Flora Mathilde Freigaard Larsen (født 23. juni 1882 i Rudkøbing) var en driftig ung dansk kvinde, der i en kort periode i sine unge år var sexarbejder (af myndighederne i samtiden betegnet som “et offentligt fruentimmer” i Politiets registerblade) i København, der skabte sig en mindre formue ved arbejdet, og som via dette arbejde fik råd til i 1902 at udvandre til New Zealand (20 år gammel).

Flora Mathilde Freigaard Larsen var datter af gartner Niels Larsen og Karen Marie Rasmussen (28 år). Hun blev hjemmedøbt d. 18. august 1882 i Rudkøbing, Rudkøbing Sogn, Svendborg Amt, fremvist i kirken d 24. sept. 1882 thumb Søster til Andrea Jakobine Larsen; August Frigaard Larsen; Niels Peter Larsen; Jakob Alfred Larsen; Marie Kathrine Frigaard Larsen, Rasmus Mathias Larsen og Hans Kristian Frigaard Larsen.

Politiets registreringer 1897 - bosiddende Amaliegade 27, 1. 1899 - bosiddende Krystalgade 10, kælderen, hos Hansen. 1900 - 01/11: Flytter fra Vodroffsvej 14 (Frederiksberg), til Dybensgade 13, 2. sal. (Station 2. Filmrulle 0010. Registerblad 207 (unikt id. 1560634)) 1901 - 01/02: bosiddende Vestre Hospital i Ny Vestergade, København, listet som ugift. 1902 - “bortrejst fra jurisdiktionen” til New Zealand, Løbenr. 646 (Protokol Nr. 48)

Liv Flora Mathilde Freigaard Larsen var altså en arbejderklassepige der, ligesom en del andre fra samme fattige kår, på et tidligt tidspunkt i sit liv slår ind på en vej med at sælge sex i København. Det er ikke kendt hvordan hun havnede her, men allerede i 1897 (15 år gammel) er hun noteret i politiets registerblade - som var et register der via Loven om den reglementerede prostitution skulle holde styr på og kontrollere den statsregulerede prostitution, for at prøve at kontrollere udbredelsen af livsfarlige kønssygdomme.

Loven om den reglementerede prostitution Loven om den reglementerede prostitution trådte i kraft i 1874 (1874-1906). Loven gav politiet en særlig magt over kvinder, som de mistænkte for at sælge sex, så de kunne beordre tvangsundersøgelser af kvinderne, og endda tvinge dem til at være sexarbejdere på offentlige bordeller. Med loven ville man forsøge at nedbringe epidemien af kønssygdomme, blandt andet udbredelsen af syfilis.

Vestre Hospital, hvor overlægen og videnskabsmanden Rudolph Bergh regerede, skulle tage sig af de prostituerede som havde fået en kønssygdom, hvilket var det afgørende for den måde, Rigsdag og myndigheder forholdt sig til prostitution på i det meste af perioden.https://www.historie-online.dk/boger/de-nye-kvinder

Loven gjorde, at det i 13 gader i det indre København var lovligt at sælge sex. Gaderne var Borgergade, Lille Brøndstræde, Didrik Badskærs Gang, Dybensgade, Farvergade, Gåsegade, Helsingørgade, Holmensgade, Hummergade, Knabrostræde, Magstræde, Sankt Gertruds Stræde, Tornebuskegade og Vognmagergade.

Loven blev trukket tilbage i 1906, da den viste sig ikke at have nogen effekt.

Foreningen til Forvildede Unge Pigers Frelse Flora var i 1897 blevet anbragt på “Foreningen til Forvildede Unge Pigers Frelse” (FFUPF), hvor hun sandsynligvis mødte sin kæreste Agnes, der næsten samtidig også blev anbragt på stedet. Herfra flygtede de begge flere gange, men blev som regel hurtigt fundet og anbragt igen.

Personlig styrke og rebelskhed Indsat på “Foreningen til Forvildede Unge Pigers Frelse" skriver Flora på et tidspunkt til Agnes og beder hende om at hente sin pistol hos en bekendt. Vi ved ikke hvad den skulle bruges til, men vi får under alle omstændigheder en klar bevidsthed om at disse unge kvinder vidste, hvordan de skulle overleve og beskytte sig selv i det prostitutionsmiljø de levede i.

Dybensgade miljøet Flora blev hurtigt en del af de kvinder der boede i Dybensgade 13, som havde ry for at være det sted som husede de yngste og kønneste sexarbejdere. De kvinder der boede der, kan man læse ud af politijournalerne, var velhavende ifht. andre sexarbejdere i andre kvarterer, i kraft af at de kunne tage sig langt bedre betalt for sit arbejde. Set i forhold til en månedlig løn på 11 kr for at arbejde som tjenestepige i et borgerhjem, kunne sexarbejderne i Dybensgade tage 5-6 gange så meget for en enkelt ydelse. Ofte havde de kvinder der startede som sexarbejdere, tidligere arbejdet som dårligt betalte tjenestepiger, ekspeditricer, bagerjomfruer og porcelænsmalere med meget lange arbejdsdage.

Økonomisk uafhængighed Dybensgade-kvinderne forstod at sikre sig så godt økonomisk, at de ofte kunne oprette en bankkonto, hvilket i sig selv krævede en del økonomisk overskud, og som betød en slags social opstigning. Ligeledes havde de råd til at have egen lejlighed, flot indrettet som et almindeligt borgerhjem, gå klædt i godt tøj og måske have råd til smykker og sølvtøj. Nogle af kvinderne havde endda en fast månedlig indtægt fra mandlige bekendtskaber.

En vinkel i dette liv var, hvis kvinderne var “forfaldne til amor lesbicus” som en tilsynslæge skriver, så kunne de undgå at være afhængige af en mandlig alfons. Den økonomiske frihed fra mænd, og som sexarbejder i forvejen at være stigmatiseret, åbnede mulighed for, at de mere frit kunne indgå i praktiske, romantiske eller sexuelle relationer med andre kvinder i lesbisk-lignende forhold. Hvilket i samtiden iøvrigt ikke blev anset for at eksistere eller var direkte ulovligt mellem kvinder, til forskel fra mandlig homoseksualitet. Dette var tilfældet med Flora Mathilde Freigaard Larsen, som ifølge optegnelser og breve var kæreste med andre kvinder over årene.

Kærlighed Flora havde igennem lang tid, mens hun var indlagt på hospital med en kønssygdom og fængslet for sexarbejde, forsøgt med breve at komme i kontakt med Agnes, dog uden at få svar. Via disse arkivalier får man et unikt indblik i en tid, hvor der tydeligvis var meget mere dynamik end man historisk har troet. Flora og Agnes' romance, rodfæstet i både kærlighed, fælles sjove oplevelser og rebelskhed, overskrider historiens konventionelle opfattelser.

Arkivalierne i Rigsarkivet om Flora og Agnes, bestående af breve fra Flora til Agnes, fra Elisabeth Adolfine Puschmann til sin tidligere kæreste Agnes, Flora til sine egne forældre, Flora til Agnes’ mor, politirapporter og indlæggelses- og fængselspapirer, viser et liv der blev formet af systemer, der regulerede, kontrollerede og begrænsede kvindernes ønsker og muligheder i deres liv.

Brevene viser en overraskende åbenhed og ligefremhed vi ikke havde ventet at se i den tid. Mange betragtede dengang enhver aktiv udfoldelse af kvindelig seksualitet som både farlig og afvigende - og ureguleret seksualitet blev set som en trussel mod ægteskabet. I modsætning til kvinder fra middel- og overklassen, der ofte blev idealiseret som aseksuelle og dydige, havde man dog til ugifte kvinder med lavere social status ikke den samme forventning.

Flora er dog tydeligvis i sine breve påvirket af sin tids moral, selvom hun ikke lader sig styre af den. Hun skriver til Agnes' mor:

Floras breve til Agnes antyder, at kvinder, der førte et liv som sexarbejdere, fandt andre kvinder der delte deres seksuelle og romantiske interesser. Hendes kærlighedserklæringer og utålmodighed, såvel som hendes frygt og håb med hensyn til Agnes' svar, understreger en stor følelsesmæssig dybde i deres forhold.

Disse kilder er altsammen skriftlige kilder som nok blev konfiskeret af politi og myndigheder, og måske aldrig alle nåede deres bestemmelsested.

Flora Mathilde Freigaard Larsen annonceres “bortrejst fra jurisdiktionen” til New Zealand i 1902 (altså som 20 årig), Løbenr. 646 (Protokol Nr. 48). Hun rejste alene og efterlod således sin kæreste Agnes i Danmark.

Bogen Flora Mathilde Freigaard Larsens historie er en del af bogen "De nye kvinder, kærlighed og queers 1870-1920" af Rikke Andreassenhttps://forskning.ruc.dk/da/persons/rikkean/ og Merete Pryds Helle, udgivet på Politikens Forlag 2025,

Historikeren Rikke Andreassen og forfatteren Merete Pryds Helle giver med bogen liv til en særlig gruppe kvinder, hvis tilværelser og indflydelse hidtil er blevet overset i historien. Nogle smed korsettet, nogle fik deres elskerindes navn tatoveret, og nogle revolutionerede skolevæsenet. Andre levede hårde liv på bunden af samfundet som tvungne sexarbejdere – eller mageligt i toppen som ansete kunsthåndværkere. De var alle oprørere på hver deres måde, men fælles for kvinderne var, at de levede omkring år 1900 og var i forhold med andre kvinder.

Information anmelder Nanna Mik-Meyers skriver om bogen:

"Merete Pryds Helle og Rikke Andreassen fortæller vellykket med en blanding af skønlitterær fortælling historisk research om livet for en særlig gruppe kvinder for mere end 100 år siden. Vi ikke bare får historien - vi mærker den … en enestående bog."

Bogrummet.dk skriver:

"Det er en meget velkomponeret bog, og den beskriver et stykke kvindelig Danmarks historie der ikke tidligere er brugt mange ord på. Det er en blanding af barske skæbner og stærke kvinder, der har formået at springe rammerne for hvad der var forventet af dem."

Litteratur "De nye kvinder, kærlighed og queers 1870-1920" af Rikke Andreassen og Merete Pryds Helle, udgivet på Politikens Forlag 2025,

Referencer

Eksterne referencer

https://www.dr.dk/nyheder/kultur/historie/tvungen-sexarbejde-og-tvivlsom-kviksoelv-ane-blev-udsat-1800-tallets-grusomme-behandling-af https://www.dr.dk/lyd/p1/pigen-fra-slumkvarteret-6640616213876 https://ruc.dk/nyheder/ny-bog-traekker-glemte-kvindeliv-frem-i-lyset https://forskning.ruc.dk/da/persons/rikkean/ https://www.geni.com/people/Flora-Mathilde-Friegaard-Larsen/6000000196431384922

Kategori:Personer fra Danmark Kategori:Prostituerede