. Den 22. februar blev Dauphinens øverste militærofficerer, marskallerne Jean de Conflans og Robert, greve af Clermont myrdet foran hans øjne af en pøbel under ledelse af Etienne Marcel, der gjorde Dauphinen til en reel fange og inviterede Karl af Navarra til at vende tilbage til byen, og det gjorde han den 26. februar med et stort væbnet følge. Dauphinen blev tvunget til at acceptere mange af Karls territoriale krav og lovede at finansiere en stående hær på 1.000 mand til Karls personlige brug.Sumption (1999), pp. 314–15. Imidlertid forhindrede sygdom Karl i at ledsage Dauphinen til møder, der var blevet indkaldt af adelen i Senlis og Provins, og Dauphinen var således i stand til at undslippe hans parisiske og navarriske vagter og indlede et felttog fra øst mod Karl og det revolutionære Paris.
Etienne Marcel bad indtrængende Karl om at gå i forbøn hos Dauphinen, men han opnåede intet, og landet omkring Paris begyndte at blive plyndret både af Karls styrker og af Dauphinens. I de sidste dage af maj udbrød bondeoprøret i Jacqueriet nord for Paris som et spontant udtryk af had til adelen, der havde bragt Frankrig så dybt ned. Etienne Marcel erklærede offentligt Paris' støtte til Jacqueriet. Uden at være i stand til at opnå hjælp fra Dauphinen anmodede ridderne i det nordlige Frankrig Karl af Navarra om at lede dem mod bønderne.
Selvom han var allieret med pariserne, støttede Karl på ingen måde bondestanden og mente, at Marcel havde begået en fatal fejl. Han kunne ikke modstå chancen for at optræde som leder af det franske aristokrati og ledte undertrykkelsen af Jacqueriet i slaget ved Mello den 10. juni 1358 og de efterfølgende massakrer på oprørerne. Derefter vendte han tilbage til Paris og gjorde et åbent forsøg på at opnå magt og opfordrede befolkningen til at vælge ham som Paris' kaptajn.Sumption (1999), pp. 317–337.
Dette forsøg resulterede i at Karl mistede støtten fra mange af de adelige, der havde støttet ham mod Jacqueriet, og de begyndte at forlade ham til fordel for Dauphinen, mens han rekrutterede soldater, hovedsageligt engelske lejesoldater, til "forsvaret" af Paris, skønt hans mænd havde taget opstilling uden for byen, og plyndrede og hærgede vidt og bredt. Da han indså, at Dauphinens styrker var meget stærkere end hans egne, indledte Karl forhandlinger med Dauphinen, der gav ham betydelige tilbud på kontanter og jord, hvis han kunne få pariserne til at overgive sig. De stolede imidlertid ikke på denne aftale mellem prinserne og afviste direkte vilkårene. Karl gik med til at kæmpe videre som deres kaptajn, men krævede, at hans tropper blev indkvarteret i byen.
Inden længe var der anti-engelske oprør i byen, og Karl blev sammen med Etienne Marcel tvunget af folkemængden til at føre dem mod de plyndrende garnisoner nord og vest for byen - mod hans egne mænd. Han førte dem (uden tvivl bevidst) ind i et engelsk baghold i skoven nær broen til Saint-Cloud og omkring 600 pariserne blev dræbt.Sumption (1999), pp. 338–344.
Karl kapitulerer (1359–60)