thumb|Kort over Gulaglejre 1923-1961. thumb|Gulagfanger på arbejde. thumb|Fanger på fangeøen Sakhalin omkring 1903. Gulag (, ; ) blev almindeligt kendt under navnet "Gulaglejrene". De blev oprettet til internering af antikommunistiske hvide styrker, der samarbejdede med interventionshærene, som forsøgte at nedkæmpe revolutionen. I 1921 var der 84 lejre. Gulag blev synonym for den sovjetiske undertrykkelse og udnyttelse af fanger, der blev brugt som regulære slaver. Senere er Gulag synonym for arbejds- og straffelejre.
Historie De første lejre Efter Oktoberrevolutionen blev en række fængselsfaciliteter/arbejdslejre i Sibirien modificeret og udbygget. De husede tidligere monarkiets fjender og blev transformeret til de antikommunistiske styrker. I begyndelsen blev de valgt for at isolere fangerne. Øde, forladte klostre blev ofte genbrugt til arbejdslejre.
Lejren på Solovetskij-øerne i Hvidehavet var en af de tidligste. Navnet Solovetskij blev synonym for arbejdslejre. Solovki blev præsenteret for Vesten som et eksempel på den nye sovjetiske genopdragelse af folkets fjender (forretningsmænd, arbejdsgivere, politimænd, højtstående gejstlige m.fl.), og hvordan de blev reintegreret i det nye sovjetiske samfund igennem hårdt fysisk arbejde. I begyndelsen nød de indsatte (for størstedelens vedkommende russiske intellektuelle, tilhængere af zarristerne) godt af en relativ høj grad af frihed. De måtte færdes frit inden for øens grænser. Lokale aviser og magasiner blev redigeret på øen, og der blev endda udført lidt videnskabelig forskning. Men med tiden blev det til en regulær arbejdslejr. Nogle historikere hævder, at Solovki var en slags ”pilot-lejr”, og at erfaringerne herfra blev overført til de nye lejre.
Gulags tilblivelse, udvikling og afvikling Ordren om oprettelsen af Gulag og lovhjemmelen for systemet blev givet i et hemmeligt dekret udsendt af den sovjetiske ledelse den 11. juli 1929. Heri blev retningslinjerne for de forbedrende arbejdslejre udstukket. Gulag-administration blev lagt hos OGPU, det hemmelige sovjetiske politi (det senere GUGB under NKVD). Den 25. april 1930 var GULAG en realitet. Det hed dog ULAG før en navneændring i november.
I 1930'erne gennemførtes en voldsom stramning af den sovjetiske retspolitik. Det førte til en markant stigning i antallet af indsatte i Gulag. Under ’den store terror’ fra 1937 til 1938 blev der foretaget et hav af skønsmæssige masseanholdelser, hvorunder hele grupper blev anholdt på den mindste mistanke. Anholdelserne blev som regel foretaget på grundlag af en af de mange passager i den berygtede artikel 58, der indeholdt en bred definition af begrebet ”kontrarevolutionær virksomhed”. Hundredtusinder blev anholdt på det grundlag. Straffen for konventionelle forbrydelser blev forlænget. Enhver kunne sendes til Gulag, hvis vedkommende havde begået en forbrydelse, der blev takseret til mere end tre års fængsel. Disse tiltag fik mængden af indsatte i Gulag-lejrene til at stige kraftigt.
I 1931, ét år efter opførelsen, husede Gulag-lejrene ca. 200.000 fanger. I 1935 var tallet steget til ca. 800.000 i lejre og 300.000 i kolonier (årligt gennemsnit). I 1939 var tallet oppe på 1,3 millioner i lejrene og yderligere 350.000 i kolonierne. Under 2. verdenskrig faldt antallet af fanger I Gulag-lejrene drastisk. Det skyldtes både en voldsom stigning i dødeligheden i lejrene i 1942-1943, og at flere hundredetusinder fanger blev udskrevet til militærtjeneste og sendt direkte til fronten (de fleste til særlige ”straffebataljoner”, enheder, der blev sat ind i de mest risikable slag). Efter krigen steg mængden af indsatte igen kraftigt og nåede i begyndelsen af 1950'erne ca. 2,5 millioner (herfra var ca. 1,7 millioner indsatte i lejrene). Der var en konstant strøm af fanger til og fra Gulag, for selv om der hele tiden blev anholdt nye, blev der hele tiden frigivet andre. Man kunne fx blive frigivet, hvis man havde udstået sin straf, blev optaget i den Røde Hær, blev forfremmet til fangevogter eller blev invalid. Der var også massefrigivelser af kvinder med små børn, når der blev for mange i lejrene. Derfor var antallet af fanger nogenlunde konstant.
Gulag gik reelt i opløsning med Stalins død i marts 1953, selv om staten officielt bibeholdt lejrsystemet de følgende år. Benådningen blev i første omgang begrænset til dem, der højst havde siddet inde i fem år. Derfor var de fleste af dem, der blev sat på fri fod, fanger, der var dømt for ”almindelige” forbrydelser, og altså ikke politiske fanger. Frigivelsen af politiske fanger begyndte i 1954. Efter Nikita Khrusjtjovs brud med stalinismen på kommunistpartiets 20. kongres i februar 1956 ved "den hemmelige tale" blev en masserehabilitering af fangerne påbegyndt. Ved udgangen af 1950'erne var så godt som alle de "forbedrende arbejdslejre" nedlagt. Kolonierne blev dog ved med at eksistere.
Officielt blev Gulag opløst af NKVD's efterfølger, MVD, den 25. januar 1960. Arbejdslejre vedblev med at eksistere helt frem til Sovjetunionens opløsning i 1991.
Antal dræbte og berørte Ifølge gulagadministrationens egne tal omkom i lejrene og kolonierne fra 1930 til 1956 i alt 1.606.748 personer. Tallet dækker både politiske og regulære fanger, men ikke de 786.098, der - igen ifølge Gulags egne oplysninger - blev dømt til døden og henrettet for kontrarevolutionær virksomhed (681.692 blev henrettet under den store terror, 1937-1938; de fleste nåede aldrig til lejrene). Tallet dækker heller ikke dem, der omkom i arbejdslejrene, før de kom under Gulag-administrationen. Mange fanger blev løsladt i meget dårlig forfatning og døde kort efter frigivelsen.
Antallet af dem, der på et eller andet tidspunkt var indlemmet i lejrsystemet, er langt højere: et forsigtigt skøn ligger på omkring 18 millioner russere. Dertil kommer omkring 6 millioner, som blev deporteret til Kasakhstan eller Sibirien eller sendt i eksil andetsteds. Det må formodes, at mange af de overlevende fik permanente fysiske og psykiske mén. Det skønnes, at ca. 2/3 af de indsatte var ’almindelige’ fanger (kriminelle), mens 1/3 var politiske fanger.
1930-1953 var der i alt ca. 4-5 mio. dødsofre ud af de 20 millioner, der gik igennem lejrene, og mellem 1 og 1,5. mio. blev likvideret for at være folkefjender og nåede aldrig at blive transporteret til en lejr. Disse tal skal ses i sammenhæng med det totale antal dødsofre for den sovjetiske stats politik på mellem 23-30 mio. i perioden 1918-53.
Gulag-lejrene Gulag bestod af mindst 476 lejrkomplekser, der hver især bestod af flere individuelle lejre: tilsammen flere tusinde. Disse lejre indeholdt hver varierende antal fanger, lige fra få hundrede til flere tusinde. Hovedparten af Gulag-lejrene lå i de ekstremt øde egne af det nordøstlige Sibirien og i de sydøstligste dele af Sovjetunionen hovedsageligt på Kasakhstans stepper. Der var for det meste tale om ubeboede egne, som regel uden vej- eller jernbaneforbindelser. De måtte anlægges af fanger fra specialiserede anlægsenheder. Der var heller ikke mange naturlige fødekilder, til gengæld var områderne rige på mineraler og andre naturressourcer som træ. Men lejrene fandtes spredt over hele Sovjetunionen og endda i andre kommunistiske lande som Tjekkoslovakiet, Ungarn, Polen og Mongoliet. Derfor har man kaldt lejrsystemet ’Gulag øhavet’.
Ikke alle lejrene var befæstede. Nogle sibiriske lejre var kun afmærkede med poster. Det hårde vejr, bevæbnede vagter og – ikke mindst – sporhunde, tog sig af enhver, der forsøgte at stikke af. I 1920'erne og 1930'erne tog de indfødte stammer i området sig ofte af de flygtede. Men de indfødte blev selv ofre for de bortløbne gulagfanger, der ofte var kriminelle, og da myndighederne lovede store dusører, begynde stammerne at hjælpe myndighederne med at fange de bortløbne. Fangevogterne fik ligeledes et godt incitament til at holde på fangerne; hvis nogen flygtede under en fangevogters vagt, kunne fangevogteren risikere at blive frataget sin uniform og selv blive indsat.
Gulaglejrene kunne være meget forskellige. Lige fra de brutale guldminer i Kolyma, hvor døden næsten var garanteret, til de hemmelige forskningsinstitutter ved Moskva, hvor de tilfangetagne videnskabsmænd levede en relativ god tilværelse. De enkelte lejrchefer havde en høj grad af frihed. De kunne stort set styre lejrene, som det passede dem. Dog var der straffe for at behandle fangerne for godt, eller alt for sadistisk. Det var meget forskelligt, hvordan fangerne havde det.
De fleste af de lejre, der blev oprettet til de mange nye fanger, fik særskilte økonomiske opgaver. Herunder udnyttelse af naturresurser og koloniseringen af øde områder, samt opførelse af enorme infrastrukturelle faciliteter og industribygninger. Af de mange anlægsprojekter, der blev udført af gulagfanger kan nævnes: Konstruktionen af Hvidehavskanalen, Volga-Donkanalen, Baikal-Amur-jernbanen (BAM-jernbanen, en 4,234 km lang jernbane, der strækker sig fra Centralsibirien, nord om Baikalsøen, til Stillehavet ved Sakhalin). Men også faciliteter i storbyerne som dele af Moskvas metro og Moskvas statsuniversitets nye universitetsområde blev i vid udstrækning bygget af straffearbejdere.
De frie bosættelser De frie bosættelser ("volnoye poseleniye") var lejre, hvor fangerne levede sammen med deres familie og havde en vis bevægelsesfrihed. De måtte rejse frit inden for bestemte områder, men de var under konstant overvågning af NKVD. Fanger, der opførte sig godt, kunne – efter at have aftjent størstedelen af deres straf – blive frigivet til de frie bosættelser uden for lejrene. Fangerne i disse lejre blev kaldt fri bryggere. Derudover blev fanger, der havde aftjent deres straf, men som det blev forbudt frit at bosætte sig, ofte overdraget til disse frie bosættelser.
Fangerne Fangerne havde det til fælles, at de blev anset for at være til fare for staten. De indsatte var en broget flok; lige fra almindelige kriminelle, dømt for konventionelle forbrydelser, politiske modstandere, krigsfanger fra borgerkrigen, sabotører og aristokrater, jordbesiddere, forretningsmænd beskyldt for korruption eller underslæb, til almindelige mennesker beskyldt for kontrarevolutionær virksomhed. Alle beskyldtes for at være imod revolutionen og den kommunistiske stat. Under og efter 2. verdenskrig var en del fanger desertører, krigsforbrydere og udenlandske krigsfanger, mens andre var frigivne sovjetiske krigsfanger (hvis forbrydelse var at have overlevet og ikke ofret sig for moderlandet) samt øst-arbejdere, der automatisk blev beskyldt for forræderi og samarbejde med fjenden. De havde formelt arbejdet for nazisterne. Mange civile fra de territorier, der under krigen var under udenlandske kontrol og civile fra de nyerhvervede sovjetiske territorier blev også sendt til lejrene. Det var ikke unormalt, at de overlevende fra nazisternes koncentrationslejre blev sendt direkte videre til de sovjetiske arbejdslejre.
Livet i lejrene Blandingen af konventionelle fanger og politiske fanger var katastrofal. Ca. 2/3 af fangerne var konventionelle forbrydere. Den sidste tredjedel, de politiske fanger, og andre svage indsatte var i vid udstrækning udsat for mishandling af de stærke fanger. Overfald, massevoldtægter, tyveri og mord hørte i nogle lejre til dagligdagen. Det gik især udover børn og teenagere, der blev totalt korrumperede af denne undertrykkelse og mishandling. De fleste endte som forhærdede kriminelle efter endt straf.