Valeria Messalina () var den romerske kejser Claudius' tredje hustru. Hun var kusine til kejser Nero, grandkusine til kejser Caligula og et oldebarn af kejser Augustus. En magtfuld og indflydelsesrig kvinde med et ry for promiskuitet, konspirerede hun angiveligt mod sin mand og blev henrettet, da det blev opdaget. Hendes berygtede ry var sandsynligvis et resultat af politisk partiskhed, men kunstværker og litteratur har har holdt dette ry ved lige helt til moderne tid.
Tidlige liv Messalina var datter af Domitia Lepida og hendes fætter Marcus Valerius Messalla Barbatus.Prosopographia Imperii Romani V 88Suetonius, Vita Claudii, 26.29 Hendes mor var det yngste barn af konsulen Lucius Domitius Ahenobarbus og Antonia den Ældre. Hendes mors bror, Gnaeus Domitius Ahenobarbus, havde været den kommende kejserinde Agrippina den Yngres første ægtemand og den fremtidige kejser Neros biologiske far, hvilket gjorde Nero til Messalinas fætter på trods af en aldersforskel på sytten år. Messalinas bedstemødre Claudia Marcella den Yngre og Antonia den Ældre var halvsøstre. Claudia Marcella den Yngre, Messalinas farmor, var datter af Augustus' søster Octavia den Yngre. Antonia den Ældre, Messalinas mormor, var Octavias ældste datter fra hendes ægteskab med Marcus Antonius, og var Claudius' moster. Der var, som det kan ses, meget tætte familiebånd i familien.
Lidt er kendt om Messalinas liv før hendes ægteskab i år 38 e.Kr. med Claudius, hendes grandfætter, som på det tidspunkt var omkring 47 år gammel. To børn blev født i deres ægteskab: Datteren Claudia Octavia (født 39 eller 40), senere kejserinde, stedsøster og første hustru til kejser Nero, og en søn, Britannicus. Da kejser Caligula blev myrdet i 41, udråbte Prætorianergarden Claudius til den nye kejser, og Messalina blev kejserinde.
Messalinas historie left|thumb| Messalina i en mønt præget på Kreta, ca. år 42 e.Kr. Efter hendes mands tronbestigelse træder Messalina ind i historien med et ry som hensynsløs, rovgrisk og seksuelt umættelig, mens Claudius er portrætteret som let styret af hende og uvidende om hendes mange ægteskabsbrud. Historikerne, der fortæller disse historier, hovedsagelig Tacitus og Sveton, skrev omkring 70 år efter begivenhederne på et tidspunkt, hvor man ikke var særligt positive stillet til den kejserlige slægt, som Messalina havde tilhørt. Der var også den græske Cassius Dios senere beretning, nedskrevet halvandet århundrede efter den beskrevne periode, var afhængig af de tilgængelige beretninger skrevet af dem før ham. Det er også blevet observeret gennem hele hans arbejde i hans syn, at han var "mistænksom over for kvinder".Adam Kemezis, The Bryn Mawr Classical Review, 7 March, 2005 Heller ikke Sveton kan betragtes som troværdig. Encyclopaedia Britannica antyder om hans fiktive tilgang, at han var "åben over for skandaløs sladder", og at "han brugte "betegnende anekdoter" uden udtømmende undersøgelse af deres ægthed." Han manipulerer fakta, så de passer til hans tese.Andrew Wallace-Hadrill, "Suetonius as Historian", The Classical Review New Series, Vol. 36.2 (1986), pp. 243–245
Tacitus hævdede selv at viderebringe "hvad der blev hørt og skrevet af mine ældre", men uden at nævne andre kilder end erindringerne fra Agrippina den Yngre, som havde sørget for at fortrænge Messalinas børn fra arveretten til kejsertronen og derfor var særlig interesseret i at besudle hendes forgængers navn.K.A.Hosack, "Can One Believe the Ancient Sources That Describe Messalina?", Constructing the Past 12.1, 2011] En anden kritiker bemærker hans fortællestil og sammenligner den med satirerne fra Juvenal, og bemærker "hvordan forfatterne manipulerer den for at skævvride deres publikums opfattelse af Messalina".Nicholas Reymond, Meretrix Augusta: The Treatment of Messalina in Tacitus and Juvenal, McMaster University 2000 Faktisk virker Tacitus udmærket klar over det indtryk, han skaber, når han indrømmer, at hans beretning kan virke fiktiv, hvis ikke melodramatisk (fabulosus).Katharine T. von Stackelberg, "Performative Space and Garden Transgressions in Tacitus' Death of Messalina", The American Journal of Philology 130.4 (Winter, 2009), pp. 595–624
To forfattere gjorde tilføjelser til særligt sladderen og de officielt dikterede versioner nedskrevet af senere historikere og føjede mere til Messalinas berygtethed. En sådan historie er beretningen om hendes helnats sex-konkurrence med en prostitueret i bog X af Plinius den Ældres Naturalis Historia, ifølge hvilken konkurrencen varede "nat og dag", og Messalina vandt med en score på 25 partnere.Online translation, X ch.83left|thumb| Messalina på arbejde i et bordel. Radering af Agostino Carracci, slutningen af det 16. århundredeDigteren Juvenal nævner Messalina to gange i sine satirer. Ud over historien i hans tiende satire om, at hun tvang Gaius Silius til at lade sig skille fra sin hustru og gifte sig med hende,Satire X, translated by A. S. Kline, lines 329–336 indeholder den sjette satire den berygtede beskrivelse af, hvordan kejserinden plejede i hemmelighed at arbejde hele natten på et bordel under navnet Hunulven. I løbet af denne beretning opfandt Juvenal det udtryk, der ofte derefter er blevet forbundet med Messalina, meretrix augusta (den kejserlige hore). På den måde forbandt han hendes omdømme med Cleopatra, et andet offer for et kejserrettet karaktermord, som digteren Properts tidligere havde beskrevet som meretrix regina (skøgedronningen).
Det er derfor blevet hævdet, at koret af fordømmelse rettet mod Messalina fra disse forfattere i høj grad er et resultat af de politiske sanktioner, der fulgte efter hendes død,Harriet I. Flower, The Art of Forgetting: Disgrace and Oblivion in Roman Political Culture, University of North Carolina 2011, pp. 182–189 selvom nogle forfattere stadig har set "noget af substans hinsides blot påfund".Thomas A. J. McGinn, Prostitution, Sexuality, and the Law in Ancient Rome, Oxford University 1998 p. 170
Messalinas ofre Anklagerne mod Messalina er stort set centreret om tre områder: Hendes behandling af andre medlemmer af kejserfamilien; hendes behandling af medlemmer af senatet; og hendes uhæmmede seksuelle adfærd. Hendes mands familie, især kvinderne, så ud til at være Messalinas særlige ofre. Inden for det første år af Claudius' regeringstid, blev hans niece Julia Livilla, der ellers lige havde fået lov at vende tilbage fra sin forvisning efter hendes bror Caligulas død, atter forvist anklaget for utroskab med Seneca den Yngre. Claudius beordrede hende henrettet kort efter, mens Seneca fik lov til at vende tilbage syv år senere, efter Messalinas død. En anden niece, Julia Livia, blev angrebet for umoral og incest af Messalina i år 43 e.Kr. ,muligvis fordi hun anså Julias søn Rubellius Plautus som en rivaliserende trussel mod hendes børns arveret,med det resultat, at Claudius beordrede hende henrettet.left|thumb| Messalina styrer dragevognen i Claudius' triumf. Sardonyx kamé mindeplade i emaljeret ramme. (Cabinet des Médailles)I de sidste to år af sit liv intensiverede hun også sine angreb på sin mands eneste overlevende niece, Agrippina den Yngre, og Agrippinas unge søn Lucius Domitius Ahenobarbus (den senere kejser Nero). Offentligheden sympatiserede med Agrippina, som to gange var blevet forvist og var den eneste overlevende datter af Germanicus, efter at Messalina havde sørget for henrettelsen af Julia Livilla. Agrippina var blevet inddraget i de påståede forbrydelser begået af Statilius Taurus, som det blev påstået, hun instruerede til at deltage i "magiske og overtroiske handlinger".Tacitus, Annals XII.59.1 Taurus begik selvmord, og ifølge Tacitus blev Messalina kun forhindret i at forfølge Agrippina yderligere, fordi hun blev distraheret af sin nye elsker, Gaius Silius.Tacitus, Annales, XI.10
Ifølge Suetonius indså Messalina tidligt, at den unge Nero kunne være en potentiel rival til sin egen søn, som var tre år yngre. Han gentog en fortælling om, at Messalina sendte flere snigmordere ind i Neros sengekammer for at myrde ham, men de blev skræmt af, hvad de troede var en slange, der gled ud under hans seng. I De sekulære lege i år 48 e.Kr. vandt Nero større bifald fra publikum end Messalinas egen søn Britannicus, noget som lærde har spekuleret fik Messalina til at planlægge at ødelægge Nero og hans mor én gang for alle.
To meget fremtrædende senatorer, Appius Silanus og Valerius Asiaticus, mødte også deres død på Messalina foranledning. Førstnævnte var gift med Messalinas mor Domitia Lepida, men ifølge Dio og Tacitus ønskede Messalina ham for sig selv. I år 42 e.Kr. udtænkte Messalina og den frigivne slave Narcissus et kunstfærdigt kneb, hvorved de hver især informerede Claudius om, at de havde haft identiske drømme i løbet af natten, hvor det blev spået, at Silanus ville myrde Claudius. Da Silanus ankom samme morgen (efter at være blevet tilkaldt af enten Messalina eller Narcissus), bekræftede han deres varsel, og Claudius fik ham henrettet.Tacitus, Annales, iv. 68, vi. 9, xi. 29.Suetonius, "The Life of Claudius", 29, 37.Cassius Dio, ix. 14.
Valerius Asiaticus var et af Messalinas sidste ofre. Asiaticus var uhyre rig og pådrog sig Messalinas vrede, fordi han ejede Lucullus-haverne, som hun ønskede for sig selv, og fordi han var Poppaea Sabina den Ældre elsker. Poppaea Sabina var hendes forhadte rival, som hun var indblandet i en voldsom rivalisering om skuespilleren Mnesters kærligheden.Tacitus, Annals, 11.2 I år 46 e.Kr. overbeviste hun Claudius om at beordre hans arrestation anklaget for at have undladt at opretholde disciplin blandt sine soldater, utroskab med Sabina og for at have deltaget i homoseksuelle handlinger.Alston, Aspects of Roman History AD 14–117, p. 95 Selvom Claudius tøvede med at dømme ham til døden, gjorde han det i sidste ende på anbefaling af Messalinas allierede og Claudius' partner i konsulatet for det år, Lucius Vitellius. Mordet på Asiaticus, uden at underrette senatet og uden retssag, vakte stor forargelse blandt senatorerne, som gav både Messalina og Claudius skylden. På trods af dette fortsatte Messalina med at gå efter Poppaea Sabina, indtil hun begik selvmord.Tacitus, Annales, XI.1–3
Samme år som henrettelsen af Asiaticus beordrede Messalina Marcus Vinicius forgivet, fordi han ifølge sladderen nægtede at sove med hende.Cassius Dio 60, 27, 4 Omkring dette tidspunkt sørgede hun også for henrettelsen af en af Claudius' frimænd, sekretæren, Polybius. Ifølge Dio fik dette mord på en af deres egne de andre frigivne, som tidligere hendes nære allierede, til for altid at vende sig mod Messalina.
Fald thumb| En buste, der menes at være af Messalina, i Uffizi-galleriet i Firenze I 48 e.Kr. rejste Claudius til Ostia for at besøge den nye havn, han var ved at bygge, og blev informeret, mens han var der, at Messalina var gået så vidt som at gifte sig med sin seneste elsker, senatoren Gaius Silius i Rom. Det var først, da Messalina holdt en kostbar bryllupsbanket i Claudius' fravær, at den frigivne slave Narcissus besluttede at informere ham.Cassius Dio, Roman History. Book LXI.31 De nøjagtige motiver for Messalinas handlinger er ukendte. Det er blevet tolket som et forsøg på at vælte Claudius og indsætte Silius som kejser, hvorved Silius adopterede Britannicus og dermed sikrede hendes søns fremtidige tronbestigelse. Andre historikere har spekuleret i, at Silius overbeviste Messalina om, at Claudius' uundgåeligt ville blive styrtet, og hendes bedste håb om overlevelse lå i en forening med ham. Tacitus berettede, at Messalina tøvede, selvom Silius insisterede på ægteskab, men accepterede i sidste ende, fordi "hun begærede navnet hustru", og fordi Silius havde skilt sig fra sin egen hustru året før i forventning om et ægteskab med Messalina. En anden teori er, at Messalina og Silius blot deltog i et falsk bryllup som en del af et Bacchus-ritual, da de var midt i at fejre Vinalia, en fejring af druehøsten.