Neville-familien (også stavet Nevill) er en adelsslægt, der dukkede op i den tidlige Middelalder, og som blev en ledende politisk styrke i England i den sene Middelalder. Familien blev en af de to mægtigste stormandsslægter i Nordengland og spillede en central rolle i Rosekrigene sammen med deres rival, Huset Percy.
Oprindelse De første overlevende optegnelser om mandlige medlemmer af Neville-familien optræder årtier efter normannernes erobring af England (1066) og Domesday Book (1086), som ikke dækkede County Durham, området for deres tidligste registrerede jordbesiddelser. Neville-familiens mandlige linje var af oprindelig anglo-saksisk oprindelse, og familien kan godt have været en del af aristokratiet i Northumbria før erobringen.. Round, Feudal England, 370-2; Offler, 'FitzMeldred, Neville and Hansard', 2-3; Wagner, English Ancestry, 16-17; Wagner, Pedigree and Progress, 51, 210 Efter den normanniske erobring mistede det meste af det eksisterende angelsaksiske aristokrati i England deres jorde og titler, som blev overtaget af en ny normannisk herskende elite, og selvom sådanne overlevelser er meget sjældne, var indfødte familiers fortsatte jordbesiddelse mere almindeligt i det nordligste i England, i County Durham, end i syd.
Familiens mandlige linje kan spores tilbage til en vis Uhtred, hvis identitet er usikker, dog foreslår Horace Round (1895), at han muligvis kan være identisk med manden af samme navn, der var søn af Ligulf, en magtfuld than i Northumbria, der blev dræbt i Durham i 1080.Round, Origin of the Nevilles, p.490 Hans søn Dolfin, der i optegnelserne kaldes "søn af Uhtred", bekræftes først gang i 1129 som værende i besiddelse af herregården Staindrop (tidligere Stainthorp) i County Durham, for prioren af Durham. Dette sted forblev familiens hovedsæde indtil 1569, hvor deres hovedbolig var i Raby i den nordlige del af Staindrop Sogn, hvor de i det 14. århundrede opførte det nuværende Raby Castle. Dolfin blev efterfulgt af sin søn Meldred. Han blev igen efterfulgt af sin søn Robert FitzMeldred, der blev gift med den anglo-normanniske arving Isabel de Neville, datter af Geoffrey de Neville (død 1193), den 2. feudale baron af Ashby i Lincolnshire.Sanders, I.J. English Baronies: A Study of their Origin and Descent 1086-1327, Oxford, 1960, p.3 Deres søn Geoffrey "de Neville" (død ca. 1242) arvede hans mors families godser såvel som hans fars og antog sin mors efternavn, men bevarede sine fædrenes våbenskjold rød, sølvhvidt andreaskors.Planché: The Pursuivant of Arms: "in consequence of the great possessions of his mother, assumed the name of her family, but retained the arms of his own" I det normanniskstyrede England var et normanniske efternavn mere prestigefyldt og mere socialt fordelagtigt end et engelsk.Round, Feudal England, 370-2 Allerede før Neville-ægteskabet var FitzMeldred-familien en stormagt i området: "Rundt omkring i deres landbesiddelser var denne familie, der stædigt havde holdt fast i indfødte navne i over hundrede år efter 1066, fremtrædende blandt lægmændene i Bispedømmet Durham i det 12. århundrede".Offler, 'FitzMeldred, Neville and Hansard', 3
Geoffrey de Neville giftede sig med en vis Joan, som det fremgår af et charter, der blev udstedt i 1273 af hans søn Robert de Neville (d. 1282) til Marton Priory, Yorkshire, med henvisning til " til hans forældre, Geoffreys og Joans sjæle, og for begge hans hustruers sjæle".Calendar of the Charter Rolls, 1300-1326, London, 1908, p.135,quoted in Jarvis, R. (2017) Baronial women in thirteenth-century Lincolnshire. M.A. thesis, Canterbury Christ Church University, p.20
I det 16. århundrede hævdede Neville-familien, at deres forfader Uhtred var en efterkommer af Crínán af Dunkeld, stamfader til den skotske kongeslægt Dunkeld.Wagner, English Ancestry, 16-17 Moderne slægtsforskere har spekuleret i flere teorier for at forbinde Uhtred med hans påståede forfædre, men ingen af disse understøttes af nogen direkte beviser.It has been noted, however, that "this Dolfin, when doing homage to the Prior of Durham for Staindrop, reserved his homage to the kings of England and of Scotland, as well as the Bishop of Durham" implying that he was "no doubt, a man of consequence" and "probably of high Northumbrian birth". Round, Feudal England, 370-2; Offler, 'FitzMeldred, Neville and Hansard', 2-3; Wagner, English Ancestry, 16-17; Wagner, Pedigree and Progress, 51, 210
Opstigning til magten Familiens rigdom og magt voksede støt i de følgende århundreder. Deres regional magt nød godt af hyppige udnævnelse til sådanne kongelige embeder som sherif, slotsfogeder, skovdommere, og fredsdommer i forskellige dele af det nordlige England. Disse fremtrædende embeder begyndte med Geoffrey de Nevilles søn Robert under Henrik 3.'s regeringstid, hvor Robert støttede kongen mod baronerne under Simon de Montfort.Young, Making of the Neville Family, 82-6 Neville-familien holdt også administrative embeder under prinsebiskopperne af Durham.Young, Making of the Neville Family, 100 Roberts barnebarn Ranulph Neville var et af de grundlæggerne af Englands adelsrang, idet han blev indkaldt til at sidde i House of Lords ved dets etablering i 1295 og således grundlagde han slægtslinjen baron Neville af Raby.
Krigstjeneste i slutningen af det 13. og 14. århundrede mod Skotland og senere i Hundredårskrigen i Frankrig var af afgørende betydning for yderligere forbedring af familiens status.Young, Making of the Neville Family, 100-2, 112-24 I 1334 blev Ralph Neville, Lord af Raby, udnævnt til en af Warden of the Marches, den øverste leder for grænseforsvaret, og medlemmer af Neville-familien blev sædvanligvis derefter udnævnt til disse stillinger. Young, Making of the Neville Family, 114 Ralph ledte den styrke, der knuste en invaderende skotsk hær i Slaget ved Neville's Cross uden for Durham og tog kong David 2. af Skotland til fange i 1346. I midten af det 14. århundrede blev Neville-familien også involveret i søforsvaret, idet de holdt stillingen som Admiral of the North.Young, Making of the Neville Family, 119-24 I løbet af denne periode begyndte de også at blive udnævnt til e høje embeder ved hoffet og i kirken: Sejrherren ved Neville's Cross fungerede som steward for kongens hushold, og ved hans død blev han efterfulgt i embedet af sin ældste søn John. Johns bror Alexander Neville blev ærkebiskop af York og var en nær rådgiver for Richard 2. Som sådan blev han retsforfulgt sammen med Richards andre ledende støtter, da de utilfredse Lords Appellant tog magten i 1386-89. Han kom til at lide konfiskationen af sin ejendom, men som en gejstlig undslap han samme dødsdom, som hans kolleger var blev idømt.Young, Making of the Neville Family, 125-35 right|thumb|400x400px| Raby Castle i County Durham I slutningen af det 14. århundrede havde familien erhvervet en omfattende samling af godser over hele det nordlige England. Udover deres oprindelige magtbase i County Durham, kontrollerede de en stor landstrimmel i det nordlige og centrale Yorkshire og betydelige besiddelser i Cumberland og Northumberland. De ejede også spredte godser i Lancashire og længere sydpå i Lincolnshire, Norfolk, Northamptonshire, Bedfordshire og Essex. Ud over Raby erhvervede eller byggede de vigtige borge i Brancepeth nær Durham og i Middleham, Sheriff Hutton og Snape i Yorkshire.Young, Making of the Neville Family, 130, 137. Middleham Castle was acquired in 1270, while those at Brancepeth and Sheriff Hutton were built by the Nevilles in the late 14th century, and Snape around 1430. Selvom de var geografisk koncentreret, blev deres vigtigste godser organiseret i tre forskellige administrative enheder, der var baseret på borgene i Raby, Middleham og Sheriff Hutton. Disse var henholdsvis ansvarlige for besiddelserne i County Durham, i det nordvestlige Yorkshire og i det centrale Yorkshire. Mod slutningen af det 14. århundrede blev Middleham et anden sædvanligt sæde for familiens overhoved.Given-Wilson, English Nobility, pp. xii-xiii, 105-106
Jarlerne af Westmorland Neville-familiens opstigen til aristokratiets højeste niveau blev formelt anerkendt i 1397, da Lord af Raby Ralph Neville blev ophøjet til jarl af Westmorland af Richard 2. På dette tidspunkt blev Neville-familiens magt i nord kun matchet af Percy-familien, jarlerne af Northumberland, som Neville-familien udviklede en voldsom rivalisering. Disse konkurrerende stormænd i nord nød en usædvanlig grad af autonomi fra kongens autoritet på grund af afstanden og usikkerheden i regionen, hvor de var etableret. Kongen, hvis hof var baseret i syd, måtte stole på magtfulde herrer fra begge huse for at beskytte grænsen mod skotsk invasion, opveje hinandens indflydelse og hjælpe med generel regeringsførelse.
Selvom familien tidligere havde været tæt knyttet til Richard 2., var jarl Ralph hurtig til at slutte sig til Henrik af Bolingbroke, da han landede i England for at styrte Richard i 1399. Kort efter Bolingbrokes vellykkede magtovertagelse, hvorved han tog tronen som Henrik 4., blev Westmorland belønnet med ægteskab med den nye konges halvsøster Joan Beaufort. Henry byggede videre på Richard 2.'s politik om at forstærke Neville-familiens styrke som et modsvar til den besværlige Percy-familie. Familien nød godt af, at Percy-familiens magt blev svækkelsen efter at kongemagten i begyndelsen af 1400'erne havde slået af en række oprør ned, der involverede denne familie.Young, Making of the Neville Family, 137-9
Samtidig med at det øgede Neville-familiens politiske status, førte det kongelige ægteskab til en alvorlig splittelse i familien. Jarl Ralph havde tidligere været gift med Margaret Stafford, og titlen som jarl af Westmorland gik i arv til hans søn fra dette ægteskab. Imidlertid foretrak han sine sønner fra sit andet ægteskab, og de modtog størstedelen af familiens jord efter hans død. Dette førte til bitre stridigheder om arv og et varigt køligt forhold mellem Neville-familien af Raby, efterkommerne af Margaret Stafford, og Neville-familien af Middleham, efterkommerne af Joan Beaufort.Young, Making of the Neville Family, 143, 145-7
Ud over sin fars arv erhvervede Ralphs ældste søn med Joan, Richard Neville titlen som jarl af Salisbury gennem sit ægteskab med arvingen til titlen. Salisburys egen ældste søn Richard blev jarl af Warwick på samme måde. Disse ægteskaber bragte familien store nye godser. Dem fra Jarldømmet Warwick, arvet fra Beauchamp-familien, var hovedsageligt koncentreret i Warwickshire og Worcestershire, men med mindre besiddelser i County Durham, Devon, Cornwall og ved den walisiske grænse. De vigtigste Salisbury-besiddeler, der tidligere havde været ejet af Montagu-familien, var bredt fordelt over det sydvestlige England, med klynger i Devon, Dorset, Somerset og Wiltshire.Given-Wilson, English Nobility, pp. xiv-xvii, 107 Familien erhvervede også Baroniet Latimer gennem den første jarl af Westmorlands fars ægteskabet, og det blev senere overført til en af den første jarls yngre sønner, og baronierne Fauconberg og Bergavenny gennem yderligere to af disse sønners ægteskab.
Rosekrigene
Huset Yorks forkæmpere