William Marshal, 1. jarl af Pembroke

William Marshal, 1. jarl af Pembroke (1146 eller 114714. maj 1219), også kaldet William the Marshal (Normannisk fransk: ,Crouch p.226 writes: "From his earliest appearances in the History, William son of John Marshal is invariably William , or often just ." fransk: ), var en anglo-normannisk soldat og statsmand. Han tjente fem engelske konger: Henrik 2., hans sønner Henrik den Unge Konge, Richard 1., Johan og Johans søn Henrik 3.

Slået til ridder i 1166, tilbragte han sine yngre år som en omrejsende ridder og en succesrig deltager i ridderturneringer. Stephen Langton, ærkebiskoppen af Canterbury, forherligede ham som den "største ridder, der nogensinde har levet." I 1189 blev han de facto jarl af Pembroke gennem sit ægteskab med Isabel de Clare, skønt titlen jarl ikke officielt officielt blev tildelt før i 1199 under den anden oprettelse af titlen som jarl af Pembroke I 1216 blev han udnævnt til protektor for den ni år gamle konge Henrik 3. og regent for kongeriget.

Før ham havde hans fars familie haft den arvelig titel af Marshal (marskal) til kongen, som under hans fars tid var blevet anerkendt som en leder eller mester Marshal, som betød at han stod over andre marshal og embedsmænd. William blev kendt som "the Marshal", selvom mange af opgaverne på hans tid var blevet uddelegeret til mere specialiserede repræsentanter (som det skete med andre funktioner i kongens hus). Fordi han var en jarl, og også kendt som the Marshal, blev udtrykket "Earl Marshal" ofte brugt, og dette blev senere en etableret arvelig titel i det engelske adelssystem. Appendix II

Tidlige liv Williams far John Marshal havde støttet Kong Stefan, da han tog tronen i 1135, men omkring 1139 skiftede han side og støttede nu Matilde i borgerkrigen mellem hende og Stefan, hvilket førte til Englands sammenbrud i "Anarkiet".

Da kong Stefan belejrede Newbury Castle i 1152, brugte han ifølge Williams biograf den unge William som et gidsel for at sikre, at John holdt sit løfte om at overgive slottet. John udnyttede imidlertid den tid han havde til at forstærke slottet og til at advare Matildes styrker. Da Stefan beordrede John til omgående at overgive sig, ellers ville William blive hængt, svarede John, at han bare skulle gøre det og sagde: "Jeg har stadig hammeren og ambolten, som jeg skal bruge til at smede endnu flere og bedre sønner med!" Efterfølgende foregav de, at de ville sende William af sted fra en pierrière (en slags blide) mod slottet. Stefan kunne ikke få sig selv til skade den unge William. (with partial translation of the original sources into Modern French.) William forblev som gidsel i mange måneder og blev først frigivet efter den fred, der blev indgået den 6. november 1153, hvor borgerkrigen blev afsluttet.

Omvandrende ridder thumb| Château de Tancarville i Normandiet, hvor William Marshall begyndte sin træning som ridder. Som en yngre søn af en mindre adelsmand havde William intet land eller ingen formue at arve og måtte finde sin egen vej i livet. Omkring tolv år gammel, da hans fars karriere var blevet usikker, blev han sendt til Château de Tancarville i Normandiet for at blive opdraget i husstanden hos William de Tancarville, en rig stormand og fætter til den unge Williams mor. Her begyndte han sin træning som ridder. Dette ville have indbefattet bibelske historier og bønner skrevet på latin og et vis kendskab til fransk romantisk litteratur for at skænke den fremtidige ridder forståelsen om livet som ridder.Crouch (1990) pp. 22-23 I Tancarvilles husstand har han sandsynligvis også lært vigtige og varige praktiske lektioner om det høviske livs politik. Ifølge hans biografi fra det 13. århundrede, , havde Marshal fjender ved Tancarvilles hof, der konspirerede mod ham, sandsynligvis mænd, der følte sig truet af hans nære forhold til stormanden.Crouch (1990) pp. 23-24

Han blev slået til ridder i 1166 under et felttog i Øvre Normandiet, som på det tidspunkt var blevet invaderet fra Flandern. Hans første oplevelse i kamp modtog blandede bedømmelser. Ifølge , var alle, der havde været vidne til den unge ridder i kamp, enige om, at han havde skilt sig godt fra det. Som middelalderhistorikeren David Crouch bemærker, "blev krig i det tolvte århundrede imidlertid ikke kæmpet kun for æren. Der var fortjeneste at få. . . "Crouch (1990) p. 32. I denne henseende var Marshal ikke så succesrig, da han ikke var i stand til at konvertere sine kampsejre til fortjeneste fra hverken løsepenge eller beslaglagt bytte. fortæller, at jarlen af Essex, der havde forventet den sædvanlige hyldest fra sin tapre ridder efter slaget, bemærkede med spøg: "Åh? Men Marshal, hvad siger du? Du havde fyrre eller tres af dem - alligevel nægter du mig så lille en ting!"Crouch (1990) p. 33.

I 1167 tog William de Tancarville ham med til hans første Ridderturnering, hvor han fandt sin rette metier. Efter at have forladt Tancarville-familien tjente han derefter hos sin morbror Patrick, 1. jarl af Salisbury. I 1168 blev hans morbror dræbt i et baghold af Guy af Lusignan. William blev såret og taget til fange i den samme træfning, men dronning Eleonora, som de eskorterede, og som var målet for bagholdet, var i stand til at flygte. Det vides, at William blev såret på låret, og at nogen i hans fangers følge fik medlidenhed med den unge ridder. Han fik et brød, hvori der var skjult adskillige stykker rene linnedbandager, som han kunne binde om sine sår. Denne tjeneste af godhed fra en ukendt person reddede måske Marshals liv, da infektionen, der havde sat sig inde i såret, kunne have dræbt ham. Efter et stykke tid blev han købt fri af Eleonora af Aquitanien, som tilsyneladende var blevet imponeret over historierne om hans mod. Han kom til forblive en del af dronning Eleonoras husstand i de næste to år og til muligvis også at deltage i et par turneringer i løbet af denne periode. pp 87

Tjeneste under Henrik den Unge Konge I 1170 blev Marshal udnævnt til den unge Kong Henriks lærermester i sværdkamp af den unge konges far Henrik 2. Under den unge konges ledede oprør 1173-1174 vides der kun lidt om Marshals specifikke aktiviteter udover hans loyalitet til den unge konge. Efter det mislykkede oprør rejste den unge Kong Henrik og hans følge, herunder Marshal, sammen med Henrik 2. i atten måneder, før de bad om og modtog tilladelse til at rejse til Europa for at deltage i ridderturneringer. pp. 112-115 Marshal fulgte den unge konge, og fra 1176-1182 vandt både Marshal og den unge konge prestige ved at sejre i ridderturneringer. Chapter 5 Turneringer var farlige, ofte dødbringende, iscenesatte kampe, hvor penge og værdifulde præmier skulle vindes ved at fange modstandere og forlange løsepenge for at frigive dem , deres heste og rustning. Marshal blev en legendarisk turneringsmester. På sit dødsleje erindrede han, at have overvundet 500 riddere i løbet af sin turneringskarriere.Abels, Dr. Richard. Medieval Chivalry, The United States Naval Academy. Accessed 8 February 2012. pp 373

I slutningen af 1182 blev Marshal beskyldt for at have haft en affære med den unge konges hustru Margrete af Frankrig. Historikeren Thomas Asbridge har fastslået, at selvom affæren meget stærkt ser ud til at være skabt af Marshals politiske fjender inden for den unge konges tjeneste, kan den hverken bevises eller modbevis på nogen måde. pp 140-146 David Crouch har antydet, at anklagen mod William faktisk var majestætsfornærmelse, som Marshal selv var skyld på grund af hans egen arrogance og grådighed, hvor anklagen om utroskab, der kun blev findes i som en afledning fra de reelle anklager, som han var sandsynligvis skyldig i. Uanset sandheden om beskyldningerne var Marshal i begyndelsen af 1183 fjernet fra unge konges tjeneste. pp 148

Henrik den Unge Konge erklærede i januar 1183 krig mod sin bror Richard Løvehjerte, hvor Henrik 2. tog Richards parti. I maj var Marshal blevet frikendt for alle anklager mod den unge konge og vendte tilbage til hans tjeneste. Den unge konge blev dog syg i slutningen af maj og døde den 11. juni 1183. På sin dødsleje bad den unge konge Marshal om at opfylde det løfte, den unge konge havde afgivet i 1182 om at tage korset op og foretage et korstog til Det hellige land, og efter at have modtaget Henrik 2.'s velsignelse drog Marshal afsted til Jerusalem i slutningen af 1183. Intet vides om hans aktiviteter i de to år, han var væk, bortset fra at han opfyldte den unge konges løfte og i hemmelighed forpligtede sig til at slutte sig til Tempelridderne på sit dødsleje. pp 170

I kongens gunst thumb| Mindesmærke i Cartmel Priory i Cumbria, England Efter hans tilbagevenden fra Det hellige land i slutningen af 1185 eller begyndelsen af 1186, pp 175 sluttede William sig nu til hoffet hos Kong Henrik 2., og fungerede nu som en loyal kaptajn gennem de mange vanskeligheder i Henrik 2.'s sidste år. Tilbagekomsten til kongens gunst var næsten øjeblikkelig. Kongen gav William det store kongelige gods Cartmel i Cumbria, og varetægten af Heloise, arvingen til det nordlige baroni Lancaster. Det kan være, at kongen forventede, at Marshal ville benytte lejligheden til at gifte sig med hende og blive en nordlig baron, men han ser ud til at have haft større ambitioner for sit ægteskab.

I 1188, da han stod over for et forsøg fra Filip 2. af Frankrig på at overtage den omstridte region Berry, kaldte Henrik 2. Marshal til sin side. Brevet, hvorved han gjorde dette, har overlevet, og indeholder nogle sarkastiske kommentarer om Williams klager om, at han hidtil ikke var blevet ordentligt belønnet for sin tjeneste over for kongen. Henrik lovede ham derfor ægteskab til Dionisia, frue af Châteauroux i Berry, herunder hendes land. I det efterfølgende felttog blev kongen uvenner med sin arving Richard, greve af Poitou, som efterfølgende allierede sig med Filip 2. mod sin far.

I 1189, mens han dækkede Henrik 2.'s flugt fra Le Mans til Chinon, kastede William den ulydige Richard af hesten i kamp. William kunne have dræbt prinsen, men dræbte hans hest i stedet for at vise sin pointe. Det siges, at han var den eneste mand nogensinde, der havde kastet Richard af hesten. Ikke desto mindre efter Henriks død blev Marshal budt velkommen til hoffet af sin tidligere modstander, nu Kong Richard 1., der var klog nok til at inkludere en mand, hvis legendariske loyalitet og militære præstationer var for nyttige til at ignorere, især for en konge, der havde til hensigt at drage på korstog.

I løbet af den gamle konges sidste dage havde han lovet Marshal Isabel de Clares (ca.1172–1220) hånd og godser, men havde ikke nået at afslutte aftalen. Kong Richard bekræftede dog tilbuddet, og så i august 1189, i en alder af 43 år, giftede Marshal sig med den 17-årige datter af Richard de Clare "Strongbow". Hendes far havde været jarl af Pembroke, og Marshal erhvervede store godser og krav i England, Wales, Normandiet og Irland. Nogle besiddelser var dog ikke med i aftalen. Marshal fik ikke Pembroke og titlen som jarl, som hans svigerfar havde haft, før end i 1199, da det var blevet overtaget af kongen i 1154. Ægteskabet forvandlede dog den jordløse ridder fra en mindre familie til en af de rigeste mænd i kongeriget, et tegn på hans magt og prestige ved hoffet. De fik fem sønner og fem døtre og adskillige efterkommere. William foretog adskillige forbedringer af sin hustrus lande, herunder omfattende tilføjelser til Pembroke Castle og Chepstow Castle.