Tiberius Claudius Caesar Britannicus (12. februar e.Kr. 41 – 11. februar e.Kr. 55), normalt kaldet Britannicus, var søn af den romerske kejser Claudius og hans tredje hustru Valeria Messalina. I en periode blev han anset som sin fars arving, men det ændredes ved hans mors fald i 48, da det blev afsløret, at hun havde indgået et nyt ægteskab uden Claudius' vidende og dermed begået bigami. Året ægtede hans far Agrippina den Yngre, i det der blev Claudius' fjerde og sidste ægteskab. Med ægteskabet fulgte af adoptionen af Agrippinas søn, Lucius Domitius, hvis navn i samme forbindelse ændredes til Nero. Hans stedbror blev senere gift med Britannicus' søster Octavia og overhalede ham som Claudius' arving. Efter faderens død i oktober 54 blev Nero kejser. Britannicus pludselige død kort før hans fjorten års fødselsdag berettes af alle bevarede kilder som værende resultatet af forgiftning efter Neros ordre, da han som Claudius' biologiske søn repræsenterede han en trussel mod Neros krav på tronen.
Navn Britannicus' navn ved fødslen var Tiberius Claudius Germanicus. Agnomenet (tilnavnet), hans første efternavn Germanicus, blev først tildelt hans farfar, Drusus den Ældre, efter hans død i 9 f.Kr. for at mindes hans sejre over de germanske stammer. Derfor arvede Drusus' sønner (Claudius og Germanicus) navnet og gav det også til deres sønner. Navnet Britannicus blev givet til hans far i år 43 efter hans erobring af Storbritannien. Claudius brugte det aldrig selv og gav i stedet navnet til sin søn, og hans fulde navn blev Tiberius Claudius Caesar Britannicus. Han blev kendt under sit nye navn, som synes at have erstattet Germanicus helt.Cassius Dio, Roman History LV.2 for Germanicus; Cassius Dio, Roman History, LX.22 for Britannicus
Tidlige liv left|thumb| En sestertius udstedt for at mindes Britannicus' fødsel Britannicus blev født omkring den 12. februar 41, eller lige omkring, i Rom i ægteskabet mellem kejser Claudius og hans tredje hustru Valeria Messalina. Dermed var han medlem af det julisk-claudiske dynasti, specifikt af slægten Claudia.Den eksakte dato for Britannicus fødsels er uvis. Det tidligst mulige tidspunkt er i begyndelsen af år 39 eller år 40 eller allersenest år 42. År 41 accepteres af de fleste fordi Britannicus var næsten 14 år gammel og dermed næste ved at kunne antage toga virilis, da han blev myrdet i år 55 . Datoen 12. februar er baseret på Svetons beretning, om at Britannicus var født på den tolvte dag i hans fars styre. Om Cæsarernes liv, Claudius, 27 ). Britannicus' far havde regeret i mindre end en måned, og hans position blev stærkt styrket ved fødslen af en arving. For at markere fødslen udstedte kejseren sestertier med forsiden Spes Augusta, kejserfamiliens håb.
Britannicus havde fire søskende: en halvbror, Claudius Drusus, født af Claudius' første hustru (Plautia Urgulanilla), som dog var død før Britannicus blev født; en halvsøster, Antonia, født af Claudius' anden hustru (Aelia Paetina); en søster af samme moder ved navn Octavia; og en adoptivbror, Lucius Domitius Ahenobarbus (den fremtidige kejser Nero), som blev adopteret i år 49 og omdøbt Nero Claudius Cæsar som følge heraf.Suetonius, Life of Claudius, 27
To år senere i år 43 blev Claudius af senatet tildelt den ærefulde titel "Britannicus" som en belønning for hans erobring af Storbritannien. Kejseren anvendte aldrig selv navnet, men lod sin søn at arve det, og det er under det navn, som drengen er i eftertiden. Sveton skrev, at Claudius forgudede Britannicus, bar ham rundt ved offentlige arrangementer; og "ville ønske ham lykkeligt regi, ledsaget af den klappende skare". thumb|225x225px Messalina holder sin søn Britannicus, Musée du Louvre Britannicus deltog i fejringen af Roms 800-års jubilæum i 48 e.Kr. Det var det sjette Ludi Saeculares ("Sekulære Lege") og fireogtres år siden det sidste var blevet afholdt i sommeren 17 f.Kr. af Augustus. Britannicus' far var der, ligesom Lucius Domitius og hans mor Agrippina, de sidste to overlevende efterkommere af Germanicus. Claudius så den unge adel, herunder Britannicus og Domitius, genopføre Slaget ved Troja i cirkus. Tacitus siger, at Domitius blev mødt med større entusiasme end Britannicus.Tacitus hævder at entusiasmen, som den senere kejser Nero mødte var et tegn på hans storhed. Han skrev under Neros styre og i samme passage hævder han at have overværet det syvende Ludi Saeculares, idet det var hans pligt som medlem af Quindecimviri sacris faciundis og han besad titlen af prætor (Tacitus, Annaler, XI.11–12).Tacitus, The Annals, XI.11
Året efter havde hans mor Messalina indledt en affære med senatoren Gaius Silius. Silius, som ikke havde sine egne børn, foreslog at de skulle lade sig gifte, hvis hun lod ham adoptere Britannicus.I Cassius Dios beretning foreslår hun ægteskabet, da hun ønsker have affærer, men også have mange ægtemænd. Hun forærer ham også en kejserlig residens og konsulembedet (Dio, LX.31). Planen var at styrte Claudius og regere sammen som regenter for Britannicus. Hun indvilligede og ventede indtil, at Claudius havde forladt Rom, før hun tog chancen og indgik ægteskab og dermed begik bigami. Det ulovlige ægteskab blev gjort bekendt for Claudius af Callistus og Narcissus, frigivne slavet i hans tjeneste. Claudius fik Messalina, Silius og andre, der kendte til affæren, dræbt. Messalina blev givet en kniv for at dræbe sig selv, men en tribun fra prætorianergarden blev tvunget til at bore den gennem hendes hals. Billeder og statuer af Silius og hans associerede blev beordret ødelagt.Tacitus, The Annales, XI.29–38Cassius Dio, Roman History, LX.31
Agrippina den Yngre bliver stedmor Silius og Messalinas fald gjorde det muligt for Agrippina den Yngre at blive hans fars fjerde hustru. Hans far havde hævdet at være uinteresseret i et nyt ægteskab,Suetonius, Life of Claudius 26 men det varede ikke længe, før han giftede sig igen. I modsætning til sin onkel Germanicus var hans far aldrig blevet adopteret ind i Julia-slægten. Claudius mente, at ved at gifte sig med sin niece ville han bringe sin familie tættere på Augustus, da Agrippina og Domitius var de sidste levende efterkommere af Germanicus. Derfor giftede Claudius sig igen i 49 år, selvom et ægteskab mellem onkel og niece var incestuøst i henhold til romersk lov. Agrippina kontrollerede Claudius endnu lettere end Messalina, og som datter af Germanicus og efterkommer af Augustus blev hun meget populær blandt soldater og folk. Kort sagt skyldtes Agrippinas magtovertagelse kejserens lydighed over for hende og hendes prominente afkomst og stærke politiske forbindelser. left|thumb|267x267px| Buste af den unge Nero Takket være sin stærke mor Agrippina, en ambitiøs, erfaren og karismatisk kvinde, som var magtfuld og veltalende ved hoffet, blev Neros vej til at komme først i arvefølgen hurtig og ustoppelig. I 49 år blev Domitius forlovet med sin Claudius' datter Octavia og fik dermed samme status. Tacitus antyder, at dette træk havde støtte fra dem, der frygtede Britannicus' hævn over dem, der havde forurettet hans mor.Tacitus, The Annales, XII.9
Claudius valgte nu også at adoptere Domitius som sin søn. Claudius var blevet overbevist om at gøre det, da Augustus netop havde gjort det samme med adoptere Gaius og Lucius Cæsar, og som Tiberius havde gjort ved at adoptere Germanicus, selvom han allerede havde en søn. I februar 50 vedtog hans far en lov, der gjorde Domitius til en Claudii og gav ham navnet Nero, og Domitius blev "Nero Claudius Cæsar". Nero og Britannicus blev derefter kejserens fælles arvinger, og Agrippina fik derefter den ærefulde og betydningsfulde titel Augusta.Tacitus, The Annales, XII.25–26
I modsætning til sin adoptivbror blev Britannicus gradvist isoleret. Ved cirkuslegene dukkede Nero op i triumfdragter, mens Britannicus stadig var klædt som en dreng. Tacitus siger, at deres tøj til legene påvirkede folks forventninger, med Nero i generaldragt og Britannicus i drengedragt. Han ville først få lov til at bære toga den 12. februar 55 e.Kr. Han og hans støtter blev set som en potentielt trussel til Nero. Agrippina erstattede hans lærere med sine egne nominerede og fik overbevist Claudius om at beordre de afskedige lærere henrettetTacitus, The Annales, XII.41Cassius Dio, Roman History, LX.32
Neros karriere skred støt fremad, og det var i år 53, at Nero ægtede Britannicus' søster Octavia, som først formelt måtte overføres til en anden slægt for at undgå anklager om incest.Cassius Dio, Roman History, LX.33 På det tidspunkt stod det klart, at Nero var den utvetydige udpegede arving. I mellemtiden blev Britannicus selv holdt i reserve i tilfælde af, at Nero døde. Nero var tydeligvis den udpegede arving, men blev ikke udnævnt til princeps designate for at undgå at skade både den republikanske stemning og det augustuske kompromis om at et principat lå mellem monarki og magistrat.
Claudius' død og sidste tid Sveton beretter, at Claudius ønskede, at Rom skulle have en "rigtig Cæsar", og Britannicus nød støtte fra Claudius' loyale og indflydelsesrige frigivne slave Narcissus. Claudius blev opmærksom på sin hustrus handlinger og begyndte at forberede sig på at gøre en ende på hendes magt. Hans far ønskede at give ham togaen og erklære Britannicus som sin arving. Da Claudius, ifølge Sveton, nævnte sin hensigt om at give Britannicus manddommens toga, sagde han: "For at det romerske folk endelig kan få en ægte Cæsar."Suetonius, Life of Claudius, 43 Cassius Dio, Roman History, LX.34Tacitus, The Annales, XII.65–69
Den 13. oktober 54 døde Claudius af naturlige årsager eller gift. I beretningerne om hans død ved gift fik Agrippina, der var klar over Claudius' hensigter om at placere Britannicus på tronen, en velkendt giftblander, Locusta, til at tilføje gift i svampe, som blev givet til kejseren.Tacitus, The Annales, XII.65–69
Der var dem, der foretrak Britannicus frem for Nero, såsom Claudius' frigivne slave Narcissus.Tacitus, The Annales, XII.65 Desværre for hans sag opholdt Narcissus sig i Campania, da kejseren blev forgivet, og Britannicus og hans søstre, Octavia og Antonia, blev holdt ude af syne på deres værelser af Agrippina. Derfor kunne ingen udfordre Neros magtovertagelse. Hvis man mente, at Britannicus' tronkrav skulle have forrang, ville svaret være, at Nero også var søn af Claudius og gennem Agrippina førte sin slægt tilbage til Augustus. Det hjalp ikke, at mange var overbeviste om, at Britannicus ikke længere var i arvefølgen, en direkte effekt af Agrippinas propaganda mod ham. Nero holdt en lovprisende tale ved kejserens begravelse og tog magten alene. Claudius' nye testamente, som enten gav delt styre mellem Britannicus og Nero eller enestyre til Britannicus, blev ignoreret af den nye kejsers mænd i Senatet.Barrett argumenter at Tacitus' reference til at testamentet blev ignoreret for at undgå vrede mod Nero betyder at testamentet ikke nævnte Nero som primær eller ene arving. Derfor ville senatets ophøjelse af Nero have ført til uro, hvis det var blevet læst . left|thumb|267x267px| Agrippina kroner sin unge søn Nero med en laurbærkrans. Straks efter at Claudius var gået bort begyndte Agrippina at fjerne dem, som hun så som en trussel. Nero var begyndt at blive mere uafhængig og lade sin mors indflydelse falde. Han indledte et forhold til en slavepige og fjernede en af moderens favoritter fra hans post i skatkammeret. Som svar truede Agrippina med at gå i forsvar for Britannicus' arveret for at holde sin søn i skak.Tacitus, The Annales, XIII.12–17