Københavns biskop er biskoppen over Københavns Stift, der omfatter Københavns, Frederiksberg, Tårnby og Dragør kommuner samt Bornholms Regionskommune, hvortil kommer biskoppens tilsyn med sømandspræster og værnspræster samt fængselspræster og hospitalspræster. Embedet udgør Danmarks højeste gejstlige embede, idet biskoppen regnes som Folkekirkens såkaldte primas og er primus inter pares, den første blandt ligemænd, blandt dens ti indbyrdes ligestillede biskopper. Forrangen indebærer ikke (teologisk) myndighed over de øvrige biskopper, og Københavns biskop er hverken formelt ærkebiskop eller fungerer som metropolit. Siden 1. september 2009 har Peter Skov-Jakobsen besiddet embedet.

Embedets forrang går tilbage til Reformationen i 1536, da ærkebispeembedet i Lund blev afskaffet, og Sjællands biskop, der havde Roskilde Domkirke som hovedkirke, men residerede i København, blev den evangelisk-lutherske kirkes primas. Bisperækken kan derfor føres tilbage til Peder Palladius’ tiltrædelse som Sjællands biskop i 1537. Det nuværende embede blev oprettet i 1922, da Sjællands Stift blev delt i Københavns Stift og Roskilde Stift, og værdigheden som primus inter pares overgik til Københavns biskop. Helsingør Stift blev yderligere udskilt i 1961.

Som et synligt og funktionelt udtryk for sin forrang bærer Københavns biskop som den eneste af Folkekirkens biskopper en præstekjole helt af fløjl og forestår normalt bispevielsen af landets øvrige biskopper. Biskoppen residerer i bispegården fra 1732 og fungerer desuden som nærmeste teologiske rådgiver for kirkeministeren og Kirkeministeriet, ligesom en række praktiske og repræsentative funktioner er henlagt til embedet, herunder som formand for Folkekirkens Mellemkirkelige Råd. Folkekirkens officielle overhoved er imidlertid monarken, der som summus episcopus udøver sin myndighed gennem kirkeministeren, mens Folkekirken på landsplan i praksis styres af Folketinget og Kirkeministeriet.

Historie thumb|Peder Palladius, bisperækkens første indehaver.

Sjællands biskop som folkekirkens primas Embedets forrang har sin baggrund i Reformationen i 1536, da den danske kirke blev evangelisk-luthersk, og Christian 3. afskaffede ærkebispeembedet i Lund i Skåne, der hidtil havde udgjort kirkens øverste ledelse. I stedet blev Sjællands biskop, der havde Roskilde Domkirke som stiftets hovedkirke, men residerede i den nyere hovedstad København, kirkens primas og fik en vis forrang frem for de øvrige biskopper. Københavns bisperække kan derfor siges at begynde i 1537, da Peder Palladius blev biskop over Sjællands Stift. Københavns biskop er imidlertid ikke formelt ærkebiskop, eftersom vedkommende ikke fungerer som metropolit.

Københavns stift oprettes Det nuværende embede som biskop over Københavns Stift blev oprettet i 1922, da Sjællands Stift blev delt i Københavns Stift og Roskilde Stift, og værdigheden som primus inter pares overgik til Københavns biskop. I 1961 blev Helsingør Stift yderligere udskilt fra Københavns Stift. Stiftet omfatter Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune og Bornholms Regionskommune. Desuden er Amager kommunerne Tårnby og Dragør medtaget i stiftet. Tidligere hørte gejstligheden på Færøerne og i Grønland, sømandspræsterne og Folkekirkens præster i Amerika under stiftet.

Særrettigheder som primus inter pares

Særlig præstekjole Forrangen markeres også gennem biskoppens særlige ornat (præstekjole). Mens de øvrige danske biskopper bærer en speciel præstekjole af sort silke med et bryststykke af fløjl, bærer Københavns biskop som den fineste og førstemanden en bispekjole, der er syet helt af fløjl. Rangforskellen i bispedragterne udtrykker, at Københavns Stift opfattes som fortsættelsen af det gamle Sjællands Stift, mens Roskilde Stift i denne symbolik fremstår som den nye og yngre "opkomling".

Bispevielse Til Københavns biskops forrang hører endvidere den særlige og fornemme opgave at indvie landets øvrige biskopper. Kernen i bispevielsen er håndspålæggelsen, hvor ordinator, Københavns biskop i egenskab af Folkekirkens første blandt ligemænd, sammen med to assisterende biskopper og et par præster beder for den nye biskop og betror vedkommende bispehvervet. Den nye biskop aflægger sit bispeløfte til Københavns biskop og modtager bispekorset af denne.

Håndspålæggelsen er i dansk tradition præstelig, fordi forbindelsen tilbage til apostlenes indvielse blev brudt, da præsten og reformatoren Johannes Bugenhagen indviede de første lutherske biskopper i 1537. I den katolske kirke, den anglikanske kirke og den svenske lutherske kirke anses biskopperne derimod for at stå i den apostolske succession, idet de i princippet er blevet indviet gennem en ubrudt kæde af håndspålæggelser tilbage til de første apostle.

Når en ny Københavns biskop skal ordineres, kan embedets indehaver normalt ikke selv forestå handlingen. I så fald tilkommer opgaven den ældste af de øvrige biskopper. Andre kreative løsninger har dog fundet sted. Eksempelvis blev Peter Skov-Jakobsen forud for Erik Norman Svendsens fratræden i 2009 ordineret to dage før embedsskiftet, hvorved Svendsen selv kunne forestå ceremonien.

Folkekirkens primas Som biskop tilhører embedets indehaver det øverste lag i det gejstlige hierarki og har provster og præster under sig inden for stiftet. Folkekirken har imidlertid hverken en pave, en ærkebiskop eller en tilsvarende gejstlig leder, metropolit, over landets biskopper. Med Reformationen ønskede man at gøre op med den tidligere hierarkiske orden, og de ti biskopper fungerer derfor i hver sit stift uden at være underordnet hinanden.

Folkekirkens officielle og absolutte overhoved er i stedet den til enhver tid siddende monark, Frederik 10. for nuværende, der fungerer som summus episcopus og udøver sin myndighed gennem kirkeministeren. På landsplan styres Folkekirken derfor i praksis af Folketinget og Kirkeministeriet.

Københavns biskop residerer i den gamle bispegård fra 1732 og fungerer tillige som rådgiver for kirkeministeren og Kirkeministeriet. Denne rådgivende funktion betragtes som et levn fra tidligere tiders geografiske forhold, hvor vanskelige rejsevilkår gjorde det naturligt, at hovedstadens biskop stod til rådighed for centraladministrationen.

Vedkommende har, sammen med de øvrige biskopper, plads i rangfølgens 2. klasse, nr. 5.

Bisperækken

Se også

Primas Primus inter pares Metropolit Ærkebiskoppen af Canterbury

Referencer

Kategori:Folkekirken Kategori:Kirkelige titler Kategori:Biskopper