thumb|right|300px|alt=US Navy 051103-M-2175L-200 U.S. Marine Corps Lance Cpl. Ryan Papa, right, assigned to 2nd Platoon, Company C, 1st Battalion, 8th Marine Regiment, holds a striking pad for a member of the Senegalese 90th Naval Infantry.|Senegalesisk Søværn og US Marines øver sig i at slå.
Et slag er en rettet, kraftfuld fysisk angreb, som kan udføres med enten en del af kroppen, som for eksempel en næve eller en fod, eller med et håndholdt objekt, såsom et våben. Formålet med et slag er at forårsage traume, som for eksempel blå mærker og forstuvninger. Slag bruges ofte til at overmande modstanderen, skabe afstand eller få kontrol i kampsituationer.
Der findes mange forskellige variationer af slag, afhængigt af teknikken og hvad der bruges til at udføre det. Et slag med hånden, der er lukket til en næve, kaldes et slag (ofte også kaldet et "punch" på engelsk). Et slag med fingerspidserne, der rettes mod modstanderens ansigt eller krop, kaldes et jab. Et slag med benet eller foden kaldes et spark, og dette kan variere afhængigt af, om det er et lavt eller højt spark, eller om det er rettet mod modstanderens ben, mave eller hoved. Et slag med hovedet kaldes et hovedstød, og det bruges især i situationer, hvor hænderne er optaget, og der er behov for at skabe et hurtigt, uventet angreb.
Der er også mange andre variationer af slag, som anvendes i kampkunst og kampsport. For eksempel kan nogle kampsport udnytte albuer, knæ, skuldre og endda ryggen til at ramme en modstander. Slag kan også tilpasses forskellige situationer, som for eksempel tæt kamp, når modstanderen er tæt på, eller lang rækkevidde, når der er behov for at angribe på afstand.
At "slå" refererer til gentagne og voldelige slag mod en modstander. Dette kan ofte ses i kampens sidste faser, hvor en kæmper fortsætter med at ramme modstanderen i et forsøg på at afslutte kampen hurtigt. Dette kaldes også ofte en kombination eller combo, især i boksning eller kampsport, hvor spilleren hurtigt udfører flere slag i træk for at overmande modstanderen.
Brug af slag Slag er en vigtig og central teknik i mange sportsgrene og kunstformer. Sportsgrene som boksning, savate, karate, Muay Lao, taekwondo og wing Chun har alle slag som en af de primære metoder til at angribe og forsvare sig i kampen. I disse sportsgrene er slagene ofte fokuseret på at ramme modstanderen på de mest sårbare steder, som ansigtet, kroppen eller benene, for at opnå et knockout, score point eller skabe et forspring.
I kampsport og moderne selvforsvarstræning anvendes slag ikke kun med hænderne, men også med albuer, knæ, ben og fødder. Det er ofte vigtigt at have teknisk færdighed til at udføre slag korrekt, da en forkert udførelse af et slag kan føre til skade på den, der udfører det. Nogle kampsporter bruger også forskellige dele af kroppen som fingertippen og håndledet i angreb for at udnytte forskellige teknikker.
Der er også sportsgrene, såsom wrestling, hvor der ikke anvendes slag som primære angrebsmetoder. I wrestling er fokuset i stedet på teknikker som grappling, som involverer at fange, kaste og kontrollere modstanderen uden brug af slag. I disse tilfælde bliver manøvrering og positionering vigtigere end de fysiske slag.
Der er også en form for karate kaldet Goju-Ryu, som adskiller sig ved at fokusere på specifikke trykpunkter (led) i benene og armene. Denne tilgang gør det muligt for udøveren at udnytte modstanderens svage punkter og neutralisere deres angreb gennem kontrollerede tryk, i stedet for at stole på kraftfulde slag.
Slaget kan også bruges effektivt i selvforsvar. I selvforsvarstræning lærer folk, hvordan man hurtigt kan bruge slag til at beskytte sig selv mod en angriber. For eksempel kan et hurtigt slag mod angriberens ansigt, hals eller andre vitale områder være nok til at skabe den nødvendige pause til at undslippe eller neutralisere truslen. De rette slag og teknikker kan betyde forskellen mellem at undgå skade og at blive overmandet.
Hænder og arme Armslag, eller håndslag, refererer til angreb, der udføres med en del af håndfladen, knogleled, armen, albuen eller skulderen. Det mest almindelige er slag med albuen, hånden, underarmen eller bagsiden af håndleddet. Disse teknikker bruges i mange forskellige kampsportsgrene og selvforsvarssystemer, og de varierer afhængigt af stilen og formålet med angrebet. Armslag kan anvendes til både offensive og defensive handlinger, og de kan kombineres med kast, låse eller kontrollerende greb for at skabe en mere kompleks kampstrategi.
Åbne håndslag Åbne håndslag omfatter forskellige teknikker anvendt i kampsport til at angribe eller forsvare sig uden at knytte hånden til en næve. Disse slag kan være effektive til at skabe skade uden at risikere at brække fingre eller knoer, hvilket ofte er en risiko ved knytnæveslag. Den mest kendte af disse teknikker er sandsynligvis det såkaldte "karateslag", som også betegnes som et knivhåndsslag (shuto uchi). Dog findes der mange andre teknikker, som er tilpasset forskellige situationer i kamp.
thumb|Et spydhåndsslag eller nukite. Nogle af disse teknikker inkluderer:
Slag med håndens kant – Dette slag udføres med kanten af hånden, enten den side, der er tættest på lillefingeren, eller den modsatte side. Et knivhåndsslag kan udføres i en lodret, vandret eller skrå bue. Det anvendes ofte til at ramme muskuløse områder såsom underarmen, halsen eller lysken. Knivhåndsslaget er særligt kendt fra karate, hvor det bruges både til angreb og forsvar. I selvforsvarsteknikker kan det anvendes til at afvæbne en modstander eller ramme følsomme områder. Slag med håndens modsatte kant (kant-håndsslag) – Dette slag er vanskeligere at udføre korrekt, da det kræver præcis placering af tomlen for at undgå skader. For at udføre slaget med maksimal kraft holdes håndfladen typisk vendt nedad. Dette betyder, at en person vil angribe modstanderens venstre side med højre knivhånd – eller omvendt. Kant-håndsslag bruges ofte til overraskelsesangreb eller som en hurtig modreaktion i nærkamp. Spydhåndsslag (spydhåndsslag) – Udføres ved at holde fingrene stramt samlet og støde direkte mod et mål af relativt lille diameter, såsom struben. En variation, hvor en eller to fingre bruges, kan anvendes til at angribe trykpunkter og forårsage midlertidig lammelse eller smerte. I mange karatesystemer kaldes denne teknik nukite (貫手). Spydhåndsslaget kræver stor præcision og træning for at være effektivt uden at skade angriberens egne fingre. Baghåndsslag (haishu uchi) – Dette slag udføres med bagsiden af hånden, ofte i en opadgående bue. Det kan bruges til at slå mod lysken eller ansigtet, afhængigt af situationen. Baghåndsslag ses ofte i kung fu og andre traditionelle kinesiske kampsystemer, hvor bevægelserne ofte er mere flydende og cirkulære. Dobbelthåndsslag mod ørerne – Begge hænder anvendes i en kopformet position til at slå mod modstanderens ører, hvilket potentielt kan beskadige trommehinderne og skabe midlertidig desorientering. Dette angreb er især effektivt i nærkamp og bruges ofte i militære kampsystemer og selvforsvarsteknikker. Håndfladeslag (håndfladeslag) – Dette slag udføres med håndens hæl og anvendes ofte til at ramme kæben, næsen eller maven. Det har en lavere risiko for at skade angriberens egne knoer og kan generere stor kraft. I karate kendes denne teknik også som teishō uchi (底掌打), soko tenohira (底掌) eller tenohira soko uchi (掌底打ち).
En af de største fordele ved et åbent håndslag er muligheden for hurtigt at gribe fat i modstanderen og udføre et opfølgende angreb, såsom et kast eller et træk ind i et nyt slag. Den øgede kontrol, dette giver i forhold til et almindeligt slag, kan opveje den større risiko for skade på hånden eller fingrene.
Håndflade Et slag udført med håndfladen kan være både kraftfuldt og skånsomt for angriberens egen krop. Uanset om hånden er helt åben eller fingerspidserne er foldet mod de nederste knoer, rammer et håndfladeslag med den nederste del af håndfladen, hvor hånden møder håndleddet. Hånden holdes vinkelret på håndleddet for at undgå at ramme det bløde væv på indersiden af håndleddet.
Den nederste kant af håndfladen er overraskende solid og kan påføre lige så meget skade som en knytnæve, hvis den bruges korrekt. Nogle studier antyder endda, at et håndfladeslag kan generere mere kraft end et almindeligt slag med næven, samtidig med at risikoen for skade på angriberens egen hånd reduceres betydeligt.
Håndfladeslaget er effektivt, da det kan udføres mere afslappet end et knytnæveslag. Når man knytter næven, forkortes håndleddets ekstensorer, som modarbejder de muskler, der bruges til at bøje håndleddet ved et slag. Mange kampsportsgrene lærer udøvere at holde næven afslappet indtil selve slagets øjeblik for at maksimere hastigheden.
Målområderne for et håndfladeslag er mange, herunder næsen, kæben, ørerne, baghovedet, lysken, nyrerne, tindingerne og maven. Nogle kampsportsgrene, som fx Pancrase, har forbudt slag med knyttet næve, men tillader håndfladeslag.
Lussing
Et lussingslag kan udføres med en fast arm. Fra en stående position med venstre hånd oppe i forsvar og højre hånd ved siden, kan man skyde højre arm opad og ramme med underarmen. Den anden hånd skal holdes lavt og kan glide forbi bicepsen på højre arm, hvilket skaber en naturlig bevægelse, hvor man slår mod sin egen biceps undervejs. En lussing kan bruges til at skabe afstand, distrahere en modstander eller som et defensivt træk mod et angreb.
Knivhånd thumb|Knivhånd Et slag udført med den del af hånden, der er modsat tommelfingeren (fra lillefingeren til håndleddet). Dette er kendt som et karateslag, Shuto eller Tegatana. Det refererer til slag udført med siden af knoerne på lillefingeren og anvendes i mange kampsportsdiscipliner, herunder Karate, Jujutsu, Krav Maga og forskellige kinesiske kampsystemer.
Knivhåndsslag har den fordel, at de kan levere kraftfulde slag uden at skade angriberens knoer, samtidig med at de kan rettes mod vitale områder med høj præcision. En anden fordel ved knivhånden er dens alsidighed: Den kan anvendes i både offensive og defensive teknikker og bruges ofte i kombination med greb og kast.
Velegnede mål for et knivhåndsslag inkluderer: Halsens mastoidmuskler, som kan forårsage midlertidig desorientering eller smerte. Halsvenen, hvor et velplaceret slag kan føre til øjeblikkelig svækkelse eller besvimelse. Struben, som kan forårsage alvorlig skade eller midlertidig kvælning. Kravebenene, hvor et hårdt slag kan begrænse en modstanders armbevægelser. Den tredje ryghvirvel, en nøgleposition i rygsøjlen, der kan medføre tab af balance. Overarmen og håndleddet (anvendt som en blokering mod slag og angreb med våben). Albuen (kan bruges som en udvendig knivhåndsblokering mod slag eller greb). Knæskallen (bruges ofte i lavt benkast eller kontrolteknikker).
I mange japanske og kinesiske kampsportsformer bruges knivhånden både til at blokere og angribe. Den er især nyttig mod en modstander, der angriber med en kniv eller anden genstand, da en knivhåndsblokering kan aflede angrebet og føre til en kontrolleret kontring.
Kant-hånd right|thumb|Kant-hånd Ved at trække tommelfingeren ind i håndfladen dannes en slagflade kaldet en kant-hånd eller omvendt knivhånd, som strækker sig nogle centimeter langs indersiden af hånden under første kno på pegefingeren. Kant-håndsslag udføres ofte med en svingende bevægelse eller en krogbevægelse og anvendes i visse karatestilarter og kung fu-systemer.
Velegnede mål inkluderer: Halsens mastoidmuskler, hvilket kan forårsage svimmelhed eller øjeblikkelig smerte. Halsvenen, hvor et velplaceret slag kan få en modstander til at miste bevidstheden. Struben, som er et sårbart punkt, der kan føre til midlertidig kvælning eller alvorlig skade. Næsen, hvor slaget kan give smerte, tårer i øjnene eller endda brud. Kæben, hvilket kan resultere i en forskydning af kæben eller en knockout. Øjnene, hvor et præcist slag kan forårsage synsforstyrrelser eller desorientering.