Quintus Fabius Maximus Verrucosus ( 280 – 203 f.Kr.), tilnavnet Cunctator, var en romersk statsmand og general, som levede i det tredje århundrede f.Kr. Han var konsul fem gange (i 233, 228, 215, 214 og 209 f.Kr.) og blev udnævnt til diktator i 221 og 217 f.Kr. Han var censor i 230 f.Kr. Hans agnomen, Cunctator, som normalt oversættes med "udsætteren", refererer til den strategi (opkaldt efter ham: Fabiansk strategi), han anvende mod Hannibals hær under den Anden Puniske Krig. Over for en fremragende kommandant med overlegne tropper, forfulgte Fabius en dengang ny strategi, hvor han målrettet angreb Hannibals forsyningslinjer og kun var villig til at gå i kamp, når betingelserne var særlig gunstige. Denne strategi stod i kontrast til en strategi, hvor man risikerede hele ens hær ved direkte at konfrontere Hannibal. Som et resultat af denne strategi betragtes han som ophavsmanden til mange taktikker, der bruges i guerillakrigsførelse. Romerne var dog ikke imponerede over Fabius' defensive strategi, da de anså denne strategi som værende uværdig.
Begyndelse Født i Rom i ca. 280 f.Kr. var Fabius en efterkommer af den gamle patricier-slægt, gens Fabia. Han var søn eller barnebarn af Quintus Fabius Maximus Gurges – som flere gange blev valgt som konsul og princeps senatus – og barnebarn eller oldebarn af Quintus Fabius Maximus Rullianus, som var en helt fra Samnitterkrigene og – ligesom Verrucosus – blev valgt fem gange som konsul, såvel som diktator og censor. Mange af hans tidligere forfædre havde ligeledes været konsuler. Hans cognomen, Verrucosus, eller "vorte", formodes at skelne ham fra andre medlemmer af hans familie, afledt af en vorte på hans overlæbe.
I henhold til Plutarch besad Fabius et mildt temperament og var en langsom taler. Som barn havde han svært ved at lære, dyrkede sport med andre børn og virkede underdanig i sit samspil med andre. Disse karaktertræk blev af dem, der kendte ham overfladisk, opfattet som tegn på mindreværd. Men i henhold til Plutarch kom disse karaktertræk fra Fabius' stabilitet, storhed i sit sind og løve-lignende temperament. Da han nåede voksenalderen og blev vækket af det aktive liv, gjorde hans dyder sig gældende. Som følge heraf blev hans mangel på energi, der blev udvist i hans tidligere år, afsløret som et resultat af en mangel på lidenskab, og hans langsommelighed blev anerkendt som et tegn på forsigtighed og fasthed.
I 265 f.Kr., mens han stadig var ung, blev Fabius indviet som augur.T. R. S. Broughton, The Magistrates of the Roman Republic, American Philological Association (1951), vol. I, p. 202. Det er uvist, om han deltog i den Første Puniske Krig, der blev kæmpet mellem den Romerske Republik og Karthago fra 264 til 241 f.Kr. Fabius' politiske karriere begyndte i årene efter denne krig. Han var sandsynligvis kvæstor i 237 eller 236 f.Kr., og curule ædil omkring 235 f.Kr.Broughton, vol. I, pp. 222, 223. Under sit første konsulskab, i 233 f.Kr., blev Fabius tildelt en triumf for sin sejr over ligurerne, som han besejrede og drev tilbage over Alperne. Han var censor i 230 f.Kr., og blev derefter udnævnt konsul for anden gang i 228 f.Kr.Broughton, vol. I, pp. 224, 227, 228. Det er muligt, at han besad embedet som diktator for første gang omkring dette tidspunkt. I henhold til Livius var Fabius' embedsperiode som diktator i 217 f.Kr. hans anden periode i det embede, hvor Gajus Flaminius var hans stedfortræder og magister equitum i den første periode.Livy says that Fabius was appointed dictator for the second time in 217. Broughton adduces that he must have been dictator during a gap in the Capitoline fasti (and thus in Livy's records) from 221 to 219, and before Livy's history resumes in 218. Since Flaminius was censor in 220 and 219, Broughton places this dictatorship in 221. Broughton, vol. I, pp. 234, 235. Plutarch antyder dog, at Flaminius i stedet var stedfortræder for Marcus Minucius RufusPlutarch, "The Life of Marcellus", 5.3–6. – formentlig Fabius' store politiske rival, som senere tjente som stedfortræder for Fabius selv (se efterfølgende afsnit).
I henhold til Livius deltog Fabius i 218 f.Kr. i en rejse til Karthago, der var sendt for at opkræve erstatning for erobringen af den angiveligt neutrale by Saguntum i Spanien. Fabius krævede derefter, at Hannibal og hans officerer ville blive overgivet til romersk varetægt. Det karthagiske senat nægtede, og Fabius holdt to ender op af sin toga, den ene stod for fred, den anden for krig. Han lod det karthagiske senat vælge, men de insisterede på, at Fabius skulle bestemme. Efter at delegationen havde modtaget karthagernes svar, var det Fabius selv, der under henvendelse til det karthagiske senat udstedte en formel krigserklæring til Karthago.Livy, History of Rome, xxi. 18. Dio Cassius, efterfulgt af Zonaras, benævner dog denne person Marcus Fabius, og antyder derfor, at det var hans Fabius' fætter, Marcus Fabius Buteo, der udstedte krigserklæringen mod karthagerne.Broughton, vol. I, pp. 239, 241 (note 7).
Diktator under den Anden Puniske Krig Da konsulen Tiberius Sempronius Longus blev besejret i Slaget ved Trebia i december 218 f.Kr., rådede Fabius romerne til at afvente og nægte Hannibal enhver mulighed for en generel konfrontation. I stedet skulle romerne, i henhold til Fabius, lade invasionen ebbe ud, ved at nægte Hannibal forsyninger samtidig med at de sikrede, at deres italienske allierede (socii) blev støttet og beskyttet. Konsul Gajus Flaminius var dog imod dette og besluttede i stedet at slutte sig til sin medkonsul Gnæus Servilius Geminus og konfrontere Hannibal i det centrale Italien. Flaminius' plan fik en katastrofal afslutning, da han blev dræbt under det katastrofale romerske nederlag ved Slaget ved Trasimenosøen i 217 f.Kr., hvilket afstedkom at der blev spredt panik i Rom.
Med konsulernes hære tilintetgjort i disse to store slag (dele af Geminus' hær blev dræbt umiddelbart efter Slaget ved Trasimenosøen) – og Hannibal samtidig nærmede sig Roms porte – frygtede romerne den forestående ødelæggelse af deres by. Senatet i Rom besluttede derfor at udnævne en diktator og valgte Fabius til rollen – muligvis for anden gang, skønt kilder virker til at modstride, hvorvidt han tidligere var blevet udnævnt. Fabius blev valgt delvist på grund af hans høje alder og erfaring. Han fik dog ikke lov til at udnævne sin egen magister equitum – i stedet valgte romerne en af Fabius' politisk modstander, Marcus Minucius.
Fabius søgte straks at berolige det romerske folk ved at positionere sig selv som en stærk diktator i en situation, som blev betragtet som den værste i romersk historie. Han bad Senatet om om tilladelse til at ride til hest, hvilket diktatorer normalt ikke havde lov til. Han omgav sig selv med hele 24 liktorer og beordrede den overlevende konsul, Geminus, til at afskedige sine liktorer (som en anerkendelse af diktatorens autoritet) og at præsentere sig selv for Fabius som en privat borger.
Plutarch fortæller, at Fabius mente, at katastrofen ved Trasimenosøen til dels skyldtes det faktum, at guderne var blevet forsømt. Før det slag var der blevet set en række varsler, herunder flere lyn, som Fabius havde troet var advarsler fra guderne. Han havde advaret Flaminius om dette, men Flaminius havde ignoreret advarslerne. Derfor søgte Fabius, som diktator, at behage guderne. Han beordrede et massivt offer af hele høsten fra den næste høstsæson i hele Italien – især af køer, geder, svin og får. Derudover beordrede han, at musikalske festligheder skulle fejres, og bad derefter sine medborgere om at bruge præcist et beløb på 333 sestertii og 333 denarer. Plutarch er ikke sikker på præcis, hvordan Fabius kom frem til dette tal, selvom han mener, at det var for at ære perfektionen af tallet tre, da det er det første af de ulige tal og et af de første primtal. Det vides ikke, om Fabius virkelig troede på, at disse handlinger havde vundet guderne over på den romerske side, selvom handlingerne sandsynligvis (efter hensigten) overbeviste den gennemsnitlige romer om, at guderne endelig var blevet genvundet.
Fabiansk strategi
Fabius respekterede Hannibals militære geni og nægtede derfor at bekrige ham direkte i kamp. I stedet holdt han sine tropper tæt på Hannibal i håb om at udmatte ham i en lang udmattelseskrig. Fabius var i stand til at chikanere de karthagiske parter, begrænsede Hannibals evne til at skabe ødelæggelse, mens han bevarede sin egen militærstyrke, og implementerede en "brændt jord"-praksis for at forhindre Hannibals styrker i at skaffe korn og andre ressourcer.
Romerne var ikke imponerede over denne defensive strategi og gav først Fabius sit tilnavn Cunctator ("udsætteren") som en fornærmelse. Strategien blev delvist ødelagt på grund af manglende sammenhold i den romerske hærs kommando, da Fabius' magister equitum – Minucius – var en politisk modstander af Fabius. På et tidspunkt blev Fabius tilkaldt af præsterne til at hjælpe med at ofre, hvilket afstedkom at Fabius var nødsaget til at overlade kommandoen over hæren til Minucius, mens han var fraværende. Fabius havde instrueret Minucius i ikke at angribe Hannibal i hans fravær, men Minucius adlød ikke ordren og angreb alligevel.
Angrebet – selvom det ikke havde nogen strategisk værdi – resulterede i, at flere af Hannibals enheder trak sig tilbage, hvilket fik det romerske folk til at tro – desperat efter gode nyheder – at Minucius var en helt. Da Fabius hørte dette, blev han rasende, og som diktator kunne han have beordret Minucius' henrettelse for hans ulydighed. En af de plebejiske tribuner (hovedrepræsentanter for folket) for året, Metilius, var en støtter af Minucius, og som følge heraf bruge han sin magt til at hjælpe Minucius. De plebejiske tribuner var de eneste magistrater, der var uafhængige af diktatoren, og derfor var Minucius relativt sikker med deres beskyttelse. Plutarch udtaler, at Metilius "modigt henvendte sig til folket på vegne af Minucius", og fik Minucius tildelt beføjelser svarende til Fabius'. Med dette mener Plutarch formentlig, at Metilius – som en plebejertribun – havde fået plebejerforsamlingen (en folkeforsamling), som kun tribuner kunne præsidere over, til at tildele Minucius kvasi-diktatoriske beføjelser. thumb|382x382px| Hannibal tæller ringene af de romerske senatorer dræbt under Slaget ved Cannae, statue af Sébastien Slodtz, 1704, Louvre Fabius forsøgte ikke at bekæmpe forfremmelsen af Minucius, men besluttede snarere at vente, indtil Minucius' rastløshed fik ham til at løbe hovedkulds ind i en eller anden katastrofe. Han indså, hvad der ville ske, når Minucius blev besejret i kamp af Hannibal. Det siges, at Fabius mindede Minucius om, at det var Hannibal, og ikke ham, der var fjenden. Minucius foreslog, at de skulle dele kontrolen over hæren, hvor kommandoen roterede mellem de to hver anden dag. Fabius afviste dette, og lod i stedet Minucius kommandere halvdelen af hæren, mens han kommanderede den anden halvdel. Minucius hævdede åbent, at Fabius var fej, fordi han undlod at konfrontere de karthagiske styrker.
I nærheden af Larinum i Samnium havde Hannibal taget stilling i en by kaldet Geronium. I optakten til slaget ved Geronium besluttede Minucius at lave et bredt frontalangreb på Hannibals tropper i dalen mellem Larinum og Geronium. Flere tusinde mænd var involveret på begge sider. Det så ud til, at de romerske tropper vandt, men Hannibal havde sat en fælde, hvilket afstedkom at de romerske tropper blev slagtet. Da Fabius så Minucius' hærs falde i et baghold, råbte han "O Hercules! hvor meget tidligere end jeg havde forventet, skønt senere end han så ud til at ønske, har Minucius ødelagt sig selv!" Da Fabius beordrede sin hær til at deltage i slaget og komme deres romerske medborgere til undsætning, udbrød Fabius "vi må skynde os at redde Minucius, som er en tapper mand og elsker sit land."