Jelling Kirke er en kirke i Jelling, Jelling Sogn i Vejle Kommune. Kirken ligger mellem de store gravhøje og er en del af Jellingmonumenterne, der er optaget på UNESCOs Verdensarvsliste.
Den nuværende kirke er en frådstenskirke fra starten af det 12. århundrede. Før stenkirken har der ligget tre trækirker på stedet. Kong Harald Blåtand rejste den første kirke på stedet. Denne første trækirke brændte. Det samme gjorde to senere trækirker, som der er fundet spor efter. I slutningen af det 11. århundrede blev der opført en frådstenskirke. Af denne blev koret nedrevet, og det gamle skib blev herefter brugt som kor (med et nybygget større skib).
Dele af kirken brændte i 1679, men blev genopført. Senere er der opført et våbenhus og et klokketårn samt et kapel, der nu er nedrevet.
En kammergrav blev under arkæologiske udgravninger i 1970'erne fundet under kirkeskibets gulv, og det skelet, som graven indeholdt, er efterfølgende fra en del sider blevet foreslået som værende Harald Blåtands far, Gorm den Gamle, mens andre holder på, at det nok snarere er Haralds bror, Knud Danaást, der blev gravlagt på dette sted.
Kirkens etablering Harald Blåtand menes at have bygget den første kirke på stedet. Denne kirke var af træ og målte 14 × 30 m, altså større end den nuværende kirke og langt større end andre træbygninger fra samme tid.
Det formodes, at den første kirke har haft en klokke, da en arkæologisk udgravning i 1978-79 fandt bronzerester i nærheden af et gravkammer i gulvet. Det, at gravkammeret og træbygningen er bygget samtidig, udelukker muligheden for, at den første bygning kan have været et hedensk vi.
Kirkebygningen Kirken er opført mellem år 1000 og 1100 i romansk stil, men står nu næsten uden særlige arkitektoniske kendetegn. Vinduer, døre, lofter og gulve er blevet skiftet ud adskillige gange og kirken har også været udsat for en del arkæologiske udgravninger.
Koret thumb|Koret set fra sydøst thumb|Koret med altret samt kalkmalerier og mosaikvindue i baggrunden thumb|Skanderup Kirke, hvor det nedrevne kor blev ombygget til en apsis. thumb|Hatsted Kirke i Sydslesvig, der ligeledes har gennemgået en udvidelse; her er det oprindelige kor dog ikke nedrevet. thumb|Ravnkilde Kirke havde også tidligere et mindre kor. Skibet er – ligesom i Jelling – blevet forkortet, da det blev taget i brug som kor. En udgravning i 2011 og 2012 fik det overraskende resultat, at kirkens kor er ældre end resten af kirken og efter al sandsynlighed er blevet bygget som skib. Efter en udvidelse af kirken ca. 1100 er det oprindelige kor sandsynligvis blevet revet ned og skibet taget i brug som kor. Det ældre kors udformning kendes ikke, men hvis det, som andre kor fra samme tid, har været kvadratisk, har det målt 5×5 m.
Da kirken (jf. kalkmaleriernes alder) må være fra før starten af det 12. århundrede, kan det nuværende kor sagtens være én af Jyllands ældste bevarede stenbygninger. Det faktum at den første stenkirke allerede blev opført før det 12. århundredes start er nemlig usædvanligt. Der findes kun få kirker i Danmark fra før 1100 og de findes typisk i kraftcentre som Roskilde og Ringsted. Dette betyder, at Jelling ikke mistede sin betydning efter Harald Blåtands død, men op i det 11. århundrede stadig var en vigtig by.
En forklaring på den pludselige udvidelse af kirken, der førte til nedrivning af koret, kan være, at den skiftede fra at være kongsgårdens kirke til at være kirke for hele Jelling.
Metoden med at genanvende kirkens skib som nyt kor er usædvanlig, men ikke enestående; der kendes tilsvarende kirker i andre dele af Danmark, f.eks. Ravnkilde Kirke og Skanderup Kirke. Metoden med at forkorte koret, da det blev taget i brug som skib ses tydeligst i Hatsted i Sydslesvig (hvor det ældre kor (med tilhørende apsis) faktisk aldrig blev revet ned).
Idéens opståen Idéen om korets mulige brug som skib opstod i korets udformning; koret er nemlig rektangulært (9,5 × 7,5 m) og ikke, som i andre romanske kirker, kvadratisk; ingen havde hidtil kunnet give en tilfredsstillende forklaring på denne kendsgerning.
Men i 2011 fik kirkehistoriker ved nationalmuseet Thomas Bertelsen den idé, at koret ikke altid havde været benyttet som kor, men oprindeligt var blevet bygget som kirkens skib med et tilhørende kvadratisk kor længere mod øst. Dette kor var så, i forbindelse med en udvidelse af kirken, revet ned, og skibet var derefter indgået i den nye kirke som kor, men var blevet forkortet et par meter mod vest. Ved denne ændring blev kirken forskudt en smule mod vest.
Udgravningernes forløb En undersøgelse i 1948, foretaget af Ejnar Dyggve havde bekræftet, at kirkens kor og skib ikke var opført på én gang. Dyggve kunne nemlig følge soklen ved korets sydfacade langt ind i skibet.
I 1978-1979 blev der foretaget en udgravning af Knud Krogh, der ligeledes kunne følge korets fundament ind i skibet. Disse undersøgelser ses nu som bevis på, at det gamle skib var blevet forkortet ved byggeriet af det nye skib.
2011 For at bekræfte/afkræfte teorien om korets brug som skib, igangsatte Jellingprojektet en udgravning ved kirkens østlige gavl i maj 2011. Udgravningen var koncentreret omkring østgavlen, hvor der, på selve gavlen og nedenfor den, var størst sandsynlighed for at finde rester af det formodede kor.
Udgravningen afslørede adskillige marksten ud for gavlens nordlige del, der kunne have været et fundament til en udgående mur. En mængde frådsten i markstenene antydede, at denne udgående mur havde været bygget af frådsten.
Da det er vanskeligt at se uregelmæssigheder i murværket på en hvidkalket mur, blev der, i forbindelse med udgravningen, banket kalk af i en vandret stribe i ca. 2 meters højde. I den sydlige del af gavlen sås en 1 meter bred forstyrrelse i murværket, der efter al sandsynlighed var en reparation af en tidligere udgående sydmur.
Da der var påvist både en nord- og sydmur sås forstyrrelsen i det uregelmæssige murværk som en metode til at reparere de åbne kratere, der opstod efter nedrivningen af disse mure. En sætningsskade i den sydlige del af gavlen viste, at reparationen ikke var helt stabil i starten.
Midt for gavlen sås desuden rester af en (nu tilmuret) arkade ind til det oprindelige kor. Da kalkmalerierne i det nuværende kor er malet over den tilmurede åbning, kan nedrivningen senest være sket i starten af det 12. århundrede.
Det var dog ikke sikkert om der virkelig var tale om et forsvundet kor eller måske blot en nedrevet apsis. Dette spørgsmål blev dog hurtigt besvaret af arkaden. Arkaden er nemlig (med en bredde på blot 1,8 m) ca. 90 cm smallere end tilbygningen (på begge sider). Dette taler for et kor, da en apsis som regel vil udvide koret i en glidende overgang.
2012
I juni 2012 igangsattes endnu en udgravning af gavlen. Udgravningen bekræftede teorien om koret, men kampestenene, der blev fundet året før viste sig alligevel ikke at være en del af det ældre kors mur.
Udgravningen startede med at afrense hele den østlige gavl. Der var ikke tydelige spor efter det nedrevne kor, men murværket var på den anden side meget uregelmæssigt og virkede sammensat. Der var især tydelige uregelmæssigheder omkring en bred revne, der løber lodret gennem hele gavlen. Revnen kunne ligne en sætningsskade, men der er forskel på stenene på hver side af revnen. Mod kirkens sydøsthjørne var stenene regelmæssige og smalle, mens de på den anden side var højere. Revnen markerer med al sandsynlighed grænsen mellem det oprindelige murværk (mod hjørnet) og en nyere, grovere reparation (mod midten).
Gavlens stilladshuller bekræftede dette. Under murkronen sås de tydeligt i lodrette afdelinger med indbyrdes afstand på ca. 110 cm. Denne afstand mellem stilladshullerne kendes fra andre bygninger helt op til nyere tid. Men tættere på vinduet ligger hullerne tættere og varierer i indbyrdes afstand. Dette ses kun hos mure, der er opført á flere omgange med forskellige stilladser. At nogle af hullerne skulle være påført i forbindelse med en restaurering af facaden er utænkeligt, da de alle er 60-80 cm dybe. Hvis murtykkelsen i det forsvundne kor lå på ca. 85 cm (som resten af kirken) var begge mure placeret ved de stilladshuller, der blev konstrueret til udbedring af facaden.
Det uregelmæssige murværk og stilladshullernes uensartede placering viste, at en del af østgavlen var blevet skiftet ud; dette må være sket allerede i ældre middelalder, da alt er sat i frådstensmørtel, der gik af brug i den senere middelalder. Det er dog formentlig ikke hele gavlen, der har været omsat; formentlig kun kassemurens facadesten. Tilsvarende omsætninger (ligeledes fra tidlig middelalder) ses også på andre kirker. Hvor stor en del af kirkens østgavl, der er ommuret er endnu ikke sikkert; men det må dreje sig om en stor del. Omsætningen kan opfattes som et tidligt forsøg på at reparere murværket, men der er stadig meget, der peger på nedrivning af en tilbygning.
Det kunne bekræftes, at arkaden, der blev fundet året før, har eksisteret, og da den er forholdsvis smal, blev teorien om en nedrevet apsis blev igen afkræftet.
Ved afrensningen blev der ydermere fundet en række kampesten i den nedre del af gavltrekanten. Disse var sat i frådstensmørtel, men fugerne var ikke udglattede og efterbehandlede, hvilket ikke er praktisk på en gavlfacade, der udsættes for vind og vejr. Der kendes dog lignende granitbånd fra frådstenskirker, men kun på indersiden af muren (ind mod kirkerummet). I Tamdrup Kirke ses et lignende kampestensbælte tæt ved tagkonstruktionen. Hvis Jelling Kirkes kampestensbælte også har ligget ved taget, er der samtidig en forklaring på, hvorfor gavltrekanten er bygget af store og porøse frådsten, der ikke holder så godt som frådstenene på resten af gavlen: gavltrekanten skulle nemlig vende ind mod det ældre kors loft. Hvis korets tag – som på det ældre skib – har hvilet på de påviste mure med en gængs hældning for romanske spærfag, markerer kampestenene formentlig et hanebånd, som det ses i Tamdrup Kirke.
Da det efter ældre undersøgelser stod klart, at skibet var blevet forkortet et par meter, da det blev taget i brug som kor, var det påfaldende, at der ikke var spor efter skibets vestgavl. Dog blev der gjort en interessant opdagelse, der måske kan forklare dette: Det nuværende kors fundament var under østgavlen blevet forstærket med granit mod midten. Som regel er et fundament bygget for at forstærke hjørnerne. Det kraftige fundament under østgavlen ses som en forstærkning efter reparationen af østgavlen, og dette må betyde, at det oprindelige fundament har været svagt, og at de sten, der blev fundet i 2011 (som man troede var det ældre kors nordmur), har være omrodet i nyere tid, og at det oprindelige fundament efter al sandsynlighed er forsvundet. At kirker er bygget med svagt fundament er ikke usædvanligt; flere romanske kirker er rejst direkte på grønsværen.
Tilbygninger mv. thumb|220px|Jelling Kirke 1866 Den nuværende frådstenskirke fik senere tilbygget et tårn i sengotisk stil.Historisk Atlas - Jelling Kirke samt et våbenhus i 1800-tallet.
Kor og skib havde oprindeligt flade lofter, men i 1620 fik koret et hvælv, som dog styrtede sammen i 1874. Ved sammenstyrtningen blev kalkmalerierne fundet.
I 1679 brændte dele af kirken.
Rundbuevinduerne stammer fra en restaurering i 1935-36.Jelling Kirke - Fortidens Jelling. Privat hjemmeside ejet af Erik Lynge Stenager. Hentet den 15. juni 2013. Kun et enkelt smiget rundbuevindue er bevaret i korets østmur.
Interiør Kalkmalerierne Kalkmalerierne i Jelling Kirke var Danmarks ældste kalkmalerier (sammen med malerierne i Tamdrup Kirke) og er dateret til anden halvdel af det 11. århundrede.Frådstenskirker i Østjylland - Jellingprojektet Ved fundet i 1874 var de dog dårligt bevaret og man havde ikke den nødvendige teknik til at konservere dem. De blev derfor erstattet med kopier på grundlag af akvareller fra opdagelsen. Maleren Johan Thomas Skovgaard udførte i 1926 malerierne på sydvæggen. Det sammenhængende motiv er Johannes Døberens liv