Jens Erik Stubkjær Klausen (født 3. november 1936 i Ryde ved Vinderup) er en dansk dyrlæge og tidligere politiker. Han sad i Folketinget for Fremskridtspartiet i 1973-1974.

Opvækst og uddannelse Jens Klausen er søn af ejendomsmægler Herman Klausen. Han fik præliminæreksamen fra Viborg private Realskole i 1953 og nysproglig studentereksamen fra Rønde Studenterkursus i 1956. Fra 1956 til 1963 læste han til dyrlæge på Landbohøjskolen.

Dyrlæge Jens Klausen startede sin dyrlægekarriere på en landpraksis i Vendsyssel i 1963. Han oprettede 1. februar 1964 Midtjysk Dyreklinik i Viborg, som voksede sig til blive Danmarks største dyrehospital. Klinikken behandlede både kæledyr som hunde og katte og større husdyr som heste, køer og svin. Den var kendt for at have verdens første svømmebassin til genoptræning af skadede heste som blev indrettet i 1966.

Klausen fik konstateret allergi overfor mange dyr og især heste i 1984, så han afhændede klinikken og flyttede i 1988 til Spanien. I 1992 begyndte han at hjælpe en lokal dyrlæge i Nerja med operationer uden at allergien gav problemer. Da dyrlægen i Nerja i 1995 blev stadsdyrlæge, købte Klausen hans klinik som han havde til år 2000. Han drev også en dyrlægeklinik i Mijas fra 1998 til 2002. Han drev klinik i Cómpeta indtil han gik på pension som 76-årig i 2013 efter at have fået konstateret (aldersrelateret svagsyn) på venstre øje.

Politisk karriere I 1973 blev Klausen medlem af bestyrelsen i Fremskridtspartiets vælgerforening i Viborg, og ved folketingsvalget i 1973 var har opstillet for partiet i Skivekredsen og Viborgkredsen. Han fik ved valget 8.275 stemmer (heraf 1.353 personlige) hvilket gav ham i et kredsmandat i Viborg Amtskreds.Danmarks Statistik: Folketingsvalget den 4. december 1973, Statistiske Meddelelser 1974:7, København 1974, side 253 Klausen nedlagde folketingsmandatet 15. oktober 1974 og blev afløst i Folketinget af Hans Bach.Danmarks Statistik: Folketingsvalget den 9. januar 1975, Statistiske Meddelelser 1975:7, København 1975, side 258

Privatliv Jens Klausen har været gift 4 gange og har 6 børn i Danmark. Han flyttede til Spanien i 1988 og har pr. 2017 boet i Cómpeta siden 1991.

Referencer

Kategori:Folketingsmedlemmer i 1970'erne Kategori:Tidligere folketingsmedlemmer fra Fremskridtspartiet Kategori:Dyrlæger fra Danmark