thumb|The Rhodes Colossus - en karikaturtegning i "Punch" af Edward Linley Sambourne, der viser imperialisten Cecil Rhodes og hans tanker om et britisk koloniimperium fra syd til nord i Afrika samlet med en jernbane hele vejen fra Sydafrika til Ægypten.
Imperialisme er en stats stræben efter at opnå magt over områder uden for landets grænser.imperialisme. Den Danske Ordbog. Hentet 21. november 2022. Imperialisme forbindes med begreberne kolonialisme og imperium, men er også et begreb, der kan gælde andre former for en stats udvidelse af sin indflydelsessfære.
Etymologi
Ordet imperialisme stammer fra latin imperialis, der er afledt af substantivet imperium 'magt, myndighedsområde' og verbet imperare 'befale'/'herske'.imperialisme. Den Store Danske. Hentet 21. november 2022Howe, 13 Det blev almindeligt i den nuværende betydning i Storbritannien i løbet af 1870'erne, hvor det havde en negativ betydning. I USA vakte den spansk-amerikanske krig 1898 og dens følger offentlig debat og der dannedes en anti-imperialistisk liga med bl.a. Mark Twain som talsperson. På baggrund af denne debat skrev Lenin "Imperialismen som kapitalismens højeste stadium" (1916). Hannah Arendt og Joseph Schumpeter definerede i 1951 imperialisme som ekspansion for ekspansionens skyld.
Formel og uformel imperialisme J. Darwin skelner mellem formel og uformel imperialisme.Darwin, J. (1997) Imperialism and the Victorians: the dynamics of territorial expansion. The English Historical Review, juni 1997: 614-642.
Formel imperialisme Formel imperialisme indbefatter at den imperialistiske stat underlægger sig en anden stat direkte. Dette sker typisk ved at anvende hård magt (typisk militær magt). Dette medfører at landet kommer under den imperialistiske stats absolutte kontrol.
Imperialismen i dens formelle form var udbredt i Europa i perioden fra det 16. århundrede helt frem til midten af det 20. århundrede, hvor Storbritannien havde held til at opbygge verdenshistoriens største imperium, der dækkede næsten 40 millioner kvadratkilometer, men også andre europæiske lande drev imperialistisk politik, blandt andre lande havde Spanien, Frankrig, Holland og Portugal også mange kolonier. Også det imperiale Rusland og efterfølgerstaten Sovjetunionen underlagde sig og koloniserede store dele af Baltikum, Østeuropa, Ukraine og Sortehavsregionen, Kaukasus, Centralasien og Sibirien. Rusland mistede med Sovjetunionens sammenbrud omkring 1991 en del af disse lande og områder, men har siden med krige (i Moldova, Tjetjenien, Georgien og Ukraine) og uformel imperialisme søgt at generobre og fastholde kontrollen med dem.
Uformel imperialisme Uformel imperialisme er mindre direkte og kendetegnes ved at den imperialistisk stat benytter sig af blød magt til at dominere et andet land. Blød magt kan være økonomisk magt, hvor en anden stat domineres v.h.a. handel og investeringer. Den kan også udøves gennem alliancer med den lokale magtelite, i kraft af kulturimperialisme og ved at praktisere politisk og diplomatisk indflydelse.
Tidligt blev begrebet imperialisme brugt til at beskrive, hvad der blev opfattet som Napoleon IIIs forsøg på at opnå politisk støtte gennem udenlandske militære interventioner. Begrebet blev og anvendes hovedsageligt om vestlige og Japansk politisk og økonomisk dominans, især i Asien og Afrika, i det 19. og 20. århundrede. Dens præcise betydning diskuteres fortsat af forskere. Nogle forfattere, såsom Edward Said, bruger udtrykket mere bredt til at beskrive ethvert system af dominans og underordning, der er organiseret omkring en imperialistisk kerne og en periferi.Edward W. Said. Culture and Imperialism. Vintage Publishers, 1994. p. 9. Denne definition omfatter både traditionelle imperier og den bestemmende indflydelse, som de gamle kolonimagter udøver over deres tidligere koloniområder (postkolonialisme; også kaldet neo-kolonialisme).
Teorier om imperialisme thumb|upright=1.35|Imperiale magter i 1800 thumb|upright=1.35|Imperiale magter i 1945
Engelsksprogede akademiske studier baserer ofte deres teorier om imperialisme på erfaringerne fra det britiske imperium. Udtrykket imperialisme blev oprindeligt introduceret på engelsk i sin nuværende betydning i slutningen af 1870'erne af modstandere af den påståede aggressive og prangende imperiale politik fra den britiske premierminister Benjamin Disraeli. Tilhængere af "imperialisme" såsom Joseph Chamberlain tilegnede sig hurtigt konceptet. For nogle betegnede imperialismen en politik for idealisme og filantropi; andre hævdede, at det var præget af politisk egeninteresse, og et stigende antal associerede det med kapitalistisk grådighed.
I Imperialism: A Study (1902) udviklede John A. Hobson en meget indflydelsesrig fortolkning af imperialismen, der baserede sig på hans overbevisning om, at den frie ukontrollerede kapitalisme skabte ringere vilkår for størstedelen af befolkningen. I Imperialism: A Study argumenterede han for, at finansieringen af oversøiske imperier drænede penge, der var nødvendige derhjemme. Pengene blev i stedet investeret i udlandet og brugt til at betale lønninger til udenlandske arbejdere, der var lavere end de indenlandske lønninger, hvilket skabte højere profit og højere afkast form investorerne. Så selvom de indenlandske lønninger forblev højere end de udenlandske, voksede de ikke nær så hurtigt, som de ellers ville have gjort. Eksport af kapital, konkluderede han, lagde låg på væksten i indenlandske lønninger og dermed den indenlandske levestandard. I 1970'erne argumenterede historikere som David K. Fieldhouse og Oron Hale for, at "det Hobsonske fundament er på det nærmeste sunket sammen." Den britiske erfaring med imperialismen understøttede ikke teorien. Imidlertid blev europæiske socialister inspireret af Hobsons ideer og gjorde det til deres egen teori om imperialisme, især i Lenins Imperialismen som kapitalismens højeste stadium (1916). Lenin beskrev imperialisme som en lukning af verdensmarkedet og afslutningen på den kapitalistiske frie konkurrence, der opstod som følge af kapitalistiske økonomiers behov for konstant at måtte udvide deres investeringer, materielle ressourcer og arbejdskraft på en sådan måde, at det var nødvendigt at ekspandere ved at etablere kolonier. Senere marxistiske teoretikere gentager denne opfattelse af imperialisme som et strukturelt træk ved kapitalismen, ifølge hvilken Første Verdenskrig kunne forstås som en kamp mellem imperialister om kontrol over eksterne markeder. Lenins afhandling blev en standardlærebog, der blomstrede indtil kommunismens sammenbrud i 1989-91.Tony Brewer, Marxist theories of imperialism: a critical survey (2002)
Nogle teoretikere på den ikke-kommunistiske venstrefløj har understreget den strukturelle eller systemiske karakter af "imperialisme". Sådanne forfattere har udvidet den periode, der er forbundet med udtrykket, så det nu hverken betegner en politik eller en kort periode på årtier i slutningen af det 19. århundrede, men et verdenssystem, der strækker sig over en periode af århundreder, ofte tilbage til Christopher Columbus og i nogle beretninger til korstogene. Efterhånden som anvendelsen af begrebet er blevet udvidet, har dets betydning flyttet sig langs fem adskilte, men ofte parallelle akser: den moralske, den økonomiske, den systemiske, den kulturelle og den tidsmæssige. Disse ændringer afspejler en voksende ubekvemhed, til tider afsky, ved udbredelsen af en sådan magt, specifikt vestlig magt.
Historikere og politiske teoretikere har længe diskuteret sammenhængen mellem kapitalisme, klasse og imperialisme. En stor del af debatten var banebrydende af teoretikere som J. A. Hobson (1858-1940), Joseph Schumpeter (1883-1950), Thorstein Veblen (1857-1929) og Norman Angell (1872-1967). Mens disse ikke-marxistiske forfattere havde deres mest produktive periode før Første Verdenskrig, forblev de aktive i mellemkrigsårene. Deres kombinerede arbejde informerede studiet af imperialismen og dens indvirkning på Europa, ligesom de bidrog til overvejelser om fremkomsten af det militær-politiske kompleks i USA fra 1950'erne. Hobson hævdede, at indenlandske sociale reformer kunne helbrede imperialismens internationale sygdom ved at fjerne dens økonomiske grundlag. Hobson teoretiserede, at statsindgreb gennem beskatning kunne øge et bredere forbrug, skabe velstand og tilskynde til en fredelig, tolerant, multipolær verdensorden.
Walter Rodney, i sin klassiker fra 1972 How Europe Underdeveloped Africa, har lanceret ideen om, at imperialismen er en fase af kapitalismen, "hvor vesteuropæiske kapitalistiske lande, USA og Japan etablerede politisk, økonomisk, militær og kulturel hegemoni over andre dele af verden, som oprindeligt var på et lavere niveau og derfor ikke kunne modstå de kapitalistiske landes dominans." Som følge heraf omfattede imperialismen "i mange år hele verden - den ene del var udbytterne og den anden de udbyttede, den ene del er domineret og den anden fungerer som overherrer, den ene del laver politik og den anden er afhængig."
Imperialisme er også blevet forbundet med nyere fænomener som kolonisering af rummet.
Kulturimperialisme Begrebet kulturimperialisme henviser til en dominerende kulturs kulturelle indflydelse over andre, dvs. en form for blød magt, som ændrer den underordnede kulturs moralske, kulturelle og samfundsmæssige verdenssyn. Det betyder, at mere end blot "fremmed" musik, tv eller film bliver populær blandt unge; snarere at en befolkning ændrer sine egne forventninger til livet og ønsker, at deres eget land skal blive mere som det afbildede fremmede land. For eksempel var skildringerne under den kolde krig af overdådig amerikansk livsstil i sæbeoperaen Dallas medvirkende til at rumænerne ønskede et nyt liv; et nyere eksempel er indflydelsen fra indsmuglede Sydkoreanske dramaserier i Nordkorea. Betydningen af blød magt går ikke tabt for autoritære regimer, som kan modsætte sig en sådan indflydelse med forbud mod fremmed populærkultur, kontrol med internettet og uautoriserede paraboler osv. En sådan brug af kultur er heller ikke et nyt fænomen; som en del af romersk imperialisme, blev lokale eliter udsat for den romerske kulturs og livsstils fordele og luksus, med den bagtanke, at de derefter ville blive villige deltagere.
Tidligere og nuværende imperialistiske stater I det følgende beskrives kun et udvalg af stater der udøver eller har udøvet imperialisme.
Frankrig thumb|upright=1.5|Kort over det første (lyseblå) og det andet (mørkeblå) franske koloniimperium
I løbet af det 16. århundrede begyndte den franske kolonisering af Amerika med skabelsen af Ny Frankrig. Det blev efterfulgt af Det franske ostindiske kompagnis handelsstationer i Afrika og Asien i det 17. århundrede. Frankrig havde sit "første koloniimperium" fra 1534 til 1814, inklusive Ny Frankrig (Canada, Acadia, Newfoundland og Louisiana), Fransk Vestindien (Saint-Domingue, Guadeloupe, Martinique), Fransk Guyana, Senegal (Gorée), Fransk Indien og Mascarenerne (øerne Mauritius, Réunion) og Rodrigues.
Frankrigs "Andet koloniimperium" begyndte med erobringen af Algier i 1830 og sluttede for størstedelen med tildelingen af uafhængighed til Algeriet i 1962.Robert Aldrich, Greater France: A History of French Overseas Expansion (1996) Den franske imperiehistorie var præget af adskillige krige, store som små.Anthony Clayton, The Wars of French Decolonization (1995) Frankrig tog kontrol over Algeriet i 1830, men begyndte for alvor at genopbygge sit verdensomspændende imperium efter 1850, hovedsageligt koncentreret i Nord- og Vestafrika (Fransk Nordafrika, Fransk Vestafrika, Fransk Ækvatorialafrika), samt Sydøstasien (Fransk Indokina), med andre erobringer i det sydlige Stillehav (Ny Kaledonien, Fransk Polynesien). Frankrig forsøgte også to gange at gøre Mexico til en koloni i 1838-39 og i 1861-67 (se Mexicos historie).
thumb|upright|venstre|Fransk plakat om "Madagaskar-krigen"