Slaget ved Hattin () fandt sted den 4. juli 1187 mellem korsfarerstaterne i Levanten og styrkerne under ayyubidernes sultan Saladin (Salah ad-Din). Det er også kendt som Slaget ved Hattins Horn på grund af formen på den nærliggende uddøde vulkan Kurûn Hattin.
De muslimske hære under Saladin tilfangetog eller dræbte langt størstedelen af korsfarerenes styrker og umuliggjorde dermed deres evne til at føre krig. Som et direkte resultat af slaget blev muslimerne atter den fremtrædende militære magt i Det hellige land og generobrede Jerusalem og mange af de andre af korsfarerenes byer. Disse kristne nederlag førte til Det tredje korstog, som begyndte to år efter Slaget ved Hattin.
Placering Slaget fandt sted nær Tiberias i det nuværende Israel. Slagmarken, nær byen Hittin, havde som sin vigtigste geografiske udformning en dobbelt bakke ("Hattins Horn") ved siden af et pas gennem de nordlige bjerge mellem Tiberias og vejen til Akko mod øst. Darb al-Hawarnah-vejen, bygget af romerne, fungerede som den vigtigste øst-vestlige passage mellem Jordan vadestederne, Genesaret sø og Middelhavskysten.
Baggrund Guy af Lusignan blev konge af Jerusalem i 1186, i sin hustru Sibyllas ret, efter Sibyllas søn Balduin 5.'s død. Kongeriget Jerusalem var på dette tidspunkt opdelt mellem "hoffraktionen", bestående af Guy, Sibylla og de relativt nyankomne i kongeriget som Renaud de Châtillon, Gerard de Ridefort og Tempelridderne; og "adelsfraktionen", ledet af Raymond 3. af Tripoli, som havde været regent for barnekongen Balduin 5. og havde modsat sig Guys tronbestigelse. Raymond 3. af Tripoli havde støttet kravet på tronen tilhørende Sibyllas halvsøster Isabella og Isabellas mand Humfried 4. af Toron, og han ledte rivaliserende fraktion mod hoffraktionen. Åben krigsførelse blev kun forhindret, efter at Humfried af Toron havde svoret troskab til Guy og dermed afsluttet arvstriden. Den muslimske krønikeskriver Ali ibn al-Athir hævdede, at Raymond var i en "tilstand af åbent oprør" mod Guy.Arab Historians of the Crusades, Francesco Gabrieli, Account of Ibn al'Athir of the Events leading up to Hattin
I baggrunden af disse stridigheder var Saladin blevet vesir af Egypten i 1169 og havde indtaget Damaskus i 1174 og Aleppo i 1183. Han kontrollerede hele korsfarerstaternes sydlige og østlige flanke. Han forenede sine undersåtter under sunni-islam og overbeviste dem om, at han ville føre hellig krig for at drive de kristne frankere ud af Jerusalem. Saladin indgik ofte strategiske våbenhviler med frankerne, når der var behov for at håndtere politiske problemer i den muslimske verden, og en sådan våbenhvile blev indgået i 1185. Rygter spredtes blandt frankerne, at Raymond 3. af Tripoli havde indgået en aftale med Saladin, hvorved Saladin ville gøre ham til konge af Jerusalem i gengæld for fred. Dette rygte blev gentaget af Ibn al Athir, men det er uklart, om det var sandt. Raymond 3. var bestemt modstræbende til at gå i krig mod Saladin.
I 1187 angreb Renaud de Châtillon en muslimsk karavane, mens våbenhvilen med Saladin stadig var i kraft. Saladin svor, at han ville dræbe Renaud for at have overtrådt våbenhvilen og sendte sin søn Al-Afdal ibn Salah ad-Din og emiren Gökböri til at plyndre frankiske lande omkring Akko. Gerard de Ridefort og tempelridderne mødte Gökböri i Slaget ved Cresson i maj, hvor de led et stort nederlag.Nicholson and Nicolle, p. 55 Tempelridderrne mistede omkring 150 riddere og 300 fodsoldater, der havde udgjort en stor del af Jerusalems militær. Jonathan Phillips mener, at "skaden på frankernes moral og omfanget af tabene ikke bør undervurderes som medvirkende til nederlaget ved Hattin".The Crusades 1095-1197, Jonathan Phillips, 2002
I juli påbegyndte Saladin belejringen af Tiberias, hvor Raymond 3.'s hustru Eschiva blev indesluttet. På trods af dette argumenterede Raymond for, at Guy ikke skulle møde Saladin i kamp, og at Saladin ikke kunne holde Tiberias, fordi hans tropper ikke ville kunne være væk fra deres familier så længe. Johannitterne rådede også Guy til ikke at provokere Saladin. Gerard de Ridefort rådede Guy til at gå imod Saladin, og Guy tog hans råd. Norman Housley antyder, at dette skyldtes, at "begge mænds sind var blevet så forgiftet af den politiske konflikt i årene 1180-87, at de kun kunne se Raymonds råd som udtænkt til at bringe dem personlig undergang", og også fordi han havde brugt Henrik 2. af Englands donationer til at tilkalde hæren og var uvillig til at opløse den uden kamp. Dette var et sats fra Guys side, da han kun efterlod få riddere til at forsvare byen Jerusalem.Steven Runciman. page 464, "A History of the Crusades. The Kingdom of Jerusalem and the Frankish East", Cambridge University Press 1968, SBN 521 06162 8
Belejringen af Tiberias I slutningen af maj samlede Saladin den største hær, han nogensinde havde befalet på Golanhøjderne, omkring 40.000 mænd inklusive et regulært kavaleri på ca. 12.000. Han inspicerede sine styrker ved Tell-Ashtara, inden han krydsede floden Jordan den 30. juni. Saladin havde også uventet opnået en alliance med det druserne med base i Sarahmul ledet af Jamal ad-Din Hajji, hvis far Karama var en gammel allieret med Nur ad-Din Zangi, Saladins onkel. Byen Sarahmul var blevet hærget af korsfarerne ved forskellige lejligheder og ifølge Jamal ad-Din Hajji havde korsfarerne endda fået assasinere til at dræbe hans tre ældre brødre. Saladins hær var organiseret med en midte og to flanker: Gökböri befalede venstre flanke, Saladin selv befalede midten og hans nevø, Al-Muzaffar Umar (Taki ad-Din), højre flanke.Ibn Khallikan, pp. 536-537Runciman. p. 455
Den modstående korsfarerhær samlede sig ved Sepphoris. Den bestod af omkring 18.000-20.000 mænd, herunder 1.200 riddere fra Jerusalem og Tripoli og 50 fra Antiochia. Selvom hæren var mindre end Saladins, var den stadig større end dem, som korsfarerne normalt mønstrede. Den sædvanlige udskrivning for dem, der skyldte feudal tjeneste, blev ved denne lejlighed i lyset af den voldsomme trussel udvidet til at omfatte et kald til våben for alle raske mænd i kongeriget.
Efter en forsoning mødtes Raymond og Guy i Akko med hovedparten af den korsfarerhæren. Ifølge nogle europæiske kilder var der udover ridderne et større antal let kavaleri og måske 10.000 fodsoldater suppleret med armbrøstskytter fra den italienske handelsflåde og et stort antal lejesoldater (inklusive turkopoler), der var blevet hyret med penge doneret til kongeriget af Henrik 2., konge af England. Hærens fane var et relikvie i form af Det sande kors, båret af biskoppen af Akko, som blev sendt på vegne af den skrantende patriark Heraklius .
Saladin besluttede at lokke Guy til at flytte sin felthær væk fra deres sikre befæstede lejr, der lå ved kilderne ved Sepphoris (en vigtig lokal vandkilde). Han havde regnet sig frem til, at korsfarerne lettere kunne besejres i en feltslag end ved at belejre deres befæstninger. Den 2. juli ledte Saladin personligt et angreb på Raymonds fæstning i Tiberias, mens den muslimske hovedhær forblev ved Kafr Sabt. Garnisonen i Tiberias forsøgte at bestikke Saladin til at forlade borgen uforstyrret, men han nægtede, og udtalte senere, at "da folket indså, at de stod over for en modstander, der ikke kunne narres og ikke ville stilles tilfreds med en tribut, blev de bange for at krig kunne indeslutte dem, og de bad om pardon... men tjeneren gav sværdets herredømme over dem. " Inden for en dag blev et af fæstningens tårne undermineret, og det kollapsede. Saladins tropper stormede hullet og dræbte modstanderens styrker og tog fanger. Raymonds hustru Eschiva holdt stand med de overlevende frankiske tropper i citadellet.
Da de muslimske tropper begyndte at grave en anden mine til at angribe citadellet den 3. juli, modtog Saladin nyheden om, at Guy var i gang med at flytte den frankiske hær mod øst. Korsfarerne var bidt på krogen. Guys beslutning om at forlade Sepphoris var resultatet af et korsfarerkrigsråd, der blev afholdt natten til 2. juli. Optegnelser fra dette møde er partiske på grund af de personlige fejder blandt frankerne, men det ser ud til, at Raymond hævdede, at en march fra Akko til Tiberias var præcis, hvad Saladin ønskede, mens Sepphoris var en stærk position for korsfarerne at forsvare. Raymond hævdede også, at Guy ikke burde bekymre sig om Tiberias, som Raymond holdt personligt, og som han var villig til at opgive for rigets sikkerhed. Som svar på dette argument, og på trods af deres forsoning (intern hof politik forblev stærk), blev Raymond beskyldt for fejhed af Gerard og Renaud. Dette fik Guy til at beslutte et øjeblikkeligt modangreb mod Saladin i Tiberias.
Slagets gang right|thumb|450x450px|Troppebevægelser under slaget (Korsfarerriget Jerusalem i sort og muslimerne i grønt). Fontaine - (Kilde). Djebel - (Bjerg). Tiberiade - (Tiberias). Lac de Tiberiade - (Genesaret sø). Cafsarsset - (Kafr Sabt). Den 3. juli drog den frankiske hær af sted mod Tiberias, konstant forstyrret af muslimske bueskytter. De passerede kilderne ved Turan, som var helt utilstrækkelige til at give hæren vand. Ved middagstid besluttede Raymond af Tripoli, at hæren ikke kunne nå Tiberias inden mørkets frembrud, og han og Guy blev enige om at ændre marchens rute og svinge til venstre i retning af Kafr Hattins kilder, kun 9,7 km væk. Derfra kunne de marchere ned til Tiberias den følgende dag. Muslimerne positionerede sig mellem den frankiske hær og vandet, således at frankerne blev tvunget til at slå lejr natten over på det tørre plateau nær landsbyen Meskenah. Muslimerne omringede lejren så tæt, at "en kat ikke kunne have undsluppet". Ifølge Ibn al Athir var frankerne "fortvivlede, plaget af tørst", mens Saladins mænd jublede i forventning om deres sejr.Norman Housley, History Today Article, The Battle of Hattin
left|thumb| Hattins Horn, 2005, set fra øst I løbet af natten demoraliserede muslimerne korsfarerne yderligere ved at bede, synge, slå trommer, vise symboler og synge. De satte ild til det tørre græs, hvilket gjorde korsfarernes struber endnu tørrere.Steven Runciman. page 458, "A History of the Crusades. The Kingdom of Jerusalem and the Frankish East", Cambridge University Press 1968, SBN 521 06162 8 Korsfarerne var nu tørstige, demoraliserede og udmattede. Den muslimske hær havde derimod en karavane af kameler, der bragte gedeskind med vand op fra Genesaret sø. thumb|Slaget ved Hattin (Gustave Doré) Om morgenen den 4. juli blev korsfarerne gjort blinde af røg fra de brande, der var blev antændt af Saladins styrker. Frankerne kom under beskydning fra muslimske bueskytter fra divisionen under ledelse af Gökböri, der var blevet forsynet med 400 ladninger af pile, der var blevet bragt op i løbet af natten. Gerard og Renaud rådede Guy til at danne slaglinjer og angribe, hvilket blev anført af Guys bror Amalrik. Raymond førte den første division sammen med Raymond af Antiokia, søn af Bohemund 3. af Antiokia, mens Balian og Joscelin 3. af Edessa dannede bagtroppen.
Tørstige og demoraliserede brød korsfarerne op og skiftede retning mod Hattins kilder, men deres svækkede formationer blev angrebet af Saladins hær, som blokerede ruten foran og ethvert muligt tilbagetog. Grev Raymond iværksatte to angreb i et forsøg på at bryde igennem til vandforsyningen ved Tiberias-søen. Det anden af disse gjorde det muligt for ham at nå søen og nå til Tyrus.Richard, Jean. The Crusades c1071-c1291. p. 207.