De russisk-tyrkiske krige, også kaldet de osmannisk-russiske krige var en række af 12 krige, der blev udkæmpet mellem fra 1500-tallet til 1900-tallet. Krigene var blandt de længste militære konflikter i Europas historie. De fleste af krigene endte med katastrofale resultater for det stagnerende osmanniske rige; omvendt var krigene med til at rejse Zar-rusland og Det russiske kejserrige til at blive en betydende europæisk stormagt efter Peter den Stores modernisering af Rusland i begyndelsen af 1700-tallet.Gábor Ágoston, "Military transformation in the Ottoman Empire and Russia, 1500–1800." Kritika: Explorations in Russian and Eurasian History 12.2 (2011): 281-319.
Konfliktens begyndelse (1568–1768)
Før Peter den Store Den første russisk-tyrkiske krig udbrød efter den russiske zar Ivan den Grusommes erobring af Kasan-khanatet og Astrakhan-khanatet. Den osmanniske sultan Selim 2. forsøgte af presse russerne ud af områderne omkring nedre Volga ved at sende et militært ekspeditionskorps til Astrakhan i 1569. Det tyrkiske felttog endte i katastrofe for den osmanniske hær, der ikke var i stand til at indtage Astrakhan og som næsten blev udslettet på stepperne, ligesom den osmanniske flåde led nederlag i Azovhavet.Martin, Janet (1996). Medieval Russia:980-1584. Cambridge University Press. Fredstraktaten mellem de stridende parter cementerede Ruslands erobringer ved Volga, men tillod osmannerne at beholde en række handelsrettigheder. Osmannerrigets vasal Krim-khanatet fortsatte sin ekspansion mod Zar-Rusland, men blev besejret ved slaget ved Molodi i 1572.
Den næste konflikt mellem Rusland og tyrkerne begyndte hundrede år senere som led i rivalisering over områderne i det, der i dag udgør Ukraines territorium. Mens Rusland erobrede territorierne i Ukraine på venstresiden (østsiden) af floden Dnepr efter den Russisk-polske krig (1654-1667), erobrede Det Osmanniske rige under den Polsk-osmanniske krig (1672-1676) områderne i Ukraine på højresiden (vestsiden) af Dnepr med støtte fra sin vasal Petro Dorosjenko. Sidstnævntes pro-osmanniske politik skabte utilfredshed blandt mange ukrainske kosakker, der i 1674 valgte Ivan Samojlovitj som eneste Hétman for hele Ukraine. I 1676 opstod en ny konflikt, hvor russiske tropper erobrede Tjigirin og afsatte Dorosjenko, der blev sendt til Rusland i eksil. Den osmanniske hær forsøgte i 1677 forgæves at generobre Tjigirin, men året efter lykkedes det osmannerne at generobre byen i et blodigt slag. Dette blev dog den sidste osmanniske ekspansion mod nordøst.Флоря Б. Н. Россия, Речь Посполитая и Правобережная Украина в последние годы гетманства П. Дорошенко (1673—1677 гг.) // Древняя Русь. Вопросы медиевистики. — 2016. — Т. 65, № 3. — С. 90. I årene 1679–80 modstod russerne angreb fra krimtatarerne og indgik den 13. januar 1681 en traktat, der fastlagde den russisk-tyrkiske grænse ved Dnepr.
Peter den Store og tiden efter thumb|Peter den Store indtager Azov i 1696 I 1684 indgik Det habsburgske monarki, Den polsk-litauiske realunion og Republikken Venedig på initiativ af Pave Innocens 11. en alliance kaldet Den Hellige Liga rettet mod Det Osmanniske riges ekspansion i Europa. Rusland blev en del af den Hellige Liga i 1686. Efter Zar-Ruslands tiltræden til alliancen indledte Rusland krig mod osmannerne, hvorunder den russiske hær drog på felttog mod Krim i 1687 og 1689 og på to felttog mod byen Azov for at opnå adgang til Azovhavet og derved mulighed for adgang til Sortehavet. Efter den Den Hellige Liga i 1699 sejrede i Den store tyrkiske krig, indgik ligaen og osmannerne en fredsaftale med Karlowitztraktaten, der afsluttede den osmanniske dominans i Centraleuropa. Zar-Rusland indgik i 1700 en separat fredsaftale, Konstantinopeltraktaten, med Det Osmanniske rige, der afsluttede krigen mellem Rusland og osmannerne. Med fredsaftalen annekterede Rusland byen Azov og fik derved adgang til Azovhavet. Rusland kunne herefter koncentrere sig om sit forestående opgør mod det svenske imperium.
Efter Ruslands sejr over Sverige og dets allierede ukrainske kosakker i Den Store Nordiske Krig ved Slaget ved Poltava i 1709, lykkedes det Karl 12. at overtale den osmanniske sultan Ahmed 3. til at erklære krig mod Rusland den 20. november 1710, hvilket blev indledningen til en kortvarig krig mellem de to riger. En russisk invasion af det osmannisk kontrollerede Moldavien mislykkedes, og Rusland måtte slutte fred med osmannerne, hvor de tilbagegav Azov og afstod fra indblanding i den Polsk-litauiske realunion mod til gengæld, at osmannerne holdt sig neutrale under den Store Nordiske Krig.
Det russisk-osmanniske forhold fra begyndelsen af 1700-tallet var tillige præget af den hastige tilbagegang for Safavideriget, der grænsede op til begge imperier. Både Rusland og Det osmanniske rige erobrede territorier fra det svækkede Safaviderige; Rusland under Peter den Store erobrede de nutidige områder Dagestan, Aserbajdsjan og det nordlige Iran under den Den russisk-persiske krig (1722-1723) og osmannerne erobrede flere af Safaviderigets territorier i vest, de nutidige områder Armenien, dele af det østlige Anatolien og det vestlige Iran. Erobringerne medførte, at de russiske og osmanniske riger fik yderligere fælles grænse, hvilket skabte yderligere spændinger mellem de to imperier.
Det lykkedes Rusland at skabe sig en gunstig position ved at indgå traktater med Persien i 1732 og 1735, hvor Rusland tilbagegav de erobrede områder i Kaukasus og det nordlige Iran til perserne, hvorved russerne undgik krig mod den persiske shah Nader Shah. Med traktaterne indgik Rusland og Persien en alliance mod Det Osmanniske rige, som Persien også var i krig med. Samtidig lykkedes det Rusland under den Polske Arvefølgekrig (1733–35) at få indsat August 3. som konge af Polen, hvilket styrkede den russiske indflydelse i Den polsk-litauiske realunion. Rusland havde siden 1726 været allieret med Det habsburgske monarki, og efter sejren i Store Nordiske Krig, var den eneste væsentlige fjende tæt på Ruslands vestlige og sydvestlige grænser således osmannerne.
Rusland indledte atter krig i 1736 mod osmannerne forårsaget af vedvarende angreb fra krimtatarerne i Ukraine og i Kaukasus. I maj 1736 invaderede den russiske hær Krimhalvøen og nedbrændte hovedstaden Bakhtjisaraj i Krimkhantatet. I juni indtog den russiske hær igen Azov, og i juli 1737 stormede hæren den osmanniske borg Otjakov, og senere samme måned indtog en russiske hær på 40.000 mand Krim, som de dog måtte forlade igen grundet manglende forsyninger. Østrig tilsluttede sig krigen mod osmannerne i juli 1737, men led militære nederlag. I august 1737 påbegyndtes fredsforhandlinger i Nemirov mellem Rusland, Østrig og osmannerne, men forhandlingerne førte ikke til en løsning. Der var ikke væsentlige kamphandlinger i 1738, hvor den russiske hær måtte forlade bl.a. Otjakov grundet pestudbrud. I 1739 krydsede en russisk hær Dnepr og besejrede en osmannisk hær, og indtog to osmanniske fæstninger. Østrig led imidlertid atter nederlag til osmannerne og indgik en fredstraktat den 21. august. Østrigernes nederlag samt udsigten til en svensk invasion fik Rusland til at indgå en fredaftale med osmannerne den 3. oktober 1739, der bragte krigen til ophør.Russerne opgav ved traktaten deres krav på Krim og Moldavien, men fik lov til at bygge en havn i Azov, dog uden en fæstning og uden ret til at have en flådestyrke i Sortehavet.Treaty of Nis (1739), Alexander Mikaberidze, Conflict and Conquest in the Islamic World: A Historical Encyclopedia, Vol. I, 647.
Det Osmanniske Riges tilbagegang (1789–1914)
Katharina den Store thumb|Ødelæggelsen af den osmanniske flåde under Slaget ved Çeşme Efter en grænsetræfning erklærede den osmanniske sultan Mustafa 3. på ny krig mod Rusland den 25. september 1768. Tyrkerne havde indgået en alliance med styrker fra Barkonføderationen, der var imod den russiske indflydelse i Polen, og russerne havde støtte fra Storbritannien, der stillede rådgivere til rådighed for den russiske flåde.
De polske oppositionsstyrker blev besejret af den russiske general Aleksandr Suvorov, der herefter rykkede sin hær sydpå mod osmannerne, hvor han i 1773 og 1774 vandt en række større og mindre slag. Det Osmanniske rige blev i 1770 mødt med en opstand i Grækenland (Orlovoprøret). Den russiske østersøflåde blev sendt til Middelhavet til støtte for den græske opstand, hvor flåden viste sin styrke under Slaget ved Çeşme i juli 1770, hvor den osmanniske flåde blev ødelagt. Osmannerne blev yderligere svækket af opstande i 1771 i Egypten og Syrien.
Den 21. juli 1774 måtte osmannerne indgå en fredsaftale, Küçük Kaynarca-traktaten, der formelt anerkendte Krim-khanatets uafhængighed, der dog i realiteten blev indtaget af Rusland. Rusland modtog krigsskadeerstatning og ubegrænset adgang til havnen i Azov og havnene i Kertj og Jenikale på Kertsj-halvøen på Krim med direkte adgang til Sortehavet. Herudover anerkendte osmannerne Ruslands ret til indblanding i osmanniske forhold, idet Rusland fik ret til at beskytte de kristne i Det osmanniske rige og ret til at intervenere militært i disse områder, såfremt der forekom overgreb mod de kristne.
I 1783 annekterede Rusland Krim-khanatet, og senere på året etbleredes et protektorat i det østlige Georgien ved Georgievskij-traktaten. I 1787 drog kejserinde Katharina den Store på et triumftog gennem Krim sammen med repræsentanter fra andre europæiske hoffer og sin allierede, den tyske kejser Josef 2. Disse begivenheder medførte atter øgede spændinger i forholdet til Konstantinopel og den osmanniske sultan, der anså dem som en krænkelse af flere af Küçük Kaynarca-traktatens bestemmelser. Osmannerne forlangte, at Rusland forlod Krim, hvorefter Rusland erklærede krig i 1787. Osmannerne var dårligt forberedt på krig og var ikke vidende om en russisk-østrigsk alliance. Det lykkedes dog osmannerne at drive østrigerne ud af Mehadia og at indtage Banatet (1789), men i Moldavien havde russerne succes og indtog Iaşi and Khotin. Den osmanniske hær var præget af mytterier og inkompetente generaler, og det lykkedes senere i krigen østrigerne at indtage Beograd. I 1789 lykkedes det en russisk-østrigsk hær under general Suvorov at vinde en knusende sejr over osmannerne under slaget ved Rymnik og i 1790 indtog russerne borgen i Izmail, som osmannerne ellers havde hævdet var “uovervindelig”. Tabet af borgen i Anapa ved Azovhavet var yderligere en katastrofe for osmannerne. Den kun få år gamle russiske Sortehavsflåde påførte under admiral Fjodor Usjakovs kommando den osmanniske flåde en række nederlag og overtog initiativet i Sortehavet.
Sultan Selim 3. ønskede at opnå en militær succes under krigen inden indgåelsen af en fredsaftale, men den osmanniske hærs ringe tilstand gjorde dette vanskeligt. Osmannerne indgik en alliance med Preussen den 31. januar 1790, men modtog ingen hjælp under krigen. Osmannerne måtte herefter den 9. januar 1792 ved Jassytraktaten indgå en fredsaftale med Rusland, hvorved Krim og Ochakov blev overgivet til Rusland, og Dnepr blev grænsen til Europa.
Konflikter i 1800-tallet thumb|Kort over det sydøstlige Europa i 1812 Den amerikanske historiker Gábor Ágoston fremhæver tilskriver en stor del af det osmanniske riges tilbagegang til janitsharnes konservatisme: På trods af alle skriverier og bestræbelser på modernisering, lykkedes det janitsharerne og deres støtter at sabotere Sultan Selim 3.’s vestligt inspirerede militær og forsøg på reformering af bureaukratiet og økonomien, og endog til sidst at dræbe den “vantro” sultan. Det var først i 1830’erne, at grundlæggende reformer blev foretaget under sultan Mahmud 2., der i 1826 havde nedlagt fjernet janitsharerne - mere end hundrede år siden Peter den Store i Rusland havde afviklet strel'tsy.Gábor Ágoston, "Military transformation in the Ottoman Empire and Russia, 1500–1800." Kritika 12.2 (2011) p. 319.