Albanien (; ), officielt Republikken Albanien (, udtalt []), er en suveræn stat i Sydøsteuropa. Albanien er omgivet af Montenegro i nordvest, Kosovo i nordøst,Nordmakedonien i øst og Grækenland i syd og sydøst. Det har en kyst til Adriaterhavet i vest og sydvest. Landet er mindre end 72 kilometer fra Italien over Otrantostrædet, som forbinder Adriaterhavet til det Ioniske Hav. Det har et areal på (heraf 27.398 km² landareal) og et befolkningstal på indbyggere. For befolkningspyramider til 2100, se under Eksterne henvisninger.
Det moderne Albaniens område var i Antikken en del af de romerske provinser Dalmatia, Macedonia og Moesia Superior. Efter Det Osmanniske Riges kollaps i Europa ovenpå Balkankrigene, erklærede Albanien sig uafhængigt i 1912 og blev anerkendt det følgende år. Kongeriget Albanien blev invaderet af Italien i 1939, hvorefter landet blev en del af Større Albanien, før det blev et nazitysk protektorat i 1943.Zolo, D. Invoking Humanity: War, Law and Global Order, Continuum International Publishing Group, 27 August 2002, 224 pages. p. 180 books.google.com Det følgende år blev en socialistisk albansk stat i form af Folkerepublikken Albanien etableret under Enver Hoxha og Arbejderpartiet. Albanien gennemgik store og udbredte sociale og politiske transformationer i den kommunistiske æra, mens landet i stigende grad valgte at isolere sig fra størstedelen af omverdenen. I 1991 gik den socialistiske republik i opløsning, og den moderne stat, Republikken Albanien, blev etableret.
Albanien er en parlamentarisk republik. Landets hovedstad, Tirana, er dets finansielle og industrielle centrum med en befolkning på . Frie markedsreformer har åbnet landet op for udenlandske investeringer, især i udviklingen af energi- og transportinfrastruktur.Nasdaq.com Reports: Poverty Decreases In Albania After Years Of Growth . Dow Jones Newswires, 201-938-5500Strong GDP growth reduces poverty in Albania-study. Reuters.Forbes.com
De mest dominerende økonomiske sektorer i Albanien er servicesektoren, efterfulgt af industrisektoren og landbrugssektoren. I 2023 bidrog servicesektoren med ca. 48 % af BNP, industrien med ca. 23 % og landbruget med ca. 16 %.
Servicesektoren udgør dermed den største del af den albanske økonomi, mens industrien tegner en betydelig andel og landbruget spiller en mindre rolle sammenlignet med tidligere år.
Albanien er medlem af FN, NATO, Organisationen for sikkerhed og samarbejde i Europa, Europarådet, Den Islamiske Samarbejdsorganisation og Verdenshandelsorganisationen. Det er et af de grundlæggende medlemmer af Energy Community, Organisationen for Økonomisk Samarbejde i Sortehavsområdet og Middelhavsunionen samt en officiel kandidat til medlemskab af EU.
Etymologi Navnet "Albanien" kommer fra det middelalderlatinske navn på landet, Albania (lokalt kaldes landet Shqipëri). Navnet "Albania" kan stamme fra den illyriske Albani-stamme, som Ptolemæus nævnte på et kort i 150 e.Kr., der viste byen Albanopolis nordøst for Durrës.Madrugearu A, Gordon M. The wars of the Balkan Peninsula. Rowman & Littlefield, 2007. p. 146.Richard Talbert, Barrington Atlas of the Greek and Roman World, , Map 49 & notes.
Navnet kan også være relateret til en middelalderlandsby kaldet Albanon og Arbanon, omend det er usikkert, hvorvidt der er tale om det samme sted. Den byzantinske historiker Michael Attaliates var omkring år 1080 den første til at beskrive Albanoi som havende været en del af et oprør mod Konstantinopel i 1043 og til at betegne Arbanitai som underlagt hertugen af Dyrrachium.Robert Elsei. The Albanian lexicon of Dion Von Kirkman. Earliest reference to the existence of the Albanian language, pp. 113–122. I Middelalderen kaldte albanerne deres land for Arbëri eller Arbëni og sig selv for Arbëresh eller Arbënesh.Pinocacozza.it Tidligere end midten af 1600-tallet begyndte betegnelserne Shqipëri (landet) og Shqiptarë (befolkningen) at vinde udbredelse, og fra slutningen af det 17. til begyndelsen af det 18. århundrede erstattede de gradvist de ældre endonymer "Arbëria" og "Arbëreshë" blandt albansktalende befolkninger.
Moderne lingvistiske opfattelser, bl.a. formuleret af Gustav Meyer og senere albanologer såsom Demiraj, opfatter navnet som afledt af indoeuropæisk rodbetydning "shqip" (“at tale klart, forståeligt”), fra verbet "shqipoj". Den folkelige fortolkning som "ørnenes land" ("Shqipëri") og "ørnenes børn" (*Shqiptarë*) anses i forskningen typisk som mytologisk symbolik uden sproglig grundlag.
Historie
Albaniens historie begynder i det 4. århundrede f.Kr. med de første græsk-romerske optegnelser om Illyrien. Det moderne territorium Albanien har ingen modpart i Antikken, da den består af dele af de romerske provinser Dalmatia (det sydlige Illyricum) og Macedonia (særligt Epirus Nova).
Forhistorien De første spor efter mennesker i Albanien kan dateres tilbage til mellemste og øvre palæolitikum, og blev fundet i landsbyen Xarrë, nær Sarandë og bjerget Dajti nær Tiranë.F. Prendi, "The Prehistory of Albania", The Cambridge Ancient History, 2nd edn., vol. 3, part 1: The Prehistory of the Balkans; and the Middle East and the Aegean World, Tenth to Eighth Centuries B.C. , ed. John Boardman et al. (Cambridge: Cambridge UP, 1982), 189–90. Blandt de genstande, der blev fundet i en grotte nær Xarrë, var flint- og jaspisobjekter samt fossile dyreknogler, mens der ved Dajti blev fundet knogler og stenværktøjer, der lignede Aurignacienkulturens. De palæolitiske fund i Albanien har stor lighed med de objekter fra samme æra, der er fundet ved Crvena Stijena i Montenegro og det nordvestlige Grækenland.
Antikken
thumb|220px|left|Kongeriget Illyrien og Dardanien i det 3. århundrede f.Kr. I Antikken blev det landområde, der i dag er Albanien, hovedsageligt beboet af en række illyriske stammer. Landområdet var kendt som Illyrien, og strakte sig omtrent fra området øst for Adriaterhavet til mundingen af Vjosë-floden i syd.The Illyrians (The Peoples of Europe) by John Wilkes, 1996, , page 92, "Appian's description of the Illyrian territories records a southern boundary with Chaonia and Thesprotia, where ancient Epirus began south of river Aoous (Vjose)" og kort Cambridge University Press. The Cambridge ancient history. 2000. , page 261,"... down to the mouth of Aous" Den første beskrivelse af de illyriske grupperinger stammer fra Periplus Ponti Euxini, en græsk tekst skrevet i midten af det 4. århundrede f.Kr. Ifølge Wilkes fremgår tidlige oplysninger om illyrierne i græske rejseberetninger og geografiske værker.
Blandt de mest magtfulde stammer i området var Ardiaei. Ardiaei-kongeriget nåede sin største udbredelse under Agron af Illyrien, søn af Pleuratos 2.. Agron herskede også over andre nærliggende stammer. Efter Agrons død i 230 f.Kr. arvede hans kone Teuta Ardiaei-riget. Teutas styrker fortsatte deres erobringer sydpå mod det Ioniske hav, hvor de besejrede de kombinerede akaiske og aitoliske flåder i slaget ved Paxos og erobrede øen Corcyra, hvilket satte dem i stand til at ramme de vigtige handelsruter mellem det græske fastland de græske byer i Italien. I 229 f.Kr. erklærede Rom krig mod Illyrien for deres udbredte plyndring af romerske skibe. Krigen endte med romersk sejr i 227 f.Kr.. Teuta blev senere efterfulgt af Gentius i 181 f.Kr. Gentius sloges med romerne i 168 f.Kr., hvilket blev starten på den tredje illyriske krig. Konflikten førte igen til romersk sejr, og Illyrien blev indlemmet i Romerriget i 167 f.Kr. Regionen blev opsplittet i tre administrative opdelinger.Marjeta Šašel Kos, "The Illyrian King Ballaeus – Some Historical Aspects", Épire, Illyrie, Macédoine: Mélanges offerts au professeur Pierre Cabanes, ed. Danièle Berranger (Clermont-Ferrand: Presses Universitaires Blaise Pascal, 2007), 127.
Middelalderen
thumb|Fyrstendømmet Arbanon (12.–13. århundrede e.Kr.) thumb|left|Karl 1. af Sicilien etablerede Regnum Albaniae (Kongeriget Albanien) efter han erobrede en del af Despotatet Epirus. Det landområde, der i dag kendes som Albanien, forblev under romersk (og senere byzantinsk) styre indtil slaverne løb det over ende fra det 7. århundrede og frem, hvorefter det blev erobret af det Bulgarske Rige i det 9. århundrede. Efter både det Byzantinske og Bulgarske Rige i midten og slutningen af det 13. århundrede, blev nogle dele af det, der i dag er Albanien, erobret af Storfyrstendømmet Serbien. De invaderende styrker ødelagde eller svækkede de fleste af de kulturelle centre fra romersk og byzantinsk tid.
Den albanske stats territoriale kerne blev dannet i middelalderen som Fyrstendømmet Arbër og kongeriget Albanien. Fyrstendømmet Arbër or Albanon (albansk): Arbër eller Arbëria, blev etableret af arkont Progon i regionen Krujë i ca. 1190. Progon, statens grundlægger, blev efterfulgt af sine sønner Gjin og Dhimitri. Efter Dhimiters død, som den sidste fra Progons familie, tilfaldt fyrstendømmet Grigor Kamona, og senere Golem, hvorefter det endelig gik i opløsning i 1255.Clements 1992, p. 31 "By 1190, Byzantium's power had so receded that the archon Progon succeeded in establishing the first Albanian state of the Middle Ages, a principality"Pickard-Çeliku 2008, p. 16Norris 1993, p. 35 Nogle historikere argumenterer for at Arbanon var den første skitse for en "albansk stat", og at det bevarede semi-autonom status som den vestlige yderlighed af et rige (under Doukai af Epirus elle Laskariderne fra Nikæa).Pipa-Repishti 1983, pp. 7–8 Kongeriget Albanien blev etableret af Karl 1. af Sicilien ud af det albanske landområde som han erobrede fra Epirus-despotatet i 1271. Han udråbte sig selv til "Konge af Albanien" i februar 1272. Kongeriget strakte sig fra Durrës-regionen (dengang kendt som Dyrrhachium) mod syd langs kysten til Butrint. Efter kongerigets skabelse udgjorde den katolske politiske struktur et godt grundlag for pavens planer om at sprede katolicisme til Balkanhalvøen. Denne plan blev også støttet af Helene af Anjou, Karl 1.'s kusine, der på daværende tidspunkt herskede over landområder i det nordlige Albanien. I løbet af hendes tid blev der bygget omkring 30 katolske kirker og klostre i Nordalbanien og Serbien. I perioden 1331-1355 tilkæmpede det Serbiske Rige sig kontrol over Albanien. Efter selvsamme rige gik i opløsning, blev der oprettet flere albanske fyrstendømmer, hvoraf nogle af de mægtigste var Balsha, Thopia, Kastrioti, Muzaka og Arianiti. I første halvdel af det 14. århundrede invaderede det Osmanniske Rige det meste af Albanien, men i 1444 blev de albanske fyrstendømmer igen forenet som selvstændigt rige, denne gang under George Castrioti Skanderbeg, der normalt betragtes som Albaniens nationalhelt.
Osmannisk Albanien
thumb|left|Efter at have tjent Det Osmanniske Rige i 20 år deserterede Skanderbeg og startede et oprør, der forsinkede det osmanniske indtog i Europa med 25 år. Da det Osmanniske Rige voksede frem i Sydøsteuropa, var det geopolitiske landskab i området kendetegnet ved spredte kongeriger bestående af små fyrstendømmer. Osmannerne ønskede kontrol med Albanien, som de så som et springbræt for en invasion af Italien og Vesteuropa, og opstillede i 1415 deres garnisoner i det sydlige Albanien. I 1431 havde de besat størstedelen af landet. thumb|right|Muhammad Ali Pasha var en af mange osmanniske ledere, der var af albansk oprindelse.