Stortyskland (også kaldet Nazityskland og Det Tredje Rige) er det Tyskland, som Adolf Hitler ledede. Navnene betegner det nazistiske Tyskland 1933-45, der fulgte efter Weimarrepublikken.
Tyskland gennemgik i de 12 år store forandringer: riget, der hidtil havde været et demokrati, blev i det meste af denne periode ledet af diktatoren Adolf Hitler, Føreren (Der Führer). Indenrigspolitisk var flerpartisystemet blevet afviklet, og modstandere af det siddende styre blev for en dels vedkommende fængslet, lige som etpartistyret var trængt igennem i alle områder af det offentlige liv. Udenrigspolitisk markerede Tyskland sig med en voldsom ekspansionspolitik, der var en af hovedårsagerne til udbruddet af 2. verdenskrig. Helt frem til 1942 havde styret fremgang i sin politik, der efter modgang endte med dets (og Tysklands) fuldkomne sammenbrud i 1945.
Racisme og antisemitisme var grundlæggende principper for NSDAP og nazistregimet. Nazi Tysklands racepolitik var baseret på regimets tro på eksistensen af en overordnet race. Nazisterne postulerede eksistensen af en racekonflikt mellem den ariske race og ikke-ariske racer, især jøder, der blev betragtet som en blandet race, der havde infiltreret samfundet og var ansvarlig for udnyttelsen og undertrykkelsen af den ariske race.
Nationalsocialismen
Den fremherskende ideologi i Det Tredje Rige var nationalsocialismen eller nazismen.
Nationalsocialismen var det tyske modspil til den totalitære fascisme, der herskede i Italien, og til stalinismen i Sovjetunionen. På trods af mange ligheder, kan de tre ideologier ikke sidestilles, da særlige tyske idehistoriske strømninger i høj grad prægede nationalsocialismen. Fælles for fascismen og nazismen og på mange måder stalinismen var: En antidemokratisk (partistyret) førerkult En militarisme, der gennemsyrede hele samfundet En ekstremt undertrykkende og kontrollerende stat, herunder fangelejre for modstandere af systemet og andre, man ville af med Aggressiv imperialisme Organismetanken, idet føreren var hovedet, resten af befolkningen udgjorde forskellige, men vigtige funktioner. En af stammetanken inspireret folkelig enhed (folket, mens USSR (formelt) byggede på klasseenhed)
Nationalsocialismen havde mange udspring, men ideologiens parti NSDAP var funktionelt på linje med den stalinistiske partistruktur og stærkt ideologisk påvirket af den italienske fascisme under ledelse af Mussolini, oldeuropæisk, romersk kultur og tidligere kejserriger. Staten ledet af partiet under føreren var den krumtap omkring hvilken systemet var bygget op. Under nazismen blev "racen" sat i stedet for det kommunistiske "arbejderklassen" som den fælles enhed, der retfærdiggjorde systemets politik og sikrede systemets enhed. Begge brugte historien til at begrunde deres politik, men hvor kommunisterne hævdede, at deres etpartistat var blevet til som en historisk nødvendighed for at afslutte klassekampen, og at alle andre lande havde ønske om at tilslutte sig denne, henviste nazisterne til Tysklands landafståelser efter 1. verdenskrig som en uretfærdighed, der lod mange tyskere og tysksindede stå uden for riget; det nødvendiggjorde - parret med Tysklands behov for mere jord til at udvikle sig på (livsrum, tysk: lebensraum) - grænsereguleringer. For fascismen i Italien var det især traditionel kolonipolitik, som bar dette lands udenrigspolitik frem.
Historie
Tyskland før den nazistiske magtovertagelse
Uddybende artikel Weimarrepublikken
Baggrunden for den nationalsocialistiske magtovertagelse i 1933 findes i den demokratiske Weimarrepublik. Den var præget af store problemer. Kommunister og ekstreme nationalister, der begge afskyede det borgerlige liberale demokrati, fik flertal ved flere valg, men kunne ikke samarbejde. Selv om de demokrati-støttende partier sad på magten, var regeringsledelsen meget vanskelig. De økonomiske problemer, der fulgte Wall Street-krakket i 1929 og fik arbejdsløsheden til at runde fem millioner, var en væsentlig medvirkende faktor til at give Weimarrepublikken dødsstødet.
Under Weimarrepublikken fik højrenationale kræfter succes og med tiden især NSDAP med deres populistiske paroler. Det formåede at forene en udbredt nationalisme med befolkningens ønske om enhed og folkeligt sammenhold.
Tyskland under nazismen 1933-1945
1933: Hitlers magtovertagelse
Den 30. januar blev Adolf Hitler af rigspræsident Paul von Hindenburg udnævnt til rigskansler i Weimarrepublikken. Hindenburg udskrev samtidigt et valg, der skulle afholdes i marts 1933. I tiden op til valget udnyttede ledende nazister samtlige muligheder i regeringsstyrelsen til at konsolidere sig. Især rigsdagsbranden fik afgørende betydning. Da det viste sig, at den var påsat af en hollandsk anarkist, var nazisterne ikke sene til at benytte sig af den generelle frygt for kommunister til at få præsident Hindenburg til at forbyde kommunistpartiet og anholde mange af deres ledere. Dermed var deres direkte konkurrent til magten ryddet af vejen. Kommunistspøgelset var i øvrigt noget NSDAP var dygtig til at fremmane.
Ved rigsdagsvalget i marts 1933 fik Hitler og hans støtteparti over 50 procent af stemmerne og kunne dermed regere alene. Ved løfter og tvang lykkedes det den 23. marts Hitler og NSDAP at få også andre partier til at stemme for "Ermächtigungsgesetz" (444 stemmer for og 94 imod) og dermed opnå de to tredjedeles flertal, der krævedes for en forfatningsændring. Kun socialdemokraterne, det eneste tilbageværende venstreparti, stemte imod (Kommunistpartiet var ikke til stede ved afstemningen, da alle dets rigsdagsmedlemmer var beordret arresteret). Parlamentet havde med historikeren Sebastian Haffners ord nedlagt sig selv uden sværdslag. "Ermächtigungsgesetz" gav Hitler ret til i fire år at indføre love uden om parlamentet. Med vedtagelsen af "Ermächtigungsgesetz" var den uindskrænkede magt til NSDAP og Hitler en realitet, og den sidste rest af en retsstatslig Weimarrepublik væk.
Konsolidering af magten 1933-1936
NSDAP begyndte straks under Hitlers ledelse at udnytte den uindskrænkede magt til at fjerne al opposition og til at samle landet under partiet. Allerede i maj 1933, blot to måneder efter magtovertagelsen, blev alle fagforeninger tvunget ind i Den tyske arbejderfront, der var en fagforening styret af den nazistiske topledelse. Kort efter kom det til forbud mod socialdemokraterne og lukningen af samtlige partier på nær NSDAP. I juli 1933 blev det vedtaget, at oprettelsen af nye partier var forbudt, og at NSDAP var det eneste lovlige parti i Tyskland. Hitler havde udnyttet sine beføjelser til fulde. Endvidere begyndte det, der på tysk kaldes Gleichschaltung, 'ensretning'. Ordet betegner den proces, der sikrede NSDAP magten over de formelt selvstyrende delstater i Tyskland. Delstaterne mistede efterhånden flere og flere opgaver og rettigheder, og styringen af de mindre regionale enheder overgik i løbet af 1933 fuldstændig til NSDAP's kontrol. Desuden blev den frie presse erstattet af en fuldstændig partistyret presse.
I 1933 og 1934 kom en del uafhængige statslige institutioner direkte ind under nazistpartiets kontrol. Det gjaldt kulturministeriet og kirken, og det blev efterhånden uklart, hvad der var stat, og hvad der var parti. Den tysk/amerikanske iagttager Ernst Fraenkel beskrev denne udvikling i sin bog "Dual State".
Indenrigspolitik
Jødeforfølgelsen
Stigende chikane 1933-1939 Allerede den 1. april 1933 en uge efter den nazistiske magtovertagelse den 24. marts begyndte de tyske jøder at mærke de nye tider. Joseph Goebbels opfordrede tyskerne til at boykotte jødiske forretningsdrivende, og den nazistiske kamporganisation Sturm-Abteilung (SA) ødelagde jødiske forretninger og mishandlede indehaverne.
I flere lande blev der vedtaget skrappere og skrappere regler for jøder: jøder havde ikke ret til at benytte de samme bænke, toiletter, gader, busser mv. som ariske tyskere.
Med vedtagelsen af Nürnberglovene september 1935 blev det klart, hvordan loven definerede en jøde, og ægteskaber mellem jøder og ikke-jøder blev forbudt. Derfor udvandrede 170.000 tyske jøder, 1/3 af det samlede antal i slutningen af 1938. Samtidigt samarbejdede zionisterne med styret om at organisere udvandring til Palæstina i den såkaldte (Ha'avara-plan)Jewish Virtual Library: HAAVARA, der gjorde det muligt for jøder at få overført store summer til Palæstina via en jødisk kontrolleret investeringsbank.
Især "krystalnat" den 9. november 1938 var for mange jøder et afgørende tegn på ulykkens komme. Her blev mange synagoger ødelagt og brændt, og mange jøder blev myrdet. 30.000 jøder blev anholdt, og jøder fik forbud mod at drive forretning.
Holocaust
thumb|right|300px|Lager Nordhausen
Holocaust (af græsk holokáutoma – fuldstændigt – og kausis – brand, forbrænding) er betegnelsen for det systematiske folkedrab, som nazisterne iværksatte mod jøder og andre befolkningsgrupper. Det er hævdet, at seks millioner blev dræbt i løbet af denne udryddelseskampagne.Tallet er omstridt: Raul Hilberg når i Die Vernichtung der europäischen Juden (1961, ny udgave 1997) frem til, at 5,1 mio jøder døde under 2. verdenskrig, Walter Sanning når i The Dissolution of Eastern European Jewry (1983) frem til tallet 1,5 mio, mens Wolfgang Benz m.fl. i Dimension des Voelkermords, Die Zahl der jüdischen Opfer des Nationalsozialismus (1991) når til "mellem 5,29 og lige over 6 mio.".
I krigens første måneder blev jøder tvunget til at leve i ghettoer, de største i Lublin og Warszawa. Hitler og hans ledelse havde overvejet at skibe de i Tyskland boende jøder til Madagaskar, men da det ikke kunne lade sig gøre, åbnedes i 1940 enorme arbejdslejre hovedsageligt i det besatte Polen, hvor de fleste jøder boede. Nogle jøder i det vestlige Tyskland blev en overgang sendt til det besatte Frankrig.
Under den tyske fremmarch i Sovjetunionen i 1941 begyndte SS systematisk at bekæmpe sovjetiske partisangrupperFranz W. Siedler: Die Wehrmacht im Partisanenkrieg (2003), og "løsningen af jødeproblemet" tog en drejning. Ved Wannseekonferencen i 1942 blev "Endlösung" vedtaget. Denne endelige løsning betød den organiserede forflyttelse af de europæiske jøder til dertil indrettede udryddelses- og koncentrationslejre Auschwitz-Birkenau, Majdanek, Treblinka, Sobibor og Chelmno. Fra disse lejre blev jøder rekvirerede til krigsindustrien (til erstatning for tyskere, der blev sendt til fronten)Forced Labor: An Overview (United States Holocaust Memorial Museum, engelsk), eller de døde af sygdom eller blev myrdede i lejrene.
Økonomien i vækst Den tyske økonomi var allerede før Hitler blevet mere og mere statslig styret, og med NSDAP tog denne udvikling fart. Delvis inspireret af Franklin Delano Roosevelts succes med New Deal påbegyndte Tyskland store anlægsprojekter. Især motorvejsnettet blev udbygget. Udover at formindske arbejdsløsheden og skabe bedre rammer for handlen havde motorvejene også en meget vigtig strategisk fordel, der skulle lette transport af tropper, materiel og kampvogne mellem den østlige og vestlige del af Tyskland.
Det økonomiske boom, den faldende arbejdsløshed og stigende produktion var kun halvt finansieret ved skatter og andre statsindtægter. Det var nødvendigt at optage store lån, og den tyske statsgæld blev firedoblet fra 1933 til 1939. Denne ekspansion førte til alvorlige problemer for den tyske valutabeholdning, da der ikke blev produceret varer nok til en eksport, der kunne finansiere den stigende import.{Peter Frederiksen: "Det tredje rige", s. 56
Da Hitler kom til magten, var Tyskland endnu ramt af depressionen. Ledigheden var høj, og landbruget havde svært ved at producere nok fødevarer i de økonomiske krisetider.
thumb|Hjalmar Schacht, tysk rigsbankpræsident og Reichswirtschaftsminister («økonomiminister»)