Johannes 2. Komnenos (græsk, Iōannēs II Komnēnos; 13. september 1087 - 8. april 1143) var Østromersk kejser fra 1118 til 1143. Også kendt som "Johannes den Smukke" eller "Johannes den Gode" (græsk: Kaloïōannēs ), var den ældste søn af kejser Alexios 1. Komnenos og Irene Doukaina og den anden kejser af de Komneniske kejsere. Johannes er beskrevet som en from og dedikeret monark, der var fast besluttet på at få riget genoprettet efter katastrofen ved Manzikert, et halvt århundrede tidligere.
Johannes er blevet vurderet som den største af de Komneniske kejsere. Birkenmeier, p. 85 I løbet af det kvarte århundrede han regerede, indgik Johannes alliancer med Det Tysk-Romerske Rige i vest, vandt afgørende sejre over Pechenegerne, Ungarerne og Serberne på Balkan og anførte personligt adskillige felttog mod tyrkerne i Lilleasien. Johannes' felttog ændrede grundlæggende magtbalancen i øst og tvang tyrkerne i defensiven og Østromerne generobrede mange byer, fæstninger og byer på tværs af den anatolske halvø. I sydøst forlængede Johannes byzantinsk kontrol fra Maeanderfloden i vest helt til Kilikien og Tarsus i øst. I et forsøg på at hævde det Romerske ideal om kejserens rolle som leder af den kristne verden, ledte Johanne et felttog ind i det muslimske Syrien i spidsen for styrker fra Østromerriget og korsfarerstaterne. På trods af den ildhu kejseren lagde i foretagenet, blev Johannes skuffet over hans korsfarer-allieredes tilbageholdenhed og deres modvilje mod at kæmpe sammen med Østromerne.
Under Johannes voksede rigets befolkning igen til omkring 10 millioner mennesker.W. Treadgold, A History of the Byzantine State and Society, p. 700 Johannes 2.'s regeringstid er mindre godt nedskrevet af samtidige eller næsten samtidige forfattere end både hans far, Alexios 1., eller hans søn, Manuel 1.'s regeringsperioder. Især Johannes' indenrigspolitik og administration er meget lidt beskrevet.
Fysisk udseende og karakter right|thumb| Johannes 2. Komnenos - en teoretisk digital rekonstruktion af ansigtstræk beskadiget på den originale mosaik i Hagia Sophia Den latinske historiker William af Tyrus beskrev Johannes som kort og usædvanligt grim, med øjne, hår og hud så mørk, at han blev kendt som 'maueren'. Runciman, p. 209 På trods af sit fysiske udseende var Johannes kendt som Kaloïōannēs, "Johannes den Smukke" eller "Johannes den Gode"; hvilket henviste til hans karakter og personlighed. Johannes religiøse fromhed overgik begge hans forældre, der begge var kendte for samme. Medlemmer af hoffet forventedes at begrænse deres samtaler til seriøse emner. Maden, der blev serveret ved kejserens bord, var meget nøjsom, og Johannes irettesatte hoffolk, der levede i overdreven luksus. Alle beretninger er enige om, at han var trofast overfor sin kone, et usædvanligt træk ved en hersker i Middelalderen. På trods af sin personlige mådehold, anså Johannes den kejserlige rolle med stor vigtighed og fremstod i fuld ceremoniel pragt, når dette var fordelagtigt.Choniates, p. 27
Johannes regeringstid var karakteriset ved at være bemærkelsesværdige mild og retfærdig. Han betragtes som et usædvanligt eksempel på en moralsk hersker på et tidspunkt, hvor grusomhed var normen. Han har ry for aldrig at have dømt nogen til død eller lemlæstelse.Dennis, p. 7 Til gengæld blev der doneret generøst til velgørenhed. Af denne grund er han blevet kaldt den byzantinske Marcus Aurelius."John II", The World-wide Encyclopedia and Gazetteer, Vol. V, Ed. William Harrison De Puy, (The Christian Herald, 1908), 3654. Kejserens personlige moral og fromhed bevirkede en bemærkelsesværdig forandring sin datidens manerer. Beskrivelser af kejseren indikerer, at han besad stor selvkontrol og personligt mod, og at han ydermere var en fremragende strateg og general.
Opstigning til tronen right|thumb| Johannes 2. (til venstre) og hans ældste søn Alexios, kronet af Kristus. Byzantinsk manuskript, begyndelsen af 1100 -tallet Johannes 2. efterfulgte sin far som regerende kejser (græsk: basileus) i 1118, men var allerede blevet kronet som medkejser af Alexios 1. mellem 1. september og begyndelsen af november 1092.Bucossi and Suarez, p. 16 Trods dette blev hans plads på tronen bestridt fra start. Da Alexios ophøjer Joahnnes til medkejser, står det klart at Alexios ønsker at Johannes skal være hans tronarving. Alexios' indflydelsesrige kone, Irene, foretrak imidlertid Cæsar Nikeforos Bryennios, ægtemanden til deres ældste barn Anna Komnena, og Johannes' storesøster.Magdalino, p. 207 Anna, der i barndommen var blevet trolovet med sin fars første medkejser Konstantin Doukas, stræbte helt åbenlyst selv efter magten og tronen. Da Alexios lå for døden forsøgte både kone og datter at presse den svækkede kejser til at skifte mening om arvefølgen. Alexios udholdt disse konstante krav uden formelt at ændre sin påtænkte efterfølger. Da Alexios lå på sit dødsleje i Manganaklostret den 15. august 1118, fik Johannes, med hjælp fra særligt broderen Isak Komnenos, adgang til klosteret og fik den kejserlige signetring af sin far. Han samlede derefter sine bevæbnede tilhængere og red til Det Store Palads, mens han undervejs samlede støtte fra borgerne. Paladsvagten nægtede først at lukke Johannes ind uden klart bevis på sin fars ønsker, men menneskemængden omkring den nye kejser tvang dem til at give sig. I paladset blev Johannes udråbt som kejser. En overrasket Irene var ude af stand til at overtale sin søn til at træde tilbage eller få Nikeforos til at kæmpe for tronen.Choniates, p. 6Angold (1984), pp. 152–153
Natten efter sønnens greb efter magten, døde Alexios. Johannes nægtede at deltage i sin fars begravelse, på trods af sin mors insisteren, fordi han frygtede et mod-kup. I løbet af få dage virkede hans magt dog sikker. Inden for et år efter hans overtagelse af tronen, blev en sammensværgelse mod Johannes dog afdækket. Denne implicerede både hans mor og søster.Magdalino, pp. 192–193 Annas mand, Nikeforos, bakkede ikke op om Annas ambitioner og hans manglende støtte blev sammensværgelsens dødsstød. Anna blev frataget sine ejendom, som blev tilbudt kejserens ven Johannes Axouch. Axouch afviste klogt, og hans indflydelse sikrede, at Annas ejendom til sidst blev returneret til hende, og sikrede ligeledes en delvis forsoning mellem Johannes og hans søster. Irene trak sig tilbage til et kloster, og Anna ser ud til at være blevet fjernet effektivt fra det offentlige liv og slog sig ned som historiker. Nikeforos forblev imidlertid på god fod med sin svoger.Choniates, pp. 8–9 Angold (1984), p. 152 En af de meget få optegnelser af Johannes egne ord angår plottet mod ham; han siger, at efter at have besteget tronen, "ødelagde Gud de listige sammensværgelser for mine synlige og usynlige fjender og reddede mig fra hver fælde, og lagde alle mine fjender for mine fødder".Stathakopoulos, p. 6 For at sikre sin egen arvefølge kronede Johannes sin unge søn Alexios som medkejser i 1122.Choniates, p. 11
Militær og civil administration Familieintrigerne, der var en udfordring under hans bestigelse til tronen, har sandsynligvis bidraget til Johannes tilgang til det at herske. Johannes udnævnte mænd uden for den kejserlige familie til høje embeder. Dette var en grundlæggende afvigelse fra hans fars regeringstid, hvor den kejserlige familie og dens mange forbindelser besad næsten alle ledende administrative og militære poster.
Johannes Axouch var Johannes 2.s nærmeste rådgiver og var hans eneste tætte ven. Af tyrkisk afstamning. Axouch var som barn taget til fange ved belejringen af Nikæea, og var blevet givet som en gave til kejser Alexios, der anså drengen som en god ledsager for sin søn. Axouch var derfor blevet opdraget sammen med prinsen ved den kejserlige hof. Axouch blev straks udnævnt til Grand Domestic (på græsk: μέγας δομέστικος, megas domestikos ) da Johannes' blev kejser. Megas Domestikos var den øverstkommanderende for de byzantinske hære. Det er blevet foreslået, at henvisninger til Axouchs besiddelse af det kejserlige segl tidligt i regeringstiden for Johannes' efterfølger Manuel 1., betød at han ud over sine militære pligter, også var chef for imperiets civile administration. Dette var en uofficiel post på det tidspunkt kendt som mesazonen og svarede til en vesir eller 'statsminister'.Magdalino, p. 254 En sådan udnævnelse var bemærkelsesværdig og en afvigelse fra den nepotisme, der havde præget Alexios 1.'s regeringstid. Axouchs udnævnelse og position vakte en vis harme i den kejserlige familie, hvilket blev forstærket af, at de var nødt til at vise ærbødighed overfor Johannes Axouch, hver gang de mødte ham.Choniates, p. 7
Johannes' uvilje mod at lade sin familie at påvirke hans styre i nogen større grad forblev konstant resten af hans regeringstid. Johannes udpegede en række af sin fars personlige tjenere til ledende administrative stillinger, mænd som Eustatios Kamytzes, Michaelitzes Styppeiotes og Gregorios Dekanos . Disse mænd var blev forbigået under Alexios' sidste år, mens Johannes' mor dominerede hoffet. En række 'nye mænd' blev ligeledes opløftet til fremtrædende poster af Johannes2 ., disse omfattede Gregorios Taronites, der blev udnævnt til protovestiarios, Manuel Anemas og Theodor Vatatzes. De sidstnævnte blev også kejserens svigersønner. Johannes' politik, om at bringe nye familier ind i den kejserlige kreds, kan have været et forsøg på at mindske indflydelsen fra visse fremtrædende aristokratiske klaner, såsom Doukas, Diogenes og Melissenos-familierne, hvorfra nogle tidligere kejsere var kommet.Magdalino, pp. 207–208
På trods af hoffet nu var betydelig mindre domineret af den kejserlige familie og dens forbindelser havde hoffet og administration dog stadig mange ligheder med Alexios', ikke mindst i dens alvorlige tone og fromhed. Faktisk tilskrives en eksisterende samling af politiske råd i poetisk form, kaldet Mousai, Alexios 1. Mousai er rettet direkte til Johannes 2. og formaner ham blandt andet til at bevare retfærdighed under hans regeringstid og en fuld statskasse. Alexios' råd om herredømme var derfor fortsat tilgængelig for hans søn, selv efter den gamle kejsers død.Bernard and Demoen, p. 21
Stigningen i militær sikkerhed og økonomisk stabilitet i det vestlige Anatolien skabt af Johannes' felttog tillod ham at begynde reetableringen af et formelt provinsielt system i disse regioner. Temaet (provins) Thrakesion blev genetableret med sit administrative center i Philadelphia. Et nyt tema, kaldet Mylasa og Melanoudion, blev oprettet syd for Thrakesion.Haldon, p. 97
Sebastokrator'en Isaks sammensværgelser right|thumb| Isak Komnenos, mosaik af fra Chorakirken