Med Den kinesiske borgerkrig menes den borgerkrig som rasede i Kina i flere tiår i første halvdel af 1900-tallet. I Kina omtales den som den nationalistisk-kommunistiske borgerkrig (kinesisk: 国共内战; pinyin: Guógòng Nèizhàn; bogstaveligt "Nationalist-Kommunist-borgerkrigen"). Borgerkrigen var oprindelig en konflikt mellem Kuomintang, det kinesiske nationalparti og forskellige regionale militærledere, siden overvejende mellem Kuomintang og det kinesiske kommunistparti. Krigen begyndte i 1926, da Koumintang, ledet af den nyudnævnte generalissimo Chiang Kai-shek satte en stopper for venstreorienteret og kommunistisk infiltration af nationalpartiet ved at fratage kommunisterne deres medlemskab. Konflikten sluttede i 1949 med et uofficielt ophør af fjendtlighederne, da kommunisterne havde kontrol over hovedlandet Kina, og nationalisterne havde kontrol over øerne Taiwan, Penghu og flere fuji'anske øer.
Krigen begyndte efter Felttoget i Nordkina 1926-1928, da højrefløjen i KMT, ledet af general Chiang Kai-shek, udrensede både kommunister og KMT's venstrefløj fra alliancen mellem KMT og kommunistpartiet. Krigen repræsenterede en ideologisk splittelse mellem de vestligt støttede KMT-nationalister og de sovjetstøttede kommunister.
Borgerkrigen fortsatte, til den 2. kinesisk-japanske krig afbrød den. Så fulgte en periode med modstand mod japanerne. Det japanske angreb var et forsøg på at udnytte den indre uro i Kina. De allierede bragte japanerne til kapitulation i august 1945, og det markerede afslutningen på 2. verdenskrig. Den kinesiske borgerkrig blussede op igen for fuld kraft i 1946. Kamphandlingerne sluttede efter 23 år i 1950 efter en uofficielt våbenhvile, i hvert fald medangik større kamphandlinger. Kommunisterne kontrollerede Fastlands-Kina (og Hainan), mens nationalisterne fastholdt kontrollen over Taiwan, Pescadoresøerne og en række øer ud for kysten af Fujian. I dag er der ikke undertegnet en fredsaftale, selv om de to parter har visse økonomiske forbindelser med hinanden.
Baggrund Qing-dynastiets endelige sammenbrud i 1911/1912 førte ikke til ro i det kinesiske rige. De sidste monarkistiske restaurationsforsøg slog fejl i 1915-17. Derefter udbrød der en række krige og uroligheder.
De nordlige militaristers generalkrige
Først fulgte en række krige, som er blevet kendt under betegnelsen generalkrigene (egentlig De nordlige militaristers generalkrige – hvor der med generaler menes i betydningen krigsherrer) om magten i Peking. Det var fire fraktioner eller kliker, som konkurrerede om magten: Zhili-kliken, Anhui-kliken, Fengtien-kliken og Kuominchun-kliken.
I 1920 rasede Zhili-Anhui-krigen (Zhiwan): Zhili- und Fengtian-militaristerne sejrede over Anhui-kliken. I 1922 fulgte Den første Zhili-Fengtian-krig (Zhifeng I): Zhili-kliken sejrede over Anhui- og Fengtian-militaristerne og desuden Kuomintang. I 1924 fulgte Den anden Zhili-Fengtian-krig (Zhifeng II): Nu var det Zhili-kliken, som blev besejret af Fengtian- og Anhui-militaristerne støttet af overløbere fra Zhili-kliken, som gik under navnet Kuominchun. I 1926 fulgte Fengtian-Kuominchun-krigen: Fengtian-kliken og resterne af Zhili besejrede resterne af Anhui og Kuominchun-militaristerne. Endelig i 1926-28 under Felttoget i Nordkina 1926-1928 overvandt Kuomintang og Kuominchun-kliken Fengtian-militaristerne og resterne af Zhili-kliken.
Kuomintang og kommunisterne bliver rivaler
thumb|right|Kuomintangs og Republikken Kinas første leder Sun Yat-sen.
Samtidig med generalkrigene var der en vigtig udvikling i gang længere sydpå i Kina.
Det var Kuomintangs leder Sun Yat-sen, som opfandt den strategi, som førte til, at krigsherrerne i Nordkina til sidst blev slået. Han havde først forsøgt at bede de vestlige demokratier om hjælp, men efter, at hans bøn blev ignoreret, havde han i 1921 vendt sig til Sovjetunionen. Samme år var Det kinesiske kommunistparti (KKP) blevet grundlagt i Shanghai.
Sovjetkommunisterne valgte af politiske grunde at satse på to heste: De støttede både Kuomintang og det nyoprettede KKP. De håbede nok, at kommunisterne ville vokse sig til den stærkere kraft, men ville være forberedt på at Kuomintang ville sejre. Dermed begyndte rivaliseringen mellem nationalister og kommunister i Kina.
Den første enhedsfront
I 1923 kom det såkaldte Sun-Joffe-manifest, en fælles erklæring fra Sun og Sovjetunionens repræsentant Adolf Joffe i Shanghai. Han gik ind for et frit og forenet Kina, og arrangerede et «politisk ægteskab» mellem KMT og kommunistpartiet. Sovjetiske rådgivere – hvoraf den vigtigste var Komintern-agenten Mikhail Borodin – begyndte at strømme ind i Kina i 1923 med det egentlige agenda at prøve at omdanne og konsolidere KMT efter Sovjetunionens kommunistiske partis model. KKP blev instrueret af Komintern til at samarbejde med KMT, og kommunistpartiets medlemmer blev opfordret til at melde sig ind i KMT og holde deres kommunistiske sympatier hemmelige.
Det blev kaldt de to partiers enhedsfront (siden betegnet som den første enhedsfront). KKP var fortsat et lille parti: I 1922 havde det blot 300 medlemmer, og der var 1.500 i 1925. KMT havde 150.000 medlemmer i 1922.
thumb|right|Chiang Kai-shek i et foto fra marts 1945.
Sovjetiske rådgivere hjalp også nationalstene med etableringen af et politisk institut, som gav dets propagandakræfter oplæring i massemobiliseringsteknik, og i 1923 fik de sendt Chiang Kai-shek, en af Suns nærmeste medarbejdere fra Tongmeng Hui-tiden, på et militært og politisk kursus i Moskva.
thumb|left|100px|Sun Yat-Sen på militærakademiet i Whampoa.
Efter at Chiang kom tilbage sent i 1923, var han med til at oprette Militærakademiet i Whampoa uden for Guangzhou (Kanton), som var KMT-KKP-alliancens hovedkvarter, og som fra 1925 blev KMT-KKP-regeringens formelle hovedstad. I 1924 blev Chiang akademiets leder, og det var nu, at hans stjerne begyndte at stige, så at han blev den naturlige arvtager efter Sun Yat-sen.
Det var Chiangs strenge politik mod KKP, som til sidst udløste borgerkrigen.
Blot få måneder efter Suns død i 1925 indledte Chiang som øverstkommanderende for Den nationale revolutionshær det flere gange udsatte felttog i Nordkina mod krigsherrerne med det formål at forene Kina under KMT's kontrol.
Imidlertid var KMT i 1926 blevet splittet: Det havde dannet en højre- og en venstrefløj, og kommunistgrupperingen i partiet voksede. Efter at have forpurret et kidnapningsforsøg mod sig, bortviste Chiang sine sovjetiske rådgivere i marts 1926. Han indførte også restriktioner for KKP-medlemmers deltagelse i KMT's centrale lederskab og blev selv den fremmeste af KTM-lederne. Sovjetunionen, som fortsat håbede, at det skulle lade sig gøre at forhindre et brud mellem Chiang og KKP, beordrede den kommunistiske undergrund at lette felttoget, som til sidst begyndte fra Guangzhou i juli 1926.
Borgerkrigens udbrud
Tidligt i 1927 udløste spændingen mellem KMT og KKP en åben splittelse i de revolutionæres rækker. KKP og KMT's venstrefløj («unionisterne») bestemte at flytte nationalistregeringens hovedsæde til Wuhan. Men Chiang, hvis nordekspedition gik fra sejr til sejr, knuste kommunistpartiets apparat i Shanghai. Han fremholdt, at kommunisternes virksomhed var socialt og økonomisk skadelig, og arresterede kommunister og unionister i byen. Hundreder af dem blev henrettet den 12. april 1927.
Udrensningerne udvidede kløften mellem Chiang og Wang Jing-weis Wuhan-regering (en strid, som Chiang i første omgang vandt) og ødelagde det urbane fodfæste, som KKP havde haft. Chiang, som nu selv blev ekskluderet af KMT for sin handlemåde, etablerede en rivaliserende regering i Nanjing. Der var nu tre regeringer i Kina: Den internationalt anerkendte krigsherrernes regering i Beijing; det kommunistiske og venstreorienterede civile og militære regime i Wuhan; og højre-Kuomintang-regimet i Nanjing. Nanjing skulle forblive nationalisternes hovedstad det næste tiår.
Borgerkrigens første fase (1927-1937)
Kommunistiske oprør i by og land
thumb|right|Mao Zedong i 1927.
Kominterns sag syntes tabt. Der kom nye ordrer fra Moskva: Kommunisterne skulle rejse væbnede oprør i både byerne og på landet som en forberedelse til det, man regnede med ville blive en revolutionær folkerejsning. Kommunisterne forsøgte forgæves at indtage byer som Nanchang, Changsha, Shantou og Guangzhou. Angrebene begyndte med et mytteri blandt kommunistiske koumintangstyrker den 1. august 1927, Nanchang-oprøret. Samtidigt blev der igangsat et bondeoprør (høstningsopstanden) omkring Changsha i Hunan-provinsen. Det blev ledet af Mao Zedong, men det blev hurtigt slået ned.
KKP's udsigter syntes herefter særdeles mørke. Kommunisterne var desuden blevet udvist fra Wuhan-regeringen af deres tidligere allierede venstre-KMT, som selv blev styrtet af et militærregime. KMT genoptog sit felttog mod krigsherrerne i nord og erobrede Beijing i juni 1928. Dermed var det meste af det østlige Kina under Chiangs kontrol. Nanjing-regeringen fik snart international anerkendelse som Kinas eneste retmæssige regering. Nationalist-regeringen erklærede nu, at det første af de tre revolutionære stadier, som Sun Yat-sen havde beskrevet, var nået, og at KMT nu gik videre til andet stadium. De tre stadier var militær forening, politisk formynderskab og konstitutionelt demokrati.
Oprørerne i Jinggang-bjergene
Mao var en kommende stjerne blandt kommunisterne. Efter høstopstanden havde Mao trukket sig tilbage med en del af de overlevende til Jinggang-bjergene. Der forenede han sine kræfter med resterne af oprørsskarerne under Zhu De, Chen Yi og Zhou Enlai. De havde også trukket sig tilbage til disse bjerge efter Nanchang-oprøret.
Den kinesiske sovjetrepublik i Jiangxi
thumb|right|Provinsen Jiangxi.
Med Zhu Des hjælp opbyggede Mao en lille, men effektiv guerillahær. Efter pres fra Kuomintang blev hovedkvarteret lagt noget længere mod syd i 1931, og sovjetrepublikken Jiangxi blev grundlagt. Han eksperimenterede med landsbrugsreformer og gav tilflugt til kommunister, som flygtede fra højrekræfternes udrensninger i byerne. Guerillabasen voksede hastigt, og i 1928 beherskede oprørerne allerede et område med en befolkning på over 500.000.
Disse år var imidlertid også prægede af magtkampe mellem Mao, som ville drive guerillakrig med bøndernes støtte, og Komintern-orienterede grupper, som satte deres lid til, at revolutionen skulle sejre ved proletariatets medvirkning (altså satsede på byernes industriarbejdere). Denne splittelse blev kaldt Striden mellem de to linjer.
I Jinggangshan lærte Mao også sin tredje livsledsagerske, He Zizhen, at kende. Yang Kaihui havde Mao ladet blive hjemme i Changsha, og der blev hun arresteret af Kuomintang og henrettet i 1930. De børn, hun havde med Mao, måtte for en tid slå sig igennem som gadebørn i Shanghai, til de blev opsporede af kommunisterne og bragt udenlands.
Jiangxi-republikken angribes og omringes