John Joseph Flanagan (født 28. januar 1868, død 3. juni 1938) var en irsk-amerikansk atlet, som deltog i tre olympiske lege i begyndelsen af 1900-tallet og der vandt flere medaljer.

Idrætskarriere Flanagan var født i Limerick i Irland og viste sig allerede som ganske ung at være en god atlet, fremfor alt en fremragende hammerkaster. Han satte således verdensrekord i denne disciplin i 1895. Han opnåede dog også at blive nummer to i de irske mesterskaber dette år i både længde- og højdespring.

I 1896 emigrerede han til USA, hvor han indledningsvis havde vanskeligt ved at tilpasse sig et mindre kasteområde samt en anden type hammer, der blev brugt i USA. Men da han havde vænnet sig til de nye forhold, var han nærmest uovervindelig i en længere periode omkring århundredskiftet og et stykke ind i 1900-tallet. Han satte således ikke mindre end 16 verdensrekorder og toppede verdensranglisten 12 gange i de femten år, han boede i USA. Yderligere en grund til hans dominans var, at han tidligt i sin tid i USA blev opmærksom på en ny teknik, hvor man tager tre omdrejninger, inden man kaster hammeren, og denne teknik forfinede han.

I 1900 deltog han første gang i OL, der fandt sted i Paris. Han var tilmeldt i kuglestød, men stillede ikke til start, men han stillede til gengæld op i diskoskast, hvor han blev nummer syv. I hammerkast var der fem deltagere (tre amerikanere og to svenskere), og Flanagan vandt sikkert konkurrencen med 51,01 m foran sine to landsmænd, Truxtun Hare med 46,26 m og Josiah McCracken med 43,58 m.

thumb|right|Tre af de såkaldte "Irish Whales" ved OL 1904: John Flanagan, Martin Sheridan og Jim Mitchel. Ved OL 1904 i St. Louis var der en række uofficielle konkurrencer, hvor Flanagan stillede op i blandt andet vægtkast (som han vandt), hammerkast (hvor han blev nummer to i almindelig konkurrence og vandt en med handicap) samt diskoskast med handicap. I de officielle konkurrencer stillede han først op i hammerkast, hvor feltet udelukkende bestod af amerikanere. Her vandt han konkurrencen med 51,23 m, mens John DeWitt med 50,26 blev nummer to og Ralph Rose med 45,73 m nummer tre. Dernæst stillede han op i vægtkast, hvor feltet kun bestod af amerikanere samt én canadier. Denne var Étienne Desmarteau, der vandt med et kast på 10,46 m, mens Flanagan blev nummer to med 10,16 m og Jim Mitchel nummer tre med 10,13 m. Endelig blev han nummer fire i diskoskast.

Ved OL 1908 i London var Flanagan tilmeldt i hele fem atletikdiscipliner, men endte med kun af stille op i diskoskast og hammerkast. I diskoskast blev han nummer ni, mens han i hammerkast i kvalifikationsrunden måtte nøjes med en andenplads med 50,36 m. Her var hans landsmand Matt McGrath bedst med 51,18 m og canadieren Con Walsh den tredje, der gik videre til finalen med 48,51 m. I finalen formåede ingen af de to sidstnævnte at forbedre sig, men Flanagan nåede ud på 51,92 m, hvilket sikrede ham guldet. Ved legene deltog han desuden på det amerikanske hold i tovtrækning; holdet blev nummer fem og sidst blandt de hold, der stillede op.

Disse olympiske lege blev Flanagans sidste, men med tre guldmedaljer i de tre udgaver af OL (1900, 1904 og 1908) indskrev han sig i historien som den bedste hammerkaster i 1900-tallet. Tre olympiske guldmedaljer i én atletikdisciplin er efterfølgende kun overgået af Al Oerter og Carl Lewis.

Flanagan satte sin sidste verdensrekord i hammerkast i 1909 med 56,18 m. Han vandt i alt syv amerikanske mesterskaber i hammerkast og seks i vægtkast. I 1911 vendte han tilbage til Irland og deltog sidste gang i konkurrence i en landskamp mellem Skotland og Irland.

Øvrige karriere Mens han boede i USA, gjorde Flanagan tjeneste ved New York City Police Department i otte år. Efter sin tilbagevenden til Irland overtog han sin fædrenegård, som han drev til sin død.

Referencer

Eksterne henvisninger

Kategori:Kuglestødere fra USA Kategori:Diskoskastere fra USA Kategori:Hammerkastere fra USA Kategori:Hammerkastere fra Irland Kategori:Deltagere for USA ved sommer-OL 1900 Kategori:Deltagere for USA ved sommer-OL 1904 Kategori:Deltagere for USA ved sommer-OL 1908 Kategori:Olympiske mestre fra USA Kategori:Olympiske sølvmedaljevindere fra USA