thumb|Hötorgshøjhusene "De fem trompetstød" Under opførelse i 1964. Foto: Lennart af Petersens. thumb|Hötorgshøjhusene, Klara Kirke og Klara-kvarteret, 2009. Norrmalms totalfornyelse (på svensk Norrmalmsregleringen) eller Stockholms moderniseringsprojekt er den store omformning og ændring af byplanen for kvarteret Nedre Norrmalm i Stockholms innerstad, der i princippet blev besluttet af byrådet i 1945 og realiseret i løbet af 1950'erne, 1960'erne og 1970'erne. Totalfornyelsen resulterede i, at det gamle Klara-kvarter måtte vige for det moderne Stockholms City, samtidig med at Stockholms Tunnelbana blev grundlagt i undergrunden.
Norrmalms totalfornyelse var den mest omfattende byfornyelse i Sveriges historie og engagerede en stor del af nationens arkitektelite. Transformationen af Nedre Norrmalm er både blevet kritiseret og beundret, såvel i Sverige som i udlandet, og betragtes som en af de større, mest gennemgribende og konsekvente byfornyelser udført i Europa i efterkrigstiden, selv når man medregner de byer, der blev hårdt beskadiget under krigen. och , citerade i Totalfornyelsen blev præmieret af International Union of Architects med Sir Patrick Abercrombie's Prize , da den første gang blev tildelt i 1961.Sir Patrick Abercrombie Prize Hötorgscity blev også en direkte rollemodel for senere anlægsprojekter i Europa, blandt andet i Hamborg og Warszawa.
Flere af de bygninger, der blev opført i forbindelse med Norrmalms totalfornyelse, regnes i dag for byggnadsminner (fredede), hvilket er den mest omfattende kulturhistoriske beskyttelse i Sverige.Web.archive.org/www.stadsmuseum.stockholm.se
Beslutningsprocessen Den politiske debat op til den store totalfornyelse af Norrmalm i 1900-tallet, begyndte allerede i slutningen af 1920'erne, da trafikken i byen steg. Beslutningen blev dog forsinket af konflikter mellem forskellige stridende fraktioner, der også delte de politiske partierGullberg, del 1 s. 98f – fullständiga källhänvisningar i Cityboken, og oven i det lagde flere økonomiske kriser en dæmper på byfornyelsessprocessen.Gullberg, del 1 s. 102f – komplette kildehenvisninger i Cityboken Også 2. verdenskrig satte en foreløbig stopper for byfornyelsen.
Ønske om forandring Der var stor enighed om, at en sanering og modernisering af Nedre Norrmalm var ved at være presserende. Behovene drejede sig hovedsageligt om:
Infrastruktur: Byplanlæggere påpegede, at Stockholms indre by ikke var tilpasset den hurtigt voksende befolkning og den infrastruktur, som dette krævede. Udvidelsen af den kollektive trafik i form af metroen krævede omfattende nedrivning af bl.a. Klara-kvarteret for at kunne gennemføres, og blev derfor den afgørende faktor i byfornyelsesprocessen. Den hastigt voksende biltrafik krævede også både større færdselsårer og bedre sikkerhed for fodgængere. Sanering: Klara-kvarteret blev i offentligheden anset for at være slum,Stockholmskallan.stockholm.se/teman/de-skriver-om-stockholm/fogelstrom/För förändringen men kritisk till resultatetSvensktidskrift.se/en-besvikelse/ i samme periode som nedrivningerne startede. Boligmassen var hovedsageligt fra før år 1900 og var derfor forældede i samtiden (1945) med lejligheder der var små og uden tilfredsstillende sanitære faciliteter. Desuden havde et byggeforbud på eksproprierede ejendomme i forbindelse med en mulig byfornyelse, øget behovet for sanering. Gader og gårde var overfyldte og blev anset for at give mørke uhygiejniske boliger og arbejdspladser. Desuden var det ofte mere rentabelt at bygge nyt end at renovere det gamle. Byudvikling: Erhvervsliv og institutioner var siden jernbanens opståen i 1860'erneNorrmalm, læst 15. marts 2008. i stigende grad flyttet fra Gamla Stan til det Brunkebergsås-opdelte Norrmalm. Stockholm blev af fornyerne vurderet til at have brug for en moderne koncentreret bymidte tilpasset arbejdslivets behov.
Tiden var desuden præget af fremtidsoptimisme, og idéerne om funktionalisme havde derfor en stærk position i Sverige siden Stockholmudstillingen i 1930. Børnerige familier fra små lejligheder i Stockholms indre by flyttede ud til nye boligområder i bydele som Traneberg og Hammarbyhöjden.
Lilienbergs generalplan fra 1928 thumb|Albert Lilienberg (til højre) og Sven Markelius, fra omkring 1954. Den nyudnævnte stadsarkitekt Albert Lilienbergs Generalplan over Stockholm fra 1928 var startskuddet til debatten op til fornyelsesbeslutningen i 1945. Lilienbergs forslag indebar en udvidelse af Sveavägen via Hamngatan og helt til Gustav Adolfs Torg i overensstemmelse med Lindhagens og Tessins gamle planer.
For at minimere det bebyggede areal ved det nye Sveavägen ønskede Lilienberg at bygge ti skyskrabere i art deco-stil, som han havde fundet inspiration til under et besøg i New York, en slags Times Square i Stockholm. Generalplanen mindede om den allerede anlagte amerikansk-inspirerede Kungsgatan med Kungstårnene.
Den fremlagte plan blev dog ikke vedtaget, efter at nej'et med nød og næppe fik overvægt ved en afstemning på Stockholms stadshus (rådhuset). En indflydelsesrig modstander af planen var Folkpartiets Yngve Larsson, der var trafikborgmester på dette tidspunkt.
International byplanlægningskonkurrence udskrevet i 1932 I 1932 annoncerede Stockholms kommun en international byplanlægningskonkurrence om byfornyelse af Nedre Norrmalm. Der blev indsendt 350 bidrag bl.a. fra nogle af tidens største arkitekter, herunder Le Corbusiers og Alvar Aalto, der havde forslag hvor store dele af indre by ville blive nedrevet til fordel for ren højhusbebyggelse. Le Corbusiers etageejendomsforslag Hus i Park dækkede stort set hele Södermalm. Den tyske arkitekt og tidligere Bauhaus-rektor Walter Gropius, som var en tæt bekendt af Sven Markelius, udbad sig oplysninger om konkurrencen, men der kom aldrig noget forslag fra ham. Også arkitekt Sigurd Lewerentz deltog i konkurrencen, men hans bidrag fik ikke megen opbakning. Ligesom Le Corbusiers forslag "Hus i Park", gik Lewerentz’ plan ud på en opdeling af byen i trafik, boliger og fritid.
Der blev uddelt tre førstepræmier; én til et London-baseret arkitektfirma i England, én til et kontor i New York og én til to ansatte i Stockholms kommuns byggeafdeling, civilingeniør Åke Virgin på ejendomskontoret og arkitekt Thure Bergentz. Deres forslag havde store ligheder med Lilienbergs plan, men da Albert Lilienberg var en del af bedømmelseskomiteen, blev deres forslag diskvalificeret, eftersom en person tæt på konkurrencedommeren (Lilienberg var Bergentz' manager) ikke måtte deltage i konkurrencen.
I fagbladet Byggmästaren fra 1934 kritiserede Sven Markelius hele konkurrencen. Le Corbusiers forslag, mente han, "... tilhører dem, man ikke ønsker at se færdige. Markelius mente også, at udenlandske deltagere ikke med rimelighed kunne sætte sig ind i lokale anliggender såsom udformningen af Stockholms innerstad. Svenska Dagbladets redaktør kunne derimod godt lide forslaget. Den 23. december 1933 skrev han blandt andet, at Le Corbusiers plan var "det mest konsekvente af de utopiske forslag", og at det "bør vedtages" samt at det var den mest åndelige Stockholm-variant af Le Corbusiers ideelle byplaner.
Konkurrencen førte dog ikke projektet med Norrmalms byfornyelse videre, og arbejdet på Stockholms stadsbyggnadskontor fortsatte med at blive videreført i Albert Lilienbergs ånd tilsat kritiske revisioner udefra.
Tage William-Olsson (manden bag Slussens kløverbladsanlæg) var blandt de mest skeptiske arkitekter og fremsatte alternative forslag, og det samme gjorde Paul Hedqvist, dengang professor ved Kungliga Konsthögskolan. Stockholms trafikafdeling havde ligeledes indsendt et forslag, der havde store ligheder med Hedqvists og William-Olssons skitser og modeller. Stadsgartner Holger Blom fandt byggeafdelingens forskellige forslag klodsede og naive i deres optimisme og Erik Lallerstedt mente, at "... En vedtagelse af byggeafdelingens forslag ville betyde, at vores by ville være under nedrivning i årtier - undgå dette!'Byggmästaren 1943, nr 22, Holger Bloms artikel "Slaget om Brunkeberget"
Nedre Norrmalm var et af de store områder debatteret af planlæggere og arkitekter i mellemkrigstiden.
Den afgørende beslutning i 1945 thumb|Totalfornyelsens initiativtagere byggeborgmester Yngve Larsson, her flankeret af finansborgmester Zeth Höglund (til venstre) og kommunalordfører Carl Albert Anderson (til højre) engang i 1940'erne. thumb|David Helldén, Yngve Larsson og Sven Markelius viser et kort over Nedre Norrmalms totalfornyelse, der indgik i Cityplanen fra 1946. Den politiske proces var langsommelig, og beslutningerne blev på det tidspunkt truffet af Socialdemokraterne i fællesskab med Sveriges kommunistiske parti, der havde flertallet på Stadshuset. Det eneste parti, der var imod byfornyelsesplanerne og heller ikke havde et eget forslag, var Högerpartiet (Moderaterna), men deres skepsis nåede ikke for alvor ud i offentligheden.
I stedet for Lilienbergs tegning af Sveavägen op til Gustav Adolfs Torg, stoppede den nu ved Sveaplatsen (senere Sergels Torg) og fortsatte vestpå i en tunnel indtil Tegelbacken, hvor den ville blive forbundet med den fremtidige Centralbron. Modstanderne af byplanlæggernes forslag (som Lilienberg støttede) fremførte dog flere argumenter imod dette: Hovedtrafikken på Sveavägen ville blive ledt over Norrbro til Slottskajen, som ikke kunne rumme så meget trafik. Den æstetiske effekt (at have slottet i baggrunden) var overvurderet; man ville møde slottet fra dets mindre pæne nordside, hvilket aldrig var Tessins idé. Byggeafdelingens forslag ville kræve omfattende nedrivninger nord for Gustav Adolfs Plads. Der var tre tungtvejende modforslag (af Paul Hedqvist, Tage William-Olsson og Trafikafdelingen), der alle modsatte sig at føre Sveavägen ned til Gustav Adolfs Torg.
En trafiktunnel under Brunkebergsåsen og længere mod øst (den senere Klaratunnelen), blev først foreslået i Cityplanen fra 1962. Der var dog stadig en del trafikale problemer, der skulle løses. For eksempel var trafikken omkring Tegelbacken et stort problem med en jernbaneoverskæring mellem tog, sporvogne og gadetrafik, hvor jernbanebomme næsten konstant gik ned og førte til trafikkaos – det såkaldte Tegelbackseländet.
Højhusene på Hötorget havde været diskuteret i årevis, allerede i 1928 var Artur von Schmalensee kommet med et forslag om ni 30-etagers højhuse. Men der var også ideer om to, tre, fire og seks højhuse. Alle var enige om, at det ville være vigtigt med højhuse i byens centrum, og så betød det mindre hvordan selve designet tog sig ud. I lang tid arbejdede byplanlægningskontoret på en mulighed med fire højhuse, men man ønskede en høj udnyttelsesgrad af etagerne og vurderede derfor, at fire tunge højhuse var mindre ønskværdigt end fem slankere med samme arealudnyttelse. Samtidig gav tallet fem en anden dynamik end fire, eller som David Helldén, arkitekt ved byggeafdelingen, udtrykte det: " ... Du giver en dame fem roser, ikke fire. Paul Hedqvist mente stadig, at byggeafdelingens forslag lignede et "Grönköpings Manhattan", men hans eget forslag om seks stjerneformede højhuse blev i debatten udpeget som et "Gröndals Manhattan" (Backström & Reinius' havde i samme periode opført Stjernehusene i Gröndal).