Mesteren og Margarita (, translit.: Master i Margarita) er en roman af den russiske forfatter Mikhail Bulgakov skrevet i Sovjetunionen mellem 1928 og 1940 i stalinæraen. En censureret udgave af romanen blev udgivet i magasinet Moskva i 1966–1967, efter forfatterens død. Manuskriptet blev herefter udgivet i bogform i Paris i 1967. En udgave med de dele, som censuren havde forbudt cirkulerede som samizdat, og denne version blev i 1969 trykt i bogform i 1967 i Frankfurt i Vesttyskland. Romanen er siden udgivet i flere lande.
I romanen besøger djævlen det officielt ateistiske Sovjetunionen. Mesteren og Margarita kombinerer overnaturlige elementer med satire og kristen filosofi, og er vanskelig at placere i en enkelt genre. Romanen er af flere kritikere anset som en af de bedste romaner i det 20. århundrede.
Arbejdet med romanen og dens færdiggørelse Mikhail Bulgakov skrev skuespil og romaner. Han påbegyndte romanen i 1928, men brændte det første manuskript i 1930 (ligesom romanens hovedperson "The Master" også gør), da han ikke kunne se en fremtid for sig selv som forfatter i Sovjetunionen som følge af landets omfattende undertrykkelse af intellektuelle og forfattere. Han begyndte igen på romanen i 1931. I begyndelsen af 1920'erne havde Bulgakov deltaget i et redaktionsmøde på en ateistisk avis. Det antages, at mødet inspirerede hans beskrivelse i romanen af ballet på Valborgsaften. Han færdiggjorde det andet udkast i 1936 og skrev senere yderligere fire andre versioner. Da Bulgakov ophørte med at skrive på romanen fire uger før sin død i 1940, havde romanen nogle uafsluttede sætninger og nogle løse ender.
Fem måneder før sin død udarbejdede Mikhail Bulgakov et testamente, hvori han overdrog sin hustru Elena Sergeevna Bulgakova at administrere manuskripterne. Elana Bulgakova brugte mere end tyve år på at færdiggøre Mesteren og Margarita. Ifølge litteraturkritikeren Georgij Lesskis indeholder teksten, som hun har udarbejdet, trods omhyggelig redigering, visse uoverensstemmelser - det drejer sig om farven på Wolands baret, navnet på tjeneren i restauranten "Griboedov" og nogle andre detaljer "som oftest ikke bemærkes af læserne".
Elena Sergeevna gjorde flere forsøg på at få romanen trykt. I 1940 udarbejdede hun en samling udvalgte værker med forord af litteraturkritikeren Pavel Popov, der beskrev Mesteren og Margarita som en roman, hvor "det virkelige og fantastiske er sammenflettet i de mest uventede former". Bogen blev dog aldrig udgivet. Hun forsøgte i 1946 gennem kontakter i den sovjetiske administration af få tilladelse, og fik i første omgang positive indikationer, men kort efter kom et dekret fra Organisationsbureauet for kommunistpartiets Centralkomite "Om magasinerne Zvezda og Leningrad ", som lagde hindringer i vejen for en række forfattere, og Elena Bulgakova fik herefter at vide, at "det ikke er tiden ...".
Udgivelse Efter Stalins død opstod et tøbrud i det sovjetiske samfund og i 1962 udgav et forlag Bulgakovs roman Monsieur de Molières livOriginaltitel: Жизнь господина де Мольера; romanen er ikke udgivet på dansk; i forordet nævner Veniamin Kaverin Mesteren og Margarita som et værk, hvor "utrolige begivenheder finder sted i hvert kapitel", og at værket "for længst er påkrævet til udgivelse, da det i sin originalitet næppe har sin lige i verdenslitteraturen".
En censureret udgave med ca. 12% af teksten fjernet og andre dele af teksten ændret blev første gang trykt i litteraturmagasinet Moskva (nr. 11 i 1966 og nr. 1 i 1967). For en sikkerheds skyld blev udgivelsen forsynet med et godkendende forord af den af regimet vellidte forfatter Konstantin Simonov. Op til udgivelsen af første del af romanen i december 1966 havde censuren (Glavlit) været tavs i lang tid, men ved udgivelsen af første del tog Glavit kontakt til Moskvas vicechefredaktør og beskrev offentliggørelsen af romanen i magasinet Moskva som en ideologisk fejl: "overklassekategorier, obskurantisme, syg fantasi ... Bulgakov accepterede ikke noget fra det samfunds liv, som vi skabte i blod og sved". Til sidst besluttede censuren kun at tillade udgivelsen af den første del af romanen indtil videre, og med forkortelser; Magasinets redaktører udviste dog fasthed og udgav anden del af den allerede delvist censurerede roman i januarudgaven i 1967..
I den censurerede version var mere end 14.000 ord fjernet fra romanens tekst. Censuren havde bl.a. fjernet Wolands diskurser om moskovitter på Varietieteatrets scene; tjenestepigen Natasjas jaloux glæde mod sin elskerinde; Natasjas flugt på hendes nabo Nikolaj Ivanovitj, som hun havde forvandlet til en orne ved hjælp af Azazellos creme, Mesterens og Margaritas bekendelser om deres rastløshed og detaljer, der fortalte om heltindernes nøgenhed ved Wolands bal. I "samizdat"-udgaverne var imidlertid optrykt de udeladte passager, hvorved censurens aktiviteter blev afsløret.
Et manuskript blev smuglet fra Sovjetunionen til Paris, hvor forlaget YMCA Press, der var kendt for at havde trykt forbudte værker af Aleksandr Solsjenitsyn, udgav den første bogversion af Mesteren og Magarita i 1967. Den censurerede tekst udgivet i magasinet Moskva blev hurtigt oversat til estisk og i 1968 udgivet i en udgave, der er mange årtier var den eneste trykte udgave i Sovjetunionen.
I 1969 udgav det vesttyske forlag Posev en ikke-censureret udgave, hvor de tidligere censurerede passager var kursiveret. I USSR blev romanen først udgivet som bog på russisk i 1973. Forinden havde kommunistpartiets sekretariat udstedt et dekret "Om genoptrykning af kunstværker af M. Volosjin, O. Mandelstam, V. Ivanov, N. Kljuev, M. Bulgakov og andre forfattere fra 20'erne" dateret 7. juni 1972. Dekret var påstemplet "Hemmeligt". Dokumentet erklærede, at disse forfatteres og digteres bøger skulle udgives i 1973-1975 i "begrænsede oplag", med obligatoriske "indledende artikler og kommentarer, der giver en Marxistisk-Leninistisk vurdering af forfatterens arbejde".Spørgsmålet om romanens ægthed er omdiskuteret, og grænserne mellem dens udgaver er uklare. Således hævdede Lidia Janovskaja, som havde adgang til Bulgakovs arkiv, at nogle af manuskripterne var tabt, og nogle notesbøger blev omformateret. De tekstologiske versioner af Mesteren og Margarita, udarbejdet af Janovskaja i 1989 og 1990, adskiller sig fra 1973-udgaven (redigeret af Anna Saakjants). Derudover bemærker forskerne forskelle i de tekstmæssige tilgange, L. M. Janovskaja. Den sidste bog, eller Wolands trekant, Magasinet Spørgsmål om litteratur Nr. 6 2015, pp 384-387, russ. ru/voplit/2015/6/l-m-yanovskaya-poslednyaya-kniga-ili-treugolnik-volanda.html arkiveret
Handling Romanen har to spor. Det ene spor foregår i Moskva i 1930'erne, hvor Satan dukker op som professor Woland. Han er ledsaget af Korovjev, en mærkværdigt klædt kammertjener, Behemoth, en sort kat, Azazello, en morder og Hella, en kvindelig vampyr. De henvender sig til den litterære elite og forfatternes forening Massolit, der holder til i den afdøde forfatter Griboedovs hus. Massolit består af korrupte sociale stræbere og deres kvinder, bureaukrater, udbyttere og kynikere. Det andet spor foregår i Jerusalem under Pontius Pilatus og kredser omkring Pilatus' retssag mod Jeshua Ha-Notsri (Jesus af Nazareth), Pilatus' erkendelse af et tilhørsforhold til (og åndeligt behov for) Jeshua, og hans modvillige accept af Jeshuas henrettelse.
Romanens første del begynder med med møde mellem Berlioz (lederen af Massolit) og Woland, der forudsiger, at Berlioz vil dø senere på dagen. Berlioz afviser profetien som vanvid, men omkommer som professoren har forudsagt. Wolands profeti overværes af Ivan Nikolaevitj Ponyrjov, en ung entusiastisk digter, der skriver under pseudonymet Ivan Bezdomnyj ("Ivan Hjemløs"). Hans forgæves forsøg på at fange Woland og dennes følge og hans advarsler om gruppens onde hensigter fører Ivan til et psykiatrisk hospital, hvor han møder Mesteren, en bitter forfatter. Afvisningen af Mesterens roman om Pontius Pilatus og Kristus har fået Mesteren til at brænde sit manuskript i fortvivlelse og til at afvise Margarita, hans beundrer og partner.
Den første del af romanen indeholder satiriske beskriveler af Massolit og Griboedovs hus, samt en beskrivelse af Satans magiske forestilling på varieteteatret, hvis publikum består af den nye elite, der under forestillingen viser sin grådighed, forfængelighed og naivitet. Romanen beskriver også, hvorledes Woland med sit følge indtager Berlioz' lejlighed efter Berlioz' død.Under kommunistregimet kontrollerede staten tildelingen af lejligheder. Der var en meget stor mangel på lejligheder i Moskva, hvilket bl.a. ledte til korruption og andre kreative måder at skaffe sig en lejlighed på. Bulgakov egen lejlighed var grundlag for beskrivelsen i romanen.
I romanens anden del introduceres Margarita, Mesterens elskerinde, der ikke deler Mesterens fortvivlelse over sit arbejde. Azazello giver hende en magisk hudcreme inviterer hende til Djævelens midnatsbal, hvor Woland giver hende chancen for at blive en heks. Margarita træder ind i nattens rige og lærer at flyve og at kontrollere hendes frigjorte lyster. Hendes stuepige, Natasja, drager med hende, mens de flyver over USSR's store skove og floder. Hun vender tilbage til Moskva med Azazello som værtinde ved Satans forårsbal, hvor hun ved Korovjevs byder historiske personer velkommen i takt med, at de ankommer fra Helvede. Margarita udstår prøvelsen, og Satan tilbyder at imødekomme hendes dybeste ønske. Margarita beder Satan om at udfri en kvinde, som Margarita har mødt ved ballet, fra kvindens evige straf. Kvinden, der var blevet voldtaget, havde myrdet sit barn; hendes straf var at vågne hver morgen ved siden af det lommetørklæde, hun brugte til at kvæle det. Satan fortæller Margarita, at hun har befriet kvinden, og at Margarita stadig har et ønske. Hun beder om at få Mesteren udleveret til hende, og han dukker op, fortumlet og tænker, at han stadig er på det psykiatriske hospital. De bliver returneret til kælderlejligheden, som havde været deres kærlighedsrede.
Apostelen Matthæus bringer dommen til Woland: Det forenede par sendes til efterlivet. Azazello bringer dem en gave fra Woland: en flaske med Pontius Pilatus' (forgiftede) vin. Mesteren og Margarita dør og Azazello bringer deres sjæle til Satan og hans følge, der venter på dem på hesteryg på et tag i Moskva, og de flyver væk ud i det ukendte og forlader Jorden på en rejse ind det det mørke kosmos. Mesteren og Margarita vil leve i evigheden i et skyggefuldt, behageligt område, der minder om Dante Alighieri's Limbo, i et hus under blomstrende kirsebærtræer.
Woland og sit følge, herunder Mesteren og Margarita bliver ånder. Myndighederne i Moskva forklarer de besynderlige begivenheden med massehysteri og hypnose. I romanens sidste kapitel beder Woland Mesteren om at skrive sin roman om Pontius Pilatus, der for sin svaghed er dømt til limbo i en evighed. Mesteren råber "Du er fri! Han venter på dig!", og Pontius Pilatus befries og går og konverserer med Jeshua, hvis ånd og filosofi, han altid har beundret. Moskva er nu fredelig, selvom nogle beboere oplever uro ved hver fuldmåne i maj. Ivan Ponyrev bliver professor i filosofi, men opgiver at skrive poesi.
Kulturel betydning og indflydelse Museer thumb|Skulpturer forestillende Korovjev og katten Behemoth (i sin menneskelige form) foran Bulgakov-huset Der er to museer i Moskva, der er knyttet til Mikhail Bulgakov og romanen. De to museer er konkurrenter: Det officielle M.A. Bulgakov museum og Museet - Teater "Bulgakov-huset". Begge er beliggende i ejendommen på Bolsjaja Sadovaja-gaden nr. 10 i Moskva. Bygningen blev fra slutningen af 1980'erne samlingssted for mange fans af Bulgakov og satanistiske grupper, der over årene fyldte murene med graffiti. De bedste graffiti-malerier blev bevaret, når murene blev malet over, så der var flere lag af maling på bygningen. I 2003 blev murene dog malet over fuldstændigt.