Tanzimat (; ) var en periode med reformer i det osmanniske rige, der begyndte i 1839 og sluttede med indførelsen af et konstitutionelt monarki i 1876.
Tanzimat havde til formål at gennemføre en modernisering for at konsolidere det osmanniske riges sociale og politiske fundament. Den betragtes ofte som en parallel til nahda, den tilsvarende 1800-tals-reformbevægelse i de arabiske dele af riget.al-Nahda and Tanzimat, the 19th-century winds of change. Sharing History, Museum with No Frontiers, besøgt 28. februar 2021.Arslan, C. Ceyhun. 2017. Ambivalences of Ottoman Modernity: Nahda, Tanzimat, and World Literature. Doctoral dissertation, Harvard University, Graduate School of Arts & Sciences. Harvard Library's hjemmeside, besøgt 28. februar 2021.
Tanzimat-perioden var præget af forskellige forsøg på at modernisere riget og sikre dets territorium mod interne nationalistiske bevægelser og eksterne aggressive magter. Reformerne tilskyndede til osmannisme blandt de forskellige etniske grupper i imperiet og forsøgte at dæmme op for stigningen i nationalismen blandt de enkelte befolkningsgrupper. En del af reformpolitikken var en økonomisk politik baseret på Balta Liman-traktaten fra 1838. I Tanzimat-perioden førte regeringens række af forfatningsreformer til en ganske moderne værnepligtig hær, reformer af bankvæsenet, afkriminalisering af homoseksualitet, udskiftningen af religiøs med verdslig lov og traditionel lavsbaseret fremstilling med moderne fabrikker.
Der blev foretaget mange ændringer for at forbedre borgernes frihedsrettigheder, men mange muslimer så dem som fremmed indflydelse på islams verden. Denne indstilling komplicerede statens reformbestræbelser.
Etymologi
Ordet Tanzimat er en forkortelse af det tyrkiske udtryk Tanzimat-e hayriye, som betyder "gavnlige ordninger". Det første led er flertal af det arabiske ord tanzim, der betyder ordning, forskrift eller regel.Christensen, Peter: Artiklen Tanzimat i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 28. februar 2021.
Oprindelse
Reformerne opstod hos reformvenlige sultaner som Mahmud II og hans søn Abdulmejid I og fremtrædende, ofte europæisk uddannede embedsmænd, der erkendte, at de gamle religiøse og militære institutioner ikke længere opfyldte rigets behov. De fleste af de symbolske ændringer, eksempelvis nye uniformer, havde til formål at ændre tankegangen hos kejserlige administratorer. Mange embedsmænd blev opfordret til at klæde sig i en mere vestlig stil. Mange af reformerne var forsøg på at kopiere vellykket europæisk praksis. Reformerne blev stærkt påvirket af Code Napoleon og fransk lov under det andet franske kejserrige som et direkte resultat af det stigende antal osmanniske studerende, der blev uddannet i Frankrig. Ændringer omfattede afskaffelse af devshirme-værnepligtssystemet til fordel for almen værnepligt, uddannelsesmæssige, institutionelle og juridiske reformer og systematiske forsøg på at fjerne politisk korruption.
Derudover søgtes den såkaldte osmannisme fremmet, dvs. en ideologi beregnet til at forene alle de forskellige folk, der boede i de osmanniske territorier, "muslimske og ikke-muslimske, tyrkiske og græske, armenske og jødiske, kurdiske og arabiske". Politikken begyndte officielt med Gülhane-dekretet fra 1839, der erklærede ligestilling for loven for både muslimske og ikke-muslimske osmanner.
Motiver
Det ambitiøse projekt blev lanceret for at bekæmpe rigets langsomme forfald. I længere tid var grænserne skrumpet og rigets styrke svækket i forhold til de europæiske magter. Der var både interne og eksterne grunde til reformerne.
Internt håbede det osmanniske imperium, at det ved at slippe af med millet-systemet kunne opnå en mere direkte kontrol med alle dets borgere via oprettelsen af en mere centraliseret regering og en større legitimitet for styret. Et andet stort håb var, at større åbenhed overfor forskellige befolkningsgrupper ville tiltrække flere mennesker ind i imperiet. Der var frygt for indre stridigheder mellem muslimer og ikke-muslimer, og større religiøs frihed til alle forventedes at formindske denne trussel. At give flere rettigheder til kristne blev anset for at kunne reducere faren for fremmed intervention på deres vegne.
Selvom motiverne til implementeringen af Tanzimât var bureaukratiske, blev de ansporet af liberale ministre og intellektuelle som Dimitrios Zambakos Pasha, Kabuli Mehmed Pasha, ung-osmannernes hemmelige samfund og liberalt sindede personer som Midhat Pasha, der ofte betragtes som en af grundlæggerne af det osmanniske parlament. Takket være de nye interne, økonomiske og diplomatiske kriser i 1875–1876 indførte Midhat Pasha forfatningen fra 1876 og afsluttede Tanzimat.
Reformer thumb|220x220px|Den fremtrædende statsmand Mizancı Murat Bey var kendt for sit arbejde med at genoplive begrebet osmannisme under den anden forfatningsmæssige periode. thumb|244x244px|Prins Sabahaddin proklamerede det osmanniske riges første liberale parti under den anden forfatningsmæssige periode. Tanzimât-reformerne begyndte under Sultan Mahmud II. Den 3. november 1839 udstedte Sultan Abdulmejid en hatt-i sharif eller kejserligt dekret kaldet Gülhane-dekretet eller Tanzimat () Fermânı. Dette blev efterfulgt af flere vedtagelser, der implementerede den nye politik.
I dekretet erklærede sultanen, at han ønskede "at bringe fordelene ved en god administration til provinserne i det osmanniske rige gennem nye institutioner". Blandt reformerne var:
garantier for at sikre de osmanniske undersåtter fuld sikkerhed for deres liv, ære og ejendom (1839); indførelsen af de første osmanniske papirsedler (1840); åbningen af imperiets første postkontorer (1840); omorganisering af det økonomiske system (1840) omorganisering af civil- og straffeloven (1840) oprettelsen af Meclis-i Maarif-i Umumiye (1841), som var prototypen for det første osmanniske parlament (1876); reorganiseringen af hæren og en ny metode til at rekruttere soldater til hæren og fastsætte varigheden af militærtjenesten (1843–44); vedtagelsen af en osmannisk nationalhymne og et osmannisk nationalflag (1844) den første landsdækkende osmanniske folketælling i 1844 (kun mandlige borgere blev talt); de første nationale identitetskort (officielt navngivet identitetspapirer Mecidiye, 1844); institutionen for et råd for offentlig instruktion (1845) og undervisningsministeriet ( Mekatib-i Umumiye Nezareti, 1847, som senere blev Maarif Nezareti, 1857); afskaffelsen af slaveri og slavehandel (1847); etablering af de første moderne universiteter ( darülfünun, 1848), akademier (1848) og lærerseminarier ( darülmuallimin, 1848); oprettelsen af sundhedsministeriet ( Tıbbiye Nezareti, 1850) den særlige handelslovgivning (1850) oprettelsen af videnskabsakademiet ( Encümen-i Daniş, 1851); etableringen af Şirket-i Hayriye ( tr ), der kørte de første dampdrevne pendlerfærger (1851); oprettelsen af den moderne kommune Konstantinopel ( Şehremaneti, 1854) og byplanlægningsrådet ( İntizam-ı Şehir Komisyonu, 1855); Hatt-ı Hümayun fra 1856 (kaldet Islahat, dvs. forbedring), der lovede fuld juridisk ligestilling for borgere af alle religioner (1856); afskaffelsen af devshirme-systemet for militær værnepligt, hvilket tillod ikke-muslimer at blive soldater (1856); forskellige bestemmelser for bedre administration af den offentlige service og fremme af handel; etablering af de første telegrafnetværk (1847–1855) og jernbanenetværk (1856); udskiftning af lavspræget manufaktur med fabrikker oprettelsen af den osmanniske centralbank (oprindeligt oprettet som Bank-ı Osmanî i 1856 og senere reorganiseret som Bank-ı Osmanî-i Şahane i 1863) og den osmanniske børs ( Dersaadet Tahvilat Borsası, oprettet i 1866 ); Landkoden ( Arazi Kanunnamesi (1857); tilladelse til private forlag og trykkerier med Serbesti-i Kürşad Nizamnamesi (1857) afkriminalisering af homoseksualitet (1858) oprettelsen af Civil Service School, en institution for videregående uddannelse for civile (1859) oprettelsen af skolen for økonomiske og politiske videnskaber ( Mekteb-i Mülkiye, 1859); kodekset om regulering af presse og journalistik ( Matbuat Nizamnamesi, 1864); blandt andre. oprettelsen af det kejserlige osmanniske lycée ved Galatasaray, en anden institution for videregående uddannelse for civile (1868) Nationalitetsloven fra 1869, der skabte et fælles osmannisk statsborgerskab uanset religiøse eller etniske splittelser (1869).
Gülhane-dekretet fra 1839 Gülhane-dekretet var den første store reform i Tanzimat-reformerne under sultan Abdulmejids regering og en afgørende begivenhed i bevægelsen henimod sekularisering. Dekretet, opkaldt efter rosenhuset (Gülhane) ved Topkapi-paladset, indførte et moderne skattesystem med lønnede skatteopkrævere. Dette afspejler de centraliserende virkninger af Tanzimat-reformerne. Derudover indførte dekretet tvungen værnepligt baseret på de forskellige distrikters befolkningsstørrelse.
Den mest betydningsfulde klausul i Gülhane-dekretet er imidlertid den, der håndhæver retsstatsprincippet for alle undersåtter, inklusive ikke-muslimer, ved at garantere retten til liv og ejendom for alle. Dette satte en stopper for kul-systemet, som tillod herskerens tjenere at blive henrettet eller få deres ejendom konfiskeret efter hans ønske. Disse reformer forsøgte at etablere juridisk og social lighed for alle osmanniske borgere. Reformerne eliminerede millet-systemet i det osmanniske rige. Millet-systemet skabte religiøst baserede samfund, der fungerede autonomt, så folk blev organiseret i samfund, der havde forskellige privilegier. Denne klausul ophævede disse samfunds privilegier og konstruerede et samfund, hvor alle fulgte den samme lov.
De nye reformer lagde op til en næsten fuldstændig omorganisering ("genopbygning") af det offentlige liv i det osmanniske rige. Under genopbygningen blev der etableret et system med statslige skoler, der skulle uddanne kommende embedsmænd. Hver provins var organiseret sådan, at hver guvernør havde et rådgivende råd og særlige opgaver for bedre at kunne tjene territoriet. De nye reformer medførte også behov for et moderne finansielt system med en centralbank, statsobligationer og en decimalvaluta. Endelig ledte reformerne til en udvidelse af veje, kanaler og jernbanelinjer til bedre kommunikation og transport.
Dekretet fra 1856 og religionsfrihed right|thumb|338x338px| Mehmed Emin Âli Pasha, hovedarkitekt for Islâhat Fermânı. Reformdekretet fra 1856 havde som formål at gennemføre løfterne fra Tanzimat. Dekretet var meget specifikt med hensyn til status for ikke-muslimer, hvilket gør det muligt "at se det som resultatet af en periode med religiøs rastløshed, der fulgte 1839-dekretet". Officielt var en del af Tanzimats mål at gøre staten intolerant over for tvungen konvertering til islam, hvilket også gjorde henrettelsen af frafaldne fra islam ulovlig. På trods af statens officielle holdning midt i Tanzimat-reformerne synes denne tolerance over for ikke-muslimer at være blevet alvorligt begrænset, i det mindste indtil Reformdekretet fra 1856. Det osmanniske rige havde på mange forskellige måder forsøgt at nå ud til ikke-muslimer. Først forsøgte den at nå ud til dem ved at give alle ikke-muslimer mulighed for at ansøge om dhimmi-status. At have dhimmi-status gav ikke-muslimer mulighed for at leve i sikkerhed i det osmanniske rige og eje fast ejendom mod at betale en særlige skat (jizya).
Konsekvenser thumb|235x235px|Forfatningen fra 1876: Et litografi, der fejrer den ungtyrkiske revolution i 1908, med bevægelsens inspirationskilder, Midhat Paşa, prins Sabahaddin, Fuad Paşa og Namık Kemal, de militære ledere Niyazi Bey og Enver Paşa, og sloganet »Frihed, lighed, broderskab«. Selvom Gülhane-dekretet og Tanzimat udstak vigtige retningslinjer for samfundet, udgjorde de ikke en forfatning og erstattede ikke sultanens myndighed.