Rom () er hovedstad i Italien og landets største og mest befolkningsrige by og comune (kommune) med  indbyggere. Den er også administrativt centrum for Lazio-regionen og for Roms storbyområde. Det er tredje mest befolkede by i EU efter indbyggertal inden for bygrænserne. Storbyområdet Rom er med en befolkning på 4.223.885, den mest befolkede storby i landet. Dets metropolområde er det tredje mest befolkede i Italien. Rom ligger i den central-vestlige del af Den Italienske Halvø, i Lazio (Latium), langs bredderne af Tiberdalen. Vatikanstaten (verdens mindste land og hovedsæde for den verdensomspændende katolske kirke under Den Hellige Stol) er et selvstændigt land inden for Roms bygrænser – det eneste eksisterende eksempel på et land inden i en by. Rom omtales ofte som Byen på de syv høje på grund af sin geografi og også som ”Den Evige By”. Rom betragtes generelt som en af vuggerne for vestlig civilisation og vestlig kristen kultur samt centrum for den katolske kirke.

Roms historie strækker sig over 28 århundreder. Ifølge romersk mytologi blev Roms grundlæggelse dateret til omkring 753 f.v.t., men stedet har været beboet langt længere, hvilket gør det til en af de ældste kontinuerligt beboede byer i Europa.Heiken, G., Funiciello, R. og De Rita, D. (2005), The Seven Hills of Rome: A Geological Tour of the Eternal City. Princeton University Press. Byens tidlige befolkning stammede fra en blanding af latinere, etruskere og sabiner. Efterhånden blev byen hovedstad for det Romerske Kongerige, den Romerske Republik og det Romerske Kejserrige og anses af mange for at være den første egentlige kejserby og metropol. Den blev først kaldt Den Evige By (; ) af den romerske digter Tibullus i det 1. århundrede f.Kr., og udtrykket blev senere brugt af Ovid, Virgil og Livy. Rom kaldes også Caput Mundi (Verdens hovedstad).

Efter imperiets fald i vest, som markerede begyndelsen på middelalderen, kom Rom gradvist under pavedømmets politiske kontrol og blev i 700-tallet hovedstad i Kirkestaten, som bestod indtil 1870. Fra og med renæssancen førte næsten alle paver siden Nikolaus 5. (1447–1455) et sammenhængende arkitektonisk og byplanmæssigt program over fire århundreder med det formål at gøre byen til verdens kunstneriske og kulturelle centrum. På den måde blev Rom først et af de vigtigste centre for renæssancen og senere fødestedet for både barokken og nyklassicismen. Berømte kunstnere, malere, billedhuggere og arkitekter gjorde Rom til centrum for deres virke og skabte mesterværker over hele byen. I 1871 blev Rom hovedstad i Kongeriget Italien, som i 1946 blev til Den Italienske Republik. Byen var vært for Sommer-OL i 1960.

I 2019 var Rom den 14. mest besøgte by i verden med 8,6 millioner turister, den tredje mest besøgte i EU og den mest populære turistdestination i Italien. Dens historiske centrum er opført på UNESCO’s liste over verdensarv. Rom huser også flere specialiserede FN-agenturer, herunder FN's fødevare- og landbrugsorganisation, World Food Programme og International Fund for Agricultural Development. Byen er desuden hjemsted for sekretariatet for den parlamentariske forsamling i Middelhavsunionen, samt hovedkontorer for flere italienske multinationale selskaber som Eni, Enel, TIM, Leonardo og banker som BNL. Mange virksomheder holder til i Roms EUR-forretningskvarter, herunder modehuset Fendi, som har hovedsæde i Palazzo della Civiltà Italiana. Tilstedeværelsen af internationalt anerkendte brands har gjort Rom til et vigtigt centrum for mode og design, og Cinecittà Studios har dannet ramme for mange Oscar-vindende film.

Historie

thumb|right|Spædbørnstvillingerne Romulus og Remus dier hos den Kapitolinske Ulv thumb|right|Miniature fra det 15. århundrede som afbilleder Plyndring af Rom i 410

Fra grundlæggelse til imperium

Ifølge legenden blev byen Rom grundlagt af tvillingerne Romulus og Remus den 21. april år 753 f.Kr. Arkæologiske beviser støtter teorien om, at Rom voksede fra pastorale bosættelser på Palatinerhøjen bygget i området ved det senere Forum Romanum til en by i det 8. århundrede f.Kr. Byen udviklede sig til hovedstaden for det Romerske Kongerige (regeret af en følge på syv konger ifølge sagnet), den Romerske republik (regeret af Senatet fra 510 f.Kr.), og endelig det Romerske Imperium (regeret af en kejser fra 27 f.Kr.). Denne succes afhang af militære erobringer, handelsmæssig dominans, såvel som af selektiv assimilation af nabocivilisationer som etruskerne og grækerne. Fra grundlæggelsen af Rom i 753 f.Kr. var Rom militært ubesejret indtil 386 f.Kr., hvor Rom blev indtaget af kelterne men genvundet af romerne samme år.Livius, Bog 5

Den romerske dominans spredte sig til store dele af Europa og Middelhavets kyster, mens dens population oversteg en million indbyggere. I næsten tusinde år var Rom den politisk vigtigste, rigeste og største by i den vestlige verden. Dette fortsatte, efter at riget begyndte af forfalde og blev delt, selvom byen i sidste ende mistede status som hovedstad til Milano og senere Ravenna og blev passeret i prestige af den østromerske hovedstad Konstantinopel.

Imperiets fald og middelalder Med Konstantin I's styre opnåede Biskoppen af Rom politisk og religiøs betydning og skulle med tiden blive kendt som paven og etablere Rom som centrum for den katolske kirke. Efter Alarik I's Plyndring af Rom i 410 og Romerrigets undergang i år 476 skiftede Rom mellem det Østromerske Kejserdømme og plyndring af germanske barbarer. Dets population faldt til blot 20.000 gennem den tidlige middelalder og reducerede det udstrakte byområde til klynger med beboede bygninger mellem store områder med ruiner og vegetation. Rom forblev en del af det Østromerske Kejserdømme indtil år 751, hvor langobarderne endeligt ophævede Eksarkatet Ravenna. I 756 gav paven, Pipin den lille, verdslig jurisdiktion over Rom og de omkringliggende områder, og derved opstod Kirkestaten.

Rom forblev hovedstad for Kirkestaten indtil indlemmelsen i det Italienske Kongerige i 1870. Byen blev en større destination for pilgrimsfærder gennem middelalderen og blev fokus for magtkampen mellem paven og det Tysk-romerske rige, indledt med Karl den Stores kroning i Rom af Pave Leo 3. juledag år 800, som rigets første kejser. Bortset fra korte perioder som en uafhængig by beholdt Rom i middelalderen sin status som pavelig hovedstad og "hellig by" gennem flere århundreder, selv da pavesædet i en overgang blev flyttet til Avignon (1309–1337). Til trods for at byen ikke længere var politisk magtfuld, som demonstreret tragisk ved den brutale plyndring i 1527, blomstrede den som et midtpunkt for kulturel og kunstnerisk aktivitet gennem renæssancen og barokken under beskyttelse af Den romerske kurie.

17.–19. århundrede Befolkningstallet steg atter og nåede 100.000 i løbet af det 17. århundrede, men Rom haltede bagud i forhold til resten af de europæiske hovedstæder i de følgende århundreder og havde stadig travlt med modreformationen. Efter at være fanget i den nationalistiske tumult i det 19. århundrede og efter to gange at have opnået og tabt en kortlivet uafhængighed blev Rom fokus for håbet om en samling af Italien. Allerede i 1861 blev Rom erklæret som hovedstad i Italien, selvom byen stadig var under pavens kontrol. Efter det franske protektorat blev brudt i 1870, stormede kongelige tropper fra Kongeriget Italien byen.

20. århundrede Efter sejr i 1. verdenskrig blev Rom vidne til en stigende politisk magt til fascismen med Benito Mussolini i spidsen, som marcherede til byen i 1922. Han deklarerede et nyt italiensk rige og allierede Italien med Nazi-Tyskland. I perioden efter Kongeriget Italiens samling og indtil dette tidspunkt steg befolkningstallet hurtigt; fra 212.000 til mere end 1.000.000 mennesker, men denne tendens blev stoppet af 2. verdenskrig, hvor Rom både blev skadet af De Allieredes bombninger og nazisternes besættelse. Efter slutningen af krigen og henrettelsen af Mussolini afskaffedes monarkiet ved en folkeafstemning i 1946 til fordel for den Italienske Republik. Rom voksede betydeligt efter krigen og var en drivende kraft bag det "italienske økonomiske mirakel", som fremkom ved efterkrigstidens rekonstruktion og modernisering. Rom blev en fashionabel by i 1950'erne og de tidlige 1960'ere, og en ny tendens med stigende befolkningstal fortsatte til midt-1980'erne, hvor der boede mere end 2.800.000 mennesker i kommunen. Derefter begyndte befolkningstallet lige så stille at dale, da flere og flere flyttede til omkringliggende kommuner. Denne tendens er i de senere år igen vendt, og antallet af indbyggere stiger atter.

Geografi og klima thumb|Satellitbillede af Rom, der viser det naturlige og bebyggede område af byen Beliggenhed Rom ligger i Lazio-regionen i Centralitalien, hvor floderne Aniene og Tiberen løber sammen. Selvom byens centrum ligger omkring 24 kilometer inde i landet i forhold til det Tyrrhenske Hav, breder byens territorium sig helt til kysten, hvor det sydvestliggende Ostia-distrikt ligger. Højden af den centrale del af Rom svinger fra 13 m over havets overflade (ved Piazza del Popolo) til 120 m over havets overflade (toppen af Monte Mario). Kommunen Rom strækker sig over et område på omkring 1.285 km², indeholdende mange grønne områder.

Klima Rom har et typisk middelhavsklima, som karakteriserer middelhavskysterne i Italien. Det er mest behageligt fra april til juni og fra midten af september til oktober, hvor især den romerske ottobrate ("flotte oktoberdage") er kendt for sine solrige og varme dage. I august overstiger temperaturen på det varmeste af dagen ofte 32 °C. Derfor holder mange forretninger traditionelt lukket i august, og romerne forlader byen til fordel for feriesteder, men denne trend er aftagende, og byen forbliver efterhånden fuldt funktionel gennem hele sommeren som følge af den stigende turisme og folkets ændrede arbejdsvaner. Den gennemsnitlige maksimumtemperatur i december er 13 °C, men temperaturer under frysepunktet er ikke usædvanlige.

Demografi I kejser Augustus' tid var Rom verdens største by og sandsynligvis den største by, som blev bygget indtil det 19. århundrede. Estimater for byens maksimale befolkningstal svinger fra 450.000 til over 3,5 mio. mennesker, hvor 1 til 2 mio. er det mest udbredte blandt historikere. Efter Romerrigets undergang var byens befolkningstal måske under 50.000 og voksede ikke igen før Renæssancen. Da Kongeriget Italien indlemmede Rom i 1870, havde byen omkring 200.000 indbyggere, som dog hurtigt øgedes til 600.000 ved tærsklen til 1. verdenskrig.

Mussolinis fascistiske regime forsøgte at blokere for en for stor demografisk fremgang for byen, men fejlede i at forhindre byen i at nå en million indbyggere i 1931. Efter 2. verdenskrig fortsatte Rom med at ekspandere med skabelsen af nye kvarterer og forstæder i 50'erne og 60'erne.

I dag bor der 2,7 millioner i byen, mens der i Roms større byområde bor omkring 4 millioner på et område, der strækker sig over 5.352 km². I kommunen er 156.833 beboere af udenlandsk nationalitet, og disse repræsenterer dermed godt 6 % af det totale indbyggertal. De største grupper af immigranter stammer fra Rumænien og Polen, og det antages, at der bor mange tusinde illegale indvandrere i byen. Gennemsnitsalderen for indbyggerne er 43 år.

Arkitektur, landemærker og byindretning 1024px|center|thumb|Panorama over Rom fra Peterskirken thumb|Marcus Aurelius-søjlen thumb|right|Piazza del Popolo thumb|right|Den Spanske Trappe thumb|right|Ponte Sant'Angelo thumb|right|Rester af Via Appia i Rom nær Quarto Miglio thumb|right|Udsigt fra Peterskirken i Vatikanet over Peterspladsen og Rom thumb|right|Villa Borghese: "Aesculapius-templet" fra det 19. århundrede thumb|"Fontana di Trevi"

Arkitektur gennem tiden Det gamle Rom