thumb|George Lamberts maleri viser landsætningen på Anzac. Slaget ved Gallipoli fandt sted på den tyrkiske halvø Gallipoli i 1915 under 1. verdenskrig. En kombineret fransk/britisk operation blev dannet for at erobre den osmanniske hovedstad Konstantinopel. Forsøget mislykkedes dog, og man anslår, at 131.000 soldater døde og 262.000 blev såret.
Forspil Rusland, en af Ententemagterne under krigen, havde problemer med sine forsyningsruter over havet. Østersøen blev kontrolleret af den tyske Kejserlige Marine, mens Sortehavets eneste indgang var gennem Bosporusstrædet, som det Osmanniske Rige havde kontrol over.
Sidst i 1914 var vestfronten i Frankrig og Belgien reelt låst fast. En ny front var nødvendig. Samtidig håbede Ententemagterne, at de ved at angribe osmannerne kunne trække Bulgarien og Grækenland ind i krigen på Ententemagternes side.
Et første forslag om at angribe Tyrkiet var allerede blevet fremsat af en fransk minister i november 1914, men det fik ikke støtte. Senere samme måned foreslog marineminister (First Lord of the Admiralty) Winston Churchill et angreb på Dardanellerne. En plan for et angreb og invasion af Gallipoli-halvøen blev godkendt af det britiske kabinet i januar 1915. Den britiske krigsminister Lord Kitchener udpegede general Ian Hamilton til at lede den styrke, der skulle gennemføre angrebet.
thumb|Kort over Gallipoli-halvøen. Den prikkede linje markerer det længste, Ententens styrker nåede ind i landet.
Flådeangreb Den 19. februar begyndte det første angreb på Dardanellerne med et bombardement af det tyrkiske artilleri langs kysten fra en stor flåde af britiske og franske skibe, med bl.a. det britiske slagskib HMS Queen Elizabeth.
Angrebet var en politisk succes – Bulgarien standsede forhandlingerne med Tyskland; Grækenland tilbød sin støtte; og Italien virkede interesseret i at træde ind i krigen på Ententemagternes side. Men den militære effekt var begrænset. Fortsatte bombardementer og en landsætning den 25. februar førte ingen vegne.
Et nyt angreb blev forsøgt 18. marts mod strædets smalleste punkt, hvor det kun var 1,5 kilometer bredt. En kæmpe flåde, anført af admiral de Robeck med 16 slagskibe, havde umiddelbart held til at eliminere en række tyrkiske artilleristillinger. Men et minefelt var udlagt natten før af det tyrkiske skib Nusret langs den asiatiske kyst (Eren Köy). Flere af Ententens krigsskibe løb på miner, og tre slagskibe sank: Britiske HMS Ocean og HMS Irresistible og det franske Bouvet. Derudover blev slagkrydseren HMS Inflexible og de franske slagskibe Suffren og Gaulois svært beskadiget.
De kraftige tab fik Ententen til at indstille forsøget med at erobre strædet alene ved hjælp af flåden. Det var en stor lettelse for de tyrkiske styrker, da deres artilleri var ved at løbe tør for ammunition.
Invasion Efter det fejlslagne flådeangreb stod det klart, at kun ved at eliminere det mobile tyrkiske artilleri ville det være muligt at sendeminestrygere ind og fjerne miner i vandet for de store skibe.
I begyndelsen af 1915 var australske og newzealandske frivillige soldater udstationeret i Egypten, hvor de var i træning, inden de skulle sendes til Frankrig. Infanteriet fra dem blev omdannet til Australian and New Zealand Army Corps (ANZAC): Australian 1st Division og New Zealand and Australian Division. General Hamilton havde derudover British 29th Division, Royal Naval Division og det franske Corps expéditionnaire d'Orient med fire senegalesiske bataljoner under sin kommando.
thumb|Placering af tyrkernes 5. armé.
Hamiltons invasionsstyrke stod over for den 5. tyrkiske armé anført af den tyske rådgiver for den osmanniske hær, general Otto Liman von Sanders. Den 5. armé, som skulle forsvare begge kyststrækninger ved Dardanellerne, bestod af seks af de bedste tyrkiske divisioner med i alt 84.000 mænd. Ved Bulair ved toppen af halvøen stod den tyrkiske 5. og 7. division. Ved Cape Helles på halvøens spids og langs den ægæiske kyst stod den tyrkiske 9. division. I reserve ved Gaba Tepe midt på halvøen stod den 19. tyrkiske division under kommando af Mustafa Kemal, som igennem hele krigen sagde "De kommer til at gå, som de kom!", hvilket kom til at stemme. Til at forsvare den asiatiske kyst ved Kum Kale, ved indgangen til Dardanellerne, stod den 3. og 11. tyrkiske division. Ifølge en kilde var en tredjedel af den osmanniske hær etniske arabere, inklusive to tredjedele af den 19. division division. Andre etniske grupper som f.eks. kurdere har givetvis også været repræsenteret.
Ifølge invasionsplanen for den 25. april 1915 skulle den 29. division gå i land ved Helles på spidsen af halvøen og fortsætte ind i landet til fortet ved Kilitbahir. Anzacs-divisionerne ville blive landsat nord for Gaba Tepe på den ægæiske kyst og skulle herfra fortsætte over halvøen for at forhindre tilbagetrækning fra eller afsendelse af forstærkninger til Kilitbahir. Franskmændene skulle lave en afledningslandgang ved Kum Kale på den asiatiske kyst. Der var også en énmands-afledningsmanøvre udført af Bernard Freyberg fra Royal Naval Division ved Bulair.
Anzac thumb|4. bataljons landgang ved Anzac Cove.
De første styrker fra Anzac, den 3. brigade fra den 1. australske division, begyndte landsætningen kort efter solopgang den 25. april. Det var planen, at de skulle gå i land over en 1,5 kilometer bred front nord for Gaba Tepe. Af ukendte årsager gik det dog ikke som planlagt, og landgangstropperne landede 2 kilometer længere mod nord i en lavvandet, unavngiven bugt med Ari Burnu mod nord og Hell Spit mod syd. Bugten er i dag kendt som Anzac Cove.
Anzac-soldaterne stod over for et svært fremkommeligt terræn med et virvar af slugter, der løb ned til vandet fra højderne ved Sari Bair. Landsætningen mødte kun lidt modstand fra spredte tyrkiske styrker, indtil Mustafa Kemal, der anførte 19. division, så truslen og sendte forstærkninger til området i et kapløb om først at komme højest.
Kampen om højderne blev afgjort ved hovedhøjderyggen, hvor Anzac og tyrkerne kæmpede om bakken Baby 700. Højdedraget skiftede ejer flere gange den første dag, indtil tyrkerne, der havde fordel af at være højere oppe på Battleship Hill, endeligt overtog bakken. Så snart Anzacs fremrykning var stoppet, satte tyrkerne ind med et modangreb. Det lykkedes dog ikke at presse invasionsstyrken tilbage i vandet. Træfningen udviklede sig hurtigt til en skyttegravskrig, hvor fronten lå fast helt frem til august.
Helles thumb|left|Kanonstilling ved Helles. thumb|Landgangsstrande på Cape Helles.
Landsætningen ved Helles blev foretaget af den 29. division under kommando af generalmajor Aylmer Hunter-Weston på fem strande i en bue rundt om halvøens spids. Strandene blev fra øst mod vest kaldt S, V, W, X og Y.
På buens yderste strande, S, X og Y, var der ikke megen modstand, men muligheden for angreb blev ikke udnyttet. Landgangsstyrken på Y-stranden kunne uden modstand komme inden for 500 meter af landsbyen Krithia, som var forladt. Briterne kom aldrig så tæt på igen. Y-stranden blev evakueret den næste dag, efter at tyrkerne havde fået forstærkninger.
Hovedlandsætningerne blev foretaget på V-stranden under det gamle Seddülbahir-fort og på W-stranden, dvs. spidsen af Gallipoli halvøen.
Før denne landsætning blev V-stranden udsat for bombardement af britiske krigsskibe. Det skete inden for en halv time, hvor der blev affyret 4.650 granater for at sikre, at stranden var ryddet for forsvar. I mellemtiden beordrede Yahya Cavus sine 63 mænd til at vente og ikke affyre nogen skud, før landsætningen gik i gang fra SS River Clyde.
På V-stranden blev angrebsstyrken fra Royal Munster Fusiliers og The Hampshire Regiment sat i land fra den ombyggede kuldamper SS River Clyde, som blev sat på grund, hvorefter tropperne kunne gå direkte i land ad ramper. Royal Dublin Fusiliers gik i land på V-stranden fra åbne både. På W-stranden gik Lancashire Fusiliers også i land fra åbne både på en lille strand med klitter og afspærret med pigtråd. Ved begge strande blev briterne overvundet af det tyrkiske forsvar. De op mod 2.000 soldater fra River Clyde var perfekte mål for Yahya Cavus og hans 63 mænd i Ertugrul Cove, der var udrystet med rifler af tysk type. Her var ikke maskingeværer. Bataljonerne, der blev landsat på V-stranden, havde omkring 1.400 faldne af 2.000. Seks victoriakors blev uddelt til commonwealthinfanteri og -marinekorps på V-stranden. Yderligere tre næste dag, da de endelig fik kæmpet sig væk fra stranden, efter at støtten nåede frem for at bekæmpe Yahya Cavus og hans mænd.
På W-stranden, derefter kendt som Lancashire Landing, kunne lancashire-regimentet overmande forsvarerne på trods af deres egne enorme tab, 600 dræbte eller sårede ud af en styrke på 1.000. Seks victoriakors blev uddelt efter kampene på W-stranden.
De tidlige kampe Den 27. april om eftermiddagen angreb tyrkerne Anzac for at forsøge at drive briterne tilbage til stranden. Med støtte fra søsiden lykkedes det dog briterne at holde tyrkerne tilbage natten igennem.
Den 28. april forsøgte briterne, nu med støtte fra franskmændene, at erobre Krithia i, hvad der skulle blive kendt som det Første slag om Krithia. Planen for angrebet var ekstremt kompleks og officererne ved frontlinjen var ikke blevet ordentligt instrueret. Tropperne fra den 29. division var stadig udmattede efter kampene om stranden og landsbyen Seddülbahir, som var blevet erobret efter hårde kampe den 26. Angrebet blev stoppet omkring klokken 18, efter at noget terræn var taget, men uden at målet, landsbyen Krithia, var nået. Efter slaget lå Ententemagternes skyttegrave halvvejs mellem spidsen af halvøen og Krithia. Da den tyrkiske modstand blev stærkere og stærkere for hver dag, forsvandt muligheden for den hurtige sejr, man havde håbet på. Helles blev, ligesom Anzac, en belejring. Stærke tyrkiske modangreb blev slået tilbage om natten den 1. og 3. maj, selv om det lykkedes for tyrkerne at slå sig vej gennem det franske forsvar.
Det første forsøg på en offensiv på Anzac blev foretaget den 2. maj om aftenen med et angreb fra Russell's Top og Quinn's Post mod Baby 700. Det lykkedes at komme et kort stykke frem, men angrebsstyrken blev tvunget til at trække sig tilbage om natten den 3. maj efter at have mistet næsten 1.000 mand.
I den tro, at Anzac var sikker, flyttede Hamilton to brigader til Helles-fronten som reserver i det Andet slag om Krithia, som skulle begynde den 6. maj. Det var det første store angreb ved Helles, og man vandt cirka 500 meter på en bred front, men med de sædvanlige store tabstal.
Tyrkerne satte et stort angreb i værk på Anzac den 19. maj – 42.000 tyrkere over for 10.000 australiere og newzealændere – men angrebet mislykkedes. Tyrkerne manglede artilleri og ammunition og satsede derfor på overraskelse og det faktum, at de var væsentligt flere mænd. Deres forberedelser blev dog opdaget, og forsvaret var forberedt. Slaget kostede tyrkerne 10.000 faldne. Til sammenligning var australiernes tab begrænset til 160 døde og 468 sårede. De tyrkiske tab var så store, at man aftalte en våbenhvile den 24. maj, for at give tyrkerne mulighed for at bjærge og begrave de mange døde, der lå i ingenmandsland. thumb|Angreb fra skyttegravene.
I løbet af maj blev den britiske overlegenhed til søs svækket med tabet af slagskibene HMS Goliath den 13. maj, HMS Triumph den 25. maj og HMS Majestic den 27. maj. Efter disse tab blev store dele af slagskibene trukket tilbage, og de, der var tilbage, ville kun skyde, mens de var i bevægelse, hvilket mindskede præcisionen og effektiviteten.
I det Tredje slag om Krithia den 4. juni var alle tanker om et stort gennembrud forduftet, og planerne var lagt for skyttegravskrig, hvor målene blev sat til et par hundrede meter. Tabstallene var på begge sideromkribg 25 %. Briterne med tab på 4.500 ud af en angrebsstyrke på 20.000.